Guldløven til Darren Aronofsky

Det blev noget så uvant som en film om amerikansk wrestling, der løb med årets Guldløve i Venedig.

Darren Aronofsky har tidligere høstet anerkendelse for junkie-portrættet Requiem for a Dream, og med The Wrestler går han igen tæt på et menneske, der er ved at gå til bunds, men som er hooked. Denne gang ikke på narko, men på suset fra publikum.

Filmens hovedperson er Randy "The Ram" Robinson, et muskelbundt med spandex-bukser og langt, afbleget hår. Han var wrestling-stjerne i 1980'erne, kendt i 90'erne, men optræder i dag i tredjerangsarenaer og tjener end ikke nok til at betale leje af den trailervogn, han bor i. Pengene går til steroider og smertestillende piller. Randy har passeret de 50. Kroppen sætter ud, hjertet svigter.

Men wrestling er hele hans liv, og tyveårs-jubilæet for hans helt store kamp, "The Ram vs. The Ayatollah", skal markeres med en revanche-kamp.

Mickey Rourke som has-been
Der er to store scoops ved filmen. Det ene er hovedrolleindehaveren. Mickey Rourke gjorde mangt et biografsæde fugtigt, da han lavede sexlege med Kim Basinger i 9½ uge i 1986, men siden da mest har givet den som en hård negl på og uden for biograflærredet.

Det er et bragende comeback, han her får. Rourke er komplet overbevisende som bamset, udbrændt has-been, der bider både den hvinende smerte og nederlagene uden for ringen i sig med en blanding af værdighed og indskrænkethed. Kameraet går helt tæt på hans hærgede og hævede ansigt, der får Sylvester Stallone til at ligne en fotomodel.

At dømme efter Rourkes udseende på det efterfølgende pressemøde har rollen i øvrigt ikke krævet det helt store af makeup-artisterne. Skuespilleren ser vitterligt ud, som om han har været igennem meget, og medgav da også på pressemødet, at han kunne drage nytte af egne grundige erfaringer med stoffer.

Rørende blik bag kulissen
Det andet store scoop er filmens indblik i en sportsgren, de fleste elsker at hade. I wrestling giver store klepperter hinanden flyvespark, mavepustere og skaller. De hamrer sig i kanvassen i en syndflod af sved. Alt er aftalt på forhånd. Det er show, publikums jubel og buh-råb er lige så rituelle som de tricks, wrestlerne udfører.

Men Aronofsky er ikke ude på at give billige grin. Skildringen af kammeratskabet og omsorgen wrestlerne imellem er ligefrem rørende, og filmens kampe gør det klart, at alt bestemt ikke er stunts og slag i luften. Wrestlerne falder tungt og skævt. Ægte blodsudgydelser tilføjes med barberblade, hæftemaskiner eller pigtråd.

Det er måske ikke rigtig sport, men det er krævende som ind i helvede. Aronofsky formår at skabe respekt om de kulørte typer.

Man har set det før
Valget af The Wrestler som vinder af årets hovedpris kom alligevel som en overraskelse for de fleste. Filmen skiller sig ikke - i modsætning til tidligere Aronofsky-film som sci-i-fablen The Fountain og den mystiske, matematikfascinerede Pi - ud ved at have markant stil eller en egensindig vision. Fortællingen om wrestleren Randy "The Ram" er skåret over samme læst som Rocky, Raging Bull og talrige andre film, der blander sportsfascination med studiet af enere i kamp med sig selv og deres omgivelser.

Randy har næsten mistet kontakten til sin teenagedatter (Evan Rachel Wood) og er forelsket i en stripdanserinde (Marisa Tomei), der ikke går ind for at blande forretning og privatliv. Det er yderst letgenkendelige, næsten klichéagtige møder og konflikter, der udspiller sig mellem Randy og de to kvinder i hans liv. Det gode skuespil tager lige toppen af forudsigeligheden, men også kun toppen.

Med en jury bestående af blandt andre tyske Wim Wenders, den italienske art cinema-skuespillerinde Valeria Golino og videokunstneren Douglas Gordon kunne man nok have forestillet sig et mindre mainstream-agtigt valg til hovedprisen.

Ikke mindst fordi festivalleder Marco Müller havde proklameret, at udvalget af film i hovedkonkurrencen skulle udstikke nye retninger for filmkunsten. Det kan man på ingen måde sige, at The Wrestler gør.

Etiopisk emigrant-epos
Festivalens øvrige hovedpriser gik til to film, der er anderledes ambitiøse: den etiopiske Teza og den russiske Paper Soldiers. Hver især tegner skarpe portrætter af nationer i en brydningstid, og begge film er båret af en smittende indignation over, hvordan menneskeskæbner lades i stikken, når politiske interesser skal tilgodeses.

Den fremragende Teza var mange kritikeres bud på en Guldløve-vinder, men den måtte tage til takke med Juryens Specialpris og prisen for bedste manuskript. Bag filmen står den amerikansk-uddannede Haile Gerima, der har været en af afrikansk films hovednavne i over 30 år, men hvis film aldrig har fået et bredt publikum i Europa. Nu skulle chancen være der.

Filmen er et stort anlagt epos, raffineret struktureret og dynamisk klippet. Modsat mange andre afrikanske film virker Teza aldrig mystificerende eller esoterisk i hverken form eller tema - det er et sjældent bud på en film, der kun kunne være lavet af en afrikaner, men som kan ses af alle.

Idealer brister
Teza skildrer en etiopisk læge og intellektuel, Anberber, der får sin uddannelse i 1970'ernes Tyskland, mens han drømmer om at være med til at genopbygge sit hjemland.

Muligheden opstår, da Haile Selassie stødes fra tronen i 1975. Men idealerne viser sig at være meget lidt værd, da Etiopien i de følgende år kastes ud i tumult og borgerkrig mellem fraktioner, der kæmper om at repræsentere den "rigtigste" form for socialisme.

Anberber møder undervejs både den europæiske og den afrikanske racisme, mister sin bedste ven og mødes med foragt i sin barndoms landsby. Det er et liv brolagt med tragedier, vi følger, men filmens to timer og tyve minutters spilletid føles alligevel givende og forbløffende kort.

Mændene bag Juri Gagarin
Den russiske Paper Soldiers udspiller sig i en højst aparte setting: En forsøgsbase i Kasakhstan, hvor kosmonauter i 1950'erne og 60'erne blev udsat for hård træning og kyniske medicinske eksperimenter, mens politikerne i Kreml pressede på for at vinde kapløbet om at sende den første mand ud i rummet.

Det lykkedes som bekendt, da Yuri Gagarin blev sendt op den 12. april 1961. Netop dén rumfærd spiller en væsentlig rolle i filmen.

Men Paper Soldiers er ikke en film om heltemod eller teknologiske landvindinger. Forsøgsbasen er en samling barakker i en grå, uendelig ødemark af mudder. Man fornemmer, at man kun overlever mentalt her på grund af kammeratskabet, de stedlige sygeplejersker, vodkaen og kampen for nationens ære.

Hovedpersonen er lægen Daniel, der er elsket af hele tre smukke kvinder, men går i hundene, i takt med at han mister troen på, at den menneskelige pris for det store, forkromede rumprojekt er værd at betale.

Russisk eksistentialisme
Paper Soldiers ligger i den stolte russiske tradition for, hvad man kunne kalde underdrejet eksistentialistisk drama. Der tales meget, men sjældent om substansen. De følelsesmæssige og moralske dilemmaer er i centrum, men de kommunikeres mest ud gennem kvindernes smertelige blikke og den sorte humor, der er mændenes middel til overlevelse.

Paper Soldiers kan på overfladen virke som en lidt kold film, hvor dramaerne klinger ud i tavshed og sjælelig pinsel. Men med sin overjordisk smukke, blåtonede fotografering og usædvanlige scenografi er det alligevel en film, man godt kunne unde en chance i de danske biografer. Filmen fik festivalens andenpræmie Sølvløven og fuldt fortjent prisen for bedste fotografering.

Det har sikkert ikke skadet den, at et af jury-medlemmerne var russiske Yurij Arabov, der gennem tre årtier har leveret manuskripter til Aleksandr Sokurov. Sokurov (blandt andet manden bag Mor og søn og Hitler-portrættet Moloch) må være et af forbillederne for Aleksei German Jr., der har drejet Paper Soldiers.

Studie i skizofreni
Skuespil-priserne vakte en del hævede øjenbryn. Mickey Rourke var det indlysende valg som bedste mandlige skuespiller, men som Wim Wenders med beklagelse antydede på pressemødet efter prisuddelingen, er det ikke kutyme at give mere end én pris til Guldløve-vinderen.

Prisen gik i stedet til den italienske veteran Silvio Orlando for hans rolle i far/datter-dramaet Il papà di Giovanna af Pupi Avati. Blandt kvinderne gik statuetten til franske Dominique Blanc i L'autre af instruktørparret Patrick Mario Bernard og Pierre Trividic.

Netop L'autre var en af de film, der mest markant delte vandene blandt de tilstedeværende journalister. Filmen følger en midaldrende singlekvinde Anne-Marie, der bilder sig selv ind, at hun både føler sig ungdommelig og rimeligt lykkelig.

Hendes janus-ansigt kommer til syne, da hendes unge, sorte elsker finder sig en anden - på Anne-Maries egen alder. Den uerkendte jalousi får afløb i paranoia og syner, og Dominique Blanc går linen ud i et benhårdt studie af skizofreniens ødelæggende væsen.

De store tabere
Hvem er så årets store, løveløse tabere? Blandt favoritterne til Guldløven lå to amerikanske film, Kathryn Bigelows hårdtpumpede Irak-film The Hurt Locker og Jonathan Demmes forbløffende vellykkede forsøg på at annektere den danske dogme-æstetik med Rachel Getting Married - en slags forstadsamerikansk screwball-variation over Festen.

Begge film måtte nøjes med trøstepriser, men skal nok få genoprejsning, når de får premiere i de danske biografer.

Det samme gælder med sikkerhed publikums favorit, der var Hayao Miyazakis knuselskelige Ponyo on the Cliff by the Sea, som sjovt nok også har danske aner. Filmen handler om en fisk, der møder en dreng, og for enhver pris vil kunne gå på landjorden.

Denne nyfortolkning af Den lille havfrue beviser endnu engang, at Miyazaki er i særklasse, når det gælder om at lave poesi ud af små, hverdagsagtige situationer - og derefter svinger tryllestaven og gør bølger til fisk, lader havene stige og forstørrer en legetøjsbåd, så en fire-årig dreng og en fisk med ben og arme kan rejse ud og redde verden.

Intet mesterværk
Festivalen vil nok blive husket for det stærkt svingende niveau i konkurrenceprogrammet. Film som det selvsmagende og dødkedelige kinesisk-brasilianske gangsterdrama Plastic City af Yu Lik-wai og Werner Schroeters stiliserede franske dystopi-thriller Nuit de Chien gik til bunds med et brag.

Men sandheden er, at hovedkonkurrencens film blev bedre og bedre, som de tolv dage gik, og at i hvert fald halvdelen af de 21 film kan lægges i kategorien mindeværdige. Også selvom mesterværket udeblev.