Overskridelser

Det handler om døden i familien. Om løgnen i familien. Om den familie, man flygter fra, svigter eller søger hjem til igen. Som frastøder eller drager, flænser eller beskytter. Som man hader og elsker på samme tid. Det handler om døden i familien. Om løgnen i familien. Om den familie, man flygter fra, svigter eller søger hjem til igen. Som frastøder eller drager, flænser eller beskytter. Som man hader og elsker på samme tid. 

Det er de genkommende temaer i Susanne Biers film, også i hendes nyeste, Efter brylluppet, som hun — i lighed med Elsker dig for evigt (2002) og Brødre (2004) — har lavet med Anders Thomas Jensen som manuskriptforfatter. Med eftertryk siger Bier: "I vores privilegerede del af verden synes jeg, at familien er omdrejningspunktet for, hvordan mennesker har det. Dér, hvor man lider nød, er det anderledes. Men blandt os privilegerede er det forholdet mellem forældre og børn, der styrer, hvordan vi er over for andre."  

Få danske instruktører har præsteret at lave tre kvalitetsfilm som de ovennævnte på kun fire år. Og Susanne Bier agter ikke at sætte tempoet ned. Hun kalder sig et lykkeligt, men rastløst menneske, der kun nødtvungent ville gå ubeskæftiget et par år og meditere om en eventuel ny film.

Samarbejdet med Anders Thomas Jensen har forløst en kreativitet, der ansporer hende til at fortælle om "de basale livsbetingelser". Og med inspiration fra Susanne Bier har Anders Thomas Jensen nået en ny menneskelig modenhed som filmforfatter. Ikke uden grund mener Bier, at når dansk film er gået så stærkt frem de sidste ti år, så skyldes det især, at manuskripterne er blevet bedre og mere gennemarbejdede. Det gælder også hendes egne film.

De basale livsbetingelser
Efter brylluppet begynder i Indiens fattigkvarterer, hvor Jacob (Mads Mikkelsen) på idealistisk vis bestyrer et hjem for forældreløse børn. Filmen udvikler sig videre hjemme i Danmark i en dansk-svensk rigmandsfamilie, hvis overhoved, den stenrige entreprenør Jørgen (svenskeren Rolf Lassgård), er et manipulerende magtmenneske — men også meget mere. Og det er især dette "mere", der her interesserer Susanne Bier og skaber en overraskende twist i fortællingen.

— På et tidspunkt, hvor både du og Anders Thomas Jensen var kendt for komedier, fandt I sammen om at lave den decideret alvorlige Elsker dig for evigt. En udefra set forbløffende kolbøtte for jer begge to.

"Jamen, lige da vi startede, var det også meningen, at vi skulle lave alle tiders komedie. Men vi kom hurtigt til at snakke om nogle ret seriøse ting, der berører de basale livsbetingelser, og så føltes det naturligt at skabe et drama over dem. Det meget følelsesbetonede i filmen stammer nok især fra mig, mens Anders Thomas er stærk i den dramatiske konstruktion. Det er et dejligt uproblematisk samarbejde, hvor vi højst har været uenige ti minutter ad gangen og ikke særlig ofte."

— Men det var vel dig, der førte ham ind på at skrive om "de basale livsbetingelser"?

"Ja, det kan godt være, men han har uden tvivl haft det i sig, men har bare ikke brugt det før."

— Opfatter du dig som auteur eller mere som iscenesætter af en vifte af forskellige historier?

"Man skulle måske bare opfatte sig som iscenesætter, for så kunne det være, det ikke var så lidelsesfuldt at lave film!  — Nej, alvorlig talt, så synes jeg, at den auteur-diskussion, som blev indledt i sommer og hvor Lars von Trier blandt andet var ude efter Anders Thomas og mig, er ret triviel, for det hele er jo i virkeligheden ret enkelt: Hvis der er én konsekvent vinkel i en film, så er den god. Og det er ikke et spørgsmål om, hvem der lige præcis laver hvad, for der er jo altid mange om at lave film, også de såkaldte auteur-film. Det altafgørende er, at filmen har én personlig, konsekvent vinkel."

