Fra bog til film

Hvad er det største kunstværk, Nils Malmros’ film Kundskabens træ fra 1981 eller Janne Tellers roman Intet fra 2000? Det ene kunstværk fortæller en grum historie om den guddommelige menneskelige komedie i billeder, det andet en lige så grum historie i ord. Alligevel er det umuligt at svare på, for spørgsmålet giver ingen mening. Man kan ikke på kvaliteten sammenligne to kunstværker, der er skabt i hver sit medie. Spørgsmålet er lige så meningsløst, når det drejer sig om roman og filmatisering: Hvad er bedst, Bjarne Reuters roman Zappa fra 1979 eller Bille Augusts film af samme navn fra 1983?

Men at sammenligningen er meningsløs, udelukker jo ikke, at man kan og skal tale om kvalitet: Reuters roman er en temmelig ujævn bog, præget af forfatterens mange trættende ordsidespring og branderter, mens Augusts filmatisering er god, en stramt fortalt historie i klare, koncise billeder.

Ikke desto mindre har den pædagogiske debat blandt dansklærere ofte været præget af sådanne absurde sammenligninger:
De ”reaktionære”, der påstår, at bogen rangerer højere end filmen; de ”progressive”, der påstår, at filmen er bedst, fordi det er de unges medium.

Diskussionen er frugtesløs. I danskfaget skal eleverne møde både romaner og film af høj kunstnerisk kvalitet, selv om kernen i faget fortsat er ”dansk sprog og litteratur” ifølge faghæftet for Dansk om klare mål. Eleverne skal selv skabe historier i ord såvel som i billeder. Og i dansk er det lige så væsentligt at undersøge, hvordan der fortælles, som hvad der fortælles; udtrykket, i ord eller i billeder, er altid nøje sammenhørende med indholdet. Det er stadig danskfagets særlige pointe.

Drop derfor den menings- og frugtesløse sammenligning! Kom til sagen! Hvordan lærer vi eleverne, hvad en god historie er? Hvordan lærer vi eleverne at fortælle en historie i ord og i billeder? I det følgende skal et sådant undervisningsforløb beskrives.

At fortælle med ord
Forløbet fandt sted i de ældste klasser i forbindelse med en emneuge. Der var altså temmelig mange timer til rådighed og ingen klokke, der afbrød, bedst som et forløb var i gang. I centrum var danskfagets grundlæggende færdigheder, at læse og skrive, at tale og lytte og at se.

Eleverne blev præsenteret for en novelle af Kim Fupz Aakeson, Gem et lille smil, fra samlingen Popmusik, der udkom i 1999. Det er en sød, lille, banal hverdagshistorie om fyr, der møder pige, og sød musik opstår, men desværre også en efterfølgende gonoré efter et one night stand uden kondom. Fyren må flov og nødtvungent luske på klinik og får selvfølgelig af den kvindelige læge pålæg om at kontakte pigen, han har været sammen med. Men problemet er, at fyren ikke kan huske navnet, kun hvor hun boede, godt beruset, som han var. Så han kan ikke ringe, men må af sted. Pigen bliver overrasket og glad for at se ham igen, hun er sød og småforelsket og begynder at kysse, inden fyren er kommet frem med sit egentlige ærinde.

Novellen er en typisk, morsom og moralsk Fupz-sag om, hvor svært det engang imellem er at få sagt det ubehagelige, der skal siges, når sød musik opstår. Ikke stor kunst, men habilt håndværk. Formen er også typisk, det antydede, det underspillede og underforståede dominerer.

Den udgave af novellen, eleverne fik udleveret, var imidlertid kraftigt reduceret. Kun replikkerne og de anførende sætninger stod der. Fjernet var alle beskrivende og berettende sætninger og alle tankemonologer. Kun replikkerne og hvem, der sagde hvad, stod tilbage – næsten som i et skuespil. Efter at have delt rollerne imellem sig læste eleverne to og to replikkerne op, kom ind under huden på personerne i de to store scener, novellen består af, scenen mellem fyren og lægen og mellem fyren og pigen – novellens tyngdepunkt.

Efter et par oplæsningsrunder skulle eleverne gætte på, hvad historien gik ud på. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi replikkerne dominerer. Der er tale om en scenisk fremstillingsform, hvor især beskrivelse, men også beretning er reduceret til et minimum. Indre monolog er der heller ikke meget af i denne første persons beretning med bunden synsvinkel til fyren.

