Sex, løgn og video

I november skete der noget dramatisk i den danske medieverden. TV 2’s øverste leder, nyhedsdirektør Michael Dyrby, trådte tilbage på grund af utroskab. Opsigtsvækkende udsendte han en pressemeddelelse og fortalte, at han havde haft en affære med en fremmed kvinde og havde udvekslet ”kompromitterende materiale”, der kunne udnyttes imod ham.

En tilsvarende offentlig skandale er aldrig tidligere set i Danmark, men kendes fra England og USA, hvor sex-affærer koster offentlige personer og politikere jobbet, og hvor den slags er en åben jagtmark for tabloidpressen.

TV 2-direktørens afgang og hans egne ord om utroskab åbnede en ladeport, der gav danske medier legal grund til at boltre sig i detaljer, de ellers aldrig ville beskæftige sig med.

Ekstra Bladet gav den mest gas og fortalte, at det var ”skrækindjagende billeder og mere end 300 lumre sms’er”, der var blevet udvekslet mellem Dyrby og hans elskerinde. Hans hjemmebilleder var i flere uger blevet delt og spredt i københavnske journalistkredse, stod der.

Selv om avisen havde sat hele fem journalister til at dække historien, var det åbenbart ikke lykkedes bladets dybdeborende taskforce at komme i besiddelse af en eneste flig af det rædselsvækkende materiale. De kunne til gengæld fortælle, at det kunne give op til seks måneders fængsel at udlevere private, seksuelle, kompromitterende nøgenbilleder af andre.

Avisen havde heller ingen idé om, hvordan materialet var blevet spredt: ”Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få opklaret, hvordan de mange hundreder sms’er, billeder og videoer med seksuelt indhold er kommet i andres hænder.”

Til gengæld kunne en tilfreds redaktør af Ekstra Bladet fortælle, at kombinationen af sex, løgn og video havde givet et helt unikt antal klik på bladets hjemmeside – og dermed været en rigtig god forretning.

”Gangsladder”
Bagefter måtte man undre sig over, at ikke en eneste EB-journalist havde spurgt avisens ledende medarbejder, den dybdeborende nyhedsredaktør Miki Mistrati, om, hvad der var sket.

For som Radio24syv kunne berette, var netop Mistrati en af de afgørende spillere i historien. Måske som led i et trekantsdrama, måske som hævn eller måske bare for at få en god historie.

I hvert fald var det ham, der havde hørt om affæren, fundet frem til Dyrbys elskerinde, indyndet sig hos hende, fået billederne, snakket med ugepressen og til sidst afleveret dem fysisk til en kendt studievært, der igen gav dem videre til sin ledelse.

Dermed var Mistrati et aktivt led i hele kæden, der førte til, at Dyrby mistede jobbet, hvilket må siges at være en temmelig alternativ måde at lave journalistik på.

I en efterfølgende debat med andre redaktører i Presselogen på TV 2 News kaldte chefredaktør Poul Madsen oplysningerne om Mistratis aktivitet for ”gangsladder”. Men han sagde også på direkte fjernsyn, at Mistrati ville blive fyret, hvis det kunne bevises, at han havde været involveret i sagen.

Det ville Ekstra Bladet nødigt, for redaktøren har i en del år været en af avisens mest kendte profiler. Han har også sit eget program på TV3, der jagter svindlere og mordere over hele jordkloden. Nærmest ene mand og et tv-hold, der knapt kan følge med. Indtil videre er TV 2-chefens skalp dog nok det største trofæ i Mistratis bælte, men nu vil han ikke tage æren for det. Han vil ikke engang tage telefonen.

Jeg kendte engang Miki Mistrati, som jeg havde et tæt samarbejde med, og fulgte den nye sag med en vis nysgerrighed. Specielt da jeg fik konkret kendskab til, at han faktisk var involveret i skandalen. Det fremgår af en lang sms-korrespondance, som Mistrati selv deltog i, og som der altså også findes kopier af.

Journalistik med konsekvens
Miki og jeg traf hinanden i de gamle studier på Nordisk Film i 1990’erne, hvor han var en ung mand med journalistdrømme og næsten lige kommet ind med firetoget. Han var yngste led på den undersøgende redaktion, der dengang lavede dokumentarprogrammer til TV 2, og jeg var den lidt mere garvede journalist fra Ekstra Bladet.

