Jacob Holdt: Mit liv i billeder

Er Danmarks hippie nr. 1 i virkeligheden en gigantisk egotripper?

Tanken strejfer én flere gange under Niels-Ole Rasmussens portræt af ”idealisten”, der stak af fra revolutionsvennerne og regningerne i 1971 og tog på, hvad der i dag kunne ligne en eksotisk sexrejse blandt de fattigste i USA, som han fotograferede og udnyttede til selv at blive berømt.

Instruktøren kalder filmen for en ”hyldest til rejsen, eventyret og kærligheden”, og de mindre glorværdige sider af den excentriske hippiehelt bliver da også serveret i en hyggehumoristisk tone.

Som da Jacob Holdt indrykkede en ”Black girl wanted”-annonce med følgende specifikationer:

”1. Du skal være bevidst om Den Tredje Verden. 2. Eller bare være en flink person. 3. Din økonomi spiller ingen rolle. Dine penge vil være ok, men ikke absolut nødvendig. 4. Undskyld mit dårlige engelsk, jeg er ikke amerikaner.”

Den eneste sorte kvinde, Jacob Holdt havde set i sin opvækst i Fåborg, var billedet af den smukke Cirkelkaffekvinde på Brugsens husmur.

En af Holdts mislykkede erobringer fortæller, at hun oplevede hans fetich for sorte kvinder som ”a kiss of death”, mens en hvid ekskæreste bramfrit udtaler: ”Jacob er forelsket i verden, men han behandler kvinder som ludere.”

Det sidste citat var dog åbenbart for hård kost, så det er fjernet i filmens endelige version, som mest har karakter af et selvportræt.

Multimedieshowet, bogen og filmen Amerikanske billeder er Jacob Holdts krav på berømmelse, og i dokumentaren genbesøger han nogle af de skæbner, han forevigede under sine blafferture i USA fra 1971 til 1974.

Han genser en tidligere Ku Klux Klan-leder, han som en anden Jesus dengang omfavnede og forandrede med sin kærlighed. Et nostalgisk gensyn, hvor Holdt forestår en vielse. Men da han vil hilse på ekskærestens Mary Williams, ligger hendes træhytte tom og forfalden hen. Hun er død, og hendes kriminelle søn har glemt at give Holdt besked herom.

På væggen hænger stadigvæk to plakater for American Pictures, og med mindre plakaterne er ophængt af filmholdet, så er det rørende. Man forstår Jacob Holdts tårer, men man kommer også til at undre sig over, at Holdt, der har tjent store summer på at fotografere blandt andre Mary Williams, ikke formåede at hive hende op af slummen og give hende et bedre liv.

Holdt tilbød som vagabond sin krop og fik til gengæld husly, mad og modeller til det, der blev hans livsprojekt. Han gik heller ikke af vejen for at have sex med en stor, tyk, gammel, mandlig lastbilchauffør.

Under et foredrag på et amerikansk universitet spørger en ung, kvindelig studerende om, hvor grænsen mellem at smelte sammen med folk og udnytte dem egentlig går.

Vi får aldrig et tilfredsstillende svar på spørgsmålet, der godt kunne være blevet et omdrejningspunkt i dokumentaren. Holdts kontakt til KGB i 70’erne og 80’erne forbigås, og et debatmøde mellem Holdt og Weekendavisens redaktør Søren K. Villemoes, der for nyligt har påpeget faktuelle fejl i bogen Amerikanske billeder, fører heller ikke rigtigt nogen vegne.

Jacob Holdt er en fremragende fotograf, men med sit show har han skabt et billede af sig selv som den store forkæmper for de svage og undertrykte – som den, der har ført præstefarens barmhjertighedsretorik fra kirken ud i virkeligheden – hvilket godt kunne trænge til et kritisk eftersyn.

Niels-Ole Rasmussen kradser lidt i lakken, men formår ikke at holde fokus og bliver drevet rundt af Jacob Holdts rastløshed, så vi snart er til Copenhagen Pride, snart til maraton i Palæstina. Vi skal også lige høre om en moské for kvinder, som han er ved at lave i sine kontorlokaler i Købmagergade. Og så er der kræftsygdommen, som sætter nye tanker igang, men heller ikke de bider sig for alvor fast i filmen.

Jacob Holdt: Mit liv i billeder er et levende og underholdende møde med en karismatisk personlighed, men også et skoleeksempel på en film, som mangler en vinkel på stoffet og et æstetisk greb.

Et besøg i den afdøde fars kirke vises med svimlende flotte droneoptagelser, mens rejsen i USA synes at foregå på visuel smalhals. Stilen skifter hele tiden, et kort øjeblik er vi i et stiliseret studie med Holdt og en sort kvinde, og det virker lidt for hittepåsomt, når en ekskærestes fortælling i en sekvens pludselig klippes sammen med reaktioner fra tilskuere til Holdts lysbilledshow.

Niels-Ole Rasmussens kalejdoskopiske portræt vil uden tvivl gøre sig bedre på tv end på biografens store lærred.