Et pudsigt træk ved vore dages store opmærksomhed omkring de såkaldte hybridfilm er, at sammenblandingen af fiktion og virkelighed er lige så gammel som selve den dokumentariske genre.
I de senere år har vi vænnet os til at opfatte fluen-på-væggen-stilen som den ægte vare, en slags dokumentarisk Ground Zero, men sagen er, at den såkaldte Direct Cinema (eller cinema vérité), som dominerede kategorien i 1960’erne, snarere var en afvigelse fra traditionen end selve normen.
Ganske vist kan Direct Cinema-formatet siges at udspringe af kernen i den dokumentariske ambition – at skildre det autentiske liv så sandt og direkte som muligt – men før 1960 dikterede teknologien altid en ikke ubetydelig grad af konstruktion og iscenesættelse.
Det er om dette spektrum – fra 1930’ernes propagandistiske og folkeoplysende kortfilm til 50’ernes narrativt mere ambitiøse dramadokumentarer – at Søren Birkvads monumentale og generøst illustrerede værk, Den klassiske dokumentarfilm, handler.
Men Birkvad nøjes ikke med at fremstille dokumentarfilmens formmæssige udvikling i perioden. Som akademiker (førsteamanuensis i film- og fjernsynsvidenskab ved Lillehammer University College i Norge) sætter han sit emne ind i en større kulturhistorisk ramme. Og snarere end blot at analysere de atten (primært amerikanske, engelske og tyske) hovedværker, som udgør bogens rygrad, beskriver han, hvordan dokumentarfilmene til enhver tid både i form og indhold har afspejlet de mentale, kulturelle og politiske vejrlig i den tid, de er blevet til i.
Den klassiske dokumentarfilm er baseret på en doktorafhandling, og det akademiske afsæt fornægter sig ikke. I sit forord foreslår forfatteren sågar den ikke-akademiske læser, der ønsker at gå ”direkte til hjertet af fremstillingen”, at springe frem til kapitel otte, hvilket vil sige side 250!
En så drastisk ellipse er der nu ingen grund til.
Ganske vist kunne denne anmelder nok have ønsket sig, at Birkvad var gået lidt længere i forhold til at luge ud i den universitære jargon. Betragtninger såsom, at bogen ikke er ”en ontologisk øvelse, men en hermeneutisk-empirisk øvelse”, er nok primært af interesse for universitetskolleger.
Men bortset fra den type små udslip er bogen generelt så velskrevet og forfatteren så velbevandret i sit stof og klar i tanken, at ingen, der interesserer sig for dokumentarfilmen og dens historie, bør snyde sig selv for denne guldgrube af begavet fremstillet viden.
I indledningen præsenterer forfatteren sit projekt: At vise, hvordan den klassiske dokumentarfilm ”konsoliderede publikums tillid til samfundets indretning og de offentlige myndigheder”, mens den moderne dokumentarfilm fra og med 1960’erne blev stadig mere ”antiautoritær” og ”trodsig”.
”For mange i dag er en rigtig dokumentarfilm noget, som undergraver publikums tillid til samfundets indretning og de offentlige myndigheder,” konstaterer Søren Birkvad.
Med blikket fæstnet på begreberne ”offervilje” og ”offermentalitet” beskriver forfatteren udviklingen, som den afspejles i den dokumentariske film, mellem to vendepunkter i det 20. århundrede: Første Verdenskrig og 1968-revolten.
Den brede kulturhistoriske indsigt, som lægger en solid bund under de cinematografiske betragtninger, er der ingen fingre at sætte på. Men dér, hvor bogen for alvor bliver interessant, er i de særdeles grundige beskrivelser og analyser.
Med hyppige sideblikke til den relevante filmlitteratur får vi således stort set alt at vide om udviklingen fra den folkeoplysningsorienterede britiske dokumentarfilmbevægelse i 1930’erne (med navne som John Grierson, Harry Watt og Basil Wright) via 40’ernes krigspropaganda (med den kontroversielle Leni Riefenstahl) til 50’ernes britiske Free Cinema og andre repræsentanter for en ny og mere kunstnerisk orienteret tilgang til dokumentarismen.
Undervejs bliver man klogere på klassikere som Frank Capras nationalstolte serie Why We Fight, Georges Franjus Dyrenes blod, Lindsay Andersons O Dreamland, Alain Resnais’ Nat og tåge og mange flere. Poul Henningsens forkætrede Danmark får også en tur gennem vridemaskinen.
Den klassiske dokumentarfilm er så rig på informationer, iagttagelser og pointer – givetvis genereret gennem adskillige års arbejde – at det er nærmest håbløst at skulle forsøge at yde bogen retfærdighed på denne begrænsede plads.
Bortset fra den akademiske omstændelighed kunne man næppe have forestillet sig en mere kompetent og perspektivrig indføring i dokumentarfilmens udvikling op til 1960. Ingen tvivl om, at Søren Birkvad med sit olympiske overblik og sin forbilledlige grundighed har begået en bog, som fra dag ét – i hvert fald i Norden – vil blive både et hovedværk og et referenceværk på sit felt.
Kommentarer