Reportage
30. sep. 2015 | 16:40

Pelsgigant udeblev fra debataften

Foto | Electric Parc
René Fredensborg var moderator i paneldebatten, hvor Dorte Rebbe Schou fra Det Dyreetiske Råd, Enhedslistens Maria Reumert Gjerding og Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse diskuterede forholdene i pelsindustrien.

Der var masser af kødsår og hede aktivistdrømme, da Ekko sammen med Electric Parc viste dokumentaren Pels med efterfølgende debat, hvor Kopenhagen Fur glimrede ved sit fravær.

Af Morten Scriver Andersen

”Værsgo, det er vigtigt. Det er for dyrene!”

En pamflet med overskriften ”Dyrevelfærdspartiet” bliver rakt ud i slusen på vej ind i salen.

Kort forinden har jeg fået stukket en anden folder i hånden. ”Sig nej til pels,” lyder budskabet fra dyrevelfærdsorganisationen Anima.

Vi er til en af den slags biografvisninger, der ikke bare handler om en film, men også om det emne, den behandler.

Befolket af dyreforkæmpere og journalister har Grand Teatret slået dørene op til den officielle biografpremiere på dokumentarfilmen Pels, der sidste år startede en enorm debat i Norge på grund af sine gruopvækkende optagelser af misrøgtede mink og ræve i massevis.

Censureret DR-version
I Danmark har filmen været lang tid undervejs. Pelsgiganten Kopenhagen Fur har sammen med jurister fra Det Danske Filminstituttet og DR trukket processen i langdrag på grund af den omfattende brug af skjult kamera.

Onsdag 30. september vises filmen i en censureret version på DR2 og under et andet navn: ”Pelsaktivisten.”

Originalen, den som går verden rundt på festivaler, har Ekko udgivet på dvd #31 med vort seneste nummer. Ellers er den forbeholdt de godt 50 mennesker, der var troppet op i Grand.

Kamera i skjorteknappen
”Og så vil jeg gerne takke DR og Det Danske Filminstituts jurister, som nærmest har brugt mest tid på den her film,” siger filmens danske producer, Peter Engel, med en sarkastisk reference til Kopenhagen Furs forsøg på at stoppe filmen.

I filmen følger vi den norske psykolog og dyreaktivist Frank Nervik, der sammen med sin kone har valgt at blive aktivist og gå undercover i den norske pelsindustri.

Fra en rødmalet eventyrhytte i det smukke Rogaland i Nordnorge med fritgående rådyr tager han sine daglige ture til områdets pelsavlere. Han har et kamera skjult i en skjorteknap og foregiver at ville starte sin egen farm.

Det er en ubehagelig oplevelse at se dyrene æde hinanden, mens sindssygen breder sig i burene. Med afrevne lemmer og hul i hovedet fortsætter de uanfægtet kampen for at komme ud i friheden.

Fjenden mangler
Bag mig lyder et dybt fnys fra en tilskuer, der har svært ved at styre sin vrede over behandlingen af dyrene.

”Skal vi lige gå ned og tage en debat om det her,” spørger René Fredensborg. Han er journalist på Radio24syv og skribent for Ekko, men er i dagens anledning indkaldt som moderator for paneldebatten.

”Jeg er selv lidt rystet. Men fjenden er her jo ikke i dag, så vi må diskutere med os selv,” lyder hans tørre kommentar til, at Kopenhagen Fur har valgt at takke nej til invitationen.

Små grin breder sig i salen.

Bag hvidbeklædte borde og Kildevælds-flasker sidder Dorte Rebbe Schou fra Det Dyreetiske Råd og Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse, mens Enhedslistens Maria Reumert Gjerding er eneste repræsentant fra Christiansborg.

Det er aftenens debattører, som fremstår som et samstemmende dyrevelfærdskor. Hvor er ordførerne fra regeringen og dens støttepartier?

Halvvejs i debatten opsummerer Maria Reumert Gjerding politikernes dilemma.

”Jeg tror, alle godt ved, at det her er fuldstændigt grotesk. Men industrien er simpelt hen for stærk. Og i de lande, hvor man har indført strengere regler, har vi set produktionen dø.”

Pragmatiske små skridt
Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse håber, at Pels kan skubbe gang i debatten i Danmark.

”Vi bruger anledningen til at sige, at vi ønsker et forbud mod pelsdyrproduktion. Det kommer vi til at melde meget klart ud,” siger hun og peger på, at det i 2009 lykkedes at starte en udfasning af rævehold i Danmark.

Dyrevelfærdskoret er dog også enige om, at det politiske landskab ikke lægger sådan, at det er pragmatisk muligt at indføre et totalforbud. Derfor må man kæmpe for de mindre sejre.

”Forbud mod gruppe-indhusning. Det er et sted at starte,” foreslår Birgitte Damm, der glæder sig over andre små fremskridt.

”Man skal også huske, at der sker små fremskridt. Hugo Boss har for nyligt udfaset brugen af pels og erstattet det med kunstig pels. Så det er bestemt ikke et helt lukket emne.”

Spray folk med pels!
Og sådan går snakken. Eller debatten. Frustrerede publikummer med en ivrig repræsentant for Dyrevelfærdspartiet i spidsen hakkes om at mane til aktion.

”Jeg foreslår, at vi slår en mink ihjel i Go’morgen Danmark,” lyder det prøvende fra René Fredensborg.

”Eller hvad med dengang, man sprayede på folk, der gik med pels. Skal vi ikke have noget aktivisme i gang?”

Pelsaktivisten (altså DR’s version) vises i aften 21.30 på DR2, mens Pels kan ses på dvd, der følger gratis med det seneste nummer af Ekko eller kan streames her på siden med en kode fra magasinet.

Kommentarer

Pels

Undercover-dokumentar om misrøgt af minke og ræve i den skandinaviske pelsdyrindustri.

Udgivet af Ekko i sin originale og ucensurerede version.

Dvd’en følger med det nye nummer #69.

Filmen kan også streames med en kode, der følger med magasinet.

© Filmmagasinet Ekko