Han havde vist ingen formel uddannelse, men kom fra et job som informationschef i Dansk Tennis Forbund, som han forlod, fordi der var så meget, han ikke måtte.

”Jeg kunne ikke klare, at jeg ikke kunne fortælle de rigtige historier,” sagde han og erklærede sin foragt for alle ordinære journalister, der trækker stikket klokken 17 for at bringe børn hjem til aftensmaden i deres arkitekt- tegnede samtalekøkkener.

Han havde ild i kroppen, ord i munden og tillidsvækkende store dådyrøjne.

Miki var også fremme i skoen med ny teknik som skjult kamera og hemmelige mikrofoner.

I 1998 lavede Miki og hans kollega Søren Steen Jespersen en serie dokumentarprogrammer på TV 2 om politiets efterretningstjeneste, Den hemmelige tjeneste – da PET blev afsløret, der vakte opsigt. Deres scoop var at finde frem til Anders Nørgaard og få ham til at stille op på tv.

Nørgaard havde en hemmelig fortid som agent for PET, for hvem han udspionerede venstreorienterede i Aarhus og København. Men nu levede han et stille familieliv på Amager og var aktiv i partiet Venstre. Afsløringen medførte, at regeringen nedsatte den såkaldte PET-kommission, der i det følgende tiår skulle undersøge Efterretningstjenestens arbejde under Den Kolde Krig.

Det var journalistik med konsekvens, men noget Anders Nørgaard aldrig selv kom til at opleve. Det ødelagde ham at blive offentlig kendt som en spion, der sladrede. En ulykkelig dag hængte han sig selv.

Lækker historie om sig selv
I den periode startede Miki og jeg vores samarbejde. Hemmeligt, fordi cheferne ikke skulle kende til, at vi begyndte at udveksle oplysninger en bloc. Specielt skulle de ikke vide på TV 2, at der var en pipeline ind til Ekstra Bladet.

Jeg har bagefter tænkt på, om filmen knækkede for Miki, da Anders Nørgaard døde. Det var ubeskriveligt trist og en påmindelse om, at vores job kan få uanede konsekvenser, som vi ikke er herre over.

I bagklogskabens lys var det i hvert fald underligt at opleve, hvordan Miki arbejdede for at få sig selv på forsiden i anledning af dødsfaldet. Nørgaard havde efterladt en stribe afskedsbreve, som politiet konfiskerede, fordi sagen blev efterforsket som et potentielt drab.

Ét af disse personlige breve var stilet til Søren og Miki, hvor han bad dem om at tage sig af hans lille søn på fire og ønskede, at de skulle være gudfædre for barnet.

”Nu skal du bare høre,” sagde Miki til mig i telefonen. ”Er det ikke noget for Ekstra Bladet?”

Om aftenen kom de to journalister op på avisen. Miki var euforisk, mens Søren nægtede, at historien var sand.

Jeg glemmer aldrig scenen på mit kontor. Søren førte ordet og prøvede at afvise mine oplysninger. Bag ham stod Miki og sagde ikke en lyd. Til gengæld gestikulerede han kraftigt til mig, rystede på hovedet af Sørens benægtelser og nikkede bekræftende på mine spørgsmål.

Til sidst indrømmede Søren historien om brevene. Han ville klage til politidirektøren, fordi han mente, at Ekstra Bladet kun kunne have oplysningerne fra politiet. Sagen burde have været en advarsel om Mikis karakter, men dengang så jeg det blot som eksempel på hans ekstreme meddelelsestrang og bevis for, at han nu var alt andet end informationschef i et forbund af tennisspillere.

Kort tid efter stiftede Miki Mistrati, Søren Steen Jespersen og Thomas Stokholm produktionsselskabet Bastard Film, der blev et af de mest eftertragtede journaliststeder i København. Til deres fester kom stjerner og vandbærere, giraffer og kaliffer og folk, der ønskede at være noget ved musikken.

Rædselskabinet
I maj 2000 blev den tidligere konservative partiformand og justits- og forsvarsminister Hans Engell min nye chefredaktør på Ekstra Bladet.

Det var en dristig beslutning af ledelsen i Politikens Hus at udnævne en falden toppolitiker til leder på en samfundskritisk og nærmest venstreorienteret avis, hvor han selv mange gange havde været i et særdeles kritisk søgelys.

