Feministisk luskeri honoreres med Bodil-pris

4. marts modtog formand for fagforeningen Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, en sær-Bodil med begrundelsen:

”I 2016 har hun for alvor markeret sig som en begavet stemme i ligestillingsdebatten, der absolut ikke er let at tage i Danmark. Hun har insisteret på, at beslutninger skal tages på et oplyst grundlag.”

Ingen tvivl om, at Rosendahl har markeret sig i ligestillingsdebatten. Men hendes holdninger bygger ikke på noget oplyst grundlag, og hendes stemme er derfor alt andet end begavet. Prisen ligeså.

Danske filmkvinder diskrimineres nemlig ikke. Tværtimod.

Sidste år beskrev vi minutiøst i en kronik de talrige fejlslutninger i Christina Rosendahls filmfeministiske korstog, der er et studie i forudindtagethed og mangel på basal logisk argumentation.

Men al kritik af Rosendahl preller af som vand på en gås, hvilket talrige ukritiske artikler i det meste af pressen de seneste ni måneder – særligt i Berlingske – vidner om.

Det er beklageligt, at medlemmerne af Bodil-komitéen, især de som er uddannede journalister, ikke har været mere årvågne. Netop de burde have en særlig pligt til at krydstjekke med andre kilder, og havde de gjort det, ville de nok have bremset oprettelsen af en særpris til Rosendahl.

Fix the system, not the women!
Det fremgår af den rapport fra Det Danske Filminstitut, som hele diskussionen bygger på, at kvinder ikke diskrimineres i filmbranchen. Alligevel mener Rosendahl på baggrund af rapporten, at kvinder udsættes for ”systematisk forskelsbehandling”, og at Filminstituttet skal ændre både kultur og procedurer, så flere kvinder får støtte.

Men er det sagligt at kræve, at netop Filminstituttet, der bevisligt ikke diskriminerer kvinder, skal ændre kultur?

Til dét svarer feministerne frejdigt og ansvarsløst: ”Fix the system, not the women!”

Rapporten slår udtrykkeligt fast, at når kvinder ansøger Filminstituttet, får de støtte lige så ofte som mænd. Nitten procent af ansøgerne til produktionsstøtte er kvinder, atten procent af støttetildelinger tilfalder kvinder. Kvinder søger bare ikke lige så ofte som mænd.

Er det også ”systematisk forskelsbehandling” ikke at blive optaget på universitet, hvis man ikke skriver en ansøgning?

I resten af samfundet kan kvinder ellers sagtens finde ud af at udfylde ansøgninger:

For eksempel blev der i 2016 på Københavns Universitet optaget 82 procent kvinder på dyrlægestudiet, 65 procent kvinder på medicin, 61 procent kvinder på biokemi, 57 procent på jura og 51 procent på teologi. Og siden 2015 findes der flere kvindelige end mandlige læger i arbejde, for slet ikke at nævne gymnasieskolerne, hvor kvinderne udgør størstedelen af både lærere og elever.

På tidligere ellers så mandsdominerede arbejdsområder har kvinder tilsyneladende ikke følt sig udsat for ”systematisk forskelsbehandling” og har for længst givet mændene baghjul.

Det er meget svært at se, at disse kvinder skulle være ”påvirket af århundreders fortællinger om forskellen på mænd og kvinder, af barselsregler, af mangel på rollemodeller, opmuntring og økonomisk håndsrækning,” som Rosendahl formulerer det på Altinget i december 2016.

Heri ses en brist i filmfeministernes logik, så egentlig burde historien slutte her. Men det gør den selvfølgelig ikke: ”Fix the system, not the women!”

Ubevidst diskrimination
Desværre er der ikke meget at gøre, som ”systemet” ikke allerede gør eller har gjort. På Den Danske Filmskole og Filminstituttet har kvinder lige så stor chance for optag og støtte som mænd. På Filminstituttet er 70 procent og på tv-stationerne så godt som alle beslutningstagerne til filmstøtte kvinder.

Hertil er 58 procent af publikummet til danske film kvinder. Altså er det kvindelige publikum mere interesseret i danske film end det mandlige.

Og filminstruktørernes egen formand er som bekendt også kvinde.

Kvinder er med andre ord massivt repræsenteret i alle filmbranchens led. Hele vejen rundt. Fra start til slut.

Beder man om konkrete eksempler på diskrimination, begynder filmfeministerne at væve og tale om sværmeriske begreber såsom ”strukturel diskrimination”, hvor både mænd og kvinder påstås at diskriminere ubevidst.

