Amerikansk avantgarde

Independent er et plusord, studiefilm må være det modsatte. Så enkelt er det naturligvis ikke. Studierne findes, men har alle fået en eksklusiv produktions­enhed, kunstbevidste skuffeselskaber, som producerer "American Independent" i trygge, lidet uafhængige rammer. Og nogle af dagens skarpeste film produceres af selskaber, der har kontorer i Universal City, men næppe kan kaldes Hollywood-studier.

Og selv hvis man fastholder ideen om en virtuel fabrik, et hovedkvarter for oplevelsesindustrien, der fremstiller drømme for pengenes skyld, kan man ikke afskrive Hollywood som en ødemark. Der bliver stadig skabt evige film i det store ælte af kunst og forretning.

Det er som i byens klassiske perioder. Uanset hvor kommercielt det blev, kunne filmskaberne finde måder at udtrykke deres inderste væsen på. Heraf alle de koder og tegn, som filmvidenskaben elsker at granske. Det var af den grund, at franske kritikere udviklede den oprindelige auteurteori. Det skete ud fra en forestilling om, at det ikke var genren eller historien, det udsagte budskab eller de angivne følelser, som havde betydning. Så meget af dette skyldtes eksterne faktorer. Det centrale i et værk var stilen, som den sande kunstner udviklede og satte i sine film som kombineret vandmærke og signatur.

Bruger man ordet i denne oprindelige betydning, er der stadig ægte auteurs i Hollywood. Faktisk arbejder nogle af tidens mest interessante filmskabere i byen på kommercielle vilkår.

Prototypen
Med sin mørke signaturstil er David Fincher (f. 1962) nok det tætteste, man i dagens Hollywood kommer den klassiske auteur. Fincher er skolet som filmfotograf og fik sin første screen credit som Assistant Cameraman på Return of the Jedi fra 1983. Fem år senere eta­blerede han produktionsselskabet Propaganda, som står bag en række store tv-reklamer og stilskabende musikvideoer. Ligesom rollemodellen Ridley Scott har Fincher overført mange af sine visuelle strategier fra reklamefilm til fiktionsuniverset.

Finchers distinkte stil var på plads allerede i Alien 3 fra 1992, men fandt tre år senere sit indbegreb og højdepunkt i seriemorder-thrilleren Se7en. Det er en genrefilm, der vil tale moral, og i sin skildring af fysisk ubehag gik den længere, end man før havde set. Tematikken kan tilskrives Kevin Scott Walkers manuskript, men den visuelle virtuositet og ubønhørlige afvikling er konstante faktorer i Finchers arbejde.

Han har en forkærlighed for komplekse historier, som klipper fra den ene slags uudgrundelighed til den anden, for til slut at røbe en dybere og som regel rystende sammenhæng. De kinesiske æsker og dobbelte bunde i The Game fik tilsat mandehørm og samtidssatire i Fight Club, men i bund og grund er det den samme historie om rivaliserende brødre (The Game) og paranoide personlighedshalvdele (Fight Club). Skønt Panic Room, Finchers største kommercielle succes, var en påfaldende ordinær historie, er der ingen træthed at spore i filmskaberens velsmurte stilapparat.

Alle Finchers film har indspillet over 100 millioner dollars. Han er stilisten par excellence i Hollywoods avantgarde, og der knytter sig store forventninger til Zodiac, som får dansk premiere den 16. marts. Zodiac-morderen begik fem mord i San Francisco mellem december 1968 og oktober 1969, han kommunikerede flittigt med presse og politi, men sagen blev aldrig opklaret. Finchers film følger journalisten Robert Graysmith, der har bygget en hel karriere på sagen.

Vidunderbørn
Eventyrfortælleren Tim Burton (f. 1958) må være den definitive kommer­cielle auteur. Fra begyndelsen har han haft store budgetter, rigtige stjerner og et slaraffenland af effekter til sin rådighed.

Hans varemærke er den autentiske pubertets­bevidsthed i sødmefuld horror som Sleepy Hollow og B-filmspasticher som Mars Attacks!, og samtidig er Burton stærkt selvironisk og har en forkærlighed for myternes mørke side. De kommercielle svendestykker er Batman og Batman vender tilbage.