"I mine øjne er hele auteur-begrebet meget forbundet med en prætentiøs måde at ikonisere sig selv på. Er Coppola en auteur? Ja, det er han, selv om han bruger manuskriptforfattere og baserer sine film på romaner. Og hvorfor er han det? Det er, fordi hans film stammer nede fra et dybt sted i ham selv og bliver en undersøgelse af, hvordan og hvorfor denne verden gør ondt. Det er det, som skaber gode film."

Væk fra det nænsomme
— Tematisk er der et iøjnespringende sammenfald mellem din nye film Efter brylluppet og dine to første film. Det skal ikke røbes, præcis hvor sammenfaldet ligger med Freud flytter hjemmefra(1991), men det er stærkt handlingsbestemmende. Og fra Det bli’r i familien(1993) genopstår et spind af familiehemmeligheder og løgne med tråde bagud til børn med "falske" forældre. Var du bevidst om det?

"Overhovedet ikke. Jeg har slet ikke tænkt på det."

— Du ser ikke så begejstret ud. Men når der engang bliver skrevet en bog om auteuren Susanne Bier, slipper du nok ikke for igen at blive gjort opmærksom på det.

"Ha, ha. Nej, jeg har virkelig ikke skænket det en tanke. Og det er måske meget godt, for hvis man begynder at se sig selv udefra, risikerer man at miste en troskyldighed over for det, man laver."

— I Efter brylluppet er du stærkt optaget af at skildre dramaet mellem forældre og voksne børn. Er det hovedtemaet?

"Ja, et af hovedtemaerne. Man kan også sige, at filmen undersøger forestillinger om romantisk kærlighed, viser hvad en sådan kærlighed kan eller ikke kan. Men nu beder du mig nærmest anmelde min egen film, og det synes jeg er svært."

— Op til premieren på Freud flytter hjemmefra kom du med en ret klar melding: "Det nænsomme gi’r mig myrekryb. Det er så uforpligtende. Tingene skal være virkelig nærværende." Og der er mange tilfælde af, hvad man kunne kalde "følelsesmæssige overskridelser" i dine film. Freud flytter hjemmefra har barsk humor og dødsscener side om side. Det bli’r i familien er én lang, uafbrudt overskridelse af sarte følelser og god smag. Elsker dig for evigt har barske scener omkring Nikolaj Lie Kaas’ hjælpeløse trafikoffer, der er aggressiv og ikke spor offer-sød, og Brødre rummer den mest uudholdelige drabsscene i dansk film-historie.

"Det med at ’det nænsomme gi’r mig myrekryb’, vil jeg stadig holde fast ved. Dér tror jeg ikke, jeg har flyttet mig så meget. Jeg synes slet ikke, film skal være forbeholdne og forsigtige. Jeg kan godt lide, at der er tryk på kedlen, i mine egne film og i andres. Men disse ’overskridelser’, som du kalder dem, stammer ikke fra en stor bevidst beslutning om, at sådan skal filmene være. Det er, fordi jeg synes, at selve livet er grænseoverskridende. Livet har jo denne voldsomhed og uforudsigelighed. Så selv om du oplever nogle ’overskridelser’, gør jeg det egentlig ikke, for det forekommer mig helt naturligt at udtrykke mig på den måde."

"Der har været en skandinavisk tradition for at underspille det dramatiske. Jeg tror, at smerten altid er stor. Og så kan man artikulere den eller artikulere den helt væk. Jeg er mest tilbøjelig til at gøre det første. Det gør jeg nok både i mit eget liv og på film."

— Der er mange tårer i både Elsker dig for evigt og Efter brylluppet. Især i sidstnævnte.

"Synes du, der er for mange?"

— Ja, i en enkelt scene.

