Ja, det er sjovt at se ting sprænge i luften. Og eksplosioner er der da også nok af i G.I. Joe: Gengældelsen, en bombastisk sag med en klassisk kamp mellem de gode og de onde: de regelrette G.I. Joes malet maskulint op i det ene ringhjørne og Cobra-slænget monstrøst i det andet. Desværre tumler de oksende muskelmænd, maskerede ninjaer og seje tøser forvildet rundt i pyroteknikernes våde drøm.
Filmen er opfølgeren til G.I. Joe: The Rise of Cobra fra 2009 – en franchise baseret på det militante Hasbro-legetøj. Legetøjets børnevenlighed er intakt, hvilket allerede afsløres efter få minutter: Straks som et ”fuck” er under tydelig opsejling, afbrydes replikken belejligt af titelskiltet, der buldrer sit publikum i møde.
Selvom det er en toer, kan man uden problemer stå på her. Den ellers renskurede enhed af G.I. Joes bliver i denne omgang ført bag lyset af den skruppelløse skurk Zartan, der står i front for Cobra-lakajerne og beskylder vores helte for at have stjålet atomsprænghoveder i Pakistan. Som et led i hans storstilede plan for at erobre verdensherredømmet bliver G.I. Joe-basen jævnet med jorden. Og den lille trup af overlevende soldater må mod alle odds kæmpe sig vej gennem skurkenes skudsalver, redde jorden og forsøge at genvinde deres heroiske renommé.
Nu skal man ikke at hænge sig for meget i plottet, der afsporer sig selv og sin logik adskillige gange undervejs. Kernen er snarere at se de seje soldater slås, skyde med skarpt og levere bastante one-liners.
Dwayne ”The Rock” Johnson indtager muskuløst hovedrollen som good guy, der stor som en vejspærring, med tatoverede overarme og spruttende automatvåben bærer det passende navn ”Roadblock”. Men han er mere end en mand med store muskler – han er også far til to små, søde piger. Så er der ligesom sat noget mere på spil, når kuglerne begynder at flyve.
Løjerne forsøges peppet op med i-dit-fjæs-3D, der dog ikke får udnyttet dybden og dynamikken i den ekstra dimension. Og i det store og spraglede persongalleri synes tropperne til tider at duellere lige så meget på sjove navne som på liv og død: Storm Shadow er klædt i hvidt og går med sine to sværd i én-til-én-kamp med ninjaen Snake Eyes. Den brummende Firefly sætter med sine eksplosive ildfluer hemmelige fængsler i flammer. Og den adrætte Jinx giver kvindeligt modspil til alle mændene. Alle er de flade og uinteressante, og det er kun en halv undskyldning, at filmen er baseret på plastiklegetøj.
Jonathan Pryce ser dog ud til at nyde rollen som præsident, mens Bruce Willis som den hårde hund og originale G.I. Joe, general Joe Coltoner, er cool, som kun Bruce Willis kan være det. Her er dog blot tale om en lille cameo, og at han har fået så prominent en plads på plakaten lugter af et tarveligt pr-trick.
Selve de eksplosive actionscener roder rundt – som da en stor lagerbygning sønderskydes, så man helt mister overblikket over, hvem der skyder på hvem. Med Jon M. Chu i instruktørstolen kunne man have håbet på flere velkoreograferede slagsmål. Han har trods alt en håndfuld dansefilm på sit cv, men der er ikke meget musikalitet over ødelæggelserne.
Den heftige kamp på en stejl bjergside i det smukke Japan har dog absolut potente øjeblikke af oprigtig høj puls. Her fejer den imponerende leg med højspændte kroppe og krydsende klinger medrivende hen over lærredet. Desværre overskygges adrenalinen af filmens tiltagende vrøvlerier om masseødelæggelsesvåben, konspirationer og magtovertagelse.
I starten diskuterer Dwayne Johnson og Channing Tatum børnepasning i en veloplagt sekvens, og havde der været flere af den slags drillerier, havde strabadserne i det mindste haft lidt kæk bromance at gøre godt med.
facebook
twitter
Kommentarer