Stort Oscar-tema i Ekko
Den 27. februar er juleaften for filmfolket: Oscar-uddelingen.
Selskaberne bruger millioner af dollars på at køre deres film i stilling, og i år bliver der bidt danske negle, for Susanne Biers Hævnen ligger lunt i svinget.
Filmmagasinet Ekko varmer op til festen med et 30 siders tema, der trænger ind bag Oscar-showets glitrede facade. Vi udråber de største vindere og tabere i Oscar-historien, og vi fortæller om de største skandaler, som er en uundværlig del af underholdningen – fra Michael Moores Shame-on-You-Mr-Bush-tale til charmøren Andrien Brody, der sugede sig fast til Halle Berrys læber.
”Oscar-institutionen ligner ganske meget de film, den sætter pris på. Det er stjernedyrkelse og selvglæde, smil og tårer. Og forretning,” skriver lektor Peter Schepelern.
Munke og Hotel California
Men hvordan er det selv at være med til Oscar-opløbets Academy Lunches og cocktail-parties?
Anders Østergaard, nomineret sidste år for dokumentarfilmen Burma VJ, skriver om at gnubbe skuldre med Morgan Freeman og om at være fanget i en kappestrid mellem burmesiske munke, delfiner og de andre nomineredes politiske mærkesager.
Paprika Steen blev i år kørt i stilling for sin præstation i Martin P. Zandvliets Applaus. På Manhattan og i Los Angeles stiftede hun bekendtskab med de forliste skæbner fra Hollywoods skraldespand.
”Der er mennesker, som har været strandet der i 30 år, og som kommer op til dig efter filmvisningerne og holder dig i hånden lidt for længe og håber på, at du kan gøre noget for dem. Det er Hotel California – tragiske skæbner,” siger Paprika Steen, der ikke fik en nominering, men rejste hjem med et brand:
”Laura Linney og Toni Collette med en sexet udstråling og vildere hår!”
Hvem vinder i år?
På nettet dedikerer bloggere en stor portion af deres vågne liv til at kortlægge spillet om priserne, for som de hævder: ”Oscar er ikke gætværk, men en videnskab!”
Vi fører læseren ind i Oscar-bloggernes indbyrdes fløjkrig mellem The Social Network- og Kongens store tale-fortalerne.
David Fincher har aldrig været en darling i Oscar-sammenhæng. Fight Club og Seven var så brutale og udfordrende, at de end ikke opnåede nomineringer. Men i år bliver hans The Social Network svær at komme udenom, og vi tegner et portræt af Finchers filmkunst, der har en særlig evne til at ramme tidsånden.
Erik Ballings Oscar-fest
Endelig tager vi ned ad mindernes allé. I 1957 blev Erik Ballings Grønlands-epos Qivitoq – netop udgivet på dvd – som den første danske film nogensinde Oscar-nomineret.
”Keep smiling, you are likely to be photographed any minute from now on. Keep smiling!’” sagde værten fra selskabet Metro-Goldwyn-Meyer til den unge, danske instruktør, som fik stillet en limousine med chauffør til sin rådighed.
Ekko #52 er på gaden 9. februar og forhandles i kiosker og biografer over hele landet.
Kommentarer