Det er stort at være ung

Det er næsten for godt til at være sandt. Efter mange år, hvor den begavede ungdomsfilm stort set har været fraværende i danske biografer, kommer der hele to af slagsen på næsten samme tid. Det er to meget forskellige film i udtryk, indhold og karakterer, men begge tager udgangspunkt i de unges verden, taler de unges sprog og handler om alt det, der gør livet som ung både stort og svært.

Den århusianske instruktør Aage Rais-Nordentoft, som tidligere har lavet børnefilmen Anton (1995) og thrilleren På fremmed mark (2000), har sammen med forfatteren Jesper Wung-Sung skrevet 2 ryk og en aflevering. Og den herboende svenske instruktør, Anders Gustafsson, der også har gået på Filmskolen i Danmark, debuterer som spillefilminstruktør med Bagland, som er baseret på en idé af Janus Nabil Bakrawi; Kim Leona (Bænken og Arven) står for manuskriptet. Karaktererne i begge film er omkring de 16 år, men hvor Bo, Mikkel og Jacob, hovedpersonerne i Aages film, famler sig frem i en søvnig provinsforstad, kæmper Baglands Mille, Sami og Kenny med kærligheden og hinanden på en ungdomspension i et gråt betonmiljø i en forstad til København.

Aage Rais-Nordentofts film handler med instruktørens ord om ”uskyldstabet”, om overgangen fra barn til voksen, hvor hans personer møder kærligheden og finder ud af, at tilværelsen forpligter. De ting, man gør, har konsekvenser. Bo, Mikkel og Jacob er bedste venner, men må sande, at det er svært at have tid og overskud til hinanden, når man samtidig har et godt øje til den kønne pige i klassen og måske tænker lidt for meget på at gøre ”det” for første gang.

I Anders Gustafssons Bagland er vi hinsides uskyldstabet og den første gang. Mille og Kenny bor på en ungdomspension, men drømmer om at flytte sammen i en lejlighed, hvis ellers Kennys sagsbehandler kan skaffe dem én. Fremtiden for de to synes skrevet, men da Mille møder og forelsker sig i rapperen Sami, finder hun ud af, at der er mulighed for et andet og måske bedre liv uden den arbejdssky Kenny og hendes egen alkoholiserede mor. Vi har sat de to unge instruktører – Aage Rais-Nordentoft er 34 år, Anders Gustafsson 36 – stævne i Filmbyen i København for at få dem til at fortælle mere om deres film og om, hvorfor de har valgt at lave ungdomsfilm.

Tættere på livets kerne
”De film, som har bevæget mig mest og gjort størst indtryk på mig, er ungdomsfilm,” siger Anders Gustafsson, som især tænker på svenske film som Roy Anderssons En kærlighedshistorie (1970) og Lukas Moodyssons Fucking Åmål (1998), men også Truffauts Ung flugt (1959).

”De film er fantastiske,” siger Anders. ”Det er ét svar på spørgsmålet om, hvorfor jeg har valgt at lave en ungdomsfilm. Et andet er, at gode ungdomsfilm har manglet i lang tid i Danmark. Det tredje er, at når unge og børn er gode på film, er de ofte bedre end professionelle skuespillere. Det bliver mere ægte, ikke så spillet, for de unge er mere sig selv. Jeg vil ikke sige noget dårligt om andre film, men man kan godt lave mere intelligente film for unge end Kærlighed ved første hik. Det er for nemt og med for mange klichéer, for skabelonagtigt. Jeg har lavet de to novellefilm, Skoda og Manden med tubaen, om lidt forkrampede, ensomme mænd, som ikke siger, hvad de mener. Bagland er helt anderledes, her kommer følelserne direkte ud. De unge i filmen er så ligefremme, har så megen kraft, og følelserne bliver så tydelige. Det er interessant, fordi det ligger mig meget fjernt at udtrykke mig på den måde.”

