Filmisk poetik

Tag to poetiske krukker og bland deres indhold sammen. Resultatet kan være unikt. 

I filmen Jeg er levende med den lakoniske undertitel Søren Ulrik Thomsen, digter lader Jørgen Leth, filminstruktør og selv digter, Søren Ulrik Thomsen passere forbi sin særlige optik. Det er der kommet en på mange måder seværdig film ud af, som gør det svært at afgøre, om det er en film om Søren Ulrik Thomsen eller en film af Jørgen Leth. 

Når jeg har haft lejlighed til at vise filmen i forskellige forsamlinger, har reaktionen altid været den samme. Til trods for at den handler om et vanskeligt tilgængeligt og eksklusivt forfatterskab, og til trods for at den er lavet af en eksperimenterende og meget formbevidst filmskaber, er modtagelsen altid lige positiv. 

Hvad der sjældent lykkes for en ambitiøs dansklærer, lykkes her for Jørgen Leth, nemlig at blænde op for et fascinerende digterisk univers og placere den æteriske og sky digter så vibrerende tæt på publikum, at ikke kun hans åndedræt, men også hans livserfaringer bliver nærværende og virkelige. 

Jeg er levende hedder filmen karakteristisk nok. 

Og hvad der sjældent lykkes for en ambitiøs medielærer, lykkes her for Søren Ulrik Thomsen, nemlig at være den levende mur, som Jørgen Leth kan realisere sit filmiske univers op ad, så Leths filmfilosofi med ét bliver tydeligt for enhver. Om det er sproget eller kameraet han bruger, så indrammer han altid dele af virkeligheden og gør det, der falder inden for rammen, til genstand for en nærmere undersøgelse. 

Billedet forestiller hedder en af hans senere digtsamlinger karakteristisk nok. 

Min pointe er, at det hverken er Jørgen Leth eller Søren Ulrik Thomsen alene, men deres indsats i fællesskab, der på afgørende vis gør filmen fascinerende. Digteren bidrager med sin person, sin ordkunst og sin personlige fremstilling, filmskaberen med sin optik og sin montage. I sidste ende bidrager de begge med en udsøgt fornemmelse for den andens kunstneriske potentiale. 

Jørgen Leths film er karakteristisk for en lang række danske film om kunstnere, forfattere og andre sære skikkelser. De vil ikke kun fremstille manden, men selv være kunst. 

Men de vil heller ikke nøjes med at være biografiske filmportrætter. De vil virkeliggøre en filmisk poetik. 

En poetik er som bekendt en lærebog om digtekunsten. Aristoteles' Poetik (ca. 310 f.Kr.) der har lagt navn til genren, beskriver strengt objektivt de litterære love. Siden fulgte Horats' Ars Poetica (ca. 10 f.Kr.), Popes An Essay on Criticism (1711), Schillers Naive und sentimentalische Dichtung (1796) og Herman Bangs Realisme og Realister(1879). Litteraturforskere op gennem tiden har ligeledes skrevet poetikker om digtning og litteratur, blandt andet navnkundige Vilhelm Andersen og Billeskov Jansen. I nyeste tid er genren flyttet ind hos de udøvende selv og blevet et slags reflektionsrum for deres erfaringer med digtekunsten. Både Jørgen Gustava Brandt, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup har skrevet poetikker. 

Den filmiske poetik
Den filmiske poetik har rødder i den litterære poetik og i portrætfilmen. Den handler om digtekunsten, og den tager udgangspunkt i en digters basar. Først og fremmest udgår den dog fra det filmiske portræt. Men som seer vil vi ikke nøjes med blot at se manden går rundt om sit hus eller høre om hans opvækst; vi vil også høre hvad han egentlig mener om sin kunst og om digtekunst i al almindelighed. 