Da Engell kom på avisen, brød han formelt båndene til sin tid som politiker. Han ryddede kontoret på Christiansborg og meldte sig ud af Det Konservative Folkeparti. Han forlod alt, men kunne dårligt melde sig ud af sin egen fortid.

Det viste sig, da han stoppede et bogprojekt på Ekstra Bladets Forlag om den kritisable politiefterforskning af mordbranden på Scandinavian Star i 1990, som var foregået på hans egen vagt som justitsminister. Og den tidligere minister for både Forsvaret og Politiets Efterretningstjeneste fik også bremset en bog om oprulningen af det hemmelige, internationale aflytningssystem Echelon.

Hans Engell var uddannet journalist, men ingen publicist. Han var en magtspiller, hvis spritkørsel på Helsingørmotorvejen havde dræbt hans ambition om at blive Danmarks statsminister.

Han og jeg havde desuden den personlige forhistorie, at jeg havde været i haserne på ham, da han var justitsminister. Sagerne er glemt i dag, men de var store dengang, og mine scrapbøger fra 1991 til 1993 er et rædselskabinet af Hans Engell-historier.

Guldfuglen
Derfor blev det noget af en udfordring, da der en forårsdag i 2002 pludselig vandrede en undselig lille mand med langt hår op på redaktionen og bad om at tale med en medarbejder, der ”ikke var bange for politiet”.

Det blev mig og min faste samarbejdsmakker, Jeppe Facius, som kom til at drikke kaffe med manden, der hed Dan Lynge.

Han åbnede samtalen med at oplyse, at han var tidligere krigsminister i rockergruppen Hells Angels, og at vi kunne trykke hele hans historie, når han nok snart var død.

Han sagde, at han var den eftersøgte tredje gerningsmand til et dobbelt rockerdrab i København femten år tidligere. Hans meritliste omfattede mordplaner mod to navngivne øvrighedspersoner: En statsadvokat skulle skydes, og en landsdommer sprænges i luften med en bilbombe.

Hvis man lagde alt sammen, stod han til over 100 års fængsel.

Dan Lynges utrolige påstand var nu, at han havde undgået straf, da han meldte sig til politiet og tilstod. I stedet for fængsel skulle han være den første hemmelige agent i rockermiljøet og gå efter en ledende post i den fremvoksende rockergruppe Bandidos. Han tilføjede, at hans eksistens var kendt i snævre kredse hele vejen op gennem retssystemet, og at han havde haft øgenavnet Guldfuglen.

De fire musketerer
Jeppe Facius og jeg forsøgte at få styr på hans oplysninger og overvejede, hvad vi skulle gøre. På grund af magtforholdene på Ekstra Bladet var det ikke enkelt. Hans Engell havde nemlig sandsynligvis været justitsminister, da Dan Lynge indgik den aparte aftale med politiet.

Vi endte med i dyb hemmelighed at kontakte Bastard Film og præsenterede Dan Lynge for Miki og Thomas Stokholm. De måtte få historien, hvis Ekstra Bladet sagde nej. Og på få timer lykkedes det os for rullende kameraer at dokumentere, at der var noget om Lynges snak.

Herefter tog vi hjem til Ekstra Bladet og opsøgte chefredaktør Poul Madsen, der tilfældigvis havde Hans Engell siddende på sit kontor. Da vi kom, rejste Engell sig for at gå.

”Nej, du må hellere blive, for det her kan være foregået i din tid som justitsminister,” sagde jeg til ham.

Så fortalte vi historien om rockeren, der var blevet agent for politiet. Om statsadvokat H.C. Abildtrup, der skulle have haft en kugle i nakken, og dommer ved Østre Landsret, Bent Otken, der skulle sprænges i luften, når han tændte sin bil oppe i Espergærde. Og Guldfuglen, der var sluppet for straf.

”Det der kan I godt glemme,” sagde Hans Engell. ”Sådan noget kan ikke foregå i Danmark.”

Jo, vi havde netop fået klare indicier i kassen på Bastard Film.

”Hvorfor var I dér?” spurgte han.

”Fordi han havde henvendt sig samtidig til Ekstra Bladet og Bastard,” løj vi og tilføjede, at vi ville dække sagen sammen, så den kunne køre både i avisen og på TV 2.

”Det lyder underligt. Hvis I skal bruge flere uger på det, er vi ikke interesserede,” sagde Ekstra Bladets øverste chef og rejste sig igen for at gå.

Så blandede Poul Madsen sig. Han var ny journalistisk leder og kom fra TV 2.