Med særlig indlevelse dyrker Burton fablen om den kronisk utilpassede outsider, der ligesom instruktøren (og hans stampublikum) lever i periferien af det normale. Som regel er det Johnny Depp, der inkarnerer denne kunstnerfigur. Eventyret om Edward Sakse­hånd kan ses som et manifest, Ed Wood som et broder­billede, Charlie og chokoladefabrikken som en romantisk besværgelse.

Tyve år efter Beetlejuice drømmer Hollywoods svar på H.C. Andersen stadig om at høre til i en familie, mens han fører filistrene rundt fra tableau til tableau i sit raritetskabinet af en stor fantasi.

Wunderkind-faktoren har været en væsentlig del af mytologien omkring Burton. Den er lige så stærk i tilfældet Wes Anderson (f. 1969), der deler en række af Burtons særheder og har den samme hengivne fanbase. Gennembrudsfilmen var Rushmore, en eksistentialistisk, sørgmunter skolekomedie med Jason Schwartzman som arrogant elitestudent og Bill Murray som den lakoniske rektor.

Men Andersons bedste film er familiehistorien The Royal Tenenbaums. Som en opdateret udgave af forfatteren J.D. Salingers Glass-familie bakser de højt begavede, hyperneurotiske medlemmer af Tenenbaum-slægten med store spørgsmål om livet, kønnet og døden. Anderson har en kreds af stjerner til sin rådighed, og filmen er morsom, meget trist og selvbevidst til det pinlige.

Efter dette arthouse-hit over det meste af verden kunne Anderson derfor knække halsen på den overdådige, ekstremt gennemførte og vildt ambitiøse The Life Aquatic with Steve Zissou, hvor Bill Murray har rollen som den Jacques Cousteau-agtige dokumentarfilmskaber, der gennem­trawler verdenshavene. Anderson er i øjeblikket ved at instruere en animationsudgave af Roald Dahls The Fantastic Mister Fox, og samtidig forbereder han optagelserne til The Darjeeling Limited, en fortælling fra kolonitidens Indien med hele familien af medvirkende berømtheder.

Gulddrengen
Steven Soderbergh (f. 1963) er den filmskaber, som har været bedst til at forene en kommerciel karriere med en kunstnerisk praksis, uden at nogen af delene har taget skade.

I 1989 modtog Soderberghs debutfilm - Sex, løgn og video - hoved­prisen på den 42. Cannes-festival. At den vandt, skyldtes oplagt filmens egne kvaliteter, men også dens evne til at koncentrere en række egenskaber ved tiden. Voyeurisme var et stort tema i de år, og der er en distinkt litterær kvalitet af creative writing og American Independent i filmens skildring af samtidig livsstil. Både for Andie MacDowell og stjernefrøet Laura San Giacomo var der sexede roller, som gik imod kunstens hang til at udnytte kvinder.

Soderberghs guldpalmevinder blev for det første en eftertrykkelig succes på den internationale arthouse-scene. For det andet tjente den penge i USA, og man vejrede en mulig renæssance for et ungt Hollywood som i 70'erne. Soderbergh blev en ambassadør for den amerikanske kunstfilm. At sære, men vitale 90'er-film som Kafka, King of the Hill og Underneath fik en omfattende distribution, kan tilskrives det første sexede hit.

Midt i 90'erne lavede Soderbergh to af sine mærkeligste film. Gray's Anatomy følger komikeren Spalding Grays rejse gennem behandlings­systemet. Schizopolis er en studentikos satire over Scientology, desintegrerende ægteskaber og måske også selvudleverende filmkunst. Soderbergh spiller selv de mandlige hovedroller, dialogen er improviseret, og filmen distribueredes uden credits.

Det bliver ikke meget mere avantgarde.

Netop som Hollywood var i færd med at opgive gulddrengen fra 1989, satte Soderbergh sine tilbøjeligheder i system. Ud over at skrive manuskriptet til Nightwatch, Ole Bornedals amerikanske genindspilning af Nattevagten, signerede Soderbergh to arbejder, som satte karrieren på skinner efter princippet om gynger og karusseller. Out of Sight var en lækker, formfuldendt Elmore Leonard-krimi, der kørte George Clooney i stilling som stjerne. The Limey var en lille, grynet hævnhistorie om en britisk gangster, som kommer til Hollywood for at hævne sin datters død.

Hvad man især må lægge mærke til er, at begge film i lige høj grad er autentiske Soderbergh-arbejder. Han har siden opretholdt denne dobbelte praksis. Svære små film som Full Frontal og Bubble er udviklet i selskabet Section Eight, som Soderbergh og Clooney driver i fælleskab. Lysende mainstream-stykker som Erin Brockovich, Ocean's Eleven og Ocean's Twelve er rene studieproduktioner. Mellem kategorierne ligger for alvor interessante film som Traffic, den under­vurderede amerikanske version af Solaris og efterkrigs-thrilleren The Good German, som får dansk premiere den 20. april.

Desperados
Efter Soderbergh og Burton er Quentin Tarantino (f. 1963) den tredje markante enspænder, som hører til Hollywoods movers and shakers.

Ligesom Soderbergh skylder han Cannes-festivalen en del af sin gennemslagskraft. Han blev et navn og en stil, som man lagde mærke til allerede i Reservoir Dogs fra 1992, men det var, da Pulp Fiction to år senere fik en guldpalme, at den seje filmelskers lykke var gjort.

Siden har Tarantino støttet mange tvivlsomme projekter, men som filmskaber har han holdt sin sti imponerende ren. Jackie Brown var en kongenial Elmore Leonard-filmatisering, et hovedværk i sin genre og en renfærdig hyldest til 70'er-ikoner som skuespillerne Pam Grier og Robert Forster. Kill Bill var netop det surrealistiske actionbrag, som Tarantino havde lovet, og han kan i dag få stort set alt, hvad han peger på i Hollywood.

I Tarantinos skygge er protegeer som Roger Avary og Eli Roth blevet løftet op uden grund. Derimod kan Robert Rodriguez (f. 1968) tælles med i Hollywoods avantgarde. For det første er manden foretagsom (alt bliver udviklet i hans eget Troublemaker Studio), for det andet har hans eksplosionsorgier deres egen høje, spraglede stil. Efter Desperado og From Dusk till Dawn, en af alle tiders største stinkere, var der gevinst i Once Upon a Time in Mexico, og filmatiseringen af Frank Millers tegneserie Sin City var et unikt stykke popkunst.

Tarantino og Rodriguez er sammen om at instruere Grindhouse, en hyldest til exploitation B-film-thrillers i form af to spillefilm, der svejses sammen i et dobbeltprogram. Dansk premiere 20. april.

Nyrealister
Flere af filmbyens egne børn har markeret sig i Holly­woods avantgarde. Mest overbevisende i den yngste generation er Paul Thomas Anderson (f. 1970), som voksede op i San Fernando Valley. Anderson arbejder på tværs af de gængse genresystemer og er garant for en kropsnær realisme, som man sædvanligvis finder i independent-traditionen.

Med afsæt i sen-70'ernes pornoindustri, lige før video og aids, var Boogie Nights fra 1997 et fuld­tonende rekviem for et sted, en tid og en særlig til­stand, befolket med fornemme spillere. I den socialt mere vidtfavnende gruppefilm Magnolia kunne selv Tom Cruise overbevise, og senest gav Anderson den romantiske komedie en på én gang absurd, realistisk og smertefuld drejning i Punch-Drunk Love med Adam Sandler og Emily Watson. Hans næste projekt, There Will Be Blood, er baseret på socialisten Upton Sinclairs industriroman Oil! og ventes at få premiere i 2007.

Til de nye realister hører også Todd Field (f. 1964), hvis knivskarpe debutfilm In the Bedroom var uafhængigt produceret, og med den sædeskildrende, biografaktuelle Little Children får han sin debut som Hollywood-auteur.

Todd Haynes (f. 1961) arbejder i systemets regi, men betjener sig af en række klassiske koder, der drejes i retning af gay cinema. Rockfantasien Velvet Goldmine forstod David Bowie og 70'erne bedre end mange af tidens kronvidner. Socialmelodramaet Far from Heaven sidestillede 50'ernes og vore egne værdier i et formsprog, som var lånt hos Douglas Sirk. I øjeblikket er alle spændte på, hvad Haynes får ud af at lade forskellige spillere af begge køn - blandt andet Richard Gere, Heath Ledger og Cate Blanchett - fremstille Bob Dylan i I'm Not There, der stadig er i produktion.

Kvinder med stil
Det er svært at være kvinde i Hollywood, og det er særligt svært for målbevidste stilister som Kathryn Bigelow (f. 1951) og Mimi Leder (f. 1952), der begge dyrker en hård thrillerstil. Bigelow instruerede den formalistisk fuldendte politifilm Blue Steel og tegnede sig med sci-fi-thrilleren Strange Days for en gedigen paranoid forestilling om det vestlige aftenlands nærmeste fremtid. Siden måtte hun renoncere på stilen i The Weight of Water fra 2000, men var to år senere imponerende intenst tilbage i ubådsthilleren K-19: The Widowmaker.

