New Danish Directors – Upcoming (II)

Alle kender det. Følelsen af, at lige om lidt kommer den: Filmen, man ventede på, det ene vellykkede værk, der sætter alle de halvbagte prøvelser i perspektiv. 

Og det gjorde den også i PIX-programmets serie af film fra nye danske instruktører, der fra festivalens side har fået det lidt forbeholdne prædikat upcoming – som for at signalere, at talenterne altså ikke er ankommet endnu. 

Det er ikke helt urimeligt. 

De fleste af filmene har været forvoksede kortfilm, fulde af gentagelser og fyldstof og plaget af retningsforvirrede manuskripter. Der er intet galt med at vælge en poetisk tilgang til forskel fra den gennemtømrede kliché om ”den gode historie”, men gode film er ikke ren undersøgelse. 

Gode film har noget på hjerte. De vil sige noget, og instruktørerne sigter højere end bare tilfredsstillelsen ved at debutere. 

Der er passion i overflod i serien. Alle syv film er skabt af ildsjæle, der brænder for deres metier og arbejder for håndører eller ingenting, og som alle inderligt håber på, at deres næste film kan slippe for undsigelsen: upcoming. 

Vi glæder os til at se mere fra Amalie Greger, hvis As Good a Day as Any vi anmeldte i første del. Og i denne anden del er der også ét navn, som rager op over de andre.

Udenfor

Patrik er et skvat. Som nylig enkemand er han undskyldt et langt stykke af vejen, men man sidder vitterligt og håber på, at den sørgelige fyr skal bide fra sig.

Man venter meget i Klaus Møller Nielsens følelsestomme drama Udenfor, der meget passende foregår på et hotel og i identitetsløse omgivelser, der fermt danner ramme om filmens historie om at være i limbo.

Patrik (Kristian Ibler) er fløjet fra Aarhus til København med sin søster for at tage til familie-komsammen og begravelse. Men han beslutter sig i sidste øjeblik for at blive på hotellet. Han kan ikke udstå tanken om familiens medlidende blikke. Den velmenende sympati minder ham bare om tragedien.

I stedet tåger han lidt rundt. Tager ned og træner. Sådan kan man jo altid distrahere sig selv. Han snakker med sin søster, der har lidt rod i følelseslivet. Bestiller en cappucino i restauranten og ser sig omkring – småforvirret, halvfornøjet og uigennemskuelig.

Kameraet hænger dvælende ved Patrik som for at afsløre den desperate sorg, der må lure under overfladen. Men skuespillet halter, og manuskriptet kører i tomgang. Dialogen trænger til at blive strammet op, men fremførelsen virker også underligt kluntet og ikke det mindste naturlig.

”Nå, nu kommer der vand,” siger Patrik, da en tjener sætter et glas vand på bordet foran ham. Er det virkelig en væsentlig replik?

Udenfor kunne være klippet ned til en skarpere kortfilm, men den handlingsknappe historie ville stadig føles lang at komme igennem.

Natsværmer

Så er der mere gang i Asger K. Bartels Natsværmer. Her sker der nærmest for meget! 

Fotografen Louis (Karim Theilgaard) har tilsyneladende bakset hele sit voksenliv med et projekt af en fotoserie, der aldrig for alvor materialiserer sig, fordi han ikke aner, hvad han leder efter. Hans stakkels kæreste finder sig i meget ynk, men hun er også dybt ligeglad med hans lidenskab. ”Jo, de ser da meget fine ud,” siger hun uinteresseret, da han viser hende sine billeder. 

Så er der mere forståelse at finde hos den blåøjede gymnasiepige, han finder i byen. Hun får endelig den indelukkede Louis til at sætte nogle snøvlende ord på projektet og bifalder entusiastisk hans umulige perfektionisme. 

Sådan en evigt overbærende og kåd pige kalder man på engelsk en manic pixie dream girl, og deres eksistensberettigelse er at hjælpe uduelige mænd med at blive klogere på sig selv. 

Det er næppe mange 21-årige, der har drivkraften og udholdenheden til at skrue halvanden times parforholdsdrama sammen, og det er en imponerende bedrift fra Asger K. Bartels. 

Men det manuskript, han har begået sammen med Nora Øland, er utroværdigt melodramatisk, bygget på søgte misforståelser og indskrænkede karakterer. 

Venneparret er ved at gå op i sømmene, fordi de ikke kan blive gravide. Men hvor troværdigt er det, at de ikke tager til lægen efter flere års frustration? Parmiddagen kammer over i halvjokende personangreb, og da handlingen dalrer lidt i tredje akt, smider manusforfatterne også terminalcancer med i blandingen. 

Hvorfor ikke? 

Natsværmer er svær rigtig at tage seriøst, men filmen emmer af talent. Særligt nattescenerne er smukt forløst. Når Louis springer over rækværker og løber fra sikkerhedsvagter, leverer Morten Vilhelm neonskønne nattebilleder, mens David Nørlund Wiberg sørger for et lækkert synth-score, der dominerer lydbilledet. 

Månebrand

Rosinen i pølseenden fik mig til at spærre øjnene op.

Instruktør og manusforfatter Kasper Juhl har skabt en ond fortælling, der sætter sig i kroppen som en kløe og ikke bekymrer sig det mindste om at være afdæmpet eller ordentlig. 

Hvor mange hjerteblodsfilm stræber efter at nå minimumsgrænsen for filmprofessionalisme, føles Månebrand som en film, der har helt styr på, hvad den kan og vil. 

I åbningsscenen ser vi en kvinde i parken blive passet op af en ung fyr og en pige. De skubber til hende, overfalder hende og efterlader hende grædende på stien. Og så tager de ud og fester. 

Valdemar og Alexandra nyder simpelthen at nedgøre mennesker. Sådan får man lidt kulør på hverdagen. Overfald og overgreb er berusende magtdemonstrationer for søskendeparret, der lokker deres ofre til sig med store pengesedler. 

Kan luderen ikke lide, når Alexandra tager kvælertag? Så stik hende nogle flere penge. 

Den afstumpede sadisme låner fra Michael Hanekes Funny Games, og Kasper Juhl trækker med overlæg scenerne ud. Men han bløder også op for skildringen af lejlighedspsykopaterne ved at vise Valdemar i et mere forsonligt hjørne, når han åbner følelserne på klem for engangsknaldet Rebekka, der ikke vil hjem dagen efter og ender som hans kæreste. 

Men man bliver aldrig helt klog på det næsten-incestuøse søskendepar. En barndomstragedie binder dem sammen med sorg og skyld, og penge, stoffer og kedsomhed gør resten. Men volden har også rod i en patologi, der er pirrende gådefuld. 

Betændelsen mellem karaktererne udforskes af et branddygtigt cast. Johannes Nymark er som Valdemar fornuftig og forstående det ene øjeblik, bydende sadistisk det næste, og Julie Christiansen er sårbar som kæresten Rebekka, der også har sit at bakse med. 

Men det er Mie Gren som den skyldplagede og forskruede Alexandra, der er filmens blødende, syge hjerte. Hun leverer en energisk og følsom præstation, der giver figuren kant og skrøbelighed og antyder den afgrundsdybe sorg, der er historiens kerne. 

Månebrand er et solidt værk, der lover godt for fremtiden. Kasper Juhl er ikke upcoming. Han er her allerede.