Staho-forfatter får dramatikerpris

Man skal være temmelig modig, hvis man skal formulere en tale for Peter Asmussen. Eller også skal man bare være temmelig naiv. For man kan næppe sige noget om den mand, som han ikke allerede selv har sagt om sig selv – bedre, skarpere og i hvert fald kortere.

Ordkunstneren Asmussen har en gudsbenådet evne til at sige tingene præcist. Hans replikker rummer ingen tøven og ingen omsvøb. Tværtimod svier de med en nøgternhed, der ville virke kynisk, hvis den ikke også rummede så megen smerte.

Flosset lykke
I Asmussen-land er lykken simpelthen ikke med på kortet. Til gengæld findes der et utal af lokaliteter, der har tilnavnet ”Fortrydelse” – og visse steder endda ”Forbrydelse” …

Men nej. Selvfølgelig får dramatikeren Asmussen ikke bare Allen-prisen for at skabe ulykkelig kunst. Han får den for at være så grufuldt eksakt i sin ulykkelighed.

Og han får den her i 2012, fordi hans dramatiske tekster til både scenen og filmen lader til at kulminere i disse år: Fordi han har skrevet sig op til at være en national sværvægter – også selv om hans replikker er de korteste, der skrives i dette land.

Og fordi hans stykker har løftet sig op i en eksistentiel sfære, hvor mennesker fritskrabes fra tid og sted, så kun deres temperamenter står tilbage i deres flossede lykke.
 
Krible-krablende insekter
Nej, Peter Asmussen er ikke en dramatiker, der tager afsæt i politiske manifester eller samfundsdebatter. Asmussens udsagn er langt mere subtile. Han viser, hvordan det senmoderne menneskes frihed til at vælge sit eget liv i virkeligheden ofte ender som en spændetrøje.

Han spidder forhold, hvor kvinden og manden ikke har brug for hinanden til noget som helst andet end at være kærester – hvilket de så heller ikke kan finde ud af. Og han demonstrerer, hvordan karrierelivets barnløshed kan tømme et parforhold for nødvendighed.

Hvem er så disse mennesker i Asmussens stykker?

De er desillusionerede voksne. Mennesker, der har været i gang med livet længe nok til at indse, at det ikke bliver bedre. Mennesker, som mestrer selvransagelsen med usvigelig erindringskraft. Og mennesker, som evigt undrer sig over egne valg.

Asmussens mennesker er ikke ”handlemennesker”. De er ”tænkemennesker”, der analyserer egne handlinger med umættelig appetit. Deres analysedrift er egentlig stærkere end deres trang til sex eller deres higen efter kærlighed. Deres dødsdrift lægger hele tiden arm med deres overleverlyst – uden at hænderne rykker sig synderligt fra midten.

De forstyrres højst af insekter, der kravler hen over deres ansigter. Sådan som det skete for personerne i teaterstykket Knogler. Det var på Edison Teatret helt tilbage i 1997, men insekterne krible-krabler såmænd nok endnu …

Replikker til Trier
Asmussen er en årgang 1957. Han debuterede som forfatter med novellesamlingen Stemmer i 1989, og han har siden skrevet fiktion i mange genrer: Roman, radiodrama, operalibretto …

Desuden har han skrevet andre forfatteres tekster igennem og ført dem fra romanform til dramaform, så man skulle tro, at det var Asmussens version, der var den originale.

Tag bare hans Gregersen Sagaen på Aarhus Teater i 2008. Her talte Christian Kampmanns personer, så man skulle tro, at Asmussen selv havde fundet på dem.

Også på film er Asmussens replikkunst fænomenal. Replikkerne til filmen Breaking the Waves i 1996 blev hans internationale mainstreamsucces. Det var ham, der gav Bess de replikker, som gjorde, at man troede på denne piges trang til at ofre sig for kærligheden. Og det var ham, der gjorde filmens afsluttende, makabre mirakel spiseligt – med en hånd fra Lars von Trier, naturligvis.

Forhekset skriveekstase
Asmussens samarbejde med filminstruktøren Simon Staho er særligt markant. Deres fælles filmtitler ligger tæt på stribe: Dag og Nat fra 2004, Bang Bang Orangutang fra 2005, Daisy Diamond fra 2007 – og Himlens Hjerte fra 2008.

Asmussen og Staho har udviklet historierne sammen: Efter sigende har Staho digtet en synops, som Asmussen derefter har fyldt ud. Vel at mærke i en rasende fart under en fortættet og forhekset skriveekstase på et par uger; Asmussen præsterer tilsyneladende en skriveintensitet, som ville slå de fleste ihjel.
 
Asmussen kan sagtens skrive dialoger, der flyver af sted. Det opsigtsvækkende er dog hans monologiske filmreplikker – altså replikker, hvor én person taler og taler. Fordi det er så hundesvært at få den slags til at fungere på film.

I gamle dage havde man karakteriseret Asmussens sproglige ekvilibrisme som et udtryk for ”klassisk dannelse”. I dag kan man bare måbende høre hans elegancereplikker og konstatere, at hans signatur er brændemærket ind i replikkerne, så man næsten kan høre svitselyden af ”Peter As”.

Grimhedssandheder
Lyden svitser dog vildest hos Asmussens kvindeskikkelser. Hans kvinder er akkurat lige så ulykkelige som hans mænd, men Asmussen har en ganske særlig sans for kvindesindet.

Ligesom salig Leif Panduro så er Asmussen en mester i at vise kvinder, som de er, når de er alene med sig selv – eller i fiktive dialoger sammen med den mand, som netop ikke er der. Stykket Om et øjeblik på Edison i 2007 var udelukkende skrevet til kvinder.

Året efter fik stykket godt nok udligning af stykket Ekstrem, der kun var for mænd. Men kvinderne fik alligevel den største del af grimhedssandhederne.

Grimheden var også med, da Asmussen fik realiseret et af sine største internationale projekter i 2009. Sounds Like You hed forestillingen – en såkaldt ”koncert for orkester, kor, skuespillere og publikum”. Partneren var komponisten Bent Sørensen, der er Asmussens uadskillelige, kunstneriske makker. Instruktøren var Katrine Wiedemann. Og settingen var Festspillene i Bergen – med symfoniorkester og norske stjerneskuespillere.

Her tog Asmussen konsekvensen af sin trang til at minimalisere sig selv, for her gik han helt ind i dekonstruktionen. Lige så snart stykket var etableret, begyndte han at rive det ned, replik for replik. Akkurat ligesom Bent Sørensens musik blev afmonteret, instrument for instrument, strofe for strofe.

Asmussens ærlighed
”Hvordan kan man huske en lyd, der ikke mere er?”

Sådan siger kvinden i stykket. Hun opsøger en koncert, hvor der spilles det samme musikstykke, som dengang hun mødte dén mand, som hun stadig længes efter. Dengang fik de faktisk en affære, men han forlod hende – og nu står hun tilbage med et minde, der svinder ind. Akkurat ligesom lyden af musikkens sidste toner.

Men Asmussens medfølelse skal man ikke regne med. Da kvinden i Sounds Like You ikke kan forstå, at hun og manden ikke har fundet hinanden i mellemtiden, så siger manden bare brutalt til hende:

”Jeg ville ikke finde dig – jeg ville miste dig.”

Det er, hvad Asmussen kalder ”ærlighed” …

Omsluttet af mørke
Egentlig skriver Asmussen ord på samme måde, som en komponist skriver noder. Enten er det dén tone eller dén tone. Det er aldrig et eller andet indimellem. Og selvfølgelig skriver Asmussen altid i mol.

Ordknapheden afspejler sig også i Asmussens titler. Den sidste topscorertitel var Ingen møder Nogen i 2010. Opsætningen af instruktøren Simon Boberg og scenografen Edward Lloyd Pierce på Husets Teater skaffede Peter Asmussen en Reumert som årets bedste dramatiker:

”Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle,” skrev en anmelder.

Ingen møder Nogen var et spil for en kvinde og en mand, der forsøger at forlade hinanden. Men ikke engang det formår de.

I Ingen møder Nogen lyder slutreplikken sådan her: ”Jeg elsker dig. Jeg går nu.”

Det kan Allen-prisens bagmænd så også sige til dig, Peter Asmussen: ”Vi elsker dig. Gå nu ud og brug alle pengene.”

Men som sagt: Du siger alligevel altid tingene bedre selv.
På Statens Kunstråds internationale side er du citeret for denne selvkarakteristik:

”There is total darkness around me: I can feel myself living, and I can be consumed by the greatest happiness and desire, but find no meaning in anything.”

Tag den!
Men tag nu også prisen, Peter!

Til lykke!

Allen-prisen uddeles af Danske Dramatikere på vegne af Lise og Johannes Allens Fond til en dramatiker, der har sat tidens problemer under debat med dramatik af høj kvalitet. Prisen er på 75.000 kroner.

Pristalen til Peter Asmussen er skrevet af Informations teaterkritiker Anne Middelboe Christensen.