”Det er jeg ikke enig i,” sagde Poul. ”Det synes jeg, vi skal gøre.”

Den dag begyndte samarbejdet, der i januar 2005 gav Ekstra Bladet, TV 2 og Bastard Film en Cavlingpris.

Men det var en grotesk situation. Som journalister borede vi i en historie, som vores egen chef måske var involveret i, men som han både den dag og de følgende år hårdnakket nægtede at kende til. Og da sagen for alvor begyndte at rulle, gjorde Hans Engell, hvad han kunne for at stoppe os, så Jeppe Facius og mit arbejdsliv på avisen endte med at blive et morads.

Det var derfor, at vi fire menige journalister gav hinanden hånd på, at vi ville køre arbejdet igennem. Miki og Thomas døbte os De Fire Musketerer, så det blev én for alle og alle for én. Vi blandede nærmest blod.

Sagen ruller
Knap to måneder efter stod vi en tidlig morgen i Politikens trykkeri og så de nye aviser blive sprøjtet ud af pressen med vores tophemmelige historie. Samme aften rullede en timelang dokumentar over skærmen fra TV 2.

Den første strategiske sejr var, at vi overhovedet fik driblet os gennem Hans Engells modvilje. Dernæst lykkedes det at gøre sagen så stor, at den kunne køre med nyheder på landsdækkende medier i ugevis.

Året efter, i foråret 2003, sparkede vi for alvor døren ind. Nu stod det krystalklart, at der ikke var tale om fodfejl begået af yngre, alternativt tænkende politiassistenter. Det var sket i samarbejde mellem flere myndigheder. Navnelisten omfattede statsadvokaten for Sjælland, en række politimestre, rigspolitichefen, PET og en nuværende landsdommer.

Det fik øjeblikkeligt justitsminister Lene Espersen til at nedsætte en undersøgelseskommission.

Dette var en kolossal sejr for Ekstra Bladet og Bastard Films journalistik. Nogle talte om, at dette kunne blive en ny Tamilsag.

Men med en undersøgelseskommission i vente, var den påtagede harmoni på Ekstra Bladet slut. Nu havde chefredaktionen fået nok. Kort tid efter meddelte Hans Engell, at Jeppe med øjeblikkelig virkning ville blive overflyttet til avisens kriminalredaktion. Hans og mit samarbejde var slut.

”Med hensyn til Dan Lynge er der pt. ikke noget at dække. Bliver der undervejs behov for en forstærket indsats, må det forelægges os. Så kan vi se, om derer behov for, at du bruger noget tid på det projekt,” skrev Engell nogle dage senere til Jeppe Facius og tilføjede: ”Det ville være en rigtig god ide, hvis du så på dit fremtidige arbejde som en mulighed og ikke som en trussel.”

På avisen kiggede formanden for journalisternes medarbejderforening tomt ud i luften, da vi bad ham om hjælp: ”Det kan jeg ikke blande mig i. Det er chefredaktionens ret at lede og fordele arbejdet.”

Så ryddede de Jeppes kontor og gav ham et nyt område. Selv fik jeg min løn, men ingen opgaver. En dag ringede Engell og bad mig skrive om det dårlige sommervejr. En anden dag skulle jeg skrive om en kat, der var faldet i vandet fra en sejlbåd i Caribien, og selv var svømmet i land.

Cavlingprisen
I foråret 2004 startede Dan Lynge-kommissionen sit arbejde med afhøringer i Østre Landsret. Ekstra Bladet kunne naturligvis ikke ignorere afhøringerne, og både Jeppe og jeg fik lov at dække sagen – dog fik vi forbud mod at være til stede samtidig. Det gjorde ikke konflikten mindre, at mange spor nu begyndte at føre helt op til eksministerens forkontor, mens han stadig nægtede at kende til den.

Politiets samarbejde med Guldfuglen havde været særdeles omfattende, og både rigspolitichefen, politidirektøren og departementschefen bekræftede over for kommissionen, at det var kendt i Justitsministeriets ledelse. Det brugte vi al vores diplomatiske snilde til at skrive i Hans Engells avis.

Men avisen var ramt, det kunne enhver se. Hvor landets andre medier havde Dan Lynge-historier på forsiden, kunne Ekstra Bladets stå helt omme på side 37.

Vi oplevede også, at chefredaktionen ville ændre i vores referater fra retten, og vi bevidnede, at Hans Engell egenhændigt stoppede artikler.