Det filmiske portræt har mennesket i centrum, mens den filmiske poetik har digteren, forfatteren i fokus. En af de tidligste danske filmiske poetikker er Grundtanken i mit forfatterskab, hvor Johannes V. Jensen siddende på en stol foredrager om sit forfatterskab. Filmen har først og fremmest dokumentarisk interesse. 

Derudover har filmisk poetisk ofte — eller har haft — et didaktisk sigte: den formidler en forfatter, et forfatterskab, en poetik, et litterært program, en kunstner eller en filosof på en populær og enkel måde, der for mange (elever) kan forkorte vejen til forståelsen. Det sidste er ikke uvæsentligt for en institution som Det Danske Filminstitut, der både producerer og distribuerer smalle film (herunder portrætfilm om danske forfattere og kunstnere), til et marked, hvis væsentligste kunder er de forenede danske skoler. Kan Kierkegaards forfatterskab konciperes inden for en film af fire timers varighed (Anne Wivel: Søren Kierkegaard, 1994), er mere opnået, end nogen dansk- eller religionslærer havde turdet håbe på. 

Tafdrup på film
Litterære portrætter på film har efterhånden udviklet sig til en særlig filmisk genre. Opskriften lyder: Tag en nulevende forfatter, gerne poet, der ikke kun er i stand til at skrive digte eller noveller, men også i stand til at fortælle, hvordan og hvorfor. Tag for eksempel digteren Pia Tafdrup.

Filmen Tusindfødt — Digteren Pia Tafdrup (Cæcilia Holbek Trier, 2003) former sig som en samtale mellem Tafdrup og instruktøren selv. Samtalen er personlig, tæt og drejer sig om det egentligt professionelle: Om digtets skabelse, om det digteriske syn. Ind imellem indsættes sekvenser, hvor digteren vandrer i tusmørket ad melankolske gader, og der indsættes sekvenser, hvor digteren reciterer egne digte. Det er de tre elementer, som seeren får overdraget.

Formen er cirkulær og bygger på montagens grundprincip: 1 + 1 = 3 eller mere. Som seer får vi mere leveret end blot summen af to sceners indhold. Kausaliteten er ikke betinget af en ydre handling, men etableres gradvist, idet de enkelte scener og sekvenser præsenterer sig som en dokumentation, der tilsammen danner det poetiske udsagn. Filmens egen poetik er således i smuk overensstemmelse med Tafdrups egen. I digtsamlingen Tusindfødt (1999) skriver hun: Som en pistolmunding/peger sproget mod mig./Jeg står helt stille, afventende,/begynder langsomt at ånde med ordene. Filmen forklarer intet, men stiller sit materiale til rådighed. Den egentlige bearbejdning foretager dén, der ser.

Filmen er således mere et kunstnerisk, digterisk udsagn end et biografisk, journalistisk udsagn. Den er en åben tekst, der som digtet stiller et (film-)sprogligt univers til rådighed. Det afsluttende spørgsmål afslår Pia Tafdrup da også at svare på. Et digt giver ikke svar, men stiller til tider spørgsmål.    

Jeg er levende
Tilbage til Jørgen Leth og Søren Ulrik Thomsen. Deres kunstneriske temperamenter mødes fornemt i Leths filmiske poetik om Søren Ulrik Thomsen. Filmen demonstrerer begges kunstneriske sindelag. Jeg vil nu prøve at anskueliggøre, hvilke muligheder filmen har i undervisningen. 

Filmen er lige anvendelig i dansk og i mediefag i gymnasiet. Angrebsvinklen kan være litterær eller filmisk, men det er vigtigt at sikre, at det ene ikke blot bliver illustration af det andet. Det filmiske (Leths sans for film) og det litterære (Søren Ulrik Thomsens sans for sprog og digt) er uløseligt knyttet til hinanden. Filmens form komplementerer dets indhold.

Lad os først se på filmen ud fra en filmisk vinkel.

