Lidelse i et allegorisk univers

En kold februar-morgen i 2001 havde Imperial-biografen i København hemmelig premiere på en ny film af Lars von Trier. Det var den seks minutter lange Dogville Test, fire små scener med Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas, Jens Albinus og Anders Hove i de roller, som siden blev spillet af henholdsvis Nicole Kidman, Paul Bettany, Stellan Skarsgård og James Caan. Formålet med testen var at afprøve, hvordan Triers stilistiske og tekniske koncept for filmen ville virke: Kunne man lave en film, hvor spillerne gik rundt på et enormt scenegulv uden kulisser, mens en alvidende fortællerstemme styrede handlingen som en ironisk guddom?

Testen var overbevisende. Endnu engang var det lykkedes Trier at lave en film, der så helt anderledes ud, sådan som han har formået det gennem hele sin karriere. Et år senere startede optagelserne i et stort studie i Trollhättan, og i maj 2003 havde Dogville så premiere i Cannes, hvor den som bekendt ikke vandt palmer, men i det mindste løb med en stor del af den internationale filmverdens opmærksomhed. I mellemtiden var filmen vokset i omfang – fra 6 minutter til 170 minutter.

Fremmedgørende effekter
Trier har selv fortalt, at hans indgang til tematikken i Dogville kom fra Bertolt Brecht-sangen om pigen Sørøver-Jenny fra Laser og pjalter (Dreigroschenoper, 1928), Brechts satiriske gendigting af en gammel engelsk komedie, John Gays The Beggar’s Opera fra 1728. Her synger Polly om den forkuede vaskepige Jenny, der henslæber tilværelsen på den londonske knejpe, mens hun drømmer om at få hævn, en hævn, der virkelig batter. En dag, forestiller hun sig, vil sørøverskibet med de otte sejl og halvtreds kanoner lægge til ved kajen, og så vil sørøverne give byens folk, hvad de har fortjent. Og når de spørger Jenny: ”Hvem skal dø?,” vil hun svare: ”Alle!”

Det var kimen til Dogville, historien om den unge kvinde Grace, der på flugt fra gangstere og politi kommer til den afsidesliggende landsby et sted i Rocky Mountains, hvor den unge forfatterspire Tom hjælper hende. Han får overtalt byens beboere – 14 personer og en flok børn – til at tage godt imod hende, mens hun til gengæld hjælper til, hvor hun kan. En tid går det godt, men gradvis vender stemningen mod hende, og Grace bliver offer for udnyttelse, ydmygelse og seksuelle overgreb. Til sidst får hun med gangsternes hjælp sin hævn og lader Dogville og alle dens beboere udslette.

Også de stilistiske idéer har hentet inspiration hos Brecht. I forbindelse med filmens tilblivelse studerede Trier video-versioner af Brecht-forestillinger fra Das Berliner Ensemble. Og Dogvilles asketiske teknik, hvor byen fremtræder som en grundplan af hvide streger på et stort scenegulv, forsynet med enkelte nødtørftige genstande, er da også klart beslægtet med Brechts idéer om det episke teater og dets såkaldte Verfremdungseffekter. Det var Brechts overbevisning, at teatret skulle bruge den fremmedgørende effekt, der ligger i brugen af for eksempel fortæller, tekstskilte, sange, en distancerende spillestil og stiliserede dekorationer. Hensigten var hele tiden at understrege for publikum, at forestillingen ikke er et stykke virkelighed, men en illustration, et billede af en verden, der kan forandres.

En anden teater-inspiration, der på sin side selv stod i gæld til Brecht, var David Edgars dramatisering af Charles Dickens’ The Life and Adventures of Nicholas Nickleby. The Royal Shakespeare Companys store teaterforestilling blev til en ni timers tv-serie (1982), udsendt i dansk tv i 1986, hvor Trier så den (siden genudsendt af DR 2). Hele den rigt befolkede historie om unge Nicholas’ oplevelser udspillede sig på et tomt scenegulv. Tv-udgaven dyrkede også ”the mobility of the single video camera, nosing in and out of the action” (Halliwells tv-guide) på samme måde som Trier gør det i Dogville, hvor han selv er camera operator.

Teaterfascination
Et tredje teaterværk, som Dogville giver mindelser om, er Thornton Wilders Our Town fra 1938. Dette skuespil, som nyder stor popularitet i amerikansk kultur, og som fik Pulitzerprisen i sin tid, spilles helt uden dekorationer. Publikum kommer ind til et tomt teater, en tom scene, og der er kun nødtørftige rekvisitter – nogle stole, et bord og en trappestige. Desuden er der en gennemgående fortæller, en stage manager, der henvender sig direkte til publikum. Endelig foregår handlingen i en amerikansk småby i ældre tid.

