The Dark Tower

Det var svært ikke at have lave forventninger til Nikolaj Arcels amerikanske eventyr, filmatiseringen af Stephen Kings mastodontværk Det mørke tårn.

Filmen fik premiere i USA for to uger siden, og internettet har været fyldt med anmeldelser og kommentarer, der har gennemheglet filmen. Men jeg har bevidst undgået dem for at opleve filmen ”rent”.

Og The Dark Tower viser sig faktisk at være en velfortalt, spændende og dyster fantasy-film.

Det er tydeligt at mærke, at det er en kompleks og omfattende fortælling, som filmen er baseret på. Så meget desto mere imponerende er det at se, hvor meget Arcel har fået med i sin kompakte film.

Drengen Jake Chambers (Tom Taylor) plages af mareridt, og dem fastholder han i sorte og røde, dommedagstyngede tegninger. Han er ikke skør, men det tror omverdenen – selv hans mor og især stedfaren.

Jake ser en parallel verden, og dem er der flere af. Uden for disse verdener findes et univers af monstre, og de vil gerne smadre løs. Kun Det Mørke Tårn afholder dem fra at trænge ind.

Walter O’Dim vil gerne bringe død og kaos til alt. Han er manden i sort, spillet af Matthew McConaughey, og han er brillant castet i den rolle.

For at smadre tårnet skal O’Dim bruge et barn, der ”skinner” – ligesom drengen i King-filmatiseringen The Shining, som har telepatiske evner (fans af King-filmatiseringer kan fryde sig over de mange easter eggs: Det Onde, En verden udenfor, Cujo og Sammenhold, for nu bare at nævne nogle stykker).

Systematisk bliver børn bortført og under torturlignende tilstande tvunget ind i maskiner, der bruger deres evner til at kaste stråler mod tårnet. Og Jake viser sig hurtigt at være det barn, der skinner mest.

Det lykkes ham at undgå tilfangetagelse, og ved hjælp af sine tegninger finder han frem til Roland Deschain. Han spilles af Idris Elba og repræsenterer det gode. 

Men han viser sig at være en splittet mand, som er ved at brænde op af hævntørst. Med vanlig psykopatisk fornøjelse dræbte O’Dim nemlig Deschains far for øjnene af sønnen, og i ønsket om at dræbe farens morder har revolvermanden glemt alt om, at han er den sidste i en lang række af revolvermænd, der skal beskytte Det Mørke Tårn.

Også Jake har mistet sin far og savnet knytter ham sammen med Deschain. Men der er en gensidig respekt i forholdet, og det er befriende, at de ikke bare får en pseudo-familielignende relation.

Selv om det er en fantasyfilm, er den ikke proppet med unødige computereffekter. Det skaber troværdighed i en tid, hvor mange film med overnaturlige elementer er overlæsset med glat CGI. De få monstre, man ser, er holdt i skygge og mørke, hvilket samtidig gør dem mere skræmmende.

Kender man Kings film- og forfatterskab, er noget af det mest fascinerende ved Det mørke tårn, at den nærmest fungerer som rygrad. I dets mangfoldige univers er der karakterer og handlinger, som også går igen i forfatterens andre værker.

Walter O’Dim optræder blandt andet som Randall Flagg i Opgøret og Dragens Øje, og han bliver altid beskrevet som charmerende – og modbydelig.

I The Dark Tower kan han med sine mørkekræfter tvinge folk til at stoppe med at trække vejret eller få dem til at bryde i brand – naturligvis til sin store fryd. McConaughey ligner én, der nyder at spille gennemført sadistisk. Der er ingen slingren mellem godt og ondt i hans karakter.

Hvis Nikolaj Arcel havde uddybet karakterernes overnaturlige evner og de mange forskellige verdener og væsner, kunne filmen måske være blevet endnu bedre. Men kunne på den anden side have bragt filmen ud af balance.

Filmens energiske drive er dens styrke.

En af Nikolaj Arcels bedste film er fantasyfilmen De fortabte sjæles ø. De overnaturlige elementer og børn i hovedrollerne bygger bro mellem de to film.

Instruktøren har flair for at instruere børn og skabe realistisk fantasy. Håndværket er blevet stærkere med årene, og han har med Det mørke tårn bevist, at han sagtens kan løfte det større ansvar, der følger med et amerikansk budget.