På kassetteomslaget til filmen sidder Søren Ulrik Thomsen, iført hvid skjorte og mageligt henslængt i en lænestol med ansigtet vendt mod loftet. Om han sover, tænker eller mediterer, er ikke til at afgøre. På væggen bag ham hænger en reproduktion af et maleri af Edouard Manet, der viser en liggende mand med hvidt skærf om sig, og over det hænger et oliemaleri af frådende bølger. Det ligner et trommesalsmaleri. Alle tre motiver — digter i stol, reproduktion og maleri er rammet ind af en filmlampe, der peger dem ud som ikonografiske elementer. Stillbilledet har stærkt præg af iscenesættelse. Af ikonografi.

Filmen, der er i s/h, er sat sammen af en række forskellige optagelser som tilsammen udgør det digteriske portræt. Det drejer sig om nogle optagelser af landskabet ved Stevns hvor digteren stammer fra, nogle optagelser af Søren Ulrik Thomsen der reciterer egne digte samt nogle optagelser af ham, hvor han fortæller om nogle barndomserindringer og om digtets egenart.

Filmen varer 40 minutter og består af syv blokke a ca. fem minutter. I hver blok er der en sekvens, hvor Søren Ulrik Thomsen taler. Temaerne er disse: 

1 — Om barndommens oplevelse af poesi
Digtrecitation, didaktisk fortælling, jazzmusik, billeder af by om natten

2 — Digtet som skulptur
Didaktisk forklaring, billeder af fugle, digtrecitation, skrivemaskine

3 — Poesien er musikalsk
Didaktisk forklaring, digtrecitation

4 — Barndomserindring: Morbror Børge
Didaktisk fortælling, jazzmusik

5 — Livet som en fiktion
Didaktisk fortælling, digtrecitation, musik, tebrygning

6 — Digtet: Hymne og elegi
Didaktisk forklaring, digtrecitation, jazzmusik

7 — Inspirationen og oplæsningens æstetik
Didaktisk forklaring, digtrecitation, jazzmusik
 
Filmen er således bygget op i blokke af en vis ensartethed, der kan lede tanken hen på visse arkaiske kunstformer. Barokkomponister yndede for eksempel at udgive værktyper i serier, det kunne være seks eller tolv concerto grosso, hvor formen blev undersøgt og afprøvet med variationer. Malere vendte gang på gang tilbage til det samme motiv for endnu engang at gentage formen og variere udtrykket.

Hvert billede, hver indstilling i filmen har selvstændig værdi. Det er ikke afledt af det forrige eller af det, der følger efter. En narrativ kontinuitet er ikke til stede. Det betyder, at billederne får ikonografisk statur. De er noget i sig selv og rummer betydning. At kameraet undlader at panorere og at klipningen er minimal, er med til at understrege den ikonagtige karakter. Sandt at sige minder filmen mere om et museum med montre end en film med handling og fremdrift.

Filmens retorik kan vi genfinde i de fleste af Leths andre film. Allerede de tidlige Det perfekte menneske (1968) og Livet i Danmark (1972) samt de senere som for eksempel den oversete Dansk litteratur (1981) og Nye scener fra Amerika (2002)arbejder med samme æstetik. 

Om Jørgen Leth skriver litteraturforskeren Steffen Hejlskov Larsen:

"Jørgen Leth er filminstruktør med adskillige film bag sig. Når han skriver digte, forholder han sig ligesom en filminstruktør, dvs. han ser billeder, holder sit sprogkamera foran sig og registrerer i søgeren, hvad der sker inden for billedets rammer, fx i et vist tidsrum. Dokumentarisme er det imidlertid ikke, for han flytter rundt på elementerne i sine billeder, undersøger og fortolker dem — som var der tale om figurer, der skulle optræde på et stykke celluloid, ikke om virkelighed. Metoden er altså at skrive digte, som om man optog film. Filmoptagelse er således en metafor for den digteriske proces. Det er hans system."
(Betydningsstrømme i nyere dansk poesi, Museum Tusculanums Forlag, 2004)
 
I det øjeblik virkeligheden passerer Leths optik, bliver den kunstig. Den bliver et studieobjekt på samme måde som flintøksen i Nationalmuseets montre eller Eckersbergs maleri Kvinden foran et Speil på Hirschsprungs Samling. Den dokumentariske film rummer ikke denne hypostasering af livet. I bund og grund fremviser den tilfældigheder, der muligvis, tilfældigvis, fanger vores blik. Leths retorik er langt mere målrettet: "Her er mennesket. Lad os se på dette menneske", som stemmen siger i Det perfekte menneske. 