På computer, hvor den reducerede novelle på forhånd var lagt ind, tilføjede eleverne nu lidt beskrivelse her, lidt beretning der, så der var fortælleteknisk og indholdsmæssig overensstemmelse med replikkerne. Eleverne er på sporet af, hvad den episke fremstillingsform består af: beretning, replik og beskrivelse. Eller sagt mere dagligdags: De lærer håndværket at fortælle en historie med ord.

Elevernes udgaver af Gem et lille smil blev læst højt og sammenholdt med Kim Fupz Aakesons novelle, der nu blev gransket nøjere. Hvordan fastholder Fupz spændingen? Hvilke virkemidler bruger han? Hvad står der mellem linjerne? Hvad vil han sige med sin historie?

Fra ord til billeder
Med afsæt i novellen skal eleverne derpå diskutere, om der er nogle gode billeder, der kan bruges til en filmatisering af historien. Novellen læses igen, men denne gang skal eleverne se scenerne for sig: Fyr møder pige i byen, fyr og pige hjem til pigen, begge godt fulde, one night stand, gadagung, fyr på kønsklinik, fyr opsøger pigen i lejligheden. Eleverne får besked på, at hovedvægten skal lægges på de to sidste scener – ganske som i Fupz’ novelle.

Inden filmmanuskriptet skrives, skal eleverne overveje filmens anslag, hvorfra konflikten udfoldes. Skal scenerne komme i kronologisk orden, eller skal der være flash back? Skal berettermodellen følges? Fyren skal fortsat være hovedperson, men skal billederne skifte til andre personers point of view? Skal slutningen som novellens være åben eller...?

Til brug for udarbejdelse af manus fik eleverne et uddrag af Fupz’ manus fra 1999 til Natasha Arthys spillefilm Mirakel. Layout skal efterlignes. Under skriveprocessen skal eleverne hele tiden bestræbe sig på at se billederne for sig, rækkefølgen af billeder. De begynder så småt at fortælle en historie i billeder.

Når manus er færdigt, kommer næste trin i denne billeddannende proces. Eleverne skal udarbejde en drejebog til en enkelt af de fire scener. Drejebogen skal indeholde et storyboard for hver enkelt indstilling, der er i scenen. Her er man pludselig nede i filmsprogets mindste enhed, enkeltbilledet. I hvilket perspektiv skal billedet tages – normal, fugl eller frø – når fyren bliver bedt om at trække bukserne ned på klinikken? Halvnær, nær eller close-up af fyrens ansigt, når den kvindelige læge ifører sig gummihandsker og tager en prøve af fyrens udflåd, så ”han snapper efter vejret”? Til storyboardet med simple tegninger føjes en beskrivelse i ord af billedet. Med replikker, reallyd og eventuelt musik.

Hvordan skal der klippes fra billede til billede? I det øjeblik, det går op for fyren, at de ”faktisk gjorde det på sofaen”, da han igen står i pigens lejlighed, skal der så klippes til et flash-back af samlejescenen? Hvornår skaber man ny betydning ved at montere to billeder sammen? Hvordan giver man billedmæssigt udtryk for fyrens stadigt kredsende tanker om at få fortalt pigen, at hun har en kønssygdom? Kan man overhovedet overføre tanker til billeder?

Pointen i dette møjsommelige arbejde er, at det ikke bare sætter fokus på, hvordan man fortæller en historie i billeder, men også i ord. Man flakser uafladeligt mellem storyboard, manus og Kim Fupz Aakesons novelle Gem et lille smil. Mellem billedmontage og Fupz’ filmiske sprog, som når fyren omsider ”trækker vejret dybt”, men ender med blot at puste på teen, fordi modet svigter i det afgørende øjeblik. Først nu er eleverne klar til optagelse.

Så er der film!
Men den fase sprang vi af mange gode grunde over. Én af grundene var, at nogle optagelser ville kræve professionelle skuespillere.

I stedet så eleverne film. Lars Mortensens novellefilm Jacobs liste fra 1996, udsendt til alle skoler af Sundhedsstyrelsen under titlen Kærlighed uden klamydia. Det er en ganske ferm, håndholdt historie om to fyre, hvis venskab er ved at krakelere, fordi det viser sig, at de er forelsket i samme pige.