Mimi Leder var strømlinet kropsnær i effektfilmene The Peacemaker og Deep Impact, men måtte senest camouflere sig som sentimental positivist i den forlorne Pay It Forward. Leder er forsvundet i tv-projekter, mens Bigelow forbereder optagelserne til thrilleren The Hurt Locker, der har krigen i Irak som baggrund.

Undtagelsen fra reglen er Sofia Coppola (f. 1971). Hun fik i 1999 sikkert lejlighed til at skabe sin smukke og mærkelige filmudgave af Jeffrey Eugenides' The Virgin Suicides, fordi hendes far hedder Francis Ford Coppola, men resultatet kan hun tage al æren for. Lost in Translation er en af de bedste amerikanske film fra 00'erne. At Coppola fik en Oscar for manuskriptet, demonstrerer industriens velvilje. Det samme gør de 40 millioner dollars, som Columbia investerede i sidste års ikke helt vellykkede Marie Antoinette.

Sofia Coppola forproducerer nu Tipping the Velvet, et victoriansk romantisk drama om to lesbiske elskende, baseret på en roman af den britiske forfatter Sarah Waters.

Tilflyttere
I tider, hvor arvematerialet stagnerer, sætter Hollywood sin lid til tilflytterne. Det er muligt, at Paul Greengrass (f. 1955) er en intelligent britisk filmskaber med flair for politisk dramadokumentarisme som Bloody Sunday og United 93, men i Hollywood sætter man mere pris på hans solide genrejsning af agentgenren i The Bourne Supremacy. Derfor er der premiere på The Bourne Ultimatum den 3. august.

Efter 21 Grams og Golden Globe-vinderen Babel er mexicaneren Alejandro González Iñárritu (f. 1963) et særdeles godt kort i Hollywood. Det samme kan siges om brasilianeren Walter Salles (f. 1956), ikke så meget i kraft af Che Guevara-filmen The Motorcycle Diaries, men snarere på baggrund af Dark Water, som var en lydefri genindspilning af Hideo Nakatas japanske gyser.

Taiwaneseren Ang Lee (f. 1954) strakte sig langt for at komme Holly­wood i møde med den mislykkede effektfilm Hulk. Hans bedste amerikanske arbejder, The Ice Storm og Brokeback Mountain, er skabt uden for filmbyen, skønt de ligner lødige Hollywood-film.

Englænderen Christopher Nolan (f. 1970) kom til Hollywood efter den originale Memento. Han lavede uden at ryste på hånden Insomnia, som var en genindspilning af Erik Skjoldbjærgs norske thriller fra 1997, og signerede svendestykket med Batman Begins, som er den bedste af 00'ernes store superheltefortællinger. Med den biografaktulle periode-thriller The Prestige er Nolan blevet filmbyens favourite son.

Aristokrater
Terrence Malick (f. 1943) inkarnerer fortsat myten om den fejlfri amerikanske auteur og får penge til sine projekter, senest Pocahontas-filmen The New World, skønt de ikke sælger billetter. En overgang ventede man sig meget af Terry Gilliam (f. 1940), men han er ligesom David Lynch (f. 1946), der skabte både Mulholland Drive og Inland Empire for franske penge, blevet så mærkelig og uforudsigelig, at samarbejdet ikke længere frister.

Det er fortsat 70'ernes "Hollywood Brats" - Spielberg først og fremmest, men også Lucas, Coppola og i perioder Brian De Palma - som udgør filmbyens adel. Selv supercineasten Martin Scorsese (The Departed) og fribytteren Jim Jarmusch (Broken Flowers) har i deres seneste produktioner gjort, hvad de kunne for at infiltrere tryllekredsen.

Spørger man miljøets egne historikere, vil de fremdrage navne som Kevin Costner og Mel Gibson i forbindelse med auteur-begrebet. Man venter sig meget af George Clooney (Good Night and Good Luck), og snart sagt alle i branchen vil lige nu pege på Clint Eastwood (f. 1930) som den klassiske amerikanske filmskaber, der konsekvent løfter arven fra John Ford og Howard Hawks og er på vej til at blive det femte stenansigt på Mount Rushmore.