Kunst er som kung fu

”Hvem fanden gider høre mig snakke i et interview? Vil du vide, hvad jeg virkelig mener? Så se på mine malerier. Så får du måske en ny visuel oplevelse, som er anderledes, end hvis jeg bare sidder og taler.”

Julian Schnabel mener mangt og meget om kunstens væsen. Han vil også gerne fortælle om det. Men kun hvis man tager sig ordentlig tid og kigger ordentligt efter.

Den 61-årge amerikaner er billedkunstner, filminstruktør, skulptør, arkitekt, møbeldesigner, forfatter, musiker og hobby-surfer.

Hans neoekspressionistiske collager af ituslåede tallerkner, de såkaldte plate paintings, er blevet en institution i kunstverden. Og med film som Basquiat, Before Night Falls og Cannes-succesen Dykkerklokken og sommerfuglen har han fremelsket et særegent, malerisk filmsprog.

Julian Schnabel indtager Danmark på flere måder i denne måned. Hans samlede filmværker udgives på en eksklusiv dvd-box i begrænset oplag, ligesom Cinemateket har fire af filmene på programmet. Og hans kunst kan ses som en del af den tredobbelte udstilling Café Dolly – Picabia, Schnabel, Willumsen på J.F. Willumsens museum.

Hvor er Schnabel?
Jeg ankommer til J.F. Willumsens museum i frokostpausen. Kuratorer og håndværkere får sig et stykke smørrebrød, inden de sidste billeder skal hænges op. Julian Schnabel sidder med til bords i kendingsuniform: malerplettet skjorte og farvede solbriller.

Han skal også lige ringe til sin forlovede, den 31-årige danske topmodel Lykke May Andersen, som mest er kendt for forside-eskapader i de kulørte blade. Lige nu er parret indlogeret på Hotel D’Angleterre sammen med deres nyfødte søn.

Der spises færdig, mens jeg bliver sendt ud for at tage udstillingen i øjesyn.

”Jeg finder dig om lidt,” siger Julian Schnabel og forsvinder med telefon i hånd.

Efter en rum tid i museumsgangenes farvebombardement er der stadig intet spor af Schnabel. Interviewtiden starter nu. Jeg må selv ud at lede.

Han er i dyb samtale med nogle håndværkere. Et billede skal hænges op. Det skal nogle centimeter til venstre, dirigerer han.

Han skal også lige afklare noget med museumspersonalet. Hvor skal det billede hænge, som er lavet af et gammelt gulvtæppe? Kuratorerne mener, at der kan findes en plads på væggen ude i cafeteriet.

”Se, jeg er yngre nu!”
Jeg spørger, om vi ikke skal sætte os ned og snakke. Han vil hellere gå lidt rundt, siger han. Så prøver jeg med et spørgsmål. Men noget svar bliver det ikke til.

Vi går forbi malerier af Willumsen, Picabia og æresgæsten selv. Ofte må han stoppe op, mystificeret af komposition, farver og materiale.

”Wow, se lige hvor crazy det er! Jeg har ikke set det billede i flere år,” udbryder han, når gensynet med et af sine egne billeder er ekstra glædeligt.

I forbifarten udpeger han nogle fotografier. De er fra hans hus i New Yorks West Village, som han selv har tegnet. Tidligere var det en stald, men nu er det en fem etagers villa med indbygget atelier. Designet er lyserødt og italiensk, og bygningen går under navnet Palazzo Chupi.

Vi kommer også forbi et kæmpemæssigt selvportræt i brune og grønne nuancer. Han maler aldrig efter fotografier, men bruger i stedet et spejl, fortæller han. ”Se, jeg er jo yngre nu!” siger han med et underfundigt grin.

Tiden går, og endnu har han ikke besvaret et eneste spørgsmål. Jeg presser på for, at vi kan sætte os ned. Ideen falder ikke i god jord.

”Har du set det her billede?” peger han spørgende. ”Det tog mig mere end fem minutter at male det. Måske tager det også mere end fem minutter for dig at forstå, hvad det er!”

”Jeg synes, du skal tage det roligt. Kig rundt i et minut. Kvaliteten af dit arbejde bliver bedre. Du er nødt til at tænke på det, som om du laver kung fu eller noget lignende.”

Havet og den hvide streg
Jeg prøver at indstille mig på fremgangsmåden. At kigge på malerier med en kinesisk kampkunstners tålmod.

Han viser mig et portrætbillede, der er malet over med en hvid, svungen linje. Som om en hvid bølge er skyllet ind over den mandlige figur og har delt ham i to.

Jeg siger, at linjen får mig til at tænke på, hvordan han bruger vand i sine film. Der er vand med i alle filmene. Ofte optræder det, når voldsomme følelser og eksistentielle sandheder skyller ind over karaktererne. Jeg siger, at man kan se den samme flydende force i den hvide streg.

