Rekviem fra verdens ende

Noget, der minder om et sørøverskib, glider gennem det grønlandske landskab med master og sejl indpakket i antarktisk tåge.

Metallicas ståltrådsbelagte heavy-lyd og Mozarts højstemte Requiem brager skiftevis ud af højttalerne og sætter scenen for Daniels Denciks Ekspeditionen til verdens ende, hvor det ene storslåede, uudgrundelige landskabsbillede afløser det andet.

”Mozarts Requiem giver noget tyngde til filmen, og så kan jeg meget godt lide den der flabede attitude i at skifte fra Mozart til Metallica,” siger instruktøren om sin dokumentarfilm, der via Doxbio har landsdækkende biografpremiere 6. februar. 

Tilbageholdt på grund af is
Han er egentlig uddannet klipper fra Filmskolen og har udgivet tre digtsamlinger. Daniel Dencik debuterede sidste år som instruktør med Moon Rider, der følger den unge cykelrytter Rasmus Quaade og vandt talentprisen på Dox-festivalen. 

Med Ekspeditionen til verdens ende bevæger han sig væk fra den mere intime portrætfilm til en film båret af storslået natur og et større ensemble foran kameraet.

I alt tre ekspeditioner med videnskabsmænd, kunstnere og erfarne sømænd blev sendt til det nordøstlige Grønland, hvor meget få mennesker har sat deres fødder. Det er områder, som først er blevet tilgængelige for mindre sejlbåde for nylig, efterhånden som mere og mere af indlandsisen er smeltet.

Hvert ekspeditionshold blugt fulgt af hver deres filmhold – ledet af henholdsvis Michael Haslund-Christensen, Daniel Dencik og Janus Metz – men efter optagelserne blev Daniel Dencik hovedinstruktør på filmen, da isen forhindrede de to andre hold i at arbejde i selve Nordøstgrønland i det planlagte tidsrum. 

Inspireret af Columbus
Det var den Indiana Jones-lignende geolog Minik Rosing, billedkunstneren Per Kirkeby og kaptajnen Jonas Bergsøe, der tog initiativ til ekspeditionen, hvor blandt andre den anerkendte tyske kunstner Daniel Richter og den danske maler Tal R er med.

Projektet vakte interesse hos producer Michael Haslund-Christensen, og han tog kontakt til Dencik for at høre, om han ville være med til at lave en film om ekspeditionen.

”Det var tænkt som en gammeldags ekspedition, hvor man blander videnskab og kunst. Columbus havde jo også skuespillere og kunstnere med, da han rejste. Det er ideen om, at når man opdager noget nyt, så skal man kunne dokumentere det på mange forskellige måder,” fortæller Daniel Dencik.

I filmen graver geologerne i jorden for at finde levn fra fortiden, marinebiologerne finder mikroskopisk liv i havet, mens kunstnerne skitserer isbjerge og funderer over livets begyndelse og undergang.

”Først forstod jeg ikke rigtigt, hvorfor kunstnerne skulle med. Men efterhånden gav det mere mening, for når videnskab kommer op på et vist niveau, bliver det også til kunst. Einstein sagde engang, at når man skulle lave en videnskabelig formel, skulle den være empirisk korrekt, men den skulle også være smuk. På den måde går kunst og videnskab hånd i hånd.” 

Kaptajn med kanyle
Selvom instruktøren hovedsaglig var begejstret for at være med på ekspeditionen, var livet til søs ikke altid en dans på roser.

”Filmholdet lå lavest på ranglisten rent bekvemmelighedsmæssigt, og kunstnerne lå højst. Filmholdet havde fået en enkelt kahyt til deling. Vi lå nærmest i lag, for det er jo sindssygt dyrt at rejse derop, det koster nærmest 200.000 kroner per person,” fortæller Dencik, der havde to fotografer med på ekspeditionen.

”På et tidspunkt kiggede Daniel Richter ind i vores kahyt og sagde: ’Oh my God, the camera men, they live like monkeys.’” 

”Det er jo lidt som at være i hæren. Man er sammen med nogle mennesker, man måske ikke ville være sammen med ellers,” fortæller Dencik, der tog en snak med besætningen, inden han gav sig til at filme.

