Eskimo Diva

Ordet diva stammer fra det italienske ”gudinde”, og ifølge Den Danske Ordbog betyder det ”en feteret sangerinde eller skuespillerinde med stor udstråling og ofte krukket adfærd”. Skal man tro på filmtitlen, handler filmen altså om en eskimoisk udgave af en sådan.

Dokumentarens hovedperson er unge Nuka Bisgaard, som angiveligt er den første drag queen i Grønland. Han har mange forklædninger. Den ene dag ligner Nuka en almindelig, lidt alternativ knægt i skovmandsskjorte, i 00’erne kendt fra miljøer herhjemme som Ungdomshuset. Den næste dag ligner han en Britney-inspireret popprinsesse med makeup, hvid pels og sort kjole.

Forbillederne er netop amerikanske popstjerner som Beyoncé, og sammen med sin godmodige og trofaste ven, Aqqalu Engell, rejser Nuka de små bygder tynde. Det sker ofte for at optræde foran en håndfuld mennesker eller to, når han da ikke er hjemme i nattelivet og hos familien.

Og det er smukt. Smukt at se de grønlandske fjorde, søer, bjerge og snelandskaber. Smukt at se, hvordan en grønlandsk transkønnet insisterer på sin identitet i provinssamfund og stiller sig til skue.

Om selviscenesættelsen er særligt tiltrækkende kan diskuteres. Nuka minder om en diva, men en rigtig diva er der næppe tale om. Nok vrikker Nuka med hofterne som en stjerne, nok finder Nuka sig ikke i noget, og nok kan Nuka lide opmærksomhed, men stjernestatussen foregår mest af alt i Nukas eget hoved – foran spejlet og i vennelaget.

Dokumentaren er også en god, tidstypisk identitetshistorie om unge selviscenesættere, der gerne vil være stjerner, bare se deltagerlisten i eksempelvis X-Factor. Nogle lykkes det for. Nærliggende for denne diva har vi den succesfulde, homoseksuelle Gustav, der provokerer med sin krukkede, skabede opførsel gennem letbenet pop.

Spørgsmålet er, om Nuka kan nå så langt? Tror du på dig selv, og tror andre på dig? Nuka tror i hvert fald på sig selv. Men at hævde sig selv og at være drag skaber uundgåeligt problemer i et provinssamfund som det Nuuk’ske.

Nuka har sat en lokal bande på plads og må finde sig i, at folk råber og følger efter hende om natten. En aften i byen griner en dansker af hende, da Nuka uden for festen med en cigaret siger, hun ikke vil have sne i håret.

”Du bor sgu’ da i Grønland. Der sner det hele tiden. Derfor griner jeg,” siger danskeren.

Det kan den unge diva slet ikke tolerere og anklager nærmest danskeren for at have et nedladende, postkolonialistisk verdenssyn.

Divaen er iskold, og sådan forbliver det filmen igennem. Også når Nuka småforkælet brokker sig over en stakkels hundeslædekører til kameraet.

Vi får ikke at vide, hvor længe filmen strækker sig over, men ifølge filmbeskrivelsen er det seks år. Desværre udvikler Nuka sig tilsyneladende ikke meget i den tid, og vi kommer aldrig ind bag facaden på Nuka. Ikke engang da en tragisk sygdom tvinger sangeren til Danmark, kan vi for alvor mærke, hvad der foregår inde bag makeup’en, og det er måske nok et køligt portræt, men også lidt kedeligt.

Filmens forskellige facetter – Nukas liv on the road, Nukas modtagelse i lokalsamfundet, Nukas vej til musikscenerne, Nukas sygdom – skaber tilmed en smule forvirring. Handler den om vilkårene som homo i Grønland, handler den om danskernes fordomme mod grønlændere, eller handler den om divaens psyke?

Men det er alt sammen vigtige fortællinger, og filmens mange locations er formidlet med en realisme, der giver én lyst til at være til stede og vækker éns nysgerrighed efter den grønlandske verden.