For Aage Rais-Nordentoft begyndte 2 ryk og en aflevering, da nogle unge, der som børn havde set Anton, spurgte, om ikke han snart igen ville lave en film om dem. ”Det gjorde virkelig stort indtryk på mig,” siger Aage. ”Det blev jeg nærmest rørt over. De bedste film, man kan lave, er ligesom en popsang: Man kan bære dem med sig hele livet. Sådan har jeg det for eksempel med netop Ung flugt. Børn og unge er uafrettede, det er vidunderligt,” fortsætter Aage. ”Hvis et menneske spænder fra plus 100 procent til minus 100 procent, går børn helt fra minus 100 til plus 100, hvorimod voksne har hugget en hæl og klippet en tå. Børn og unge er tættere på livets kerne, livet som skønhed. Jeg havde også lyst til at lave en film om, hvad der sker, når man ikke selv synes, at man er noget. Når man holder op med at være barn og mister uskylden, som det så flot hedder.”

Saft, kraft og smerte
Til at begynde med var rapperen Sami hovedperson i Bagland, men efterhånden, som Anders Gustafsson blev involveret i manuskriptarbejdet, fandt han og Kim Leona ud af, at Mille var den mest interessante person. ”Hun var også tættest på noget, som Kim Leona kunne identificere sig med,” fortæller han. ”Og for mig var det spændende at lave noget om en 16-årig dansk pige i en forstad – noget, som er meget langt fra mig, der er tyve år ældre og vokset op i et svensk middelklassehjem.”

Aage Rais havde læst Jesper Wung-Sungs novellesamling To ryk og en aflevering og tog kontakt til forfatteren. Wung-Sung var med på idéen om at lave en film, og parret tog udgangspunkt i tre af novellerne fra bogen, men snart udviklede historien sig uafhængigt af forlægget. ”Han skriver historier om mænd og drenge, for hvem små bitte ting kan være kæmpestore,” siger Aage om Jesper Wung-Sung. ”Man har en forestilling om, at hvis man går hen til den her pige og gør det her, så får hun øje på én. Og når man så endelig gør det, så ser hun det ikke engang, og det er totalt altafgørende for én.”

For begge instruktører har det været vigtigt at få de unge til at være snarere end spille. De unge skulle ikke være for bevidste om det, de lavede, men i stedet være til stede i en grad, som kan være svært at opnå med professionelle skuespillere. Jacob Oliver Krarup, der spiller Jakob i 2 ryk og en aflevering, havde titelrollen i Anton.

”Det er skægt, at du nævner Ung flugt, for Jean-Pierre Léaud er forbilledet for Jacobs skuespil,” siger Aage. ”Spillet skal komme indefra, det er min metode. Især med Jacob var det sjovt at se, om han kunne arbejde mere med det, jeg lærte ham ubevidst, da vi lavede Anton. Om han stadigvæk kunne de teknikker, jeg lærte ham dengang. Det kræver et kæmpe mod at spille skuespil, fordi film er nådesløst. Det må du også vide fra Mille og de andre. Man kan se i samme øjeblik, at de unge forstiller sig. Det kræver samtidig et mod fra os, for vi skal være lige så nøgne, som de er, ellers er det jo noget svinsk udbytteri.”

Størstedelen af Aage Rais-Nordentofts arbejde med skuespillerne handlede om at få dem til at føle sig trygge. ”Det er et meget stort krav om tillid, man stiller til dem. De skal stole på, at vi er deres øjne, og så skal de bare være,” siger han. ”De må ikke se sig selv udefra, de må ikke engang tænke på det. Tanken er udtryk for en tvivl, som ikke er brugbar, selv ikke i en scene, hvor der er tvivl.”

Person og rolle glider sammen
Anders Gustafsson bruger amatører og mere prøvede skuespillere i Bagland. Stephanie Léon, der spiller Mille, har tidligere haft mindre roller i blandt andet forskellige Regner Grasten-produktioner, mens Christopher Læssø (Sami) medvirkede i en tv-serie, da han var cirka ti år. Nicholas Dufour (Kenny) har ikke spillet skuespil før. Der gik to og et halvt år fra valget af skuespillere til optagelsernes start, og de unge skuespillere udviklede sig sammen med manuskriptet. ”Historien var ikke helt på plads, og så tilpassede vi manuskriptet til de personer, vi havde fundet,” siger Anders, der spurgte de unge til råds om dialogen, miljøet og karaktererne.