”Ja, det er noget, som ligger bagved sprog og logik,” siger han ivrigt. ”Det er en god ting for os at tale om. Men hvis vi ikke havde kigget på billederne, ville du ikke sige sådan til mig!”

Vi taler lidt videre om forskellen på maleri og film. Det er vigtigt for ham, at jeg forstår malerteknikken. Og han beder mig om at gøre det, man aldrig må på et museum: At røre ved billedet.

”Et maleri er et øjeblik frosset i tid,” forklarer han. ”Det er meget anderledes end at se en film, som er en kontinuerlig strøm af billeder, der forandrer sig foran dig. Når du ser på et maleri, er det dig, som forandres.”

Nu vil han gerne sætte sig og snakke, siger han. Vi er havnet i en lille afkrog af museet, og her kan man sidde i vindueskarmen.

”Jeg er klar,” smiler han.

Film ødelægger naturlige vaner
Jeg spørger ind til den kommende dvd-udgivelse. Den eksklusive collectors box indeholder instruktørens samlede filmiske værker og lugter umiskendeligt af tilbageblik og opsummering.

– Skal du ikke lave flere film?

”Jeg har været i gang med at skrive noget fra bogen In the Hand of Dante af Nick Tosches, som Johnny Depp ejer rettighederne til. Det var noget, vi skulle lave sammen,” siger han.

”Men jeg ved ikke, om jeg kommer til at lave flere film. I hvert fald ikke i et års tid.”

For ham er filmmetieren en kraftanstrengelse.

”Tænk på én som Woody Allen. Han laver en eller to film om året i sådan en rytme. Mig, jeg maler udendørs om sommeren hvert år. Sådan er tidsplanen i mit biologiske ur. Det er en naturlig ting for mig.”

– Og det er ikke det samme med film for dig?

”Nej, så er jeg nødt til at stoppe mine naturlige vaner. Jeg kan ikke lide at holde møder med folk og diskutere, hvad der skal gøres. Og så jeg er nødt til at møde filmholdet og udvikle et forhold med alle,” forklarer han. ”Det er hårdt.”

”Jeg kan ikke lide at sidde i en location-bus og høre på folk, der snakker. Det driver mig til vanvid, og jeg har lyst til at hoppe ud af bussen!”

Frustrationen kan ses bag de blå briller.

”Maleri er en privat aktivitet. Jeg kan gøre det næsten uden at tænke. Og det kan jeg godt lide.”

Venner med Warhol
Af den grund sørger han for at lave film med folk, han kender i forvejen. Heldigvis skorter det ikke på talent i vennekredsen.

Basquiat fra 1996 har en imponerende rolleliste, når man tænker på, at det er en debutfilm. David Bowie, Gary Oldman, Christopher Walken, Benicio del Toro, Courtney Love, Willem Dafoe og Dennis Hopper dukker op i større roller eller blot for en kort bemærkning.

Filmen udspiller sig også inden for instruktørens sociale cirkler. Den er et opfindsomt og legesygt portræt af den sorte provo-kunstner Jean-Michel Basquiat. Han levede intenst i 1880’ernes kunstmiljø i New York og døde ung af en heroinoverdosis. Andy Warhol var hans nære ven, og det samme var Julian Schnabel.

– Hvorfor kastede du dig overhovedet ud i at lave film?

”Fordi Jean-Michel døde, og nogen ville lave en film om det. De interviewede mig. Og jeg tænkte: ’De kommer til at gøre det forkert.’ Det var mest en redningsaktion. Jeg havde brug for at beskytte denne særlige historie,” husker han.

”Jeg følte, at ... jeg overlevede en vis dynamik, som han ikke gjorde. Og jeg kunne fortælle historien om det,” siger han og tænker sig om.

”Vi kendte hinanden ret godt. Han var en slags lillebror for mig. Han kunne godt lide at udfordre mig. Engang ville han bokse med mig, selvom han egentlig ikke kunne bokse.”

– Hang du ud med Andy Warhol og hele det slæng, man ser i filmen?

”Ja, Gary Oldmans karakter Albert Milo er dybest set mig. Men jeg ville ikke bruge mit eget navn, fordi jeg allerede instruerede og skrev filmen, og det var nok.”

Mænd og kvinder
Ligesom Basquiat er Before Night Falls, Dykkerklokken og sommerfulgen samt koncertfilmen Berlin med Lou Reedcentreret om mandlige kunstnere. Men den opsummering bryder han sig ikke om.

”Det er en forsimpling. Alle filmene handler om mennesker, der er kunstnere,” retter han hurtigt. ”Det svarer til at sige, at der findes to slags mennesker på denne jord: Mænd og kvinder. Jeg tror, der er forskellige slags mænd og forskellige slags kvinder.”

Rollen som den aidsramte cubanske digter Reinaldo Arenas i Before Night Falls blev Javier Bardems gennembrud og udløste en Oscar-nominering. At Arenas var homoseksuel, var med til at definere ham som karakter, fortæller Julian Schnabel.

