Nyhed
20. dec. 2010 | 00:14

Robert forbigår dansk Oscar-kandidat

Det hører hjemme i spøg- og skæmt-afdelingen, at Danmarks Film Akademi ikke mener, Susanne Biers Oscar-kandidat Hævnen er blandt årets fem bedste danske film.
Af Claus Christensen

Lad os håbe, at Oscar-akademiet ikke læser dansk.

For så vil man med god grund undre sig over, at Danmarks Film Akademi ikke har fundet den danske Oscar-kandidat Hævnen værdig til en Robert-nominering som en af de fem bedste danske film i 2010.

Tidligere på ugen blev Hævnen ellers vurderet til at være en af de fem bedste film. Ikke bare i Danmark, men i hele verden (eksklusive USA).

Janteloven
Det var de udenlandske filmkritikere i Hollywood, som nominerede Hævnen til en Golden Globe. Sammen med kunstneriske storfilm som Alejandro González Iñárritus spanske Biutiful med Javier Bardem og den italienske Io sono l’amore med Tilda Swinton.

Da den gyldne klode i denne kategori godt kan betragtes som et fingerpeg forud for Oscar-uddelingen, har Bier en reel chance for at gentage bedriften fra 2007, hvor Efter brylluppet blev nomineret til en Oscar – verdens mest prestigefulde filmpris.

Efter brylluppet fik en Robert-nominering for bedste film af Danmarks Film Akademi, hvis medlemmer er ”personer, der arbejder med film i det daglige” (i modsætning til Bodil-prisen, der uddeles af danske filmkritikere og -journalister). Men her var Bier pudsigt nok ikke nomineret i kategorien ”årets instruktør”. Og Brødre fra 2004 var hverken nomineret for bedste film eller årets instruktør.

Der er ikke noget at sige til, hvis Susanne Bier og hendes manuskriptforfatter, Anders Thomas Jensen, i disse dage sender Aksel Sandemose en kærlig tanke.

Næstmest sete film
Den kritiske læser vil her indvende, at enhver nominering er subjektiv, og at hverken Golden Globe- eller Oscar-komiteen har patent på sandheden. Sandt nok, men at forbigå Hævnen er ikke subjektivt. Det er bare torskedumt.

Lad mig smide nogle facts på bordet.

Hævnen er med et foreløbigt billetsalg på 412.969 den næstmest sete danske film i 2010. Og den er set af dobbelt så mange mennesker som de fem Robert-nominerede film – tilsammen!

Blot 194.270 billetter solgte Thomas Vinterbergs Submarino, Nikolaj Arcels Sandheden om mænd, Michael Noer og Tobias Lindholms R, Christoffer Boes Alting bliver godt igen og Nicolo Donatos Broderskab, som er blevet nomineret til en Robert. Fratrækker man Sandheden om mænd, som klarede sig pænt, har de andre fire et gennemsnitligt billetsalg på bare 24.384.

Et stort billetsalg er selvfølgelig ikke en sikker indikator for kunstnerisk kvalitet (men bestemt heller ikke det modsatte). Så lad mig kaste faktum nummer 2 på bordet.

Direkte i solar plexus
Hævnen er den eneste danske film i år, der både er faldet i publikums og anmeldernes smag. Det viste en undersøgelse, som Urban offentliggjorde i den forløbne uge.

Biers film fik et gennemsnit på 5 stjerner af de store dagblade, og billedet ændrer sig ikke, hvis vi medregner Ekko. I filmmagasinet fik Hævnen også fem stjerner af dansk filmkritiks grand old man, Morten Piil, som afsluttede sin anmeldelse med denne forudsigelse:

”Endnu et eksempel på Susanne Biers særlige evnen til at fortælle en historie, så den rammer direkte i solar plexus. Jeg tror, filmen vil styrke Susanne Biers voksende internationale ry.”

Kan Wozniacki slå Kenneth Carlsen?

Man kan have flere reservationer over for Hævnen, der nok burde have heddet Tilgivelsen.  

Filmen kaster flere filosofiske bolde i luften, end den formår at gribe. Den slår i den sidste halve time over på automatpiloten og styrer forudsigeligt mod en happy end, som går lidt for smukt op. Og den afrikanske forbindelse føles – ligesom den afghanske i Brødre og indiske i Efter brylluppet – ikke helt velintregreret i handlingen.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at Hævnen er et stærkt drama og i en helt anden liga end mindst et par af de film, som er nomineret til bedste film-Robert’en.

