Nyhed
14. mar. 2011 | 01:39

Musikalsk rejse på ophavet

Michael Noers musikfilm med De eneste to har magiske øjeblikke, men halter som samlet fortælling. Ekkos anmelder giver 3 stjerner.
Af Jacob Ludvigsen

”I skal bare være der. Og drikke jer fulde på drengeværelserne. Men I må ikke sige noget til nogen. Nej, sig ingenting. Bare syng. Tag jeres ghettoblaster og træk den ud igennem jeres forpulede smukke Østjylland. Som i en drøm eller for den sags skyld som i et mareridt.”

Sådan siger Peter Sommer og Simon Kvamm i prologen til Østjylland Dreaming, Michael Noers 23 minutter lange musikfilm med De eneste to, Sommer og Kvamms anmelderroste partnerskab.

Det kunne være Noers opgaveformulering til de to musikere, de læser op. De skal tilbage til barndommens pløjemarker og drengeværelser i Østjylland, hvor ikke kun musikerne, men også Noer voksede op.

De skal på et musikalsk road trip, slæbende på en trækvogn med en stor højttaler gennem landskabet, i en hyldest til hjemstavnens slagtere, McDonald’s-medarbejdere og automekanikere, som filmen følger i små scener og bidder tilsat bandets melodiske sange.

Georg Gearløs-idéer
Det er en ganske smuk formålserklæring og lige i Michael Noers ånd.

Siden afgangsfilmen En rem af huden – om pornofotografen Ole Ege (udgivet på Ekko-dvd #7) – har han vist en evne til solidarisk at fortælle historier om samfundets skæve eksistenser uden at udstille dem.

Noer er en driftig herre med et arsenal af lyse Georg Gearløs-idéer, som han generøst strør om sig. Nogle af dem bliver til guld, som dokumentaren De vilde hjerter om knallertbanden af samme navn og den dokumentarinspirerede spillefilmdebut R (sammen med Tobias Lindholm), der vandt både Bodil og Robert for kort tid siden.

Uundgåeligt er det, at andre ender som mindre formfuldendte skabninger, og trods sit velmente udgangspunkt hører Østjylland Dreaming til i den afdeling.

Brutal hesteaflivning
Filmen er det seneste eksempel på en tendens, hvor filmskabere og musikere går sammen om at lave små film, der binder et albums sange sammen gennem en mere eller mindre fremadskridende handling.

Vincent Moon tog Efterklang tilbage til barndommens Als i An Island, men Noers film er for ujævn en størrelse til at nå samme poetiske niveau.

De mange små historier fra udkantsdanmark føles lidt for tilfældigt udvalgt og for en gangs skyld kniber det med både solidariteten og autenticiteten. Vi overværer en anonym tale til en 25-årsjubilar i en kønsløs virksomhed i filmens første længere scene, der emmer af spildt liv.

Senere får en stor, tatoveret, rocker-lignende type dårlig samvittighed, just som han skal til at ordne elskerinden på bagsædet af en bil. Og i en umotiveret og overraskende brutal scene oplever vi en bloddryppende aflivning af en hest på et slagteri.

Københavnercool eksiljyder
Hele tiden overværer Sommer og Kvamm umælende begivenhederne, som var de englene fra Wim Wenders’ Himlen over Berlin, der betragter menneskenes ulykkelige liv uden selv at kunne deltage i det.

Men trods de empatiske hensigter kan man ikke undslippe følelsen af, at de københavnercool eksiljyder, Kvamm og Sommer, ser mere ned på deres medvirkende end synger deres sag.

De længere, dialogmættede scener føles også lidt for påtagede, og de bedste sekvenser er derfor enten dem, hvor billeder og musik får lov til at tale for sig selv, eller hvor musikerne tager englevingerne af og overskrider den selvbevidste distance.

Som når de griner og pjatter med en provins-teenager over billigøl, shots og et luftgevær på drengeværelset, mens sangen Har ikke lyst til at dø skaber en stemning af ungdommelig spleen.

Eller den sørgmodige scene, hvor en tyk, ældre dame danser rundt i sit brune parcelhus, mens Kvamm akkompagnerer dansen på klaveret. Kameraet følger hendes bevægelser helt tæt på, før Sommer til sidst holder hånden over hendes skulder, nærmest beskyttende.

Tryllekunst på McDonald’s
Den mest besnærende scene er dog den, hvor en ung, genert tryllekunstner in spe til sangen Den lige vej imponerer en sød pige på deres fælles arbejdsplads, McDonald’s, ved at få hendes ring til at svæve.

”Men jeg har altså en kæreste,” er pigens eneste replik. Dér er vi med ham hele vejen.

Østjylland Dreaming halter som samlet fortælling og er måske et vink om, at Michael Noer er bedst, når han som i R har en sparringspartner, der kan holde ham fast på en struktur.

Alligevel byder musikfilmen på magiske øjeblikke, som løfter hverdagslivet i Østjylland og gør det værd at bruge en lille halv time på Kvamm, Sommer og Noers rejse til ophavet.  

Østjylland Dreaming har premiere i Ry Biograf 16. marts. Senere vil filmen blive lagt gratis på nettet.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko