Paris of the North

Mennesker løber. Mennesker løber forbi mit vindue. Egentlig vil de vel have noget motion, og det skal være dem vel undt, men jeg sidder og læser motiver ind i dem. Måske har jeg blot set for mange film.

For en mand, der løber på film, er sjældent bare et menneske, der vil forbedre sin form. Det er oftest en mand i krise.

I forrige nummer af Ekko anmeldte jeg norske Mod naturen. Her løb hovedpersonen væk fra sin flække, ud i det vilde, for at komme tæt på sig selv.

I Paris of the North er skolelæreren Hugi (Björn Thors) en indesluttet mand i midten af trediverne omgivet af smukke, men golde bjerge i Island med direkte udsigt til fjeldet Thorfinnur.

Han løber på de smalle veje i sin lillebitte by, men kan ikke komme længere væk, skønt han drømmer om Portugal, fordi hans livs kærlighed er flyttet dertil. Nogle pinefulde telefonopkald afslører, at drømmen er selvbedragerisk og umulig.

Bruddet med kæresten har taget så hårdt på ham, at han ikke har magtet at få et nyt forhold op at køre med den faktisk ret levende og livlige Erna (Nanna Krístin Magnúsdóttir), der sidder bag skranken i den lokale svømmehal og i samvær med ham forvandler sig til en sur mokke.

Hans bedste ven i byen er Ernas søn på ti, Albert (Haki Lorenzen), og som tørlagt alkoholiker besøger han den lokale afdeling af Anonyme Alkoholikere, der ud over ham har to medlemmer: Ernas alvorlige far, Svanur (Sigurður Skúlason), og Ernas musikalske eksmand, Richard (Jón Pall Eyjolfsson), som må ryge hash i smug for at komme gennem endnu et møde.

At Hugi føler sig lidt indespærret i det lille samfund, er der således ikke noget at sige til.

Meget bedre bliver det ikke, da hans ungdommelige levemandsfar Veigar (Helgi Björnsson) melder sin ankomst og på eget initiativ anlægger en terrasse hos Hugi, selvom Hugi har frabedt sig det. Veigar scorer oven i købet Erna, hvilket får hendes søn til at spørge Hugi, om de nu skal til at være brødre.

Paris of the North er en spøjs, skæv og ganske underfundig komedie om en knudemand, der møjsommeligt, og ofte mod sin egen vilje, binder sine knuder op.

Faren Veigar, der næsten lige er kommet fra Thailand, hvor han ejede en bar, er klart for meget og for dominerende i forhold til sin kriseramte søn, og man kunne let se portættet som et angreb på en generation af mænd, der var mestre i at realisere sig selv, men forsømte deres børn, hvis ikke Helgi Björnsson leverede sådan et fornemt forsvar for manden. Den selvcentrerede livsnyder puster liv i det forstenede lille samfund.

Björn Thors er vittig og sammenbidt som Hugi. Den forslåede mand rummer mere end tavshed og apati, og vi fornemmer små eksplosioner, når hans grænser gang på gang bliver overskredet.

Enkelte scener bliver måske for snakkesalige. Og humoren i filmen, som jo er udstyret med en enestående ironisk titel, fungerer bedst, når den er kantet og underspillet.

Som da Svanur, der holder AA-fanen højt, spørger Hugi, om han har smidt sin drikfældige far ud, som han har proklameret, at han ville, svarer Hugi nej, for faren viste sig at have fødselsdag. Svanur svarer knastørt, at nogle ting er hellige: ”At holde fødselsdag er en menneskeret.”

Instruktøren Hafsteinn Gunnar Sigurðsson kommer tæt på sin hovedperson. Vi er med Hugi, vi oplever med ham. Men af og til viser kameraet os personerne fra oven, som om fortællingen med vilje skaber en munter afstand.

Og sådan ser jeg filmen: Som om vi det ene øjeblik er med inde i hovedpersonens plagede sind og i det næste står på fjeldet Thorfinnur og kigger ned på de skøre mennesker, der løber rundt og vikler sig ind og ud af hinandens knuder. Det skaber en god dynamik i tristessen.