"Jamen, færre tårer ville have været løgn. Det er fuldstændig naturligt for mig at lave det på den måde. Det handler ikke om, at nu skal vi have en stor sentimental scene, men om at fortælle historien på den mest lige-fremme, naturlige måde. Men vi har jo alle forskellige grænser."

Personerne først
— Hvordan fik I ideen til Efter brylluppet? 

"Der er ikke tale om sådan et stort øjeblik, hvor ideen falder på plads. Det er i det hele taget lidt af en kunstnerisk myte, tror jeg, dette forklarelsens øjeblik, hvor det hele falder på plads. I hvert fald arbejder Anders Thomas og jeg os mere prosaisk gennem processen ved simpelt hen at spørge: ’Hvad nu hvis?’ Og så tager den ene ide den anden."

"Lige efter Brødre ville vi gerne lave endnu en film sammen, og Anders Thomas kom så med et ekstremt sort oplæg om en pige, der myrder hele sin familie. Men efter at vi havde haft en meget sort fortælling i Brødre, sagde jeg, at det kunne jeg ikke gå videre med. Jeg kunne mærke, at det ville være at tage kvælertag på mig selv at bruge et år på det. Så blev Anders Thomas enormt træt af mig og gik ind og skrev en scene, hvor en far kommer for sent til sin datters bryllup — helt vildt komedieagtigt. Og så sagde jeg ’ok, lad os bygge videre på den’, og så endte det i noget helt andet."

— Lægger du i denne fase mest vægt på personer eller på plottet?

"Helt afgjort på personer."

— Men Efter brylluppet har ellers et ret stærkt plot.

"Ja, men jeg tror, at de bedste plots bliver genereret af personer, det vil sige af korrekt psykologisk interaktion. Det er ofte sådan, når jeg arbejder med Anders Thomas, at vi hver for sig er optaget af to forskellige personer. Det giver en særlig dynamik og energi."

— Hvem var din person i Efter brylluppet?

"Det var entreprenøren Jørgen, der spilles af Rolf Lassgård. Men når jeg går i gang med at lave filmen, er jeg selvfølgelig optaget af alle personerne. Faktisk har jeg en kæmpe respekt for karaktererne og en nærmest sygelig omhu for, at de står helt klart i alle detaljer, for eksempel hvad angår kostumerne. Man skal som tilskuer opfatte en sandhed hos dem, som kommer af, at jeg graver helt i bund, også i alle små detaljer. Hvis man for eksempel skal skildre en børsmægler, er det måske mindre interessant, at skuespilleren i månedsvis researcher på børsmarkedet, end at vi sammen finder ud af, hvad der er specifikt for lige præcis den børsmægler." 

— Skrives manuskriptet med en bestemt skuespiller i tankerne?

"Ja, Anders Thomas gør det tit, men så er det langt fra altid, at jeg bruger dem. Under manuskriptarbejdet fører vi en løbende diskussion om skuespillere, men det er først, når der foreligger et forholdsvis færdigt manuskript, at vi sender det til bestemte skuespillere, som så kommer med deres input."

"Personligt har jeg det med at tænke på udenlandske skuespillere, når figuren skal fastlægges, for eksempel en Sean Penn eller en Gérard Depardieu. Men det kan risikere at låse den figurskabende proces, hvis man fra starten lægger sig alt for fast på, hvem der skal spille rollen. Hvis man for hurtigt sætter en krop ind i en karakter, satser man jo på det forudsigelige og undlader måske at udfordre sig selv."

"Lassgård valgte jeg, fordi jeg ville have hans blanding af det brutale, det sexede og det milde. Lige præcis den blanding, som også den yngre Depardieu har, men som ellers er så svær at finde. Det er også vigtigt, at han er svensker, for han er en mand, der har skabt et kæmpe forretnings-imperium, men er alene i det, uden sociale, nationale rødder. Og det præger ham. Det var vigtigt, at han på en eller anden måde var en fremmed."