Derfor var det en ubeskrivelig fryd, da Miki, Thomas, Jeppe og jeg i januar 2005 modtog dansk journalistisk fornemmeste hæder, Cavlingprisen, for vores arbejde. Glemte jeg at sige, at de prisbelønnede artikler for længst var fjernet fra Ekstra Bladets hjemmeside, så det ikke var muligt for Ritzau og DR at linke til dem?

Smædekampagne
I foråret 2005 forlod Jeppe og jeg Ekstra Bladet og udtalte lidt forblommet til Information, at vi nok ikke havde følt den fulde opbakning. Det medførte en shitstorm, der blandt andet blev orkestreret af den førnævnte tillidsmand på avisen.

Man råbte, at vi var infame og sked i egen rede. Reelt forlod vi avisen i det, der på rockersprog hedder bad standing.

Jeg ved ikke, hvornår Miki skiftede side. Selv sagde han ingenting, men vi kunne mærke, at han ikke mere var på vores hold.

Den sommer skrev vi sammen en bog om Dan Lynge-sagen med de oplysninger, der var kendt på det tidspunkt. En dag ringede de fra forlaget og spurgte, hvorfor vi havde ændret så meget i det manuskript, der næsten var færdigt.

Det kendte vi ikke noget til, men forklaringen var, at Miki havde været oppe og rette. Med den store saks havde han fjernet al omtale af Justitsministeriet og hermed også enhver tænkelig forbindelse mellem sagen og Ekstra Bladets chef. En slags sovjetisk historieomskrivning, men det lykkedes os gudskelov at få fakta tilbage på plads, inden bogen udkom.

Modstand fra musketer
I efteråret 2005 kunne journalist Erik Valeur sparke bolden i mål. Han havde fået fingre i et tophemmeligt svar, som Hans Engell i marts 2005 havde givet til Dan Lynge-kommissionen, der på det tidspunkt stadig sad og arbejdede.

Det var skrevet, mens Jeppe og jeg stadig var ansatte, og det fremgik, at Engell havde talt usandt fra første gang, vi havde indviet ham i sagen på Poul Madsens kontor: ”Jeg blev samtidig af departementschef Michael Lunn orienteret om de forlydender, der havde været om attentatplaner mod tidligere landsdommer Bent Otken og tidligere statsadvokat H.C. Abildtrup. På denne baggrund blev det besluttet, at Politiets Efterretningstjeneste skulle have tilladelse til at udvide sit arbejdsfelt, således at de kunne drive efterforskning i forhold til de organiserede rockermiljøer. Denne beslutning måtte træffes på ministerniveau,” skrev Hans Engell til Kommissionen.

På den baggrund turde vi nu ytre offentligt, at Hans Engell var involveret i Dan Lynge-sagen, og at han havde saboteret vores arbejde. Ekstra Bladet ville med garanti have trukket bukserne af manden, hvis bare han havde været ansat et hvilket som helst andet sted i universet end på avisens egen chefredaktion.

Efter vores udtalelser blev Jeppe og jeg igen udsat for en shitstorm og nu med Miki Mistrati som en af vores hemmelige og mest giftige modstandere. Han ringede rundt og fortalte kolleger om, hvor langt ude vi var. Han bad folk forstå, at vi var forkælede medarbejdere, der bare ville hævne os, og at intet var fejet under gulvtæppet.

Jeg kunne sådan set forstå ham, hvis han havde valgt at være neutral eller i det mindste tavs. Men at han personligt kastede sig ind i den smædekampagne, som kredsen omkring Engell satte i gang, mangler jeg stadig ord til at beskrive.

Senere hørte vi, at han gik rundt og gav sig selv æren for arbejdet. Han fortalte, at Dan Lynge i sin tid var gået til ham, hvorefter Jeppe og jeg som en gestus havde fået lov at komme med som en slags hjælpere.

Det hele gav dog mening, da Bastard Film indgik en stor entreprise om at lave tv for Ekstra Bladet.

”Vi har gode erfaringer med Bastard Film. For eksempel er hele Dan Lynge-historien lavet sammen med dem,” skrev Hans Engell i en pressemeddelelse. Og da Bastard Film nogle år efter gik ned med flaget, blev Thomas Stokholm og Miki Mistrati umiddelbart efter ansat som chefer på Ekstra Bladet.

Sex-eventyret
Så er vi atter fremme i nutiden, hvor Miki Mistrati den 8. oktober 2015 år skulle til et møde med TV 2’s nyhedsdirektør Michael Dyrby. Han ønskede luftforandring fra Rådhuspladsen og ville bede om en ny chefstilling på den statsdrevne tv-kanal.

Med sig havde han detaljeret kendskab til, at Dyrby havde haft gang i en uægteskabelig forbindelse med en kvinde på Sjælland, og at de to havde udvekslet heftige billeder med hinanden.

Miki var nu blevet hendes fortrolige penneven, som han delte sine planer med.

Det er i sig selv komisk, at netop sådan en konspiratorisk korrespondance kan ende uden for de konspirerendes parters egen kontrol.

”Jeg møder ham i morgen,” sms’ede Miki til kvinden før jobsamtalen. ”Jeg kommer jo med forventningen om et jobtilbud eller afvisning,” tilføjede han.

Miki Mistrati blev afvist.

Så gik han på krigsstien, i hvert fald blev Michael Dyrbys sex-eventyr nu en sag, som han fandt det nødvendigt at forelægge chefredaktør Poul Madsen med henblik på, at historien skulle offentliggøres.

Det lykkedes ikke, Poul Madsen sagde nej og forklarede Miki, at sagen tilhørte privatlivet. Han var på det tidspunkt næppe vidende om, at hans betroede redaktør lige havde været til en mislykket jobsamtale på TV 2.

Trods afvisningen fra sin egen avis gav Miki ikke op. Han betroede kvinden, at han var uenig i Poul Madsens afgørelse: ”Jeg forstår ikke hans beslutning ... Jeg har ikke magten til at ændre det, men mon ikke Se og Hør er interesseret? Eller BT?”

Miki tilbød at kontakte ugepressen, hvor han er venner med forskellige chefredaktører. Om Michael Dyrbys fremtid skrev han: ”Håber ikke han slipper.”

De private ordvekslinger mellem Miki og kvinden fortsatte, og også de famøse billedfiler blev delt. Til sidst endte Miki helt inde i redaktionsprocessen på ugebladet Her & Nu, hvorfra han med reference til skribent Nikolaj Vraa kunne garantere kvinden, at historien ville blive trykt, men at bladet ikke ville nævne hendes navn.

”Tak, Miki,” svarede hun.

Exit
Den 20. april 2016 meddelte Miki Mistrati, at han har sagt sit job op på Ekstra Bladet pr. 1. maj.

”Jeg tror, det er fint for Miki at komme videre. På Ekstra Bladet er der her og nu ikke flere muligheder for ham, og derfor stopper samarbejdet,” udtalte Poul Madsen.

Det har intet med Dyrby-sagen at gøre, siger man på Ekstra Bladet. At hævde andet, er stadig gangsladder.

Miki rejser frivilligt til USA for at lave en stor, international dokumentarfilm. Jeg tror ikke, jeg vil savne ham.

 

 

 

 

Ekko har forelagt artiklen for Hans Engell og Miki Mistrati. Begge har svaret på mail.

Hans Engell:
”Spændende, dramatisk og velskrevet artikel, men desværre også præget af en del unøjagtigheder. Da jeg ikke længere er chefredaktør på Ekstra Bladet, vil jeg finde det aldeles ukorrekt, hvis jeg nu går ind i en sag, der ligger ti år tilbage i tiden, og som jo dengang blev grundigt gennemtygget både på Ekstra Bladet, i Politikens Hus og ved den dommerundersøgelse, der blev gennemført.”

Miki Mistrati:
”Jeg har intet fået forelagt før tryk, så jeg vil i sagens natur ikke kommentere indhold, jeg ikke kender til. Og principielt vil jeg ikke kommentere en historie, hvor forfatteren tager en masse ting fuldstændigt ude af kontekst og derved giver en helt fordrejet præsentation af en sag. Men mere generelt sagt er Ekkos fremgangsmåde presseetisk naturligvis ikke til nogen guldmedalje for nu at sige det nogenlunde diplomatisk.”

”Sagen om Hans Engell er efter min bedste vurdering en sag, der bunder i en bitterhed over, at Anders-Peter måtte stoppe på Ekstra Bladet. Efterfølgende havde han en teori om Hans Engell og hans tid som justitsminister. En teori, som jeg fandt for udokumenteret til at trykke i en bog.”