Han ville ikke spørge om lov, hver gang kameraet skulle tændes, men samtidig ville han respektere privatlivets fred, og han havde ikke lyst til at luske rundt som en anden undercover-journalist.

”Der var en rimelig klar hakkeorden. Der er søret derude, og kaptajnen er gud. Man kan jo ikke lige ringe til politiet, så kaptajnen bestemmer. I princippet har han lov til at skyde folk, hvis det bliver nødvendigt. Han har også en kanyle, som man kan stikke i folk ved akut sindssyge, så de ligger og savler i fem timer, mens man prøver at få fat i en helikopter. 

På jagt efter perler
Praktiske udfordringer som begrænsede mængder strøm tvang filmholdet til nøje at overveje, hvornår kameraet skulle tændes.

”Jeg tror egentlig, at det var meget sundt, at vi ikke kunne filme ubegrænset, for så bliver man nødt til at være mere opmærksom. Derfor sendte jeg altid fotograferne på jagt efter perler,” siger Daniel Dencik.

Alligevel var det et hyr at få filmen klippet færdig.

”Vi havde svært ved at finde ud af, hvad den handlede om, for den handler jo om alting. Til sidst fandt vi ud af, at den ikke skulle handle om noget. Den skulle være noget, som et rekviem,” forklarer han. 

Søvnløs om natten
Når Daniel Dencik laver film eller skriver bøger, er han altid drevet af en utæmmelig nysgerrighed efter at blive klogere på et emne. I Moon Rider kom han helt ind i cykelsportens maskinrum, mens han denne gang har været sygeligt optaget af jordens undergang.

”Engang troede jeg, at jeg kunne lave film og bøger om hvad som helst, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke lave noget, der er meget research-tungt, hvis det ikke interesserer mig så meget, at jeg ligger søvnløs om natten.”

”Jeg har virkelig været fascineret af jordens undergang, men nu er det lidt, som om jeg er blevet kureret, fordi jeg har beskæftiget mig så meget med det. Jeg tror, at mennesket hele tiden gør det sværere for sig selv at eksistere, men jeg tror ikke, at jorden går under. Livet på jorden fortsætter i en eller anden form,” siger han. 

Film med få ord
Trods filmkarrieren betragter Daniel Dencik sig stadig inderst inde som forfatter, og det var efter hans eget udsagn en tilfældighed, at han endte som filmklipper.

Hans forældre ville gerne have, at han tog en uddannelse, og i dag er han overbevist om, at kontrasten mellem skrivekunstens ensomhed og filmkunstens krav om samarbejde er den perfekte kombination.

Som forfatter er Daniel Dencik meget interesseret i sproget. Alligevel har hans film relativt få ord.

”Jeg synes, at man skal bruge filmmediet til det, som det kan, nemlig at tale direkte til nogle følelser hos seeren. Man kan jo godt sidde i biografen og græde uden at vide hvorfor, men hvis man har læst en bog og græder, så ved man altid, at det er, fordi den har mindet én om noget. Filmmediet er mindre analytisk. Hvis noget fungerer, kan man ikke altid forklare hvorfor,” siger han. 

Spillefilm om slavehandel
Denciks to første film er da også visuelt stærke fortællinger. Moon Rider gjorde sig ikke mindst bemærket med sin grynede, drømmende billedside, der er filmet med et Super 8-kamera. Til Ekspeditionen til verdens ende lod Daniel Dencik sig blandt andet inspirere af billedkunsten.

”I en af scenerne har jeg tænkt på det gamle billede, der hedder noget med Der Wandere (Caspar David Friedrich’ Der Wanderer über dem Nebelmeer fra 1818, red.). Det er sådan et romantisk billede med en mand, der kigger ud over havet. Et vildt flot billede, som jeg prøvede at genskabe, og hvis man kender det, så opdager man det i filmen.”

Instruktøren er så småt i gang med sit næste filmprojekt, og denne gang tager han springet fra dokumentargenren til spillefilmen. Endda om et meget ambitiøst emne: slavehandel i Danmark. Daniel Dencik har igen fundet et stofområde, han kan ligge søvnløs over, og han er gået i gang med at researche i et omfattende arkivmateriale. 

”Det er et meget interessant emne, fordi der aldrig er nogen, der har belyst, hvor stor en medspiller og skurk Danmark rent faktisk har været i slavehandlen.”