Soap & kærlighed

Jeg glemmer aldrig den første film, jeg så af Pernille Fischer Christensen. Under udvælgelsen til Odense Film Festival var vi nået til nogle værkstedsfilm, hvor vi af gode grunde blev lidt ukoncentrerede og kun så med det ene øje. Men pludselig stoppede jeg op og sagde, hov, hvad foregår der her, og så spolede jeg tilbage og så Pigen som var søster (1996), som var den mest originale film, vi viste i Odense det år. Ti år senere har Pernille Fischer Christensen nu vundet to store priser ved årets Berlin-festival for spillefilmdebuten En Soap.

En Soap handler om den 32-årige Charlotte (Trine Dyrholm), som flytter fra sin mand og tilfældigt bliver overbo til den transseksuelle Veronica (David Dencik). Veronica holder sig helst for sig selv med sin lille hund og en romantisk soap-serie på tv, mens Charlotte one-night-stander sig gennem nætterne. Alligevel føres de to sammen og ender som hovedpersoner i deres egen dramatiske soap.

Søvnbreve
"Jeg begyndte i filmbranchen som instruktørassistent for Tómas Gislason," fortæller Pernille Fischer Christensen. "Jeg var også hans personlige kuli, der købte nye strømper til ham og støvsugede hans bil og sådan. På det tidspunkt var han endnu tæt forbundet med Lars von Trier kreativt, så alle deres diskussioner fulgte jeg også, jeg var kun tyve år på det tidspunkt, og Tómas havde en meget formmæssig tilgang til at lave film: Ud af formen kommer indholdet. Det blev jeg meget påvirket af. På Den Europæiske Filmhøjskole i 1993 mødte jeg så Nanna Arnfred, og vi lavede Poesie Album sammen. Vi gik på fuldstændig amatørbasis i gang med en skulpturel undersøgelse af det filmiske sprog, det vil sige hvordan forskellige former for filmmateriale snakker sammen, 16mm, super-8, animation, stills — og så fik vi støtte til færdiggørelsen fra filmværkstedet, og den blev et af filmværkstedets store festivalhits det år. Så fulgte hypnogrammerne Pigen som var søster og Honda Honda."

"Hypnogram er et ord, jeg selv fandt på: Hypnos betyder 'søvn', og gram betyder 'brev'. Jeg ville eksperimentere stilistisk: Nu skal vi have nogle store korn i billedet, nu skal kameraet hele tiden bevæge sig, alle mulige slags lege med det formmæssige, men egentlig episk historiefortælling interesserede mig ikke så meget. Jeg var i udgangspunktet mere poet end epiker, det fortællemæssige har jeg skullet kæmpe mig frem til."
"I hypnogrammerne ville jeg skildre denne kreative eller mentale tilstand, man er i, når man vågner. Jeg elsker at ligge længe om morgenen og lade de billeder, der kommer, strømme igennem mig. Man har stadig kontakt til sin drømmeverden og er derfor fri i sin måde at tænke på, men samtidig kan man styre disse ustyrlige billeder lidt. Jeg førte meget dagbog dengang, og to af filmene er baseret på dagbogsnotater, for eksempel et enkelt billede af kvinden, der åbner en kuffert, og så ligger der en pige dernede, det var et notat fra en morgendrøm. Jeg havde set Tarkovskijs Spejlet, og hans måde at operere med filmtid på var en åbenbaring for mig." 

— Den bedste af hypnogrammerne er vel Pigen som var søster, en mærkelig historie om en tiårig pige, der drukner sin lillebror. Hvorfor fortæller du den historie?

"Umiddelbart handler den om mit forhold til min egen lillebror, men set i bakspejlet peger den jo også frem mod En Soap. Pigen og drengen er måske det samme menneske. Hun vågner og ser den mandlige del af sig selv i sengen, hun taper sine brystvorter over: forbudt, lukket. Det var meget voldsomt for mig at komme i puberteten, fordi ens krop bare ville i én retning. Man var meget ufri i forhold til kroppen."

"Puberteten var en stor sorg, jeg græd meget og sørgede over at skulle forlade noget og at jeg nu ikke var herre over, hvad naturen havde planlagt. Nu skulle man ikke mere bare være menneske, nu skulle man blive til en kvinde. Den dér sorg sidder nok også i filmen. Min kusine og jeg kom i puberteten samtidig, og en dag, hvor hun endnu ikke havde fået bryster, mærkede hendes mor en knude på hende og fór op til lægen, fordi hun var bange for, det var kræft. Det var ikke faldet hende ind, at hendes datter var ved at få bryster. Sådan var det meget i vores familie. Man kan grine af det, og puberteten er jo ret latterlig, også for drenge, der får en krop, som stritter ud i alle retninger."

