Ny dokumentar: Kunst fra kørestolen

Z-U-S-A

De fleste københavnere er formentligt faldet over den simple bogstavkombination, der pryder vægge, gavle og broer i hovedstadens byrum. Ofte på trafikerede passager som Vibenshus Runddel, Åboulevarden og Nørrebro Station, hvor mange tusinde mennesker dagligt pendler forbi.

Formentligt har lige så mange undret sig over, hvem der står bag de farverige streetart-dekorationer, som ofte er placeret mange meter over jorden.

Den kreative bagmand giver sig nu til kende i dokumentarfilmen Zusa Street, der får premiere i Grand Teatret lørdag 17. januar og senere vises på DRK. Filmen er instrueret af Tao Nørager og følger den kunstneriske proces fra værksted til væggavl. Og få havde nok gættet, at kunstneren selv sidder lænket til en kørestol med sklerose.

”Når jeg sidder her, så kan du ikke se det. Men i virkeligheden tikker, der et stopur inden i mig. Og i aften vil jeg helt sikkert være ekstra flad, fordi vi har siddet og snakket sammen i dag,” siger Anders Thordal, der er den civile identitet bag de fire bogstaver.

Navn fra Moodysson-film
Anders Thordahl ønsker at vise verdenen, at selvom der ikke findes en kur mod sklerose, kan kunsten alligevel fungere som en art medicin, der gør livet værd at leve.

På en café ved Folkets Park på Nørrebro fortæller han og Tao Nørager, hvilken historie der gemmer sig bag de fire bogstaver. Ved et sjovt tilfælde hænger et af Zusas værker – eller rettere resterne af det, for gavlen er siden overmalet med et Gaza-banner – ganske få meter fra bordet, hvor vi snakker sammen.

”I 2000 så jeg Lukas Moodyssons film Tilsammans. Den skildrer børns opvækst i 70’erne, som jo også er min verden. Nu er jeg blevet en gammel idiot, der kan sidde og tude til en reklamefilm, men efter at have set filmen dengang sad jeg og græd et kvarter i biografen,” siger Anders Thordal om inspirationen til sit streetart-alias.

”Siden har begrebet ’tilsammans’ været meget vigtigt for mig, fordi jeg er afhængig af mine hjælpere for at lave min kunst. Men ’tilsammans’ var lige lovlig mange bogstaver. Så blev det først til det tyske ’zusammen’ og siden til ’zusa’.”

Thordal taler langsomt, for hans sklerose påvirker evnen til at bevæge musklerne. Kaffen, som vi drikker, må han indtage gennem en forseglet termokop, for ellers vil han uundgåeligt spilde ud over sig selv.

Han fik stillet diagnosen i 1997 i en alder af 28 år. Dengang arbejdede han som dyretegner for Zoologisk Have. Men en dag kunne han ikke holde fast om blyanten mere. De sidste syv år har han været afhængig af hjælpere – hver eneste dag, året rundt.

Pest eller kolera
I filmen ser man, hvordan han dagligt laver fysisk træning for at holde kroppen i gang.

”Det er lidt ironisk, for når jeg træner, er jeg træt de næste to dage. Men hvis jeg ikke træner, vil kroppen bare forfalde totalt. Det er som pest eller kolera,” siger Anders Thordal.

Hvor de fleste andre for længst havde kastet håndklædet i ringen, besluttede Anders Thordal sig for, at sygdommen ikke skulle sætte en stopper for hans kreative liv. I stedet begyndte han at alliere sig med de hjælpere, som alligevel følger ham i alle døgnets vågne timer.

”Jeg kan holde ud at have hjælpere, fordi de arbejder som min forlængede arm,” siger Anders Thordal, der blev uddannet som grafisk designer og illustrator fra Danmarks Designskole i 1995 – kort tid inden han fik stillet sin diagnose.

S-tog som lærred
Instruktør Tao Nørager er vokset op i Virum og har selv som en lille knægt på ti år taget billeder om dagen af den graffiti, som Anders Thordal og hans slæng malede om natten på S-tog ved remisen på Holte Station.

”Da jeg var lille, fik jeg et kamera af min far, et point-and-shoot Olympus. Jeg boede ikke så langt fra S-togs linjen. Her bliver jeg opmærksom på Anders. Han er fem år ældre og skidedygtig,” siger Tao Nørager med begejstring i stemmen.

Hvad få forudså dengang var, at spraydåse-krusedullerne var de første spæde fingeraftryk af en subkultur, der siden bredte sig til hele landet og infiltrerede både kunstgenrer og gadeslang.