Jeg er levende er derfor et fornemt og konsekvent eksempel på Leths filmæstetik. Med sparsomme midler lader han virkeligheden posere foran kameraet — Søren Ulrik Thomsen læser op, Søren Ulrik Thomsen fortæller barndomserindringer, Søren Ulrik Thomsen forklarer digtningens væsen, kysten ved Stevns, en ringvej en sen aften. Formen er cirkulær og bygget op efter montageprincipperne. 

De iscenesatte billeder er fyldt med betydning i al deres klarhed. Jeg har nævnt billedet fra omslaget. Ellers rummer billederne fuglemotiver, bøger — og tebrygning, der leder tanken hen på Jean-Luc Godards 2 ou 3 choses que je sais d'elle (Jeg ved 2-3 ting om hende, 1966).

De litterære tilgange er mangfoldige. For det første selve digtene. Søren Ulrik Thomsen reciterer sine digte, så klange, betoninger og dynamik bliver — levende. Det er i sig selv anskueliggørende.

For det andet Søren Ulrik Thomsens poetik, som han forklarer: Digtet findes i to former — som elegi og som hymne. Enten er digtet en hymnisk eller elegisk i sin grundtone, og aldrig "hverdagsagtig". Vigtigheden af at begrænse digtet til at være inden for et ark papir. Digtet som skulptur og som musik. Der er nok at tage af. 

For det tredje relanceringen af digterpræsterne Ingemann og Grundtvig (Blomstrer som en Rosengaard) i en belysning, der virker overraskende og stærk. Kristendommen genlæst af en moderne, hypersensitiv poet. Det giver mulighed for at betragte litteraturhistorien oppefra; fra "nu". 

Endelig er der selve den levende fortællings egenart. Søren Ulrik Thomsen fortæller blandt andet om sin barndom eller om Morbror Børge i et narrativt og nærværende drive, der er skoleeksempel på den mundtlige fortælling.

Filmens form bliver en del af dens indhold. Søren Ulrik Thomsens poetik indføjes i filmens egen retorik. Den melankoli, som de s/h billeder fremmaner, svarer til den digteriske elegi, og den klarhed og højtidelighed, som filmens form besidder, svarer til den digteriske hymne.

Andre filmiske poetikker
Der er nok at tage fat i. En klassiker inden for genren er Claus Bohms Michael Strunge-poetik Nattens engel (1981), hvor man følger den følsomme digters tur gennem nattens København, mens han taler om sit liv og sin digtning. Formen er anderledes end i Ulrik Thomsen-filmen. Mere impressionistisk, men hensigten den samme: At fange en digterisk poetik i billeder og ord.

Det gælder også Tom Ellings Peter Laugesen-poetik Nattegn — en film om Peter Laugesen (1997). Der klippes mellem en performance, hvor Laugesen reciterer egne digte til jazzmusik, og statements, hvor digteren fortæller om sine digte. 

Mere traditionel i form er Annette Riisagers portræt af Peter Seeberg, Amor fati — portræt af Peter Seeberg (1999). Mere prosaisk, hvilket så igen hænger sammen med et meget jordnært forfatterskab.

Endelig skal Jytte Rex' film om Inger Christensen nævnes, Inger Christensen — cikaderne findes (1998). Som tilfældet er med Leth og Søren Ulrik Thomsen, mødes her to markante kunstnere, hvis kunst løfter hinanden op i en fornyet belysning.



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.