Derimod har hovedpersonerne i Basquiat og Dykkerklokken og sommerfuglen problemer med at navigere i en sværm af smukke kvinder.

”Da jeg begyndte at lave Dykkerklokken og sommerfuglen,troede jeg, at det var en historie om en lam mand. Men i virkeligheden er det en historie om kvinder – om hans forhold til alle de her forskellige kvinder.”

Lider af klaustrofobi
Dykkerklokken og sommerfuglen er baseret på virkelige begivenheder. Bogen af samme navn er skrevet af Jean-Dominique Bauby, som er tidligere chefredaktør på modemagasinet Elle. Den har han skrevet med venstre øjenlåg.

Efter et kraftigt slagtilfælde vågnede Bauby op som lam fra top til tå, med undtagelse af det ene øje. Ved hjælp af et specialudviklet alfabetsystem kunne han blinke sig igennem den selvbiografi, som Julian Schnabel har realiseret på film.

At Schnabel fortæller historien fra Baubys synsvinkel, gør filmen til en yderst klaustrofobisk, men også meget rørende oplevelse.

Flere hændelser i instruktørens eget liv næsten påbød ham at lave filmen.

For det første har han altid lidt af klaustrofobi. For det andet har en af hans nære bekendte være ramt af lammelse.

Fars digt fra dødslejet
”Jeg plejede at læse op for Andy Warhols manager, Frederick Hughes, på hospitalet. Han havde MS (Multipel Sklerose, red.) og var lukket inde i sin krop. Hans sygeplejerske gav mig bogen Dykkerklokken og sommerfuglen,” fortæller Julian Schnabel.

”Livet blander sig. Forskellige begivenheder krydser hinanden og får indflydelse på dine handlinger. Derfor besluttede jeg at lave filmen. Jeg havde klaustrofobi, jeg så, hvad der skete med Fred, jeg fik bogen, og derudover var min far ved at dø omkring det tidspunkt.”

Ligesom Bauby brugte Julian Schnabels far sin sidste, sengeliggende tid til at nedfælde nogle tanker.

”Jeg bad sygeplejersken om at blive hos min far og skrive alt, hvad han sagde, ned. Og han efterlod mig et episk digt på fem sider, som var det første og sidste digt, han nogensinde skrev.”

Julian Schnabel prøver at huske, hvordan det lød. Det ligger lige på tungen. ”Jeg plejede at kunne recitere det udenad,” fortæller han.

Misforstået af anmeldere
Tre år efter den overlegne triumf med Dykkerklokken og sommerfuglen havde han premiere på Miral. Filmen er baseret på hans daværende kæreste Rula Jebreals opvækst i Jerusalem og konflikten mellem Israel og Palæstina. Anmelderne var langt fra begejstrede.

Spørgsmålet om, hvorfor han valgte dette projekt, besvares med et spørgsmål.

”Kunne du lide den?”

– For at være ærlig, synes jeg, at det er den svageste af dine film. Og det tror jeg, der er mange, som er enige i.

”Okay. Men ved du hvad? Jeg synes, du skulle se den igen, og så kan vi tale om det!”

– Hvad vil der ske, hvis jeg ser den igen?

”Jeg tror bare, at du vil se den på en anden måde. Nu lærer jeg dig jo så småt at kende.”

– Føler du, at filmen er blevet misforstået af anmelderne?

”Ja. Lad mig fortælle dig noget. Jeg var i salen, da vi viste den i Venedig. Folk klappede i femten minutter. Det var en vanvittig følelsesmæssig oplevelse. Senere, da folk skrev om det, havde det intet at gøre med den forevisning.”

”Det var, som om en slags mafia havde sort-listet denne film. Det at jeg – en jødisk mand – fortæller palæstinensernes historie og gør det fra en forældreløs, palæstinensisk piges perspektiv, pissede mange folk af,” mener han.

”Efter Dykkerklokken og sommerfuglen kunne jeg have lavet hvilken som helst film, jeg ville. Men jeg syntes, det var mit ansvar at fortælle den historie. Derfor gjorde jeg det.”

Vent ti år
Efter en halv times samtale er det tid til fotografering. Men nu har Julian Schnabel talt sig varm. Han synes lige, han er ved at lære mig at kende. Og at jeg forstår ham.

Fotografen og pressemedarbejderen tripper stresset rundt om os. Men han insisterer på en sidste kommentar.

”Benicio Del Toro talte med én, der sagde: ’Jeg synes ikke, Miral er en interessant film.’ Og Benicio sagde: ’Se den om ti år!’ Jeg er ligeglad med, om folk ser den og med det samme har en skud-fra-hoften-mening om den. Men se på den som et kunstværk om ti år, når tingene har ændret sig,” siger han med et skævt smil.

I Julian Schnabels univers kommer man ikke langt med utålmodighed.

”De bedste film tager lang tid om at blive værdsat!”