Titlen, der jo henviser til Spielbergs Schindlers liste, refererer her til alle de piger, hovedpersonen Jacob, spillet af Nicolaj Coster Waldau, uafvidende kan have smittet med kønssygdommen klamydia, der jo kan gøre en kvinde steril. Af sin kvindelige læge får Jacob strenge ordrer om at opsøge pigerne. Vennen Christian, Nicolaj Kopernikus, stiller bil og sig selv som chauffør til rådighed i opsøgningsarbejdet. Hurtigt opstår der et modsætningsforhold mellem Christian, der er faldet til ro med den eneste ene, og Jacob, som vennen beskylder for at være umoralsk og overfladisk med alle sine flygtige pigebekendtskaber. Samtidig er Christian dog også lummernysgerrig over for score-Jacobs succes med pigerne.

Det går imidlertid op for Christian, at Jacob også har haft et heftigt, men kortvarigt forhold til Christians kone, Marie Louise, spillet af Iben Hjejle, og måske også har smittet hende med klamydia. Så er fanden løs. De to venner skilles brat i vrede, men mødes senere på sygehuset, hvor Marie Louise er indlagt for at få foretaget en abort. Da går det omsider op for Christian, at han selv, ikke vennen, har smittet Marie Louise.

Igen en meget moralsk, morsom, dagligdags historie om hurtige, uforpligtende one night stands – med uventede, pinlige, måske tragiske konsekvenser. Manus er af den talentfulde norske forfatter Erlend Loe, hvis romaner Naiv.Super og Fakta om Finland er kommet på dansk. Også stilen i Jacobs liste minder om Gem et lille smil, de samme lette antydninger, det samme underspillede og underforståede spil.

Fra billeder til ord
Alle filmens replikker er skrevet ud og scene for scene lagt ind som program i elevernes computere. Nu skal eleverne, igen to og to, vælge en scene i filmen, hvis billeder og billedforløb de skal omsætte til ord og sætninger. Den modsatte proces fra før. Ikke en filmatisering, men en – hedder det ”romanatisering”? Af gode grunde mangler sproget ord for dét genreskift, for man går næsten altid den anden vej.

Eleverne vælger en nøglescene, ser den igen og noterer undervejs. Hvad sker der af handlinger, hvem er med, hvor foregår det, tid på dagen, hvordan er personernes udseende, påklædning, ansigtsudtryk, kropssprog? Hvad foretager Jacob sig i ventetiden, mens lægen undersøger prøven? Hvad tænker Jacob, da lægen spørger hvor mange piger, han kan have smittet med klamydia, hvorefter Jacob holder ti fingre op? Hvordan er Christians kropssprog, da han om natten opsøger Jacob på bænken neden for hospitalsgangen, hvor Marie Louise er blevet opereret, og beder vennen om en smøg i en forsonende gestus?

Replikkerne er skrevet ud. Eleverne skal koncentrere sig om at tilsætte beskrivelse og beretning, eventuelt indre monolog, før og efter replikkerne, der måske også forsynes med anførende sætninger. Stemningen i scenens billeder skal nu fanges ind i ord. Cirklen i undervisningsforløbet er ved at være sluttet.

Men forinden skal der træffes nogle fortælletekniske valg. Skal det være en første eller tredje persons fortælling? Nutid eller datid? Skal der kun være ydresyn eller også indresyn?

Når valgene er foretaget i gruppen eller af læreren, går skriveforløbet i gang. Når første version er skrevet, ses scenen igen, mens der slettes og rettes og nye iagttagelser tilføjes. Derpå fortsætter skriveprocessen til den anden og endelige version foreligger. Af billederne er der skabt en historie af ord. Igen er pointen, at den produktive proces – at skrive – skærper den receptive: at se på billeder. For eksempel: hvorfor klipper instruktøren i samme øjeblik, lægen siger ”steril”, til en bus, hvor Jacob får øjenkontakt med en lille pige på mors skød? Hvordan omsætte det i ord?

En frugtbar kreativ proces mellem billeder og ord udspiller sig.



Mere undervisningsmateriale til Overbygningen.