Ekkos leder om Jørgen Leth-sagen

Jørgen Leth-kortfilmen Livet i Danmark fra 1972 står som en klassiker i dansk dokumentarisme.

Den er ”enestående i danmarksfilm-traditionen ved sin eksperimentelle poetisk-refleksive karakter”, skrev Ib Bondebjerg i sit nylige storværk om den moderne danske dokumentarfilm, den er ”Leths helt frie, kunstneriske bud på at skildre Danmark”. 

Nu vil Leth gerne komme med sit bud på, hvordan livet i Danmark tager sig ud i dag, 40 år senere, Livet i Danmark 2. Men planen har mødt modstand hos Filminstituttets svenske dokumentarkonsulent, som man kan læse i det nye nummer af Ekko.

Hun mener, at en ny udgave må laves på en ny måde, for eksempel noget med mobiltelefoner, internettet eller cross-platforme. Og det er slet ikke noget, Jørgen Leth kunne tænke sig. Konsulenten vil også gerne have Leth til at lægge sin karakteristiske personlige, reflekterende stil på hylden og i stedet ”indtage en holdning”.

Selvfølgelig kan velmeriterede og internationalt anerkendte kunstnere ikke forvente automatisk at få adgang til den offentlige filmstøtte. Også deres projekter skal vejes og findes tilstrækkelig vægtige til at blive sat i produktion. Det må Jørgen Leth, Jytte Rex, der har lignende problemer med at komme igennem med sine projekter, og for den sags skyld også Lars von Trier indstille sig på.

Alle må underkaste sig systemets spilleregler.

Men det er samtidig vigtigt, at kulturlivets konsulenter, redaktører, dramaturger, kuratorer og andre administratorer indser, at de ikke er kunstnere. Deres opgave er at fremme kunsten, kunsten i Danmark. De skal ikke være en slags med-skabere, hvis personlige ambitioner, ideer og livsanskuelser skal imødekommes af kunstneren for, at pengekassen bliver lukket op.   

Konsulenten i Jørgen Leth-sagen argumenterer blandt andet med, at Det erotiske menneske ikke var lige så god som De fem benspænd. Hertil kan man sige, at det er meget muligt, at Leth ikke siden har lavet noget, der kan måle sig med De fem benspænd. Men han kan så trøste sig med, at det er der heller ikke så mange andre, der har.

Når kunstnerne laver benspænd for hinanden, er det spændende og kreativt. Når administratorerne spænder ben for kunstnerne, er det destruktivt og dumt.