En mand finder en urne af blik frem af sine gemmer. Han åbner den og hælder dens makabre indhold, resterne af et menneske, over på tre plastikbægre.
Dette er, hvad der er tilbage af forfatteren Jakob Ejersbo, der brød igennem med et brag med romanen om Aalborgs outsidere, Nordkraft, og fem år senere døde i 2008 af struberørskræft i en alder af 40 år.
Han var midt i arbejdet på en stor roman-trilogi om Afrika med det sorte hjerte i hvide mennesker, og hans sidste ønske var at blive spredt ud over Kilimanjaro.
Således begynder Christian Holten Bonkes dokumentarfilm Ejersbo om forfatteren efter et videoklip, hvor hovedpersonen vandrer ud ad den afrikanske landevej.
Ejersbo levede sin ungdom i Tanzania. Ligesom for kollegerne Ernest Hemingway og Karen Blixen blev Afrika kontinentet, som han aldrig slap, og som aldrig slap ham. Man kunne snildt kalde Bonkes meget fine signalement af emnet for ”Kilimanjaros aske” for nu at parafrasere Hemingways berømte novelle om sneen på bjerget.
Hele filmens rygrad er, at forfatterens to nære venner, Morten Alsinger og Christian Kirk Muff, rejser af sted med platicbægrene til Afrikas højeste bjerg.
Snart pendler vi mellem forfatterens korte liv, dets vidner og stemmer, og så den meget lange tur op ad bjergets skråninger. Det er en slags sorgarbejdets safari for at opfylde Ejersbo sidste ønske om at falde til hvile som støv over stedet, der blev hans skæbne, men også er nerven i hans meget realistiske og effektive epos på tre romaner: Eksil, Liberty og Revolution.
Den gennemgående stemme er Muff, som har det dårligt med, at han og Ejersbo blev uvenner lige før, døden adskilte dem for altid. Det er Muffs velformulerede og bevægende anger, der bliver overtonen i filmens hyldest til et medlem af døde unge poeters klub. Det er frem for alt hans sorg og smerte i hverdagen og suk og støn på bjergbestigningen, vi følger med dramatisk effekt.
Vil Morten og Christian gennemføre det strabadserende projekt og tømme de tre plastikbægre på toppen?
Mest hjemme i Danmark og lidt ude i Tanzania møder vi først hans forældre som nøgternt og behersket fortæller om deres søn som noget af et sort får og en dropout. Vi møder også storesøsteren Ea, der hjemme i sit hus på landet mindes sin lillebror, og den afrikanske ungdomsven Ali, som Jakob indtil det sidste åndedræt førte en e-mail-korrespondance med om tingenes tilstand med cancer og kemo.
Den litterære bagage og arv tager Gyldendals direktør, Johannes Riis sig af. Kritisk og kærligt kommenterer han et forfatterskab, han som medskrivende redaktør på den ufuldendte Afrika-triologi selv var med til at lukke og slukke. Ejersbo var ingen sprogbevidst stilist, men en engageret realist med en sjælden råhed og effektivitet i sine fortællinger om den hvide mands byrde, som blev hans skam.
Samtidig får vi (melo)dramatiserede citater fra forfatterskabet. Især omkring druk og disko i ungdommen, men også om kvinden i hans liv, ungdomsveninden fra dengang i Afrika, som han dedikerede Nordkraft til og desværre aldrig blev kæreste med.
At der nu og da også var plads til en anden kvinde, er forfatteren Ditte Steensballes nyudgivne roman Lejligheder et bittersødt vidnesbyrd om.
Bonke har drejet et meget delikat og smukt dokument, en personlig hyldest til et savnet menneske. Billederne op ad Kilimanjaros snoede og farlige stier er spændende fortalt, næsten som en spillefilm med desperate optrin og stærke scener.
Til gengæld er der lidt for mange vandringsscener, hvor hovedpersonen traver derudad med ryggen til os andre. Og hvorfor skal vi partout pludselig se Johannes Riis i fejende dansk snevejr med hvide marker omkring sig?
Men når det er sagt, er denne rune ristet omsorgsfuldt, rørende og aldrig rørstrømsk.
Kommentarer