Den umiddelbare glæde
"Jeg elskede at arbejde med super-8, fordi det er sådan et ustyrligt materiale, det er meget levende, og man ved ikke helt, hvordan det kommer til at se ud. Hypnogrammerne var fuldstændigt frie film. Ingen blandede sig i, hvordan de skulle være. Jeg prøvede bare at finde ud af, hvad filmsproget kunne. Det var meget ukloge film, men de var båret af en stor glæde og entusiasme over at opdage et sprog, og selv om jeg nu har gået på filmskole og er blevet enormt bevidst og 'klog', så prøver jeg at bevare den dér umiddelbare glæde. Når man laver spillefilm, som koster så og så mange penge, er man nødt til at lytte til, hvad der bliver sagt fra distributionen og tv, men derefter forsøger jeg at sætte mig i en position, hvor jeg er fri igen, både til at frigøre mig fra, hvad der bliver sagt, og fra min egen viden om stoffet."

"Manuskriptet til En Soap er ekstremt gennemarbejdet, men jeg kan ikke bare gå ud og afvikle det, for tingene dør, hvis min egen nysgerrighed dør. Så jeg prøver at være både super-præcis og gennemtænkt og samtidig stille mig lidt hjælpeløs an. Det handler meget om den dialog, jeg har med skuespillerne undervejs om de karakterer, vi skaber. De skal gerne være så sammensatte, at der bliver ved med at være noget at grave i, noget som man ikke forstår, for sådan er det jo: Jeg ved meget om mig selv, men der er også meget, jeg ikke ved og som jeg bliver overrasket over. Sådan prøver jeg at få spillerne til at opfatte et menneske."
"Jeg har haft et fantastisk tæt samarbejde med Trine Dyrholm om rollen. Vi ved også, når den anden sjusker eller er ved at være træt, og det gør vi så hinanden opmærksom på: 'Du er jo overhovedet ikke til stede!' Eller hun kan sige til mig: 'Ja. Nu sidder jeg her, og jeg er fuldstændig ensom, og jeg har brug for noget hjælp, men det får jeg åbenbart ikke i dag.' — 'Nej, det gør du ikke, for jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den her scene.' Og så går jeg hjem og ser dagens prøver, og så ved jeg måske næste dag, hvad der var galt. Det gode ved den her film var, at set-up'et var så simpelt, at når jeg ikke var rigtig glad for en scene, kunne jeg tage den om næste dag, og det er vigtigt, for er en scene ikke helt præcis, så må de efterfølgende scener jo tage farve af den, og så styrer hele skibet forkert."

— Og det har jo så været fordelen ved at filme i de samme to lejligheder filmen igennem, men har det også været et problem? Har du følt det klaustrofobisk ikke at komme ud af lejlighederne?

"Mod slutningen af optagelserne følte jeg måske nok, at jeg var lidt visuelt presset og at billedmulighederne var ved at slippe op, men det satte på den anden side ekstra skub i fantasien. I en lille location ligger variationen i detaljerne: I den scene var gardinet for vinduet, så i denne scene skal det være fra, hans hår skal være oppe, for før var det nede, og den scene, hvor han stod i entréen, var mørk, så nu skal den være lys. Det er sådan et dobbelt bogholderi."

Perversion og romantik
— Men i hvor høj grad styrer din fotograf Erik Molberg Hansen så det bogholderi, og i hvor høj grad gør du? Hvem bestemmer, hvor kameraet skal stå?

"Det gør vi sammen. Men det starter jo på manuskriptplanet med en visuel brainstorm, hvor vi kigger på malerier og fotografier og andre film for at opbygge et visuelt kartotek eller en referenceramme. Så kan jeg sige, nej, det skal være mere Edgar Degas eller mere Nan Goldin, og så behøver vi ikke at diskutere, når spillerne kommer på banen. Når spillerne kommer, får de ikke altid at vide, hvor de skal stå, for jeg har i samarbejde med fotografen og scenografen arrangeret rummet, så der er billeder over det hele, så de på den måde kan føle sig friere i deres bevægelser. Jeg hader, når folk sidder ned på film, de skal stå op, så de kan flytte sig. På den måde får billederne en friskhed og ikke en kalkulerethed. Men det har været skidesvært i den her film, for hvor meget kan man mingelere rundt i en entré? I én scene hænger der måske en gul nøglesnor ned over et spejl og giver en linie, og den hænger der ikke i næste scene. Så små detaljer arbejder vi med."

— Hvilke andre film havde du som reference-rammer?

"John Cassavetes' Faces og Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab kiggede vi meget på for zoomens skyld. Vi var nødt til at bruge zoom, fordi der jo ikke var plads til, at kameraet kunne bevæge sig ret meget. Og så var det vigtigt ikke at zoome ind på det dramatisk rigtige tidspunkt, men snarere lidt forsinket i forhold til dramaet, som om kameraet er i tilskuernes sted og heller ikke ved, hvad der skal ske, men derimod kan lægge et eftertryk, når det er sket."

— Det er måske en parallel til det, som Louis Armstrong introducerede i jazzen, nemlig at man ikke skal frasere lige på beatet, men hele tiden forholde sig lidt svævende og måske halte efter beatet. Så opstår der en spænding, så musikken virkelig kommer til at swinge.

