Schlüters fald
19. jan. 2018 | 17:09

Kapitel 3: Fodboldstjernen i Barcelona

Foto | uoplyst
Den hollandske fodboldspiller Patrick Kluivert er kendt for sin tid som målscorer for Barcelona, men i perioden tabte han også store penge i forretningseventyr, som Johan Schlüter var involveret i.

Skandaler med druk og damer og en verdensberømt fodboldstjerne, der hævder, at han blev snøret for millioner af sin danske agent i Barcelona. Ekko kan for første gang herhjemme fortælle om Johan Schlüters forretningseventyr i Spanien.

Af Daniel Pilgaard

Siger man ”advokat”, får de fleste nok et billede på nethinden af en tør skikkelse i jakkesæt, der kan recitere Karnovs Lovsamling i søvne.

Johan Schlüter, der 6. februar sidder tiltalt i Københavns Byret for bedrageri, kunne næppe ligge længere væk fra denne forestilling.

Han har været en ægte levemand, der nok har fungeret som advokat, men også har været lidenskabeligt optaget af eventyrlystent iværksætteri.

Da vi møder ham i 2016, fortæller han begejstret om sine oplevelser i Barcelona, hvor han tilbage i 2004 lavede forretninger, der involverede de største stjerner fra byens verdensberømte fodboldklub.

”Patrick Kluivert fra Holland var den mest berømte. Jeg har et billede af Kluivert og mig, hvor jeg står med armen om ham til en fest, og jeg var inviteret med i logen derinde på Camp Nou, hvor jeg sad sammen med formanden for FC Barcelona. Det var meget sjovt,” fortæller Schlüter.

Flået for millioner
Brolæggeren for Johan Schlüters spanske eventyr er den kendte iværksætter Kim Loudrup, der sammen med stjernearkitekten Bjarke Ingels i dag har succes med de flydende containerstudieboliger i Københavns kanaler.

Schlüter og Loudrup møder hinanden i Beijing i år 2000 på et seminar afholdt af erhvervsgiganten 2M Invest, der siden krakker med Schlüter i spidsen. Mødet bliver indledningen til et langvarigt ven- og makkerskab, hvor de to personligheder sætter talrige, ambitiøse projekter i søen.

Det er altid i en konstellation med Kim Loudrup som idémageren og direktøren og Schlüter som pengemanden og bestyrelsesformanden, der med sine juridiske kundskaber ordner det kontraktlige, fortalte Schlüter til Ekko i 2016.

Fra it-teknologi over cremeprodukter til grønlandsk gletsjervand – Schlüter og Loudrup har igennem årene kastet sig over vidt forskellige forretningskoncepter. Og fejlet med de fleste.

I 2004 var drømmen at lave penge på spansk fodbold i Barcelona. Men for fodboldstjernen i centrum af planerne endte det som et økonomisk mareridt.

For første gang i dansk presse kan Ekko fortælle, at Patrick Kluivert føler sig flået for millioner af kroner, efter han involverede sig i forretninger med Kim Loudrup og Johan Schlüter i Barcelona.

Det skriver den hollandske stjerne i sin selvbiografi Kluivert fra 2006.

Druk og damer
Affæren i Barcelona indledes ud fra Afrikas østkyst i 2000. Kim Loudrup holder ferie på Seychellerne, hvor han løber ind i Patrick Kluivert, der er på bryllupsrejse.

Den danske iværksætter udvikler et tæt forhold til den hollandske fodboldspiller, der er blandt samtidens allerstørste sportsstjerner og skriver sig ind i Barcelonas historie som en af klubbens mest scorende spillere igennem tiden.

Han har dog også i karrieren været på kant med loven på grund af spirituskørsel, og i 1996 blev han idømt samfundstjeneste, da en hasarderet køretur ender fatalt for en modkørende bilist.

Mere fredsommeligt drama er der lagt op til i 2001, hvor Kluivert og det hollandske landshold besøger Parken for at spille venskabskamp mod Danmark. Den jævnt kedelige kamp mod Danmark ender 1-1, og tilskuerne havde nok været bedre tjent med at overvære natten inden på Hotel Marriott i København, hvor de hollandske spillere var indlogeret.

Ifølge Berlingske blev det en nat med druk og damer – arrangeret af Kim Loudrup.

Loudrups bagtanke var at præsentere Kluivert og det hollandske landsholds øvrige topspillere for en investeringsmulighed i et koncept med en mobiltjeneste, som kan ringe op med deres båndede kendisstemmer og levere en slags happy birthday-service.

Det våde forretningsmøde fører dog ikke til andet end overskrifter i danske og udenlandske medier om useriøse stjernespillere. Få uger efter skandalen stopper den hollandske landstræner Louis van Gaal.

Tager sig godt betalt
Kim Loudrup giver dog ikke op.

Han flytter til Barcelona, hvor det lykkes ham at blive agent for Patrick Kluivert. Og hans trofaste makker Johan Schlüter sætter sig ofte på et fly for at hjælpe Loudrup med det nye hverv.

En fodboldagent fungerer som en spillers rådgivende mellemmand, når der skal forhandles kontrakter med klubber, laves lønforhandlinger eller indgås sponsoraftaler.

