I en samtale med François Truffaut i 1965 brugte Alfred Hitchcock det siden så berømte eksempel om en bombe under bordet for at illustrere sin teori om filmisk suspense.
Hvis vi ser fem minutters kedelig konversation, og en bombe herefter springer, vil vores kedsomhed blive fulgt op af et markant chok. Men hvis vi hele tiden har vidst, at bomben var der, så er de forudgående fem minutter helt anderledes interessante.
Nogle år senere vendte Hitchcock tilbage til bombeteorien. Her tilføjede instruktøren et vigtigt forbehold. ”Bomben må aldrig sprænge,” sagde Hitchcock.
Den chilenske instruktør Pablo Larraín har bygget hele sit oeuvre over bomber, som ikke sprænger. Hans anden, tredje og fjerde film – Tony Manero, Post Mortem og No – dannede en trilogi over Pinochets diktatur og over, hvordan et regime er som en trykkoger af subtilt magtmisbrug, der inficerer hjerte og sind.
Med en kombination af intens thriller og små, bitterhumoriske brudstykker er El Club Larraíns bedste siden den foruroligende Post Mortem. Filmen kredser om fire mænd og en kvinde, der lever i et hus nær Chiles lange vestkyst. De fire mænd bliver gradvist afsløret som præster – eller nok snarere tidligere præster – mens kvinden er nonne og fungerer som en krydsning mellem husholderske og kostskolematrone.
Alligevel er der nu nærmest en liturgisk nåde og renhed over selskabets lange middage og solbeskinnede gåture på stranden, men der er også skurrende øjeblikke – særligt mellem Søster Mónica (nonnen) og Fader Vidal (som spilles brillant af Larraíns yndlingsskuespiller Alfredo Castro).
Fader Vidal ønsker at træne sin greyhound op til at vinde løb og penge, hvilket der jo ikke er meget kristent budskab i.
Netop som idyllen slår en revne, ankommer en femte præst til Udkantschile. Fader Lazcano er tynget af skam, og han efterlader den første store eksplosion i El Club. Den nytilkomne bliver nemlig genkendt af en lokal drukmås, der står uden for det ellers så rolige hus og råber op om, at han er blevet seksuelt misbrugt af den nye gæst i huset.
Det er en formidabel scene, fordi den fortæller os noget, vi allerede inderst inde godt ved. Hvorfor skulle der ellers findes denne Vatikan-park på verdens yderste punkt?
Men episoden løfter samtidig låget af tavshedssammensværgelsen og giver os de fulde anatomiske detaljer, som ingen ønsker at høre.
Den berusede mand har ingen vidner, eller i hvert fald har han ikke kunnet få dem til at stå frem. På den måde kan det lille samfund i huset cirkle rundt om sig selv og forberede en historie til politiet, hvis de skulle kigge forbi.
Kort efter dukker så endnu en præst op. Hurtigt viser det sig, at han repræsenterer en ny tankegang i Vatikanet – og i filmen. Han er udsendt for at lukke denne bule af mulige eksil-sexforbrydere ned.
Sad man og troede, at den fordrukne, tidligere alterdrengs beskyldninger uden for huset var bomben under bordet i El Club, og at det ikke lykkedes for den at sprænge, så kan man godt spærre øjnene op igen. For den nye præst, Fader García, ser nu ud til at være endnu en bombe.
Men naturligvis er Larraín for blasert i sin realisme til at tillade en så enkel afslutning på historien.
Han er enormt stilbevidst, og El Club er ingen undtagelse. Filmen er skudt i atmosfærefyldt widescreen, og det giver virkelig nogle utrolige billeder i en verden af tusmørke, illegale hundevæddeløb, forblæste strande og et hus med nedrullede gardiner.
De magiske øjeblikke af solopgang og solnedgang, der dominerer de indledende scener, bliver gradvist mørkere og mørkere, i takt med at vi forstår, hvad filmen handler om.
I El Club er vi alle ofrene. Og det er jo ofte dem, der reelt kan se, hvad der sker.
Kommentarer