Nyhed
26. mar. 2010 | 10:39

”Det er ikke særlig rebelsk, vel?”

Super16 modtager Æres-Bodil med blandede følelser.
Af Jannie Dahl Astrup

”Det er ligesom, hvis kommunen gav en pris til Ungdomshuset. Det er ikke så rebelsk at få sådan en pris, vel?”

Sådan lyder det ambivalent fra Carsten Myllerup, der i søndags sammen med Linda Krogsøe Holmberg og nylig afdøde Jens Mikkelsen fik de danske filmkritikeres Æres-Bodil for at have taget initiativ til Super16. Mikkelsens enke modtog prisen på hans vegne.

Den alternative filmuddannelse opstod i 1999.

De tre prismodtagere havde året forinden søgt ind på Den Danske Filmskole, men de slap ikke igennem nåleøjet. I stedet for at bøje nakken tog de sagen i egen hånd og etablerede en uddannelse, som sidste år kunne fejre ti års jubilæum.

”Man bliver selvfølgelig også både stolt og benovet over at få en Bodil. Jeg mener, med ét slag er man pludselig i selskab med Charlie Chaplin og Dirch Passer,” siger Carsten Myllerup, som blandt andet har instrueret gyseren Midsommer.

Ekkos Super16-dvd
Allerede i 2007 gjorde Ekko opmærksom på de talenter, som Super16 har fostret.

Her udgav magasinet sammen med nummer 39 dvd’en Super16 – best of, der rummer ti af skolens bedste kortfilm i perioden 1999 til 2007.

96 elever har været igennem uddannelsen. På hvert hold optages otte instruktører og otte producere – altså seksten friske talenter.

Blandt andre har instruktørerne Christina Rosendahl, Mads Matthiesen, Julie Bille, Kaspar Munk, Morten Hartz Kaplars, Ulrik Wivel og Martin Pieter Zandvliet alle været igennem Super16-uddannelsen.

Overrasket formand
For Super16’s nuværende formand, Melek Caglar, kommer prisen som en stor overraskelse. Ja, faktisk havde hun slet ikke hørt om den, da Ekko kontaktede hende dagen efter Bodil-festen.

”Har vi fået en Æres-Bodil? Nå, hvor dejligt. Det er da fantastisk!” lyder det Melek Caglar, der går på Årgang 5 som producer.

”Prisen giver os forhåbentligt lidt opmærksomhed og nogle gode ansøgere til næste årgang. Og så viser det, at branchen anerkender os.”

Gå nye veje
Carsten Myllerup advarer imod, at prisen bliver en sovepude for Super16 og opfordrer uddannelsen til at gå nye veje.

”Den struktur, vi lavede i 1999, er fortsat uændret igennem elleve år. Det ville klæde Super16, hvis de ruskede op i den.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko