Bolshoi Babylon

Bolshoi Babylon er fortællingen om Ruslands verdensberømte Bolsjoj-ballet, og filmens første ord rammer sigende ballettens betragtelige status ind.

”Der er få store russiske varemærker. Bolsjoj-balletten er et af dem. Kalashnikov-geværet er et andet.”

For russerne er Bolsjoj et prestigefyldt symbol på det ypperste, landet kan præstere. Men det er samtidig også en diabolsk arena, hvor dramaet ikke kun udspiller sig i dansen på scenen.

Bag kulisserne kæmper danserne og ledelsen om magten med masser af intriger, interne fejder og hævngerrigt personfnidder.

Længe var bagsiden af teaterlivet lukket land, men offentligheden fik for alvor syn for dramaet, da Bolsjojs kunstneriske leder og balletlegende Sergei Filin i 2013 blev overfaldet og fik kastet syre i ansigtet på åben gade i Moskva. En af ballettens egne solodansere blev senere dømt som gerningsmanden bag angrebet.

Med udgangspunkt i angrebet skildrer Bolshoi Babylon livet på teatret. Folkene bag dokumentaren har fået en sjælden tilladelse til at følge danserne og ledelsen over længere tid. Dramaet ligger derfor lige for, og filmen åbner effektivt op med at introducere konflikterne og hovedaktørerne.

Det drejer sig især om førnævnte Sergei Filin, den nyligt tiltrådte leder af hele balletten Vladimir Urin, den 70-årige balletlegende Boris Akimov samt en række af de menige, unge dansere.

Filin og Urin er begge gigantiske alfahanner, der har et lurende fjendskab mellem sig, så magtforholdet mellem de to ledere er filmens mest interessante. Da Filin vender tilbage til balletten med dårligt syn og vansiret ansigt efter angrebet bliver han dog hurtigt beskyldt for ufin ledelsesstil og nepotisme.

Det gør ikke intrigerne mindre interessante, at Bolsjoj-balletten trækker tråde dybt ind i Kreml, den russiske magtelite. Præsident Putin interesserer sig indgående for ballettens ledelse, ligesom premiereminister Dmitrij Medvedev fortæller, at Bolsjoj-balletten er et hemmeligt våben, som russerne kan sende ud til USA og resten vesten.

Bolshoi Babylon viser da også, at statsledere som Fidel Castro, Richard Nixon og Margaret Thatcher igennem tiden har besøgt balletten som led i et politisk propagandafremstød fra russernes side.

Undervejs har filmen tendens til at gentage sine pointer og køre i ring uden at komme helt til bunds i dem. Til gengæld er det filmens gave, at balletten tilsyneladende har åbnet ærligt op for kameraerne.

Mod filmens slutning udspiller magtkampen mellem Filin og Urin sig for rullende kamera og foran teatrets ansatte under et personalemøde. Det er både tåkrummende og pirrende at se de to store egoer bekrige hinanden i fuld offentlighed.

Filmens titel vidner om Bolsjojs-teatrets betydning. Som oldtidsbyen Babylon beskrives Bolsjoj nærmest som et religiøst tempel, hvor danserne tilbeder balletten og legenderne som guder.

Bolsjojs-teatrets fysiske fremtoning er taknemmeligt for Bolshoi Babylons visuelle side, der forståeligt dvæler ved den stiliserede og æstetiske ballet.

Bolshoi Babylon er ikke så meget en dokumentar om dans og ballet, men mere en bag-kulisserne-film om de mennesker, der på godt og ondt lever og ånder for Bolsjoj.

Derfor behøver man langt fra være fortrolig med Svanesøen eller forgabt i klassisk ballet for at finde Bolshoi Babylon interessant. Derimod er filmens kerne intrigerne, jalousien og dramaet mellem de ansatte i verdens bedste og mest kendte balletkompagni.

Og undervejs kan man måbende se til, mens man vidner, hvor kompromisløse, målrettede og hensynsløse dedikerede mennesker kan være.

Darren Aronofskys Black Swan og Amazon-serien Mozart in the Jungle er de oplagte pendanter i fiktionsverdenen og tegner samme portræt af kunstneriske miljøer bag den pæne og kultiverede facade.

Og bedømt ud fra Bolshoi Babylon er fiktionsværkerne ikke helt så langt fra virkeligheden, som man måske skulle tro.