Søren Gades betroede skønmaler

Ekko anmelder to film om Søren Gade.

Først kom dokumentaren Krigsministeren.

Den serverede mytologien om Søren Gade, alle danske Jens’ers omsorgsfulde far, der ikke løber af pinden, selv om soldaterne falder, én for én, og selv om han undervejs rammes af en personlig sorg.

Vi ser mandfolket Søren Gade, der tropper op på hospitalet hos en såret soldat, men også et følsomt menneske, der kniber en eftertænksom tåre, når endnu en falden soldat mindes i militærlejren.

Få uger senere, i tirsdags, kom Søren Gade – de sidste 48 timer.

Den fuldender mytologien om den uselviske politiker, som overnatter på en briks på kontoret og får stående ovationer af sine embedsmænd, da han efter en ondsindet mediehetz ofrer sig for en større sag, nemlig Forsvaret og alle danske Jens’er.

Kvalmegrænsen
Begge film er produceret for TV 2, som efter alt at dømme holder hånden over den afgåede forsvarsministers spindoktor Jacob Winther – og dermed Søren Gade.

Winther er anklaget for at have lækket fortrolige oplysninger til netop TV 2, og forbrydelsen har en strafferamme på tolv år.

Filmene er instrueret af Kasper Torsting, der er uddannet på Den Danske Filmskole og stod bag den glimrende musikdokumentar Rocket Brothers. Han regnes med rette blandt Danmarks førende dokumentarister.

Torsting vil vise mennesket bag politikeren. Et ædelt projekt. Bare ikke i Søren Gades tilfælde, hvor vi kender dette menneske til hudløshed. Eller kvalmegrænsen.

Rambo-ministeren
I stedet for at skildre politikeren bag mennesket, hvilket ville have været relevant, cementerer Kasper Torsting det billede, som Søren Gade og hans spindoktor så dygtigt har skabt.

Af den jævne, vestjyske enkemand med etplansparcelhuset i Holstebro og de to elskelige døtre. Af en blød mand med kontakt til sine følelser og samtidig Rambo-ministeren, der med fast hånd tager affære, når lokummet brænder.

Det er det billede, som har sikret, at Søren Gades popularitet har stået usvækket – selv efter ”far her” alligevel ikke kunne påtage sig det fulde ansvar for Jægerbogs-farcen.

En amerikansk soap
Søren Gade – de sidste 48 timer er et tyndbenet og sentimentalt portræt af forsvarsministerens mystiske exit fra dansk politik.

Søren pakker vemodigt sit ministerkontor ned, Søren holder en grådfyldt tale, Søren får kram og snøft fra sine nærmeste medarbejdere, Sørens døtre glæder sig til at få ”verdens sejeste far” hjem osv. osv.

Filmen nærmer sig det karikerede. Den er ikke bare blottet for politik, men en skamløs profilering af en skandaleramt politiker. Lige så iscenesat som et afdansningsbal, lige så tårefyldt som en amerikansk soap-serie på en skodkanal. 

Hvor var fluen henne?
Vi får intet at vide om Søren Gades politiske visioner eller om, hvad han egentlig har betydet i dansk politik.

Vi får end ikke noget at vide om hans forhold til Jacob Winther, der er omdrejningspunktet i lækagesagen. Et kram til sidst, det er alt, hvad vi ser til Jacob Winther.

Hvis dét er dokumentarisme i den hæderkronede fluen-på-væggen-genre, hvor var fluen så henne, da Søren Gade og Jacob Winther drøftede lækagesagen og tog beslutningen om at gå af?

Og hvorfor har fluen ikke hørt en eneste samtale mellem Gade og hans mest betroede medarbejder i 48 timer?

Læren af Riefenstahl
”Jeg viser verden, som jeg oplever den, og det synes jeg i al beskedenhed også har sin berettigelse,” siger Kasper Torsting og tilføjer, at hans metode er ”tillid”, mens andre instruktører er bedre til at ”afsløre” og ”udstille”.

Det er helt fint, hvis man laver film om musikere på turné, savannens truede dyr eller mennesker med svage nerver. Men politik er et andet game, og kun en tåbe vover sig ind på den scene uden en kritisk distance.

Historien er fuld af skræmmeeksempler, hvor tyske Leni Riefenstahl står som det mest ekstreme tilfælde.

Hun stillede sit filmiske talent til rådighed for Hitlers propagandamaskine, og det blev hun aldrig tilgivet for, selv om hun bagefter sagde, at hun ikke vidste noget om politik.

Reimer med Rigmor på skødet
Naivitet er ingen undskyldning. Heller ikke for den sympatiske Kasper Torsting, der blev ringet op af Søren Gade, som fortroligt fortalte ham om sin forestående exit, så der lige kunne laves nogle filmoptagelser.

Som en anden Reimer Bo med Rigmor Zobel på skødet tabte Torsting kasketten og lavede et patetisk afskedsprogram til TV 2, der har opgivet at dække lækagesagen journalistisk, fordi stationen selv er for involveret i sagen. Og Torsting udsendte tilmed en pressemeddelelse om, hvor stolt han var over at være blevet indviet i Sørens store hemmelighed før alle andre.

Sådan skriver en nyttig idiot.