Wilder har selv kommenteret sin metode: ”Vores fordring, vores håb, vores fortvivlelse er i sindet – ikke i tingene, ikke i kulisser. Molière sagde, at alt, hvad han behøvede til teatret, var et scenegulv og en lidenskab eller to.” Stykket blev filmatiseret i 1940 af Sam Wood, en filmatisering, der var præget af en vis stilisering, men hvor man dog slet ikke turde gå til de yderligheder, som stykket bød på.

Trier kendte dog hverken stykket eller filmen, da han lavede Dogville. Han fortsatte bare – med input fra Brecht – den asketiske tradition fra Dogme, den stadige reduktion af udenværker, således at interessen så meget mere samles om personerne og spillet.

Som ungt menneske havde Trier prøvet at komme ind på Teaterskolens instruktørtlinje. Det blev imidlertid ikke hans vej, men siden strejfede han teatret igen med sin realisering af Dreyers Medea, der er baseret på Euripides’ drama og blev produceret i 1988 for TV-Teaterafdelingen på DR (og i øvrigt, ligesom Dogville, handler om en hævnende kvinde). Endelig lavede han i 1996 konceptet til en usædvanlig teaterbegivenhed, Psykomobile #1: Verdensuret, en eksperimentel forestilling, der udspilledes med 53 personer i 19 rum 3 timer dagligt i 50 dage på basis af en manual. Denne manual gav hver person materiale til improvisationer, og samtidig blev personernes stemningsskift styret via et tilfældighedsprincip, der igen blev udløst af bevægelserne i en videoovervåget myretue i den amerikanske ørken! Værket blev dog realiseret uden Triers direkte medvirken, idet Morten Arnfred stod for instruktionen af forestillingen, som Trier end ikke overværede.

Men i de senere år hælder han stadig mere mod teatrets muligheder. Teater spiller en vigtig rolle i Dancer in the Dark med amatøropførelsen af The Sound of Music. Med Dogville er han trængt ind i det teatermæssige som filmisk potentiale, og forude venter hans første opgave som sceneinstruktør, nemlig iscenesættelsen af Richard Wagners Nibelungens Ring i Bayreuth i sommeren 2006, cirka 15 timers musikdramatisk teater.

Allegoriens signaler
Brechts store projekt var at belære, hans skuespil var lærestykker, Lehrstücke. Og sådan er det også i Dogville. Det drejer sig om i en passende fabelform at sammenfatte en visdom om de store emner. Det styres ikke mindst ved genrevalget. Dogville kan betegnes som en allegori, forstået som en stærkt stiliseret historie, der fremstiller tanke- og abstraktionsgods i billedlig form, ofte således at den enkelte person er legemliggørelsen af en idé.

Når man tænker nærmere over det, har vel alle Triers film dyrket det allegoriske. Man kan også kalde Dogville for en parabel (eller lignelse), dvs. ”en kort realistisk fortælling, der skal udlægges som sindbillede på moralske eller religiøse forhold” (Den Store Danske Encyklopædi). Det korte – som måske ikke passer slående på Dogville – gælder typisk Bibelens lignelser, for eksempel Den fortabte søn, men parablen er også blevet dyrket i stort format i nyere tid af Franz Kafka og Brecht samt senere tysksprogede dramatikere som Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt.

Det didaktiske og parabel-agtige i Dogville ligger i en række forhold. For det første i det stiliserede univers, som aldrig lader os glemme, at vi overværer en fremstilling af noget (påstanden om, at man hurtigt ”glemmer” den stærke Verfremdungseffekt, der ligger i de hvide streger, turde være hasarderet). For det andet i den kommenterende fortællerstemme og for det tredje i den omstændighed, at fortællingens belærende eksempel er henlagt til en anden tid, et andet sted. Filmen ved selv, at den er en allegori eller en ”illustration”, som Tom taler om flere steder i filmen.

At dyrke parablen og allegorien kan have visse problemer. Det kan let virke konstrueret og marionetagtigt (som tidlige Trier-film, Forbrydelsens element og Europa), men der er også fordele. Formen udsender et stærkt signal om kunstneriskhed. Hvis man kommer med en parabel/allegori, er det umiddelbart klart, at man formulerer sig i den ”højere” kunsts tjeneste. En anden fordel er den overførte betydning. Et allegorisk værk er ikke et stykke fortalt virkelighed, som betyder det, det udsiger. Det er en konstruktion, som kun giver mening, hvis man ”låser den op” med en eller anden nøgle. Typisk kan allegorien/parablen afkodes på mange måder.