Med graffitien kom også hiphop-musikken, skater-tøjstilen og hele tankegangen om at bruge byrummet som en kreativ og foranderlig kunsthal.

”Graffiti var en ny kunstart. Den brød først igennem i 1984. Der var en kunstudstilling kaldet New York Graffiti på Louisiana med amerikanske graffitimalere. For os, der var unge dengang, var det en øjenåbner ud over det sædvanlige. At man kunne bruge et S-tog som lærred,” siger Anders Thordal.

Guerillakrig
Hvis folk rynker på næsen af graffitimalernes forvrængede bogstaver og tror, at der blot er tale om infantil lommefilosofi fra penalhuset, kan de godt tro om igen.

Anders Thordal er nemlig både inspireret af impressionismens og surrealismens stilarter og moderne grafik. Han nævner René Magritte, Morris Louis og danske Poul Gernes som forbilleder.

”Mine bedsteforældre tog mig med på Louisiana til nogle vigtige udstillinger i min teenageperiode. Specielt en udstilling af René Magritte ændrede min opfattelse af kunst. Hvad er en pibe, og hvad er ikke en pibe? Det vendte op og ned på mit verdensbillede,” siger Anders Thordal.

– Var I aldrig bange for at blive taget af politiet, når de malede graffiti? Grænsen mellem kunst og vandalisme afhænger vel af øjnene, der ser?

”Selvfølgelig var det lidt risky business. Når politiet tog én, sagde de: ’Det bliver 200.000 – medmindre du kan fortælle noget?’ På den måde fik de stille og roligt trevlet kulturen op,” siger Anders Thordal, og Tao Nørager supplerer:

”Der begyndte at komme store erstatningssager, og flere graffitimalere blev stukket. Folk var meget forsigtige. Det var nærmest en slags guerillakrig, der var gang i.”

– Er Zusa-værkerne så hærværk?

”Jeg sætter jo ikke et Zusa-skilt på Rådhustårnet,” siger Anders Thordal. Tao Nørager nikker:

”Mange af vores locations i filmen er smadrede bygninger, hvor vi ikke går ind og ødelægger noget, men rent faktisk tilfører noget smukt.”

I Zusa Street ser man eksempelvis, hvordan en forladt bygnings fire vinduer med træplader foran danner det perfekte, industrielle bagtæppe til de fire Zusa-bogstaver, der nu hænger som et eksotisk krydderi i et ellers dødt område.

Et smukt venskab
Som dokumentarist har Tao Nørager et talent for at spotte den gode historie længe før alle andre – og slå hurtigt til.

På en tur til New Orleans blev han fanget af gademusikanten Meschiya Lakes stemme og spurgte, om han måtte lave en film om hende. Hun takkede ja, og siden fulgte han hende med et kamera, når hun optrådte på fortovskanter i Berlin og New York. Det udmøntede i dokumentarfilmen True Family, der blev vist på filmfestivalen i New Orleans.

Meschiya Lake er senere blevet en kendt sangerinde, der har optrådt flere gange i Danmark. Men ligesom med historien om Anders Thordal, var Tao Nørager med fra begyndelsen.

For at komme helt tæt på Anders Thordal, var instruktøren dog nødt til at tage alternative metoder i brug.

”Jeg gik og hutlede mig igennem og var industrimaler bare for at skaffe penge til at være kreativ. En fælles ven foreslog, at jeg blev hjælper for Anders.”

”På den måde kunne jeg komme tættere på processen, tættere på personen, jeg kunne finansiere filmen og hjælpe ham med hans kreative ønsker. Det var starten på et langt og smukt venskab,” siger Tao Nørager, der i filmen også er med, da Anders Thordal får sin hjerne scannet i Bruxelles inden en operation.

Bogstaver til Berlin
Til gallapremieren på filmen vil flere af Anders Thordals værker være udstillet. Zusa-brandet er ved at blive mainstream. Men Anders Thordal ønsker ikke, at hans værker skal blive kommercielle og havne i en coffee table-bog.

”Jeg kan godt lide, at der er forbundet noget besvær med at opleve værkerne. Jeg vil helst holde kunsten på gaden,” siger Anders Thordal, der har planer om at brede sine bogstaver til Berlins gader inden for en nær fremtid.

I forhold til sin sygdom er han ukuelig optimist.

”Neurologerne må jo finde på et eller andet. Eller teknologien må komme med en løsning. Et eller andet må der ske. Indtil da har jeg indrettet mig så godt, jeg nu kan.”

Zusa Street bliver vist i Grand Teatret 17. januar kl. 10.30 og både Zusa Street og True Family vises på DR K senere på året.