Kim Loudrup kræver ikke så lidt for indsatsen.

I kontrakten med Kluivert sikrer han sig 25 procent af hans sponsorindtægter. Johan Schlüter afviser over for Ekko at have udarbejdet kontrakten. Men det er et faktum, at han er bestyrelsesformand og advokat i firmaet Icon-Equity, der med Loudrup som direktør indgår kontrakten med Kluivert.

Kluiverts kontrakt med Barcelona sikrer ham en årsløn på 45 millioner kroner, og Loudrup overbeviser den hollandske stjerne om, at der venter endnu mere guld, hvis fodboldspillerens kendte ansigt bliver anvendt til kommercielle aktiviteter som eksempelvis tv-reklamer.

Loudrups sande ansigt
Til formålet får Loudrup lavet billeder og videooptagelser med Kluivert, der skal bruges til at markedsføre fodboldstjernen. Men intet af det bliver nogensinde anvendt, og Loudrup opfylder aldrig, hvad han har lovet, skriver Kluivert i sin selvbiografi.

Da firmaets indtjening udebliver, i takt med at de kommercielle aktiviteter aldrig bliver en realitet, viser Kim Loudrup ifølge fodboldstjernen sit sande ansigt.

”Til sidst kunne jeg i stedet få lov til at købe mig ud af kontrakten for 700.000 kroner. Loudrup viste pludselig sit brutale ’jeg’. Han forlangte også at få en andel af min løn, da han mente, at han havde rettighederne til alle mine billeder,” skriver Patrick Kluivert og fortsætter:

”På et tidspunkt krævede han endda 800.000 kroner yderligere, uden at han havde foretaget sig noget som helst. Jeg endte med at betale ham.”

Healere og stråmænd
I FC Barcelona er healeren Jeff Roope tilknyttet klubben. Angiveligt fordi spillerne føler sig overbevist om, han kan heale deres skader. Nøjagtig som Johan Schlüter, der også mener, han vitterligt har oplevet manden med de magiske hænder udføre mirakler.

Jeff Roope nøjes ikke med at heale.

Han udvikler også urtepillen Ez-link, der har en nærmest mirakuløs kurerende effekt på, hvad kroppen nu end måtte fejle. Virkningen mangler bare lige at blive dokumenteret, hvis de spanske myndigheder skal give tilladelse til at sælge helsepillen som andet end et simpelt kosttilskud.

Men Patrick Kluivert tror på effekten. Eller han tror i hvert fald på den formue, der ifølge Loudrup venter ham, hvis han investerer i det firma, der har rettighederne til Ez-link.

Firmaet hedder MicroZymes og har det danske makkerpars velkendte konstellation: Kim Loudrup som direktør og Johan Schlüter som bestyrelsesformand. Med base i Barcelona – og overtaget af Loudrup som et skuffeselskab.

Det fremgår i det spanske selskabsregister, at selskabet oprindeligt hed Mixtel Invest og i februar 2003 blev stiftet af Rosa Maria Gorgues Rosset, der er en berygtet stråmand.

I spanske medier optræder hendes navn desuden i sager om underslæb på 75 millioner kroner, og hun dukker også op i de såkaldte Panamapapirer, fordi hun angiveligt har sendt formuer i skattely.

Opgiver til sidst
Hvis det var en dårlig forretning, Kluivert lavede ved at hyre Loudrup som agent og underskrive kontrakten, han måtte købe sig dyrt fri af, så er det intet at regne for det, han mister på at gå ind i MicroZymes.

”Jeg begik mit livs største fejl,” skriver Patrick Kluivert, der betaler knap fire millioner til Kim Loudrup for at få rettighederne til at sælge Ez-link på det spanske marked.

Tilladelsen kommer aldrig. Patrick Kluivert ser aldrig sine penge igen – eller Kim Loudrup.

”Uden tilladelsen tog jeg det som en selvfølge, at jeg fik mine penge igen. Men det skete aldrig. Michael Reiziger (hollandsk fodboldspiller, red.) havde også skudt penge i projektet.”

”Det var dumt, at jeg aldrig havde fået noget på skrift. Bagefter kunne jeg selvfølgelig ikke længere få kontakt til Loudrup. Jeg prøvede flere gange, men mistede modet og opgav til sidst. Jeg havde været for godtroende og måtte betale prisen. Spørgsmålet, som stadig nager mig, er, om han mon bare stak pengene i egne lommer. Det ville være det laveste af det lave,” skriver Kluivert i sine erindringer.

Et dyrt eventyr
Johan Schlüter har aldrig set en krone af Kluiverts penge. Tværtimod kostede eventyret i Barcelona selv Johan Schlüter dyrt, da han havde været med til at finansiere Icon-Equity, hævder han.

”Kim var et bundt af idéer, fuldstændigt fantastisk. Men han var ikke god til at gennemføre de idéer, så jeg tabte faktisk en del penge på det der i Barcelona,” fortæller Schlüter til Ekko i 2016.