Nazibøsse-dramaet Broderskab er for eksempel en behjertet og lovende debutfilm, men det er ikke desto mindre en debutfilm med alt, hvad det indebærer af svagheder og ujævnheder.

At nominere den på bekostning af Hævnen minder os om de mennesker, der hævder, at Caroline Wozniacki kan slå Kenneth Carlsen i tennis, eller at Jan Magnussen kan køre lige op med Sebastian Vettel.

Det er mangel på proportionssans, for der er en klasse til forskel.

Overset fotograf
Helt forbigået er Hævnen ikke blevet. Den har faktisk fået syv Robert-nomineringer, blandt andet for årets instruktør, bedste manuskript, årets mandlige hovedrolle (Mikael Persbrandt) og årets kvindelige hovedrolle (Trine Dyrholm).

Det ændrer dog ikke ved, at ”årets film” er den vigtigste pris.

Og Danmarks Film Akademi føjer spot til skade, idet man skandaløst har ”glemt” at nominere Morten Søborg for hans enestående fotografering af Hævnen. De lyriske naturbilleder fra Afrika leder tankerne hen på Terrence Malicks mesterlige film.

Hvordan kan det gå så galt?

Tilfældig jury
En nedsat jury på fem personer bestemmer suverænt, hvem der skal nomineres. Sådan er Robert-reglerne. De ser alle film over tre-fire dage, og så afgiver de deres stemmer uden at tale med hinanden.

Nomineringerne er med andre ord ikke bedre end summen af de fem udvalgtes stemmetal.

Juryen består i år af skuespiller og producer Peter Reichhardt, fotograf Bo Tengberg, Øst for Paradis-direktør Line Daugbjerg, Cover-redaktør Julie Moestrup og producer Mie Andreasen.

Udmærkede mennesker, men jurysammensætningen virker tilfældig og er hverken fagligt eller aldersmæssigt bredtfavnende. Hvorfor er der ikke en instruktør? Eller en manuskriptforfatter? Og hvor er de mere toneangivende personer i den danske filmbranche?

Svaret er enkelt. De toneangivende har ikke tid til at afsætte tre-fire dage. Men det problem må Danmarks Film Akademi se at få løst, hvis Robert skal være andet end til grin.

[t]Robert-nomineringer 2011

Årets film


ALTING BLIVER GODT IGEN
Alphaville pictures – prod. Tine Grew Pfeiffer
Instruktør Christoffer Boe

BRODERSKAB
Asta film – prod. Per Holst
Instruktør Nicolo Donato

R
Nordisk Film Production – prod. Thomad Radoor & Rene Ezra
Instruktør Tobias Lindholm & Michael Noer

SANDHEDEN OM MÆND
Zentropa Entertainment 25 – prod. Meta Louise Foldager og Louise Vesth
Instruktør Nikolaj Arcel

SUBMARINO
Nimbus Film – prod. Morten Kaufman
Instruktør Thomas Vinterberg

Årets børne-og ungdomsfilm


HOLD OM MIG
Nimbus Film – prod. Anders Toft Andersen
Instruktør Kaspar Munk

KARLA OG JONAS
Nordisk Film Production – prod. Thomas Heinesen
Instruktør Charlotte Sachs Bostrup

KIDNAPPET
SF Film Production – prod. Karoline Leth & Vibeke Windeløv
Instruktør Vibeke Muasya

MIN BEDSTE FJENDE
Bullit Film – prod. Elise Lund Larsen og Vibeke Vogel
Instruktør Oliver Ussing

OLSENBANDEN PÅ DE BONEDE GULVE
Nordisk Film Production – prod. Thomad Radoor
Instruktør Jørgen Lerdam

Årets mandlige hovedrolle


JENS ALBINUS – Alting bliver godt igen
MIKAEL PERSBRANDT – Hævnen
PILOU ASBÆK – R
JAKOB CEDERGREN – Submarino
MADS MIKKELSEN – Valhalla Rising

Årets kvindelige hovedrolle


ELLEN HILLINGSØ – Eksperimentet
JULIE BORCHORST ANDERSEN – Hold om mig
TRINE DYRHOLM – Hævnen
ANETTE HEICK – Olsenbanden på de bonede gulve
MILLE HOFFMEYER LEHFELDT – Smukke mennesker

Årets mandlige birolle


DAVID DENCIK – Broderskab
AMOS ODHIAMBO – Kidnappet
KURT RAVN – Smukke mennesker
GUSTAV FISCHER KJÆRULFF – Submarino
PETER PLAUBORG – Submarino

Årets kvindelige birolle


IRENE KAYERI – Kidnappet
ROSALINDE MYNSTER – Sandheden om mænd
TUVA NOVOTNY – Sandheden om mænd
BODIL JØRGENSEN – Smukke mennesker
PATRICIA SCHUMANN – Submarino

Årets instruktør


NICOLO DONATO – Broderskab
SUSANNE BIER – Hævnen
TOBIAS LINDHOLM & MICHAEL NOER – R
NIKOLAJ ARCEL – Sandheden om mænd
THOMAS VINTERBERG – Submarino

Årets manuskript


ANDERS THOMAS JENSEN & SUSANNE BIER – Hævnen
TOBIAS LINDHOLM & MICHAEL NOER – R
NIKOLAJ ARCEL & RASMUS HEISTERBERG – Sandheden om mænd
TOBIAS LINDHOLM & THOMAS VINTERBERG – Submarino
NICOLAS WINDING REFN & ROY JACOBSEN – Valhalla Rising

Årets fotograf

MANUEL ALBERTO CLARO – Alting bliver godt igen
MAGNUS NORDENHOF JØNK – R
RASMUS VIDEBÆK – Sandheden om mænd
CHARLOTTE BRUUS CHRISTENSEN – Submarino
MORTEN SØBORG – Valhalla Rising

Årets scenograf


THOMAS GREVE – Alting bliver godt igen
THOMAS BREMER – Sandheden om mænd
CHARLOTTE BECH – Smukke mennesker
TORBEN STIG NIELSEN – Submarino
LAUREL WEAR – Valhalla Rising

Årets kostumier


MANON RASMUSSEN – Alting bliver godt igen
MANON RASMUSSEN – Sandheden om mænd
RIKKE SIMONSEN – Smukke mennesker
MARGRETHE RASMUSSEN – Submarino
GILL HORN – Valhalla Rising

Årets sminkør


CHARLOTTE LAUSTSEN – Alting bliver godt igen
BJØRG SERUP – Broderskab
CHARLOTTE LAUSTSEN – Hævnen
BJØRG SERUP – Submarino
NIAMH MORRISON - Valhalla Rising

Årets klip


PETER BRANDT – Alting bliver godt igen
ADAM NIELSEN – R
MIKKEL E.G. NIELSEN - Sandheden om mænd
ALDRI STEINN & VALDIS OSKARSDOTTIR – Submarino
MATHEW NEWMAN – Valhalla Rising

Årets lyddesign


EDDIE SIMONSEN & ANNE JENSEN – Hævnen
MORTEN GREEN – R
CLAUS LYNGE & HANS KRISTIAN KOCH – Sandheden om mænd
KRISTIAN EIDNES ANDERSEN – Submarino
DOUGLAS MACDOUGALL – Valhalla Rising

Årets musik/score


SYLVAIN CHAUVEAU – Alting bliver godt igen
SIMON BRENTING & JESPER MECHLENBURG – Broderskab
MIKAEL SIMPSON – Hold om mig
THOMAS BLACHMAN – Submarino
PETER PETER & PETER KYED – Valhalla Rising

Årets originale sang


CLAUS HEMPLER, JESPER MECHLENBURG, SIMON BRENTING & NICOLO DONATO ”DUST” – Broderskab
MIKAEL SIMPSON ”INDEN DU FALDER I SØVN” – Hold om mig
PERNILLE ROSENDAHL, KRISTIAN LETH & FRIDOLIN NORDSØ ”SECRET LIFE” – Kidnappet
RASMUS OLSEN OG SANDHEDEN BAND ”LIKE A LEAF” -
Sandheden om mænd
AGNES OBEL ”RIVERSIDE” - Submarino

Årets special effects


THOMAS STENDER, ERNST KROGTOFT & EMMA ENGBERG – Alting bliver godt igen
DANIEL PARKER & HUMMER HØJMARK – Hævnen
MORTEN JACOBSEN & THOMAS FOLDAGER – R
JEPPER NYGAARD CHRISTENSEN – Sandheden om mænd
MORTEN JACOBSEN & THOMAS FOLDAGER – Smukke mennesker[/f]

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko