Goddag, hr. Cuenca, du er død!

– Hallo?

”Taler jeg med João Paulo Cuenca?”

– Ja, det er mig?

”Er du søn af Maria Teresa Vieira Machado og Juan José Cuenca?”

– Ja, men hvem … taler jeg med?

”Jeg er inspektør Gomes fra det femte politidistrikt i Rio de Janeiro. Jeg sidder med din personlige fil. Ifølge denne rapport er du død.”

Sådan husker João Paulo Cuenca samtalen, da telefonen ringede den 30. april 2011. Siden har han omtalt datoen som ”den dag jeg fandt ud af, at jeg var død”.

Et par dage tidligere havde han endelig fået nok af sine underboer, der larmede så meget i baggården, at han hverken kunne ”skrive sin roman eller knalde sin kone”. Han smed en skraldespand i hovedet på dem, og de meldte ham til politiet.

Det var derfor, myndighederne nu havde rodet i hans papirer og fundet en dødsattest dateret til 14. juli 2008. En mand havde stjålet hans fødselsattest og hans identitet for at dø i hans navn.

Dobbeltgængermysterium
Den brasilianske forfatter forsøger at løse mysteriet om sin egen død i hybriddokumentaren The Death of J.P. Cuenca, som er udvalgt til hovedkonkurrencen på Cph:Dox og har premiere tirsdag 10. november i Cinemateket.

Men som i ethvert godt dobbeltgængermysterium søger han nok så meget efter sin egen identitet.

Vejen dertil går gennem et Rio de Janeiro, som har sin egen identitetskrise. Slumkvarterernes barakker jævnes med jorden, mens glaspartierne og imaget pudses af før VM i fodbold 2014.

Det føles som en film noir instrueret af Michelangelo Antonioni. Arkitektoniske vinkler, pludselige zooms og susen på lydsporet indfanger den lille, lavstammede forfatter i byens kalejdoskop og en snigende dødsangst.

Det er næsten for smukt til at være sandt.

Men det kan godt være begge dele, forsikrer João Paulo Cuenca over en Skype-forbindelse. Billederne er nøje planlagt og komponeret, men intet er rekonstrueret, der er ingen skrevne replikker, og ingen spiller skuespil. Bortset fra en mystisk mørk kvinde, men hende vender vi tilbage til.

Forhadt fødeby
Det er usandsynligt, at identitetstyven kendte manden bag det navn, han stjal.

37-årige João Paulo Cuenca har ganske vist forfattet fire romaner, en antologi, flere manuskripter og en stak debatartikler. Og det engelske litteraturmagasin Granta har rangeret ham blandt de tyve bedste brasilianske forfattere under 40 år.

Han tilhører dog en intellektuel elite, som er isoleret på den ene side af landets gabende klasseskel. På den anden side findes majoriteten, de lavtlønnede, dem i de besatte bygninger og favelaerne.

I medierne har João Paulo Cuenca selv været en hidsig kritiker af uligheden. Og hans fjerde roman skulle have været et portræt af Rio, hykleriets højborg, hans egen fødeby, som han hader at betragte, men ikke kan slippe blikket fra.

Men efter telefonopkaldet bliver han hjemsøgt. Den døde dobbeltgænger bryder ind i tankerækkerne om dagen. Om natten vågner han af mareridt.

Han må bare udforske sagen. Og det er naturligt at gøre det i kunstens ærinde. Han starter med at skrive, og det bliver til romanen The day I found Out I Was Dead. Men der er noget i mysteriet, der kalder på at blive fortalt i lyd og billeder.

”Jeg så mange paralleller mellem idéen om det smuldrende lig og den smuldrende by. Det var også min barndomsdrøm at blive filmskaber. Men det lykkedes mig aldrig at få venner nok. Det er en meget social aktivitet – modsat litteratur. Det er også dyrere,” forklarer Cuenca.

”Så på en måde blev jeg nødt til at dø for at kunne gennemføre det.”

Hallucinationer
På dødsattesten står en adresse. Det første, João Paulo Cuenca gør, er at opsøge stedet. Det er ikke mere end et skelet af et gammelt lejlighedskompleks, som skal rives ned for at bygge et nyt og moderne.

Der havde manden boet og gået bort, på anden sal i en besat bygning, hvor skidtet samler sig i kager op ad væggene. I en scene bliver João Paulo Cuenca vist rundt på stedet af den læge, der erklærede manden død.

Cuenca spørger, hvad lægen husker om ”mit lig”. I hvert fald var han ramt af toxoplasmose, siger lægen. Det er en parasit, der i slemme tilfælde kan føre til hallucinationer.

Femme fatale
João Paulo Cuenca vælger at flytte ind i en af de nybyggede lejligheder ved siden af stedet. Han vil gerne være tættere på manden, siger han.

Han hyrer også en privatdetektiv. Én, der kan grave i sagen, finde de tunge fakta, dokumenter og navne.

Det går efter planen.

De finder frem til et navn, en mystisk sort kvinde ved navn Cristiane, som formentlig er mandens kæreste. Det var hende, der dengang overrakte João Paulo Cuencas fødselsattest til myndighederne. Hun må kende sandheden. Men hun er som sunket i jorden.

I filmen optræder dog en smuk sort kvinde. Hun befinder sig i udkanten af mysteriet. I starten betragter hun Cuenca på afstand, men gradvist nærmer hun sig og indleder et forhold med ham.

Kvinden spilles af skuespilleren Ana Flávia Cavalcanti.

”Hun ligner Cristiane, som hun er beskrevet i rapporten. Men hendes rolle i filmen er mere symbolsk. Det er op til betragteren at beslutte, hvad hun er for én,” siger Cuenca.

Politiet klapper i
Efterhånden som efterforskningen skrider frem, begynder dørene at lukke. Naboerne til den døde vil pludselig ikke medvirke. Myndighederne vil ikke udlevere alle relevante dokumenter.

”Chefen for det civile politi ringede rundt til alle betjente og sagde, at ingen måtte udtale sig til filmholdet,” mener João Paulo Cuenca.

Den officielle forklaring er, at sagen stadig er åben. Men han tvivler på, at det er hele årsagen. En af hans teorier er, at myndighederne begik en fejl, da liget skulle identificeres, som de prøvede at dække over. Og i Brasilien hænger ”en fejl” ofte sammen med politikorruption.

Han støder også på antydninger af, at den døde mand havde en kriminel baggrund. Måske endda forbindelse til en milits.

”Måske ville de bare ikke snakke med mig, fordi jeg er en polemisk samfundsrevser,” foreslår han.

Men ingen af gisningerne kan bekræftes. De fortoner sig i den mur af mystik, der omgiver sagen om Cuencas død.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Angsten for, at han har lagt sig ud med en stærk overmagt, begynder at slide på ham under optagelserne.

Det hjælper ikke, at mange scener i gadebilledet bliver skudt uden tilladelse. En gang må hele holdet, inklusive en nøgen Ana Flávia Cavalcanti, løbe fra politiet.

Det bliver svært at overtale filmholdet til flere af den slags optagelser, husker han. ”De var professionelle, men det var jeg jo ikke!”

Han begynder at føle sig fanget i en dobbeltrolle som den skrøbelige, misantropiske forfatter og den diktatoriske filminstruktør.

”Det sværeste for mig var, at indeni var jeg deprimeret og i kontakt med karakteren i filmen. Men bag ved kameraet kunne jeg ikke være sådan. Jeg skulle hele tiden skifte som Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Nogle gange var jeg meget passiv og usikker, på andre tidspunkter var jeg som et monster.”

Den professionelle krise hang uløseligt sammen med en personlig. Hans kone forlod ham under præproduktionen. Og filmen blev til midt i en eskalerende depression og dyb identitetskrise.

Film og virkelighed i ét
I filmen vikles forfatterens liv gradvist sammen med den døde mand i lejligheden. Når João Paulo Cuenca taler om det, er hans egen identitet også en fange i det lille rum.

”Jeg følte, at jeg nærmede mig døden. Nogle gange var jeg lige ved at stoppe optagelserne. Da en bekendt læste manuskriptet og så hele planlægningen, sagde han: ’Du ved godt, at du gør det her for at bryde sammen, ikke? Du kommer ikke til at nå til vejs ende.’”

Det gjorde han dog.

Optagelserne kom i hus, ikke mindst takket være Ana Flávia Cavalcanti, der var en stor støtte, husker han. Som resten af filmen spredte deres forhold sig til en vis grad til virkeligheden.

”Der er et punkt, hvor jeg ikke kan sige, hvad der er dokumentar, og hvad der ikke er. Jeg kan bare sige, at det hele skete. Hun har tidligere arbejdet som sygeplejerske. Og man kan sige, at jeg brugte hende som sygeplejerske i den periode.”

Skellet mellem virkelighed og fiktion er ikke til at få øje på i filmen – heller ikke i João Paulo Cuenca genfortælling af begivenhederne. Tilsyneladende finder han det ikke spor interessant.

En scene viser dog, at andre på filmholdet famlede efter virkeligheden. Kameramanden fanger en samtale mellem Ana Flávia Cavalcanti og en pensioneret politimand. De diskuterer João Paulo Cuenca. Hvorfor er han så besat af filmen? Hvordan fik manden fat i hans fødselsattest?

Hun er i tvivl: ”Jeg ved slet ikke, om den her historie er virkelig.”