Og en kompleks allegori som Dogville kan tydes på utallige måder. Der er allerede en større akademisk virksomhed i gang, hvor Dogville forstås på denne eller hin måde. Man kan komme trækkende med alle mulige holdninger og højst sandsynligt finde dem reflekteret i Dogville. For allegorisk kunst har netop den egenskab, at den – i hvert fald tilsyneladende – reflekterer det, som man kommer og holder op mod den. Det allegoriske er med til at gøre Dogville mere litterær. På samme måde som også filmens fortællerstemme gør det med de sirlige, belærende og alvidende reflektioner, der indrammer fortællingen i en ironisk diskurs i stil med de klassiske romanforfattere som Dickens og Thackeray (hvis Barry Lyndon er blevet filmatiseret af instruktøren Stanley Kubrick). Men allegorien rummer også muligheder for det parodiske, som den sirlige fortæller ofte tangerer, og sender mindelser bagud til en helt tidlig Trier-kortfilm som Orchidégartneren (1978).

Væddemål om godt og ondt
Dogville handler om menneskelig moral. Grace og hendes gangsterfar har haft et sammenstød over deres forskellige anskuelser. Over for faderens menneskeforagt står Grace med sin oprindelige tillid til menneskers godhed. Opholdet i Dogville bliver en slags eksamen for menneskeheden, repræsenteret af den tilfældige småbys beboere: Vil Graces tro på menneskers almene moralske kvaliteter blive bekræftet, eller vil det vise sig, at farens overbevisning om menneskenes usselhed er begrundet?

De centrale scener udspilles til sidst, da gangsterne er kommet tilbage og Grace konfronteres med sin far. Vi forstår nu, at uoverensstemmelsen mellem far og datter i virkeligheden har karakter af en retssag om det gode og det onde i mennesket. Grace er indstillet på at tilgive: ”Hunde følger jo bare deres natur. Det må du vel tilgive dem?” Mens Grace nu går omkring i byen og tænker over tingene, træder månen frem bag skyerne og kaster sit unådige lys på byen, så Grace pludselig kan se, hvad der er hendes pligt. Fortælleren opsummerer hendes tanker således: ”Havde man magten, var det ens pligt at rette op på det. For andre byers skyld. For menneskehedens skyld. Og ikke mindst for ét menneskes skyld: Grace selv.” Og så er hun ikke i tvivl: ”Hvis der er nogen by, som verden ville være bedre tjent uden, så er det denne.” Det bliver signalet til udryddelsen.

Det centrale i Dogville er således et slags væddemål mellem godt og ondt. Som i Goethes Faust (1808), hvor Djævelen i den indledende ”Prolog i himlen” indgår et væddemål med Gud om, at han kan få Faust over på sin side, drage ham med sig på sin vej. Mens Gud tror på, at ”Et ædelt menneske, hvem dunkle drifter trænge, /er sig den rette bane dog bevidst”.
Som bekendt får Mefistofeles ret i, at han vitterligt kan lokke Faust over på sin side, blandt andet ved at give ham ungdommen igen, og det er kun kvinden – det Evigt-Kvindelige – der til sidst lige akkurat redder ham fra fortabelsen. I et moderne fransk skuespil, Jean-Paul Sartres Djævelen og den gode Gud (1951), der især står i gæld til Faust, sættes den onde oprørsleder Goetz op over for den gode munk. De indgår et væddemål, om Goetz kan gøre det gode. Goetz mener selv, at det er den letteste sag i verden, men det viser sig imidlertid, at det forholder sig anderledes.

Polemisk mod verdens stormagt
Dogville er en moralsk parabel, hvor mennesket udsættes for en test, som skal afsløre dets sande karakter. Konklusionen er misantropisk: Så ussel er menneskeheden, så lav er menneskets natur. Hele historien, fuld af mistro til folket, demokratiet og forestillingen om menneskets grundlæggende godhed, er observeret af en ironisk og desillusioneret gud, hvis blik svæver højt oppe over byplanen. Man må mindes teaterkritikeren Kenneth Tynan, der engang – i forbindelse med et skuespil af Graham Greene – lidt sarkastisk gjorde opmærksom på, at ”Dog is God spelled backwards”.

Filmen fremstår således som en almen moralitet om menneskelig nederdrægtighed. Men ved at henlægge historien til USA – hvilket især fremgår via epilogen, der under rulleteksterne fremviser en besk billedbog af depressionens og det moderne USAs elendighed, ledsaget af David Bowies sang Young Americans – ja, så markerer filmen, at nok er det menneskeheden som sådan, der er moralsk anløben, men det gælder dog især USA. Dertil kommer, at filmen indgår i en planlagt USA-trilogi, hvilket fremgår af filmens titelskilt, der har et stort U som baggrund.