Schlüter siger, at han intet kendskab har til Kluiverts beretning i selvbiografien, til trods for at han bestred formandsposterne i både Icon-Equity og MicroZymes.

Det er ikke første gang, Johan Schlüter har siddet for bordenden i et selskab, der laver kontrakter, hvor underskriverne bagefter har følt sig ført bag lyset.

I Schlüters tid som formand i 2M Invest blev selskabet anklaget for svig af amerikanske investorer i IT Factory, som dog aldrig gik rettens vej. I striden mellem Schlüter og arvingen til den franske visesanger Charles Trenet, mente arvingen, at han blev kontraktligt bondefanget. Her blev Schlüter rent faktisk dømt, men siden renset i appelsagen.

Stjålne penge
Den sidste af Loudrups idéer, som Schlüter har mistet penge på, er ironisk nok en af de bedste, iværksætteren har fået – og mest succesfulde.

Johan Schlüter er nemlig investor i Urban Riggers, der står bag de flydende studieboliger.

Schlüter og hans to partnere i advokatfirmaet Susanne Fryland og Lars Halgreen – de tre tiltalte i sagen om underslæb med filmbranchens royalties – ejede 50 procent af Urban Riggers, som de angivelig havde finansieret med penge fra Copydan.

Da tæppet blev trukket væk under dem, aftalte de med Producentforeningen at overdrage aktieposten i Urban Riggers som pant for de manglende Copydan-midler. Så der ventede Producentforeningens direktør Klaus Hansen et chok, da han et stykke tid efter aftalen var indgået pludselig opdagede, at de tre advokater i mellemtiden havde solgt alle aktierne i Urban Riggers til Kim Loudrup for bare én krone.

Så billigt slap Loudrup dog ikke.

Efter aftale med Producentforeningen har Loudrup frivilligt betalt 500.000 kroner tilbage, som han havde fået i gage i Urban Riggers – betalt med filmbranchens royalties, som de tre advokater, efter Producentforeningens opfattelse, ikke havde råderet over.

Lektion for livet
I dag er der ingen kontakt mellem det gamle makkerpar. Efter Johan Schlüters fald har Kim Loudrup vendt ham ryggen.

Det har gjort ondt på Schlüter. I sine erindringer Højt at flyve fra 2017 beskriver han sin skuffelse:

”Pludselig var der lukket for kommunikationen. Kim ville ikke tale med mig, og jeg forstod med smertelig klarhed, at han aldrig havde været den ven, jeg havde antaget ham for, men alene havde været optaget af at udnytte mig og skrabe til sig og var romerskkatolsk ligeglad med vores personlige relationer.”

Tonen vækker et deja-vu af Patrick Kluiverts holdning til Kim Loudrup i fodboldstjernens selvbiografi.

Tilbage i Spanien var Patrick Kluivert nemlig en formue fattigere, og hans agent var forsvundet. Sæsonen 2004 i Barcelona blev Kluiverts sidste i klubben, og karrieren fortsatte – ned ad bakke – som angriber i Newcastle i den engelske Premier League. Den 41-årige hollænder er i dag en del af trænerteamet i franske Paris Saint-Germain.

Tiden under Loudrup og Schlüters ledelse i Icon-Equity ser Kluivert tilbage på som en dyr lektion for livet, skriver han afslutningsvis i kapitlet om tiden med danskerne i Barcelona.

”Det eneste, jeg stadig kan håbe på, er, at dette ikke kun var en lærestreg for mig, men også for andre spillere. Tjener du mange penge i en ung alder som fodboldspiller, kan du være sikker på, at der vil komme nogen og forsøge at slå kløerne i dig.”

Ekko har kontaktet Patrick Kluivert, der ikke ønsker at uddybe sin selvbiografi. Vi har fremlagt Kluiverts anklager for Kim Loudrup, men han har ikke reageret trods talrige henvendelser.

 

Johan Schlüters storhed og fald:








Kommentarer

Schlüter-sagen

Johan Schlüter var i fire årtier film- og musikbranchens førende advokat.

Han skabte Nordens største advokatfirma, der forvaltede film- og tv-branchens royalties.

Med videomediets fremkomst samlede han distributørerne i en forening, der fik monopol på markedet.

Blev sammen med partnerne Susanne Fryland og Lars Halgreen i 2017 tiltalt for svindel med royalties for 200 millioner kroner.

Sagen starter i retten 6. februar 2018 og forventes afsluttet i maj.

Sådan gjorde vi

Filmmagasinet Ekko gennemførte i 2016 flere eksklusive samtaler med Johan Schlüter.

Vi har læst over 400 artikler fra mediedatabasen Infomedia og diverse bøger. Selskabsoplysningerne er trukket fra det danske, spanske og schweiziske erhvervsregister.

Flere kilder i filmbranchen og virksomhedseksperter har bistået med opklarende baggrundsviden.

Alle nævnte personer, der udsættes for kritik, har fået muligheden for at komme til orde. Schlüters medtiltalte Susanne Fryland og Lars Halgreen har ikke ønsket at medvirke.

Ekko har i januar 2018 været i kontakt med Johan Schlüter, der ikke havde mere at tilføje.

© Filmmagasinet Ekko