Grønland på film

Grønland er det enkeltområde om hvilket, der er lavet flest danske kortfilm – og nogle af de mest fremragende. Grønland er da også et oplagt filmemne. Landet rummer noget af den smukkeste og mest overvældende natur på kloden og har på mindre end 50 år bevæget sig fra koloni over amtstatus til et hjemmestyre, som om to år kan fejre sit 25 års jubilæum. Samtidig er der stadig en del tilbage af den fremmedartede og fængslende grønlandske kultur, der er så forskellig fra den moderne vesteuropæiske civilisation.

Filmproduktionen om Grønland var mest intensiv fra midten i 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne – de år hvor det stod klart, at 1950’ernes integrationspolitik på en række områder var slået fejl, og hvor der med udgangspunkt i København voksede en ny, kritisk generation af grønlændere frem, i dialog og samspil med den danske venstrefløj. Filmene spillede dengang en vigtig rolle ved at fastholde billedet af et samfund i hastig forandring og give den danske offentlighed, fra skolebørn til voksne, en fornemmelse for Grønland og dets befolkning. I dag er filmene gode kilder både til forholdene dengang og til de holdningsændringer, der er sket vedrørende udviklingen på Grønland, siden Grønland fik formel ligestilling med resten af riget i 1953.

Kritikken af moderniseringen
Jørgen Roos var den første filmskaber, som tog kritikken mod den aktuelle danske Grønlandspolitik op. Han havde i 1965 skabt en biografisk dokumentarfilm, Knud, som en hyldest til den store arktiske opdagelsesrejsende Knud Rasmussen og til den uspolerede nordgrønlandske inuit-kultur. Han fik derefter af det danske udenrigsministerium overdraget den opgave at lave en informativ kortfilm om Grønland, som kunne vises over hele verden. Det kom der to meget forskellige film ud af, Sisimiut (1966, 30 min.) og 17 minutter Grønland (1967).

Udenrigsministeriet kunne nemlig ikke lide det billede af Grønland, Roos gav i den første film. Jørgen Roos’ optik var først og fremmest at se livet i Grønland, repræsenteret ved den driftige vestgrønlandske by Sisimiut/Holsteinsborg, gennem helt jævne grønlænderes øjne. Han slog sig ned hos en familie bestående af en tidligere storfanger og hans kone, som nu samlede affald ind for kommunen, og deres fire døtre, der alle var ugifte mødre. Vi følger også en pige, der arbejder i rejefabrikken, og en ung fisker uden egen båd, som må dele logi med andre fattige unge i byen.

De sociale kontraster understreges meget, både mellem grønlænderne og de udsendte danskere og mellem grønlænderne indbyrdes. Sisimiut efterlader det indtryk, at grønlænderne er passive tilskuere til den voldsomme udvikling i det land, som – måske – en dag bliver deres eget. De danske myndigheder og udsendte bliver ikke hængt voldsomt ud, men de fremtræder formynderisk i forhold til grønlænderne.

Solidaritet med Grønland
Udenrigsministeriets utilfredshed førte til, at Roos lavede en film til, 17 minutter Grønland, baseret på delvist genbrug fra Sisimiut, men med en noget anden opbygning. Filmen demonstrerer, hvor meget ændret underlægningsmusik og montage kan forandre en billedsides udsagn. På den anden side er filmen ikke propaganda – faktisk giver den en ganske alsidig information om både Grønlands historie og spændvidden i dets natur og leveformer. Men filmen er uden den ironi, som ofte præger Sisimiut. Et særligt raffinement ved 17 minutter Grønland er, at speakeren på den danske version er grønlænder, og at landet introduceres under sit grønlandske navn, Kalaallit Nunaat. Således får Roos markeret sin grundlæggende solidaritet med den grønlandske nation.

Der kom endnu en Roos-film i 1967, En fangerfamilie i Thuledistriktet. Det interessante ved denne film er, at den ikke er etnografisk-nostalgisk, men skildrer den moderne fangerkultur, hvor sæljægeren bruger riffel og kikkert, og befolkningen har adgang til faciliteter som børnefødsler på hospital og hjemtransport med helikopter samt moderne indkøbsmuligheder.

Helt anderledes kritisk er den næste Roos-film fra samme område, Ultima Thule (1968), som viser amerikanske turisters taktløse nysgerrighed og lokale grønlændere, der uværdigt roder rundt i affaldet fra basen. Filmen fokuserer på den grelle kontrast mellem amerikanske og grønlandske boligforhold i byen Qanaq og truslen mod det følsomme arktiske samfund, da et amerikansk fly med brintbomber havarerede i 1964 og udløste jagtforbud i et stort område. Hvad Roos naturligvis ikke kunne vide, er at netop denne episode har en sørgelig aktualitet den dag i dag.

Jørgen Roos fortsatte sin kritiske linie i Kaláliuvit? (Er du grønlænder?) (1970), som skildrer unge grønlænderes ofte miserable liv i København, fortalt af dem selv. Derfor er filmen uden kommentar, og det meste af filmen er på grønlandsk med danske undertekster.

Roos’ Grønlandsfilm blev vel modtaget både i Danmark og Grønland, dog mødte Sisimiut kritik i Sisimiut/Holsteinsborg, fordi lokale grønlændere ikke brød sig om, at Roos havde koncentreret sig så meget om byens fattigste og lagt ironisk afstand til byens grønlandske elite. En ikke ukendt reaktion i et ”udviklingsland”!

Grønland i 1970’erne
1972 blev året med den hidtil største høst af Grønlandsfilm. Jørgen Roos stod for hele tre, hvoraf den længste og fra et samfundsmæssigt synspunkt mest interessante er Udflytterne. Den skildrer livet hos en gruppe grønlændere, som er flyttet tilbage til en bygd i Østgrønland for at tage det gamle fangererhverv op igen. Filmen præsenterer dog ikke tilbageflytning til forladte bygder som en generel løsning på Grønlands problemer, den forsøger blot at vise, at der er et alternativ til at koncentrere befolkningen i de større byer.

Sune Lund-Sørensen producerede samme år to film for Den Kongelige Grønlandske Handel, Havet ved Grønland og Emilie fra Sarqaq. I begge tilfælde er der tale om unge, som opgiver bygdelivet for at vie sig til henholdsvis fiskeriet og rejeindustrien, uden at det tilsyneladende volder dem nogen problemer. De to veldisponerede dokumentarfilm er det nærmeste, man kommer noget, der kan betegnes som hvervefilm for moderniseringsprocessen.

Det stik modsatte er den over halvanden time lange Da myndighederne sagde stop, skabt af den danske billedkunstner Per Kirkeby og grønlænderen Aqqarluk Lynge, som siden blev medstifter af det mest venstreorienterede og selvstændighedsrettede parti i Grønland, Inuit Ataqatigiit. Filmen var en flammende anklage mod et af resultaterne af udviklingspolitikken på Grønland: nedlæggelsen af kulminen og byen Qutdligssat på Disko-øen i Vestgrønland. I betragtning af sin skarpt kritiske holdning og propagandistiske intention er det interessant, at den er produceret af Kortfilmrådet og Danmarks Radio, begge statslige institutioner. Filmens formål var at gøre en større offentlighed opmærksom på de sociale konsekvenser af nedlæggelsen af den reelt urentable kulmine på Disko-øen og flytningen af befolkningen til byer på Grønlands vestkyst.

Fra skabelsesmyte til hjemmestyre
1972 blev i politisk henseende et skelsættende år, fordi et stort flertal i Grønland, i modsætning til Danmark, stemte imod Danmarks indtræden i EF. Dermed var indførelse af hjemmestyre i Grønland en nødvendighed, hvis denne del af riget skulle have mulighed for at træde ud af EF. Hermed ændredes karakteren af Grønlandsdebatten, og der produceredes færre Grønlandsfilm i de følgende år. Men de allerede producerede var fortsat stærkt efterspurgt, Sisimiut var således helt frem til omkring 1990 en af de mest efterspurgte SFC-film overhovedet.

Jørgen Roos’ fire sidste Grønlandsfilm havde premiere efter Hjemmestyrets indførelse i 1979. I Slædepatruljen Sirius fra 1980 og Knud Rasmussens mindeekspedition til Kap Seddon i 1982 vender han tilbage til sin gamle interesse for slædeekspeditioner i de højarktiske områder, og i 1993 kommer Roos’ sidste Grønlandsfilm, om De grønlandske mumier, der blev opdaget i to eskimograve og i dag er udstillet på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk/Godthåb.

Endelig er der Grønland fra 1981, som fortæller en Grønlands- historie fra en eskimoisk skabelsesmyte til det nye hjemmestyre, fra 4300 år gamle eskimo-bopladser og 1000 år gamle nordbo-ruiner over Hans Egedes grundlæggelse af Nuuk og de mange opdagelsesrejser til den voldsomme udvikling efter Anden Verdenskrig.

For 1930’erne refererer filmen blandt andet til den fremragende filmfotograf Jette Bang, hvis enestående farveoptagelser af polargrønlændernes liv i 1938 er tilgængelige i hendes dokumentarfilm Inuit fra 1940. For 1960’ernes vedkommende øser Roos kraftigt fra sin Sisimiut, mindre scener er direkte taget fra denne film, mens filmen er original for den sidste periode, hvor vi hører om det nye hjemmestyres politikere, som Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt, udtale deres visioner for fremtiden. Grønland slutter dog med teatergruppen Tukak, som danser ballet inspireret af gamle sagn. På denne måde starter og slutter filmen i den hedenske grønlandske sagnverden.

I pagt med fortid og nutid
De første 16 år under Hjemmestyret blev en filmisk set stille periode, med kun få nye produktioner. En historisk opdatering finder sted med den lettisk-fødte instruktør Ivars Silis’ Grønland på vej – Hjemmestyre siden 1979 (1996), som tager sit udgangspunkt i moderne unge grønlændere, der sminker sig for at optræde som ånder, ganske som deres unge landsmænd mere end 50 år tidligere i Jette Bangs Inuit. Men bortset fra et kort historisk tilbageblik er temaet det moderne Grønland i bygd og hovedstad. Filmen bærer klart præg af den selvfølelse, som præger det moderne Grønlands politikere, vi er meget langt fra både Sisimiut og 17 minutter Grønland, som Grønland på vej med fordel kan sammenstilles med.

Også Ivars Silis’ nyeste film, Andala & Sofiannguaq (2002), giver som helhed et positivt billede af moderniseringen på Grønland. Silis tager tråden op fra Jørgen Roos’ Udflytterne fra 1972 og skildrer nogle af de grønlændere, som forsøger at bygge en ny tilværelse op uden for de store byer. Filmen går i dybden med tilværelsen som fårefarmer i det moderne Grønland på en reflekteret måde, der også giver plads for hustruens tvivl om, hvorvidt det nu også er godt for børnene kun at leve sammen med familien. Denne lever en tilværelse i pagt med årstiderne, uden ferie, men tilsyneladende med megen livskvalitet – og på et helt moderne teknologisk niveau med egne landbrugsmaskiner og energiforsyning. Her, i den smukke sydgrønlandske natur med dens sommerlige frodighed og vinterlige barskhed, er det åbenbart lykkedes at skabe en grønlandsk livsform i pagt med både fortid og nutid.

En anden forbindelse mellem fortid og nutid udgør Karen Littauers film Gensyn med Østgrønland...Kirsten Bang (1999), som følger den 90-årige forfatterinde Kirsten Bangs gensyn med Ammassalik, hvor hun engang havde været huslærer for præstens børn. I filmen fortæller hun enkelt og gribende om menneskene for 60 år siden og genser nogle af børnene fra dengang. Det mest slående er hendes beskrivelse af den naturlige stolthed, intelligens og åndelige rummelighed, som karakteriserede det gamle fangersamfund, samt hendes analyse af fællesskabet i det gamle fangersamfund, der var præget af stor indbyrdes høflighed og tilbageholden af vrede – som man så levede ud i trommesangene. Hendes tolkning er, at når man levede så tæt sammen i jordhulerne om vinteren og kunne være indespærret af vejret i dagevis, var det nødvendigt at kontrollere sine negative følelser.

Grønlandsk domspraksis
Hvad negative følelser kan føre til, når de ikke kontrolleres, er emnet for Sasha Snows dansk-engelske coproduction Forbrydelse & straf i Grønland (2002) fra Ilulissat/Jakobshavn, hvor vi møder to mordere, én voldsmand og familiemedlemmer til en af de myrdede. I alle tilfælde har der været tale om en kombination af jalousi, alkohol og langvarig ægteskabelig krise. Centralt i filmen står hustruen, som myrder sin mand med en køkkenkniv, da hun føler sig truet, og hvor det så siden i filmen viser sig, at hendes egen far efter næsten 20 års ægteskab har myrdet hendes mor af jalousi.

Men filmen berører også land-by-problematikken, idet manden havde forladt sin hjembygd og taget ind til Ilulissat, hvor han var blevet udsmider på en beværtning og angiveligt begyndt at tage for sig af både drikkevarer og kvinder. Filmen rummer mange gode argumenter for, hvorfor det er vigtigt at opretholde den særlige grønlandske domspraksis, som prioriterer resocialiseringen af den domfældte frem for strafmomentet. Men ved at inddrage den myrdede broder bliver det også klart, at der er grønlændere, hvis retsfølelse krænkes heraf.

Laila Hansens film Inuk Woman City Blues tager emnet op fra Jørgen Roos’ Kalaaliuvit? (Er du grønlænder?), om grønlandske eksistenser i København. Her møder vi den altid forceret feststemte kvinde, som får sit ølforbrug dækket gennem prostitution; den dybt alkoholiserede kvinde, der ”har fået fred”, fordi hun har fået en lille lejlighed; en kvinde i et forhold med en ofte ”vanskelig” mand, som hun lejlighedsvis stikker af fra, men alligevel ikke kan forlade, og så den kvindelige alkoholiker med mange selvmordsforsøg bag sig, som tog imod et tilbud om en Minnesota-kur og nu har fået helt styr på sin tilværelse. Filmen lader kvinderne tale for sig selv og viser dem i værtshusmiljøet på Vesterbro, og det er vanskeligt ikke at komme til at holde af dem.

Kontinuitet og forandring
Inuk Woman City Blues viser, at de sociale og psykiske problemer for mange grønlændere i Danmark på ingen måde er blevet mindre gennem de sidste 30 år. Filmen er da også blevet sponsoreret af en række af de institutioner, som forsøger at gøre noget for en gruppe af mennesker, der har meget svært ved at give ord til deres følelser og gøre noget for at få deres ret.

Hidtil sidste skud på stammen af dokumentarfilm om Grønland er Karen Littauers Jeg husker ... Fortællinger fra Grønland, en 72 minutters lang dokumentarfilm, som er baseret på mere end 70 timers videooptagelser af grønlandske fortællere og på en måde en parallel til instruktørens film med Kirsten Bang. Filmen er optaget i områder med den mest oprindelige befolkning for at få fat i de fortællere, der endnu kan vidne om den svindende fortid, og som behersker den fornemme gamle fortællekunst. Det er både filmkunst og et utrolig værdifuldt kildemateriale, i sin art lige så unikt som Jette Bangs Inuit fra 1938-40, og eskimo Kirsten Thisted har redigeret en bog, Grønlandske fortællere. Nulevende fortællekunst i Grønland (Forlaget Aschehoug), der bygger på råmateriale fra filmen.

Man kan spørge sig selv, hvorfor vi netop i 2002 har fået så rig en høst af Grønlandsfilm – nøjagtig 30 år efter det store Grønlandsfilmår 1972. Måske er der nu et behov for at stoppe op og gøre status efter snart 25 års hjemmestyre. Det er i hvert fald interessant at se, hvorledes flere af filmene direkte tager temaer op fra filmene for en generation siden. På den måde kan man, ved at sammenligne filmene fra de forskellige perioder, få et indtryk af kontinuitet og forandring i det grønlandske samfund, fastholdt af fremragende dokumentarfilmskabere. Det kan stærkt anbefales at bruge filmene i dette sammenlignende perspektiv, der giver et indblik i en moderniseringsproces, som har bragt Grønland ind i det 21. århundrede, men også har haft store og utilsigtede menneskelige omkostninger.