Drømmefilm med max tjubang
Lad det være sagt med det samme: Christopher Nolans stærkt hypede Inception er måske den mest filmiske film i historien. Den, der mest alsidigt og intensivt udnytter filmmediets potentiale.
Der leges med ultraslows, realtime, fastmotion, kombinationer af disse i én og samme indstilling. Musikalsk overbud, som kun Hans Zimmer kan lave det uden at lyde parodisk. Klipning og kameraarbejde er i konstant duel på duelighed.
Filmen er et dramaturgisk ridt, der i samfulde to timer og 28 minutter kræver øjne og ører på stilke. Det er den simultane ophævning af naturlovene, kriminalloven og janteloven. Æret være Christopher Nolan for alt det.
Drømme i drømme
Filmens mest originale træk kommer fra den fortællermæssige kant: Vi er i et scifi-terræn, hvor virkelighedsniveauer er lejret ind i hinanden som en kinesisk æske. Hele bykvarterer kan vendes på hovedet ved en viljesakt.
Vi bevæger os ud og ind af drømme, frem og tilbage i tid.
Filmens omdrejningspunkt er, at ny teknologi (som tilsyneladende kun kendes af få og mestendels de kriminelle) gør det muligt at koble sig på hinandens drømme. De mest progressive eksperimenterer med at invadere, designe og styre intetanende drømmeres natteverden.
Leonardo DiCaprio giver den som klassisk film noir-helt, den cool, kuldslåede og kriminaliserede drømmepioner Dominic Cobb, der er nået så vidt som til umærkeligt at kunne plante ideer, som de drømmende ofre tager med sig i vågen tilstand: såkaldt inception.
Han eksperimenterer også med drømme inden i drømme — hvis da ikke lige et niveau eller to dybere. Det får han brug for, da han med et håndplukket hold får til opgave at påvirke milliadærarvingen Robert Fischer (Cillian Murphy) til at se på sit finansimperiums fremtid med friske øjne.
Svulmende sløjfe af logik
Christopher Nolan tager med Inception tematisk tråden op fra mange af sine tidligere film: Den maniske nysgerrighed og deraf svigtende selvkontrol (som i debuten Following), den smertelige udredning af egen fortid (Memento), tabet af den elskede og ønsket om at skabe det perfekte trick (The Prestige), foruden spørgsmålet om selvtægt vs. veltægt (The Dark Knight).
Dertil kommer selvfølgelig den akronologiske struktur, som er Nolans varemærke.
Inception er noget så sjældent som et totalt tilgængeligt auteur-værk, der kan ses af både The Matrix- og Charlie Kaufman-fans — dem, der kunne lide Orkidé-tyven og Evigt solskin i et pletfrit sind. Det er en egenartet og krævende film, men den er drevet af en tyrkertro på, at den kan gøre sig selv forståelig og sammenhængende.
Dette formidlingsprojekt lykkes faktisk for Nolan.
Hvad der undervejs kan se ud som en gordisk knude af virkelighedsniveauer, viser sig at være en stolt, svulmende sløjfe med egen logik. Denne bedrift vil stensikkert skaffe Nolan et stort publikum, men for undertegnede er det en pyrrhussejr.
For hvad i alverden er charmen ved en film om drømme, der ikke tør tro på det, der er drømmens største charme: Dens mystik?
Replikkerne vakler
Christopher Nolan laver brandgode scifi-fantasier og kryptiske film, der sætter tilskuerens hjerne på arbejde. Men med Inception, instruktørens mest monumentale og gennemarbejdede værk til dato, opstår der for første gang et misforhold mellem mål og midler.
Her prædikes fantasi med pegepind og rationalisme, ikke mindst når drømmerejsernes komplicerede regler sættes på tilskuervenlig form: Frem for drømmelandskaber er det de knivskarpe videnskabsfolk, der med vid og bid belærer hinanden om deres specialviden, som fylder tiden ud.
Især ved andet gennemsyn af filmen vakler replikkerne. De er tydeligvis møntet på biografpublikummet snarere end på filmens figurer, skønt de som gode kolleger nikker og roser hinanden med professionel mine.
Dobbelt katastrofekurs
Min yndlingsscene i Inception er den, hvor Cobbs højrehånd Arthur (Joseph Gordon-Levitt) havner i nævekamp på en hotelgang, hvor tyngdeloven er trådt ud af kraft. Det er fabelagtigt eksekveret. Arthur er vægtløs i denne drøm, fordi han også i sin sovende tilstand pludselig er i frit fald, lammet af sovemedicin og på vej i en bil ud over en bro. Dobbelt katastrofekurs.
Men da tiden som bekendt løber hurtigere i en drøm end i ens vågne tilstand, giver de ti sekunders fald fra broen til vandspejlet tre solide minutters actiontid i drømmen. På de tre minutter må Arthur fremkalde et voldsomt fysisk ryk, en forskrækkelse, som er stor nok til at vække det sovende jeg.
Sådan er Inceptions charme, når filmen fungerer bedst. Velkendte og ofte interessante mekanikker listes fra søvnvidenskabens domæne over i action-genrens ligeledes kausallogiske frirum.
Hvad er drømmetid? Hvad er samspillet mellem drøm og påvirkning af den sovende? Hvorfor kan man aldrig huske begyndelsen af en drøm? Kan drømmen overtage virkelighedens funktion, sådan individuelt?
Alle disse spørgsmål kommer i spil, men science fiction-plottet og filmens A-team af slagkraftige æggehoveder gør, at de forbliver sekundære.
Freudianere, Alain Resnais-fans og andre med seriøse hensigter er hermed advaret. Man skal ikke forveksle Inceptions drømmesondring med dybsindighed.
Nul Jung. Max tjubang.
Kommentarer