”Flere af dem ligger meget tæt op ad de roller, de spiller i filmen. Jeg tror, at det er derfor, Stephanie spiller så godt. Hun kender den slags piger. Hun ser jo godt ud og har tidligere spillet den pæne pige, men det er slet ikke hende. Hun siger, at det her er første gang, hun medvirker i en film, hvor hun forstår og kan forholde sig til sine replikker.” ”Spillerne var meget forskellige,” fortsætter Anders. ”Christopher var ikke altid lige koncentreret, men han var god på en meget naturlig måde. Nicholas havde svært ved at skelne mellem sig selv og den rolle, han spillede. Først troede han, at han skulle være sig selv, men langt henne i forløbet forstod han, at han faktisk spillede en rolle, og det betød, at han blev meget bedre.”

Aage Rais-Nordentoft mener, at det er vigtigt, at der er en forskel på karaktererne og skuespillerne nu, hvor filmen har premiere. Men under optagelserne vil han helst have, at skellet mellem privatpersonen og karakteren bliver ophævet. ”Det er mest spændende, når de glider sammen,” siger han. ”Meget af mit arbejde har handlet om at finde ud af, hvem de unge skuespillere er. Hvad kan jeg hente fra dem og lægge ind i karakteren? Det er sindssygt spændende. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve nogle af de samme ting af med voksne.”

Andre grænser med voksne
”Der findes helt andre grænser for, hvad man kan tillade sig med unge end med voksne,” mener Anders, og Aage sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor der egentlig gør det: De voksne vil jo også gerne spille godt!

”Dybest set skylder man jo en skuespiller at gøre alt for, at de spiller godt, og det behøver ikke at blive et overgreb på det private,” siger Aage og fortsætter: ”Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af en måde, hvor man kan lege med voksne. To børn sidder over for hinanden, og den ene siger: ’Nu vil jeg gerne være ond.’ Det betyder, at den person må være 100 procent ond, og det er i orden, så længe legen varer. Hun må svine den anden til. Hvis min datter sidder og leger med en veninde, bruger de alt, hvad de ved om hinanden, og det gør deres leg endnu bedre. Det kunne være interessant, hvis man kunne nå det samme sted hen med professionelle skuespillere, uden at de følte, at det var et overgreb.”

Anders Gustafsson prøver at åbne sig så meget som muligt over for de unge skuespillere. Han spørger til, hvem de er som personer. Hvad har de oplevet? Hvilket forhold har de til familie, venner, kærester og skole? ”Jeg tror, man kan få meget godt skuespil ud af dem, hvis man er en uopnåelig, autoritær instruktør, som de har stor respekt for og måske er lidt bange for. På den måde kan man manipulere sig frem til det, man gerne vil have, men sådan arbejder jeg ikke,” siger han. ”Når man selv begynder at fortælle ting, man har oplevet, gode ting og sørgelige ting, får man det igen. Jo mere man selv åbner sig, jo mere åbner de sig for mig. Under optagelserne følte jeg mig 15 år yngre, jeg blev meget inspireret og fik en masse livskraft. Det blev en synergi-effekt, hvor det kommer til én, og så kan man give det tilbage.” ”Hvor du snakker om, at følelserne skal komme til udtryk, så vil jeg have, at de skal komme indefra,” siger Aage Rais-Nordentoft. ”Selv om der er mange ligheder mellem vores film, er det nok den største forskel.”

Miljøets betydning
”Vores film skildrer mennesker, der føler sig alene. Mille føler sig også enormt alene, og det gør mine karakterer også,” siger Aage. ”De befinder sig i forskellige miljøer med forskellige spilleregler, men det interessante er den universelle følelse af at have brug for et andet menneske for at komme videre. Miljø er nu engang miljø, men det bliver aldrig væsentligere end følelsen.”