"Vi snakkede faktisk også musikalsk om det. Vi kaldte det off-beat og synkopering. Desuden så vi Ken Loach, som har sagt, at kameraet aldrig må stå på det rigtige sted: Man må aldrig føle, at scenen er sat op for kameraet. I Kes og Ladybird, Ladybird opnår han en meget dokumentarisk holdning på den måde: 'Hov, nu kunne vi ikke få det nærbillede, vi burde have, så bliver vi bag hans ryg i stedet for.' På den anden side skal man passe på, at det ikke bliver for manieret: Det gælder om at finde en balance mellem forhindringen i scenen og det, den skal fortælle. Woody Allens Husbands and Wives så vi også, mest for arrangementets skyld, og Interiors for Gordon Willis' mesterfoto. Men ellers er der meget af maleren Degas i Veronicas lejlighed, og det har at gøre med hans farvehøjlys, som jeg kalder det. Man har et rum, som er brunt og meget afdæmpet, og så har man en lyserød pude eller en person i turkisblå træningsdragt. Så bliver billedet spændt op."

— Du har ikke nævnt nogen soap-film som referencepunkt, instruktøren Douglas Sirk for eksempel, der jo er den store soap-mester.

"Douglas Sirk har jeg også kigget meget på. Jeg ved godt, at Lars von Trier har haft fat i ham før, men for mig startede det med Todd Haynes' Far from Heaven, som jo er en hyldest til Sirk. Hos Sirk taler man også om kærlighed og længsel på en meget direkte måde, hans film er meget rørende, Written on the Wind og All That Heaven Allows, men det er mere noget stof, som bare ligger og rumler. Den soap, som har påvirket mig mest, er Bergmans Scener fra et ægteskab, men Charlottes karakter kunne også sagtens have været i Desperate Housewives eller Sex and the City, som jeg har set til hudløshed.

— Hvorfor hedder filmen En Soap?

"Oprindelig hed den bare Soap, men det måtte den så ikke på grund af en tv-serie, der hed det samme i 70'erne, den hed Skum på dansk. Kim Fupz og jeg vidste, at vi skulle skrive en low budget-historie, og så sagde jeg — eller måske var det ham: To personer i to rum i samme opgang. Rummet og karakteren skulle være forbundet som en lille arbejdermyre, der bærer sit rum bag sig i en rygsæk. Det er jo lige-som i en soap, Friends eller Frasier, hvor der hele tiden kommer nogle ud og ind ad døren. Ideen med en soap kom ud af noget formmæssigt, men eftersom vi jo havde gang i en kærlighedshistorie, begyndte vi også at kigge på soapens kærlighedsbegreb. Hele det romantik-begreb, der er i en soap, kunne vi bruge til at skabe modstand i fortællingen, så vi kunne arbejde med kontrasten mellem soapens romantiske kærlighedsdrøm og virkelighedens kærlighedskaos. Filmen er et clash mellem perversion og romantik, mellem Veronicas sadistiske ludersituation og hendes drøm om en ophøjet kærlighed."

"Vi har diskuteret, hvad der er grunden til, at Charlotte bliver tiltrukket af Veronica, og jeg mener jo, at der muligvis er noget homoseksuelt i alle mennesker. Men det er samtidig hele filmens mission at løfte sig ud over det spørgsmål: Måske er det ikke så vigtigt at definere sig selv som hetero eller homo, den handler jo faktisk om en kærlighed, der går på tværs af den mulige seksuelle orientering. Kan kærligheden frigøre sig fra seksualiteten, og hvad kommer først? Kan man møde en stor sjælelig kærlighed, uden at den også er erotisk?"

— Hvad hvisker Charlotte i øret på Veronica til sidst?

"Ja, folk har jo alle mulige svar, men det morsomme ved det spørgsmål er, at Charlotte faktisk ikke hvisker noget. Hun læner sin kind imod hans, men hun bevæger ikke læberne!"

100 procent følsomhed
— Din film er den første spillefilm i talentudviklingspuljen. Hvad er dine erfaringer med den?

"For mig er puljen lig med Vinca Wiedemann (kunstnerisk leder af Talentudvikling, red.). Hun har haft en kolossal betydning for min udvikling. Hun er en stor pædagog med et unikt talent for at få sat gang i ens tanker. Hun kan være barsk, men nogle af de mest interessante samtaler, jeg har haft de sidste par år om kærlighed og seksualitet i relation til film, har jeg haft med Vinca. Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis det ikke havde været for hende."

"Hele den kreative proces har i det hele taget været meget lykkelig, fordi jeg sætter en ære i at kunne få noget ud af ingenting, ligegyldigt hvor jeg er, om det drejer sig om mad eller morskab eller samtaler, så prøver jeg at finde det maksimale. Når jeg står og laver en film, der er så simpel i sine virkemidler, er jeg nødt til at være 100 procent skærpet i min følsomhed, for ellers falder historien sammen. Jeg har ikke noget at gemme mig bag, det er så nøgent, som det overhovedet kan være. Nogle gange har jeg lyst til at løbe skrigende væk, for hvordan fanden får jeg en scene med to mennesker, der skal måle gardiner op, til at underholde i flere minutter!"

"Det er enormt angstprovokerende og nerve-pirrende, men det er også det, som er kick'et. Jeg føler virkelig, at den film er et aftryk af mig, af hvad jeg kunne for ti måneder siden."