Men selv om der i teorien meget vel kunne tænkes at være ubevidst bias, så fortæller Filminstituttets rapport os noget andet: Filmkvinder diskrimineres ikke!

Ubevidst bias er for eksempel, hvis man køber en cola, og ubevidst vælger at købe en Coca Cola frem for en Pepsi. Den slags er ret let at registrere, for nøgne tal er gode til at afsløre den slags. Men i filmbranchen kan feministerne tilsyneladende ikke kapere, at tallene modbeviser bevidst såvel som ubevidst diskrimination.

Med eller uden forhæng
Her vil filmfeministerne så trække et nyt kort op af hatten, som de tror vil overflødiggøre tallene i Filminstituttets temmelig detaljerede rapport: talrige udenlandske, ”videnskabelige” undersøgelser af mulig kønsdiskrimination.

En historie, der ofte gengives i feministiske kredse og derfor også blandt filmfeministerne, er fortællingen om orkestermusikere i USA, hvor kvindelige ansøgere havde bedst chance for at blive antaget, hvis de spillede bag et forhæng, så deres køn var ukendt.

En af os har nøje gennemgået den afhandling fra 2000, som beskriver spilleprøver med og uden forhæng. Den viser ikke det, der påstås, tværtimod.

I første prøverunde har kvinder nemlig størst chance for at gå videre, når de ikke spiller bag et forhæng. Det kommer de kvindelige forskere så om ved med nogle meget specielle statistiske analyser, som ikke holder vand. Deres konklusion er altså ikke holdbar (se Kåre Fog: Humaniora – videnskab eller varm luft, side 356-359).

Men selv om det har vist sig, at konklusionerne om de amerikanske orkestre ikke holder stik, og Christina Rosendahl er blevet gjort opmærksom på dette, har hun efterfølgende gentaget historien både i radioen og på Facebook, hvor den høster en masse likes.

Blandt andet kalder Den Danske Filmskoles kvindelige rektor, Vinca Wiedemann, historien for en af sine yndlingshistorier, og Rosendahl replicerer: ”Fantastisk! Godt, du er ved roret nu!”

Ulovlig særbehandling
Med fremlæggelsen af denne vandrehistorie, og ved at se bort fra meta-analyser, der modsiger, at der sker generel kønsdiskrimination af ansøgere, viser filmfeministerne mangel på logisk sans. De tror, at beviser for diskrimination i én branche i én kultur også er bevis for diskrimination i en anden branche i en anden kultur.

Men dét anfægter dem åbenbart ikke: ”Fix the system, you know?”

For de opererer med ligestilling i slutpunktet – en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder, når de er nået i mål – uanset, hvordan kønsfordelingen så ud ved startopstillingen.

Det er stik modsat af, hvordan ligestilling defineres i dansk lovgivning, hvor ligestilling defineres som lige rettigheder og muligheder i udgangspunktet – altså fravær af diskrimination.

Filmfeministerne nævner ikke længere kønskvoter. Dét ved man godt er et politisk selvmål, og det er højst sandsynligt ulovligt.

Det måtte danske universiteter sande, da advokat og dr. phil. Jens Ravnkilde og professor Hans Bonde i april 2015 påviste, at der var tale om ulovlig, positiv særbehandling af kvinder og dermed en omgåelse af EU’s ligebehandlingsdirektiv og den danske ligebehandlingslov, da flere institutter og fakulteter fik tildelt millionbeløb, såfremt de ansatte kvindelige professorer og lektorer.

I samme forbindelse fik også Statens Kunstfond et rap over snuden, da det påvistes, at man også her havde ydet kvindelige ansøgere ulovlig, positiv særbehandling.

Alligevel skriver Danske Filminstruktører med Christina Rosendahl i spidsen i en pressemeddelelse fra maj 2016, at fagforeningens mål bør være: ”50 procent af ansøgere til fiktions-spillefilm er kvinder ved udgangen af 2020.”

Dét er en klar positiv særbehandling af kvinder, eftersom kun 34 procent af medlemmerne er kvinder.

Tog stilling på forhånd
Christina Rosendahl agerer i realiteten kun formand for sine kvindelige medlemmer og diskriminerer de mandlige, hvis interesser hun uomtvisteligt modarbejder. Herved gør hun sig skyldig i lige præcis dét, som hun beskylder filmbranchen for: at forskelsbehandle på baggrund af køn.

For lægmand kan det være svært at se, at Rosendahl og fagforeningen ikke skulle styre imod kollision med ligebehandlingsloven med sådanne diskriminerende målsætninger.