Miljøet spiller en større rolle for Anders Gustafsson, der er meget optaget af den sociale arv. Hvor kommer man fra? Hvorfor gentager man forældrenes fejltagelser og omgivelsernes mønstre? ”Det er fælles for alle samfundslag,” siger instruktøren. ”Men hvorfor er det nødt til at være på den måde? Kan man være en mønsterbryder og vælge en anden vej? Det kan man selvfølgelig, men det er meget nemt at falde i. Det gør de fleste faktisk. Det handler Bænken og Arven også om. Og det er noget af det vigtigste i min film. Mille prøver at vælge vej. Vi ved ikke, hvordan det kommer til at gå, men hun har i hvert fald foretaget et valg. Kærligheden til Sami bliver en katalysator for hende, og der åbner sig en anden verden, hvor hun ikke nødvendigvis ender med en barnevogn og en arbejdsløs mand.”

”Det er rigtig flot, at du kan lave en film, der har så meget socialrealisme i sig,” siger Aage. ”Jeg ville ikke kunne gøre det. Da jeg gik i skole, så jeg en del film, hvor det hele handlede om miljø. Hæslige eksempler, hvor jeg næsten løb skrigende ud af salen. Det er slet ikke tilfældet med din film, men miljøet er stadigvæk en meget stor spiller,” siger Aage og fortæller, at 2 ryk og en aflevering foregår i en forstad, fordi forstaden er et transitsted, hvor man som ung kan føle sig meget spærret inde.

”Der er ikke plads til alt det, der er i ens hjerte,” siger han. ”Det skulle være den universelle forstad, den universelle soveby. Vi ville lave en historie, som ramte længslen og kærligheden. Selvfølgelig skal tingene, når det er film, være fysiske, men det var vigtigt for os, at så meget som muligt skulle komme indefra. Det var en spilleregel, at vi ikke ville prøve at påføre noget udvendigt drama, for at den her historie skulle gå op.”

Ungdomsfilm kræver præcision
Hvad er det så, ungdomsfilmen kan bruges til? Skal den fortælle de unge, hvordan livet kan leves? Ikke efter Aage Rais-Nordentofts mening.”Jeg synes egentlig ikke, at ungdomsfilmen skal bruges til andet end at være gode film. Og gode film er slet og ret vigtige og væsentlige film, store oplevelser.”

“De må gerne have den sidekonsekvens at vise, hvor stort livet er, og hvor mange facetter det har. Men dybest set skal de bare være troværdige over for, hvordan livet og kærligheden ser ud i den alder. De skal slet ikke have noget pædagogisk sigte eller en skjult dagsorden,” siger Aage. ”Nej, budskabet må ikke komme i vejen for fortællingen,” siger Anders, og Aage fortsætter: ”Budskabet er, at det er stort at være ung. Da jeg var ung, handlede mange af de film, vi så, om børn, der blev banket med cykelkæder og røg hash, og deres mor arbejdede på fabrik og blev bollet af fabriksejeren, og det var kapitalismens skyld. Hold da kæft mand! De film sagde kun, at det er røvsygt at være ung. Det var verdens mest syge tid. Jeg bliver bare så gal, når jeg tænker tilbage på det, for det kunne de fandeme ikke være bekendt. De skulle have vist nogle film, som handler om, hvor stort livet er, hvor ægte det er, og de skulle have beskrevet præcis, hvordan det ser ud.”

”Man skal være enormt præcis, når man laver film for unge i den alder, for livet forandrer sig meget hurtigt. Et år senere kan alt se anderledes ud,” siger Aage. ”Men hvis man rammer noget ægte, så rammer man alle mennesker. Så virker det for alle. Alle kan se, hvordan de unge har det, og de kan selv sige ’yes, det er os! Vi skal ikke ligge under for noget. Vores kærlighed og ensomhed og længsel er lige så værdifuld som alle mulige andres’. Ungdommen er ikke en periode, som bare skal overstås.”