”Mænd har sværere ved at miste kontrollen”

Naomi Kawase er efterhånden blevet en regulær Cannes-darling. Hun vandt Camera d’Or – prisen for bedste første eller anden spillefilm – med debuten Suzaku på festivalen i 1997, blot 27 år gammel.

Siden har den i dag 47-årige japaners film været fast inventar i festivalens hovedkonkurrence, og i år er hun her for femte gang med den fintfølende, romantiske Radiance.

Filmen følger kvinden Misako, der skriver synstolkninger til film for de visuelt hæmmede. En dag møder hun den ældre fotograf Nakamori, der er ved at miste synet, og sammen udforsker de den side af verden, som ikke skal ses, men føles.

Nogle anmeldere i Cannes finder Radiance en kende for sentimental, men det er bare Naomi Kawases stil. Hun medgiver gerne, at filmen er melodramatisk, men den handler også om selve måden, vi ser film på.

”Folk siger, at det er en kærlighedshistorie, men der er meget mere i den,” fortæller hun, mens eftermiddag bliver til aften på en af de strandbarer i Cannes, hvor mange af interviewene foregår.

”Jeg har villet lave en film om filmmediet og om, hvordan vi oplever film,. Og jeg har villet dele den med alle dem i verden, der også elsker film. Vi lever i kaotiske tider, og jeg ville finde en stribe lys.”

Te og massage
Nogle instruktører sidder under interviews med solbriller på og ser ud, som om de bare vil have det overstået hurtigst muligt.

Men Naomi Kawase har et noget anderledes forhold til at give interviews. Som taget ud af sine rolige og harmoniske film sidder hun og drikker te og får massage, mens hun tager imod spørgsmål.

Selv om hun har lavet film i tyve år – og for ti år siden vandt andenpræmien Grand Prix i Cannes for The Mourning Forest – føler hun sig stadig som en nybegynder, der tager imod enhver chance for at gøre sig bedre som filmskaber.

”Jeg elsker at mødes med journalister til hver af mine film og få feedback, så jeg kan forbedre mig. Interviews starter tit med: ’Hvordan fik du ideen til den her film?´ eller ’hvad mener du om manglen på kvindelige instruktører?´”

”Men der er også spørgsmål, som får én til at tænke nærmere over sine film. Måske er det ikke film i sig selv, men folk, der skriver om dem, som kan ændre verden,” foreslår instruktøren til total stilhed blandt de forsamlede journalister.

”Ikke lige den reaktion, man kunne have håbet på,” byder Kawases oversætter ind med.

”Vi er vist bare alle sammen lamslåede over vores egen vigtighed,” svarer en af journalisterne, og latteren bryder ud.

Mænd bliver aggressive
Et af de centrale temaer i Radiance er at acceptere det, man ikke kan ændre – som tabet af synsevnen.

Som fotograf er det mere end almindelig svært for Nakamori at acceptere, da han har levet af at skildre verden visuelt gennem sin linse. Men i mødet med Misako, der kan forklare verden omkring ham gennem ord, lærer han at bruge sine andre sanser.

Det var Naomi Kawases erfaring med filmen, at mænd har sværere ved at acceptere det, som er uden for deres kontrol.

”Det er nok rigtigt, at mænd har sværere ved at komme overens med begyndende synstab end kvinder. For når mænd ikke længere kan beskytte og forsørge deres familie, skyder de skylden på deres blindhed og resten af verden. Den slags mødte jeg under optagelserne, mænd som nærmest blev aggressive,” fortæller Naomi Kawase.

Historien er dog også personlig for hende i den forstand, at man ikke skal dvæle ved fortiden.

”Jeg har oplevet øjeblikke i mit liv, hvor jeg måtte give slip på noget, der stod mig nær. Hvis man bliver ved med at tænke på ting, man har smidt væk, er det meget svært. Følelsen af besættelse gør det meget svært at være menneske, og hvis man lader ting fare, kan man få ny luft.”

Tilblivelse gennem samtaler
Radiance foregår ligesom de fleste andre film i et krydsfelt mellem billeder og ord, og Kawase fandt hurtigt ud af, at hun aldrig helt vil kunne gengive, hvordan blinde mennesker oplever en film anderledes end andre.

”Jeg fik nogle prøver på, hvordan synstolkning til de visuelt hæmmede virker, så ud fra det planlagde jeg mine optagelser meget nøje.”

”Men selv hvis jeg lukker øjnene og prøver at opleve filmen som en synshæmmet, vil det ikke være det samme. Så jeg gik mere op i at snakke med de mennesker og få ord på deres oplevelser.”