Nekrolog: Nærkontakt med livet

Da Michael Glawogger i 2005 vandt hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen Cph:Dox for Workingman’s Death, en to timer lang episodefilm om det fysiske arbejdes historie, erklærede han, at han i grunden ikke var det fjerneste interesseret i dokumentarisme.

Han havde ganske enkelt aldrig tænkt i de termer. Han var interesseret i at rejse ud i verden med alle sanser på vid gab. Og skulle han endelig tale om kunstneriske ambitioner, ville det blive sådan noget med i en bred forstand at omsætte de indtryk, der fæstnede sig dybest i hans sind, til filmiske fortællinger.

“Det var først, da nogle på et tidspunkt gjorde mig opmærksom på, at jeg havde lavet en dokumentarfilm, at det gik op for mig, hvad det egentlig var, jeg gik og rodede med,” sagde han.

Havde andre udtalt noget lignende, ville det måske være blevet opfattet som krukkeri. Men i 2005 havde Glawogger for længst optjent retten til at strø om sig med den type flotheder.

Ud i verden uden dagsorden
Han debuterede i 1981 med kortfilmen Pacific Motion, men det var med den svimlende flotte Megacities fra 1998, at han skaffede sig et internationalt gennembrud som en grænsesprængende filmmager.

Han havde et markant drive, en idiosynkratisk fortællestil og et blændende talent for at hente visuel magi ud af den virkelighed, som vi andre mente at kende til bevidstløshed, men som i hans optik pludselig tog sig eksotisk og forførende ud.

Megacities var den første fuldbyrdede realisering af den vision, Glawogger bar med sig gennem hele sit virke som instruktør: At rejse ud i verden med et kamera og ankomme til hvert nyt sted uden andre dagsordener end at se – virkelig se.

”Jeg havde ingen regler, jeg havde ingen frygt,” har han senere sagt om denne lykkelige fase i sit virke. ”Jeg bevægede mig bare omkring og iagttog.”

Sprænger genrer
Metoden skaffede undervejs Glawogger en del kritikere.

I forbindelse med Megacites faldt det nogen for brystet, at han tillod sig at skildre emner som slum, fattigdom, prostitution og kriminalitet uden rynkede øjenbryn, bekymrede miner eller løftede pegefingre. Dernæst forvirrede filmen med sit poetiske og æstetisk forførende sprog, renset som det var for enhver antydning af journalistiske greb og præget af en tilgang, der lagde større vægt på tempo og musikalitet end på dvælen ved de enkelte situationer.

Resultatet var, at man inden for festivalkredsløbet generelt havde vanskeligt ved at placere filmen rent genremæssigt – mens publikum bare strømmede ind og lod sig begejstre.

Blandt sine inspirationskilder talte Glawogger andre genreudfordrende filmmagere, fra Dziga Vertov til Werner Herzog. Og så spillede det naturligvis også ind på hans kunstneriske temperament, at han tidligt i ungdommen (inden han i 1983 blev optaget på Filmakademiet i Wien) havde været en tur omkring San Francisco Art Institute, hvor han havde fulgt kurser hos eksperimentalfilmmageren George Kuchar og havde forelsket sig i avantgarde-instruktører som Stan Brakhage.

”Alle min største helte dengang lavede avantgardefilm,” sagde han senere. ”Og hvis man kigger nærmere på mit arbejde i dag, vil man kunne se, at de folk stadig inspirerer mig.”

Balancen mellem skønhed og gru
Med beundringsværdig konsekvens fortsatte Glawogger med at udforske verden og filmsproget, også efter at han havde opnået en relativt bred anerkendelse og var blevet en efterspurgt gæst på festivaler og filmskoler verden over.

Han var en mester i at fremmane filmiske universer, der balancerede mellem skønhed og gru, fascination og indlevelse, myte og realitet. Og i at skabe – eller rettere: finde – billeder, der blev hængende på nethinden.

Det spor, han havde lagt ud i Megacities, fortsatte han med at følge i den førnævnte Workingman’s Death og den ikke mindre sansepirrende Whore’s Glory fra 2011, et både empatisk og rystende blik på prostitution, optaget i Thailand, Bangladesh og Mexico.

Fatal berøring med virkeligheden
Glawogger lagde af og til også vejen forbi den mere kommercielle del af filmbranchen, som han havde et ambivalent forhold til. Han instruerede en håndfuld spillefilm, heriblandt Slugs (2004), Slumming (2006) og Contact High (2009).

Men det var i de dokumentarisk baserede hybridfilm, at han for alvor bidrog med en ny og original stemme til filmkunsten. Sandsynligvis fordi det var her, han trivedes bedst. Han ville ud og opleve verden, uden fordomme og forpligtelser. Han ville i nærkontakt med virkeligheden.

Den 23. april kostede udlængslen og nysgerrigheden ham livet. Han døde af følgevirkningerne af en malaria, som han havde pådraget sig under optagelserne til en ny dokumentarfilm i Liberia. Han blev 54 år.