Det er også påfaldende, at vi ikke hører ét ord om den meget skæve kønsbalance andre steder i filmverdenen – for eksempel blandt folk, der arbejder med lyd og lys (mænd) og med sminke (kvinder). Det er åbenbart ikke skæv kønsbalance i sig selv, Rosendahl har noget imod. Det er skæv kønsbalance på de prestigefyldte poster, hun går efter.

Men hykleriet stopper desværre ikke her.

Da Rosendahl nedsatte sin aktionsgruppe, der under Filminstituttet skulle arbejde med kønspolitikken, bestod denne af hele syv kvinder og kun én mand. Heriblandt ikke-filmmennesket Marianne Egelund Siig, som er uddannet kaospilot, ”head of diversity” i Nordea og forfatter til en blog med en klar feministisk slagside på Berlingske.

Altså havde Rosendahl allieret sig med en professionel feminist. Det er i sig selv ikke kritisabelt, men det er kritisabelt ikke også at invitere en modpart.

Og det er ikke første gang Rosendahl nøje udvælger, hvem der skal propagandere den feministiske sag i et beslutningsorgan.

I det indledende kønspolitiske arbejde i Danske Filminstruktørers bestyrelse – før Filminstituttets rapport blev offentliggjort – har Rosendahl allieret sig med feministen Anne Boukris, der ifølge KVINFO’s database er kommunikationsekspert uddannet fra RUC, og som efter sigende har kompetencer inden for ”ligestilling, ligebehandling og antidiskrimination”.

Anne Boukris har tilsyneladende arbejdet tæt sammen med bestyrelsen i første halvdel af 2016 – igen uden modpart.

Således tydeliggøres det, at Rosendahl fra første færd har været klart forudindtaget og altså ikke – som Bodil-komitéen giver udtryk for – ”insisteret på, at beslutninger skal tages på et oplyst grundlag”.

Uvidenskabelig argumentation
Tilfældet fra den danske filmbranche er desværre ikke enestående.

Det er blevet en tendens i tiden, at foretagsomme kvinder fører sig frem i diverse besluttende organer, hvor de fremfører en ensidig og ofte uvidenskabelig argumentation for, at det er en god sag at give kvinder flere fordele.

Igen og igen lykkes det for disse kvinder at forføre beslutningstagere til at tro, at kvinder stadig er en undertrykt gruppe, og at de derfor bør have nye særfordele. Og de helmer tilsyneladende ikke, før de har opnået deres bud på, hvad ”ligestilling” er.

Men kvinder er ikke mere undertrykte end mænd i dagens Danmark. Og slet ikke, når det handler om danske filmkvinder.

Tilbage står det faktum, at der stadig kun er cirka tyve procent af danske film, der instrueres af kvinder, og det faktum, at en ret stor del af de færdiguddannede kvinder fra filmskolerne aldrig kommer videre i deres karriere (det er der i øvrigt også mange mænd, der aldrig gør).

Det vil være relevant at undersøge årsagen til dette, men indtil videre kan vi kun gætte på, hvad den er. Måske handler det om noget så simpelt, at forskellige køn har forskellige præferencer.

Dårlig rollemodel
Én ting er i hvert fald sikker: Det skyldes ikke ”systematisk forskelsbehandling”.

Vi bør have modet til at irettesætte folk, der hævder den slags, og hér har særligt journalisterne en opgave, som medlemmerne af Bodil-komitéen altså har forsømt.

Det er ikke sundt, at der er skabt en kultur, hvor almindelige filmarbejdere og nu også journalister af frygt tilsyneladende retter ind, når man udsættes for ubegavet feministisk udskamning fra Rosendahl og hendes kvindelige entourage.

Sådan som en kvindelig journalist fra Det Danske Filminstitut for kort tid siden fik at føle, da hun havde formastet sig til at skrive en artikel om fire klippere med international succes. Hendes brøde var, at alle fire klippere i artiklen var mænd.

Filmfeministerne taler ofte om filmens manglende ”kvindelige rollemodeller”.

Men Christina Rosendahl er en rigtigt dårlig rollemodel for andre kvinder, når hun i et anfald af lusket gruppe-egoisme viser totalt manglende evne til at fortolke statistik og procenttal, når hun råber op om diskrimination, hvor der ingen er, og på den basis vil indføre regler, der diskriminerer mænd.

Man skal ikke gøre den slags ubegavede stemmer til rollemodeller ved at honorere dem med klapsalver og filmpriser.