— Det er nu anden gang, du har Mads Mikkelsen i en hovedrolle. Hvordan er han at arbejde sammen med?

"Det er inspirerende at arbejde med Mads, fordi han er så kritisk. Inden vi går i gang med filmen, er han enormt diskuterende og går ind i alle detaljer, helt ned til hvorfor hans figur skal købe mælk eller andre hverdagslige ting. Men det er stimulerende, fordi det klart er en søgen efter en eller anden form for sandhed. Som helhed er det ubetinget sjovt og kærlighedsfuldt at arbejde med ham, også fordi han under optagelserne er så uselvisk og omsorgsfuld over for sine medspillere. Det falder ham naturligt, fordi han selv har opnået en indbygget sikkerhed og ikke behøver brillere på andres bekostning."

— Du er ikke så kendt som en instruktør, der sætter et film-stilistisk fingeraftryk, men alligevel går der nogle visuelle stiltræk igen i dine film, for eksempel en forkærlighed for montage-sekvenser som det sammenklippede forløb af korte scener i Brødre, hvor der hurtigt veksles mellem Ulrich Thomsen i det fremmede og Connie Nielsen hjemme i København.

"Ja, den form for billedforløb kan jeg enormt godt lide. I flere år efter, at jeg var gået ud af Filmskolen, var der en slags æstetisk bandlysning af montagen. Sådan noget måtte man ikke lave, uha, uha. Men jeg synes, at montagen er en udtryksform, der er særegen for film og hvor man kan artikulere følelsesstrømme og kontakter mellem mennesker, uden at personerne siger noget, gør noget specielt eller er i samme rum. Der kan være en sensualitet i montagen, som rækker ud over sproget, og som kun eksisterer i selve øjeblikket. Det er ikke et forsøg på at lave noget stilistisk spændende, men på at udtrykke, hvad der sker med mine personer."

— Hvorfor de mange ultra-nærbilleder af øjne i Efter brylluppet?

"Når man ser et øje så tæt på, kan det jo være en hvilken som helst persons øje. Så det er for at skabe en fornemmelse af, at alle personerne på en måde er del af hinandens historie. Når jeg isolerer et enkelttræk hos dem, er det for at antyde, at det lige så godt kunne være den ene som den anden, der var i situationen. Jeg kan godt lide på den måde at skabe en kort fornemmelse af fremmedgørelse, en lille ø i den strømmende fortælleflod — stoppe strømmen et kort øjeblik og så lade den flyde igen. Som jeg, på en anden måde og i en anden sammenhæng, også gjorde det med de indskudte super-8-optagelser i Elsker dig for evigt."

Hollywood vinker
Susanne Biers internationale ry er i kraftig vækst, Brødre har fået en god modtagelse i både England og USA, og tilbudene fra Hollywood er begyndt at komme. Hun har læst over 200 amerikanske manuskripter uden (i skrivende stund) at ville instruere nogen af dem: Standarden har generelt ikke været højere end danskernes manuskripter, synes hun. Og tanken om at genskabe en af sine egne film i Hollywood-regi byder hende instinktivt imod: Det vil være svært at repetere den friske begejstringsbølge, der bar optagelserne hjem i første omgang.

Hun står med mange muligheder på hånden samt en ny film, Efter brylluppet, der meget vel vil kunne vække både kunstnerisk og kommerciel interesse i USA. Med sin kombination af ultraprofessionel dygtighed og udpræget feminin sensibilitet har Susanne Bier chancen for at blive den første danske tonefilmsinstruktør, der har en betydelig rolle at spille i Hollywood.

Og så kan man kun håbe på, at hun undgår at opleve det alt for velkendte skrækscenario, hvis paradoksale pointe er, at Hollywood konsekvent udraderer det særpræg, der oprindeligt fik filmbyen til at importere instruktøren. Sporene kan skræmme, men "skræmt" er det sidste ord, man ville bruge om Susanne Bier. Det mod, som hun har vist gennem hele sin karriere, kan også stå hende bi i Hollywood.