The War Show

Syriske Obaidah Zytoon er for det meste bag kameraet, som er håndholdt og zoomer ind og ud.

Kameraet har hun med i den sydøst-syriske by Zabadani. I gader og til demonstrationer. Kameraet tager hun også med indenfor hos vennerne. Før angrebet i byen. Og efter angrebet. For det meste i menneskehøjde, af og til i fodhøjde. Fra 2011 til 2013.

Dokumentaren The Watr Show er opdelt i syv afsnit med navne som ”Revolution”, ”Belejring”, ”Frontlinjer” og ”Ekstremisme”.

Radioværten Obaidah Zytoon er en del af den revolutionære vennegruppe. Houssam har læst til arkitekt, Rabea er til heavy metal, Lulu smider sit slør for friheden og kommer sammen med den poetiske, fredssøgende Hisham.

Det bliver i begyndelsen fortællingen om en flok utilpassede, langhårede oprørere mod den brutale overmagt. Et oprør for oprørets skyld snarere end et politisk partiprogram. De er som andre subkulturelle vennegrupper. De hører oprørsk punkrock, psykedelisk elektronisk og udsvævende syrerock. De ryger sig skæve og drikker øl.

Obaidah Zytoon er ikke så meget i fokus foran kameraet. Hun er kvinden bag kameraet, fortællerstemmen og den ene af to instruktører. Danske Andreas Dalsgaard er den anden.

En tredje instruktør, Marie Skovgaard, som startede filmprojektet og selv var med under nogle af de livstruende kampe, måtte forlade filmen på grund af en intern strid. Hun er blevet takket i filmens rulletekst efter en kommentar i Ekko.

Obaidah Zytoon skulle efter sigende i Marie Skovgaards version have været en af hovedrollerne. En hovedrolle fik hun så ikke, og bemærkelsesværdigt forsvinder vennerne også fra fortællingen. Efter angrebet i Zabadani tager kameraet os hele vejen nordpå til Homs og til andre byer og provinser med geværer, ruiner, sirener, skud og folkelige opstande. En kamp mellem demokratiske oprørere, jihadister og regeringssoldater.

Vi får fortalt, hvordan kameraet bliver brugt som våben i krigen. En af krigens hovedelementer er skuespillet. Som filmtitlen antyder: The War Show. Når amatører dokumenterer opstande, laver Assad mod-udsendelser, der viser en anden sandhed. Som en taxichauffør, der i et nyhedsindslag beretter, at der ikke er nogen opstand på den nærliggende plads.

Kameraet giver os unikke øjebliksbilleder og tanker fra udvalgte skæbner, som bliver ansigter på hverdagen. Dokumentaren går ikke så meget i dybden, men kameraet er helt tæt på de modige og tragiske skæbner, og vi er længe nok sammen med dem til at blive rørt og påvirket.

Der er kvalmende billeder af en pige, som har fået skåret kæben op, og som forbander Assad, mens hun bliver opereret. Uden bedøvelse.

Der er ham i 30’erne, der har arbejdet som håndværker på Kreta i ni år. Og nu er vendt hjem for at kæmpe mod “Assad-klanen.”

Der er faren, som opdrager sin søn og hans venner til at blive militante krigere.

”Han skal være militant. Min søn har ikke været i skole i to år, er det ikke undertrykkelse? Han skal kæmpe mod Bashar og undertrykkelsen.”

De fleste, vi lærer at kende, er en del af den store oprørsgruppe Den Frie Syriske Hær, hvoraf mange er for et sekulært Syrien. Vi får også ekstremisterne at se. Dem, som ønsker et islamisk kalifat, og vi oplever de to sider demonstrere i de samme gader. Kameraet er endda med oprørerne i kamp mod Assads styrker, som befandt vi os i en Kubrick-scene i Full Metal Jacket.

Den revolutionære vennegruppe kommer tilbage i fokus, det er dem i filmen, vi trods alt lærer bedst at kende. Men herfra er det tragisk, herfra er det snart slut. Syrien er ved at blive et kaos af død og fængselstortur.

Dokumentarer som Silvered Water, Syria Self-Portrait og The Return to Homs har allerede vist os Syriens rædsler. På den måde giver The War Show ikke banebrydende nyt, ligesom de tre til seks år gamle optagelser heller ikke er hyper-aktuelle.

Men filmen vinder på at byde på endnu flere unikke optagelser fra krigen, optagelser, der bedre gør os i stand til at forstå, hvor rædselsfuldt kompleks borgerkrigen er. Den blander rå virkelighed med flotte naturbilleder, og det nærmest spirituelle fokus på dyr, træer og spirer minder os om, hvem vi er – eller var – som mennesker.