Således retter filmen en polemisk brod mod verdens supermagt. I den planlagte Manderlay skal det dreje sig om Graces efterfølgende oplevelser i sydstaterne – med slaveri, pisk og lynchning. Trier har med et vist koketteri peget på, at filmens USA-billede er et produkt af mediernes portrættering. Da han aldrig selv har været der, må han støtte sig til det USA, som medierne – inklusive filmene – tegner. Og selv om man, som en del amerikanske kritikere, er stødt over Dogvilles fremstilling af det amerikanske samfund, kommer man ikke uden om, at amerikanerne i deres egne fiktioner og realiteter byder på en overdådighed af ondskab, forbrydelse, ødelæggelse og dæmoni fra et USA i tusmørkezonen.

Man kan foretage en oplagt sammenligning med en klassiker som Fritz Langs Hævneren (1936). Her bliver en godhjertet mand, Tracy, et uskyldigt offer for den lynchende hob i en lille amerikansk småby, da han intetanende ankommer. Men han overlever og arbejder derefter på at sende alle de hykleriske borgere i døden. Det svarer meget godt til Graces situation, men typisk nok omvendes Tracy til slut. Ved kærestens mellemkomst indser han, at han er ved at blive som en af dem, og han træder til sidst frem som en frelsende engel, netop da alle byens borgere er ved at blive dødsdømt for mordet på ham.

Europæeren Lang arbejdede for Hollywood, og selv om filmen var et modigt greb om nælden, så var det også påfaldende, at dens slutning markerede tilgivelse og forsoning. I modsætning til Grace, der ikke bare tager sin personlige hævn, men påtager sig den mission at befri verden for et onde – Dogville.

Perversitetens lyksaligheder
Der har altid været et anstrøg af seksuel perversion over Triers univers. I Dogville vil den lille Jason have smæk, og han bliver ondskabsfuld, da Grace nægter ham hans afstraffelse. Til gengæld får Grace al den straf og ydmygelse, hun kan ønske sig.

Trier har tidligere udsat sine heltinder for en hårdhændet, men ikke altid uvelkommen behandling. I Breaking the Waves – der oprindelig tog udgangspunkt i en plan om at filmatisere to af marquis de Sades romaner – opsøger Bess selv ydmygelse, misbrug og offerdøden for seksualmorderens hånd, fordi hun mener, at Gud til gengæld vil redde hendes mand.

Selma i Dancer in the Dark insisterer på at ende i galgen og ofre sig for sin søn, selv om der nok kunne være alternativer, der var mindre drastiske. Og går vi tilbage i Triers tidlige produktion, er der også pinsel af kvinder i debutfilmen Forbrydelsens element og præ-filmskolefilmen Menthe la Bienheureuse (1979), frit efter O’s historie. Menthe, der får ring i kussen og bliver hængt op i lænker, er på mange måder en tidlig søster til Grace.

Efter Dancer in the Dark, hvor seksualitet er helt fraværende, vender Dogville tilbage til perversitetens lyksaligheder. I den centrale scene bliver Grace voldtaget af Chuck, mens alle beboerne uanfægtede går omkring i det transparente univers. Og derefter venter der Grace narrebjælde, lænker og en tilværelse som sex-slave, hvilket hun accepterer med en påfaldende sagtmodighed. Gennem hele misbruget synes hun at bide lidelsen i sig. Både da hun voldtages af æbledyrkeren Chuck og af chaufføren Ben, bliver hun indledningsvist mødt med voldtægtsmandens udspekulerede argumenter for, hvorfor han kan tillade sig at gøre, hvad han gør. Og hun reagerer hver gang ved at underkaste sig og sørgmodigt affinde sig med det uundgåelige.

Det selvpinende og straffende er genkommende i Triers univers. Hele Dogme kunne ses som et sadomasochistisk projekt, der gik ud på at straffe (kunstneren i) sig selv på de måder, der ville gøre mest ondt. På samme måde som Trier i sit samarbejde med Jørgen Leth i den drilagtige dokumentarfilm De fem benspænd (2003) opstiller de spilleregler, som han skønner vil være mest umulige og horrible for Leth at arbejde under. Det er straf og pinsel, men samtidig en ikke helt ubegrundet forventning om, at det vil føre til forløsning og stor, sublimeret kunst. På den måde kan det perverse ses både som et tema og en metode.

Trier markerer med Dogvilles usædvanlige teknik, hvor en gammeldags roman er nødlandet midt i et nøgent teaterstykke, at han suverænt kan sætte sig ud over konventionerne for, hvad der er filmisk, og hvad der ikke er. Men Dogville er også endnu en virtuos gennemspilning af Triers store temaer: perversiteten som projekt og lidelsen i et allegorisk univers.