Top 10
24. dec. 2012 | 14:40

Ti af filmhistoriens mest alternative julefilm

Foto | Tracy Bennett
Billy Bob Thornton er i sit es som falsk julemand med en kulsort samvittighed i Bad Santa (2003), hvor han naturligvis går en tur i kanen.

Modbydelige nisser, mystiske marsmænd, grumme gremlins, morderiske julemænd og perverse snemænd ringer julen ind.

Af Daniel Pilgaard

Det er den tid på året, hvor tv-stationerne rituelt genudsender de samme romantiske julefilm.

Vi bliver mindet om, at Det er herligt at leve med James Stewart som selvmordstruet forretningsmand, der juleaften får hjælp af en skytsengel til at finde livets sande værdier. 

Eller vi kaster os ud i En juleromance, hvor Olivia Newton-Johns fattige enke finder kærligheden og får hjælp af sin bankmand, som hendes datter forveksler med julemanden, til at starte en karriere med kagebagning.

Men har juleand og julekonfekt allerede gjort højtiden sød nok, så kommer Ekko dig til undsætning. Her bringer vi et bud på ti bizarre og ret så alternative julefilm.


1. Rare Exports, Jalmari Helander, 2010

Et festfyrværkeri af et juleeventyr, hvor den rare julemand er Coca Colas opfindelse. Den rigtige julemand ligger dybt begravet i de finske bjerge, og her er tale om en ubehagelig satan, der gerne torturerer uartige børn. Vi ser ham faktisk aldrig, men følger drengen Piatari kæmpe sammen med sin far mod julemandens hær af modbydelige nisser, som har kidnappet byens børn. Original og gennemført god film.


2. Bad Santa, Terry Zwigoff, 2003

Billy Bob Thornton spiller sit livs rolle som den fordrukne forbryder, der under dække af at være julemand røver stormagasiner. Hans samvittighed er lige så sort som handlingen, hvor hverken voksne eller børn bliver skånet for Thorntons dybt berusede og voldelige opførsel. Mest absurd bliver det, da han møder pigen Sue, som altid har fantaseret om en tur i kanen med julemanden og naturligvis får sit ønske opfyldt. En opfølger er efter sigende på vej.


3. Silent Night, Deadly Night, Charles E. Sellier, 1984

Tager man Michael Myers fra Maskernes nat og klæder ham ud som julemand, har man denne kontroversielle klassiker, som i sin tid vakte massiv forargelse. Filmen blev både fordømt og forhadt af anmeldere som Roger Ebert og Leonard Maltin. Da den traumatiserede Billy først tager julekostumet på og finder øksen frem, bliver ingen omkring ham heller ikke skånet – selv en snemand får kappet hovedet af. Først i 2009 ophævede England sit forbud mod at vise den.


4. Gremlins, Joe Dante, 1984

Julefreden bliver spoleret, da det mystiske dyr Gizmo formerer sig til en hel hær af de reptilagtige gremlins. De små djævle forvandler den lille by til et anarkistisk helvede, hvor de går amok i en underholdende blodrus. Med sin sorte humor og skøre væsener, der ødelægger julen, blev Gremlins en kæmpe succes. Efter snart 30 år er den stadig sjov og charmerende.


5. Scrooged, Richard Donner, 1988

En moderne fortolkning af Dickens berømte Et juleeventyr, hvor Bill Murray spiller en skruppelløs og selvoptaget tv-producer. Attituden ændrer sig, da han hjemsøges af tre spøgelser, der har taget form af en taxachauffør, en forvokset fe og et stort monster med et fjernsyn som ansigt. Et bizart påfund, hvor Murray er i sit es i rollen som julehaderen over dem alle.


6. Jack Frost, Michael Cooney, 1996

Freddy Krueger som snemand, beskriver bedst denne bizarre film, hvor seriemorderen Jack Frost efter en ulykke muterer til en levende snemand. Med kul som øjne, en gulerod som næse og bevæbnet med en økse forløber det ikke stille, da den iskolde morder går løs på en lille bys indbyggere. Scenen, hvor snemanden med sin næse voldtager en kvinde i et badekar, overgår det meste, man har set på film. Handlingen er dog så svær at tage alvorlig, at filmen er mere underholdende end uhyggelig.


7. Black Christmas, Bob Clark, 1974

Foruroligende film, der betragtes som en af de første i slasher-genren. Black Chritsmas er inspireret af virkelige hændelser, hvor en række unge piger i et kollektiv bliver myrdet under julen. Morderen gemmer sig på loftet i kollektivet, men hvem han er, eller hvorfor han dræber løs, får vi ikke svar på. Stilen minder om Roman Polanskis gyserfilm, hvor det løber én koldt ned ad ryggen. Der er absolut ingen julehygge i Clarks kultfilm, som også går under titlen Silent Night, Evil Night.


8. Silent Night, Steven C. Miller, 2012

En temmelig løs genindspilning af Silent Night, Deadly Night, hvor resultatet er blevet den blodigste julefilm til dato. Skaberne har næppe bekymret sig om plottet, men i stedet fokuseret på en 90 minutters lang massakre, hvor Santa slagter løs. Julestemningen topper i scenen, hvor en ung nøgen pige (naturligvis) ender sine dage i en maskine, som kværner juletræer om til træflis. 


9. Don’t Open till Christmas, Edmund Purdom, 1984

Midt under en travl juletid i London går en maskeret psykopat rundt og myrder julemænd. Mindst et dusin julemænd lider en hård skæbne, hvor de enten bliver skudt, slagtet, brændt eller kastreret. Opfindsomhed er der bestemt ikke mangel på i den her b-film, der dog kun i korte glimt viser de syrede voldsscener. Filmen chokerede i sin tid, men måske mest, fordi den er grotesk dårlig.


10. Santa Claus Conquers the Martians, Nicholas Webster, USA

Havde Ed Wood lavet en julefilm måtte det være denne film, hvor marsmænd rejser til jorden for at kidnappe julemanden. På den røde planet er der nemlig ingen julemand til at dele gaver ud, og det har gjort de små marsbørn kede af det. Et par nissehuer, lidt sølvpapir og noget papmache har vel cirka udgjort filmens budget. Resultatet er så sort og fjollet, at det faktisk er herligt, hvis man ellers kan overskue de 80 minutters juleløjer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko