Ud i lyset

Han sprayer lak i håret, mens han poserer og laver trutmund til sig selv i spejlet. Han er fjorten år og går i høje hæle og make-up. Fra første scene står det klart, at Hairon ikke er, som teenagedrenge er flest i en lille dansk provinsby.

Hairon er en dansk-brasiliansk teenager og hovedperson i dokumentarfilmen Let's Be Together, som er udtaget til hovedkonkurrencen på CPH:DOX-festivalen.

"Hairon har typisk for alle teenagere travlt med at blive voksen, men samtidig er han et skrøbeligt menneske, fordi han bakser med en helt bestemt eksistentiel problematik, og her er han egentlig meget alene," fortæller instruktøren Nanna Frank Møller, der oprindelig er uddannet klipper fra Den Danske Filmskole, men har taget springet til instruktør.

De to fædre
Filmens ramme er Hairons forestående fødselsdag og en rejse til Brasilien, hvor han skal besøge sin biologiske far. Men vigtigere endnu er den psykologiske fortælling, der skildrer et ungt menneskes vaklende søgen efter sig selv og sin egen seksuelle identitet.

Ikke bare skal Hairon finde sig selv.

Han skal også bevise over for sin nærmeste omverden, at han tror på sig selv og på det valg, han har truffet, ved at træde ud i lyset i pigetøj og make-up i ansigtet. Forældrene er første skridt på vejen, og særligt gensynet med den brasilianske far, som han ikke har set i tre år, bliver en stor personlig udfordring for Hairon, da han i Brasilien tropper op i høje hæle og boafjer i kufferten.

"Jeg lærte tidligt, at Hairon har to fædre - en fjern figur i Brasilien, som lavede et eller andet med kostumer og fjer, det stod ikke helt klart, og så den danske stedfar, som er værftsarbejder i den lokale by," siger Nanna Frank Møller om den store, til tider komiske, kontrast mellem de to karakterer, som begge kaldes "far" af drengen.

Frem med det feminine
Det bliver et chok for Hairons biologiske far at se sin søns transformation. Han har ikke, som Hairons mor og hendes nye mand, set sønnen vokse op og gradvist oplevet, hvilken retning hans personlige udvikling har taget.

"Hairon står imellem to tilsyneladende meget forskellige fædretyper og er i tvivl om, han er mere pige end dreng. Det billede fik lamperne til at lyse og min fantasi til at rulle. Her ligger en spændende og sjov historie, tænkte jeg," siger Nanna Frank Møller.

Hairons brasilianske far udtrykker stor frygt for, hvad konsekvenserne af sønnens valg kan blive. Det er, som om det først her går op for drengen, at hans beslutning i livet er alvor. Men samtidig er det måske også først her - i nogle af filmens stærkeste scener - at Hairon bliver taget alvorligt, som den han er.

"Mit projekt var, at Hairon skulle komme tættere på sig selv i løbet af filmprocessen. Det kan man jo aldrig vide, men man kan forsøge at skabe nogle rammer, hvor ens hovedperson kommer i forbindelse med det, der er hans eksistentielle drift. Hvordan kan jeg få det feminine, der bor inde i ham, til at komme til udtryk?"

Værner om det anderledes
Hairon var ikke et sekund i tvivl om, at han ville være med i filmen. Han digtede med og foreslog scener, de kunne filme, og han drømte, som enhver anden teenager fra en generation, der er flasket op med reality-tv og talentkonkurrencer, om at filmen ville gøre ham kendt og berømt.

"Det gør den med sikkerhed ikke," lød Nanna Frank Møllers prompte svar, men det tog åbenbart ikke lysten fra Hairon.

Filmholdets og kameraets tilstedeværelse i en ung persons hverdag kan få konsekvenser for drengen og hans familie. For Nanna Frank Møller var det vigtigt at beskytte sin hovedperson og ikke konfrontere ham med omverdenen og særligt den jyske provinsialitet, hvor en filmoptagelse om en fjortenårig transvestit med sikkerhed ville vække opsigt.

"Der er en enorm værdighed i Hairon, samtidig med at han også er enormt ked af det. For mig var det meget vigtigt at værne om ham og det lys, der er inde i ham. Derfor valgte jeg at sige, at det her er et barn, og jeg behandler ham som et barn - og filmen skal være derefter. Men han er et anderledes barn, og det var det anderledes, jeg havde lyst til at kigge på."

På spørgsmålet om hun følte, at Hairon spillede en rolle over for hende, svarer Nanna Frank Møller:

"Ja, i de første testscener, vi lavede. Under selve researchen kigger jeg dog på, hvad der kommer naturligt fra det menneske, jeg møder, og hvad det menneske tilbyder mig. Nogle gange tilbyder hovedpersonen mig noget, som jeg egentlig ikke er interesseret i, men som de tror, jeg er interesseret i. Så det er et sorteringsarbejde."

Sårbarhed og styrke
Filmen rammer plet med sin sensitive forståelse for teenagerens problematikker. På spørgsmålet, om Nanna Frank Møller kan genkende sig selv i drengen og i den outsiderrolle, han indtager, svarer hun:

"Ja, det kan jeg i høj grad. Jeg føler mig ikke som en outsider som sådan og har ikke følt sådan i mit liv. Men jeg kender godt følelsen af at have en sensitivitet og føle sig skrøbelig indeni. Det, jeg særligt genkender i Hairon, er en enorm sårbarhed og en enorm styrke. Det er den kombination."

I en scene mellem drengen og moren siger Hairon trodsigt: "Du skal ikke sige, hvad du tror, jeg tænker. Jeg ved godt selv, hvad jeg tænker."

Replikken står for Nanna Frank som emblematisk for teenagerens selvstændighed, som hun sagtens kan genkende.

"Den der ungdomsenergi er så fantastisk, og som jeg synes går godt i hak med det valg, Hairon har truffet i sit liv. At han ligesom har overgivet sig. Hairon havde været ked af det i fire år, fordi der var noget galt, syntes han. Og så forstod han, at der ikke var noget galt med ham. At han er, som han er. Da han fortalte det, kunne jeg se, at det er en ægte glæde for ham at have erkendt og anerkendt det. Der er en enorm kraft i ham."

Som instruktør går Nanna Frank Møller dog så vidt muligt ind i filmen uden forudfattede forestillinger.

"Jeg er i øjenhøjde med Hairon, og jeg forsøger i filmen at spejle ham rent, og at nulstille mig selv i den forstand. Det er min metode, men jeg trækker selvfølgelig også på mine erindringer om mine egne teenageår."

Erfaring fra klipperummet
Nanna Frank Møller er 36 år og født i Ordrup, nord for København. Under sin opvækst har hun boet forskellige steder i landet, blandt andet tre år i Viborg, fra hun var seks til ni. Derefter flyttede hun til Værløse, hvor teenageårene udspillede sig, så hun kender godt til livet i provinsen.

I gymnasieårene begyndte hun at tage billeder i sin fritid og planlagde at studere film i Tjekkiet, hvor hun også tilbragte flere år. Men hun fik nok af det grå Østeuropa og flyttede i stedet til England, hvor hun tilbragte et år på The London International Film School i 1993 med at lave fiktion.

Tilbage i Danmark uddannede hun sig som klipper og har efterfølgende opbygget en solid erfaring som klipper af danske film, blandt andet Max Kestners Nede på jorden (2003) og Rejsen på ophavet (2003) og Anne Regitze Wivels Grønlandsfilm Menneskenes land (2005), ligesom hun har forsøgt sig med tv-medier i et enkelt afsnit af den populære serie Nikolaj og Julie.

"Klippere er også skabende mennesker. De skaber i et andet menneskes navn og er medfortællere. Jeg har altid godt kunnet lide at være medskabende og har også været heldig at arbejde med nogle instruktører, der synes, at det er dejligt at have en medskabende klipper."

"Som klipper kan du kaste alle dine følelser ind i et projekt og virkelig give dig hen, uden at du risikerer noget. Det er kun positivt, og at kende mulighederne ved at klippe giver en ro til at møde kaos ude i virkeligheden."

Rollen som instruktør
Let's Be Together er Nanna Frank Rasmussens anden film som instruktør. Den første, Someone Like You fra 2007, skildrer en cirkustrup på randen af et nervøst sammenbrud. Begge film hviler med stor styrke på hovedpersonerne og deres historier.

"På en måde er min instruktøruddannelse lavet på basis af alle de film, jeg har klippet. Det er det fundament, jeg går ud med," siger Nanna Frank Møller.

"Jeg følte lige pludselig, at jeg evnede det. Det svarer til, at man gerne vil sige noget, men ingen tunge har. Og pludselig vokser tungen så ud! Men det tog mig to-tre år at komme fra at have erkendt, at jeg godt kunne tænke mig at lave en film, til at jeg faktisk gik ud og praktiserede det."

"Hvis man vil ses, må man træde ud og være instruktør. Det er et helt andet sted at stå. Dér fanger bordet jo. Du kan ikke gemme dig i klipperummets mørke. Du træder frem i lyset og bliver iagttaget. Det er realiteten ved at være instruktør, og det er da en hel anden situation end at være klipper. Det kan være skræmmende, men det er samtidig ekstremt forløsende at træde ud i virkeligheden og møde mennesker."

Næste stop Kina
Og det er ikke sidste gang, at den nyudklækkede instruktør påtager sig den rolle. En ny film er under udvikling med Kina som location. Det er DR1 og Filminstituttet, der står bag en række af fire film, der skal portrættere verdens Megacities - Bogota, Cairo, Bombay og Shanghai. Arbejdstitlen er Shanghai - Space og udforsker et bredere samfundsmæssigt område, end Nanna Frank Møller tidligere har beskæftiget sig med.

"Det er både meget inspirerende og frydefuldt at bevæge sig ud i et nyt område og samtidigt også ganske nervepirrende. Nervepirrende på den facon, at man kommer op på lakridserne og har mange følelser og tanker. Det er tiltrækkende, men også skræmmende udfordrende at brede fortællerammen ud og inddrage samfundet i fortællingen," fortæller instruktøren.

Shanghai er en by, der vokser med 500.000 indbyggere hvert år. Nanna Frank Møller vil skildre, hvordan byen håndterer den udfordring.

"Helt praktisk er det udfordrende at etablere kontakt med hovedpersoner, der kun taler kinesisk. Gennem både almindelige og ualmindelige menneskers liv rækker filmen ud i fremtiden og ind i fortiden, i en tid, der er præget af forvandling."

Selvom Megacities-serien breder rammerne ud, zoomer Nanna Frank Møller ind på de mennesker og historier, der har noget på spil - ligesom hun har gjort før:

"Udfordringen er denne gang at tage et helt samfund og fortælle dets historie gennem enkelte dokumentariske karakterers hverdag og liv."

'Let's Be Together' er den anden i rækken af syv dokumentarfilm om teenagegenerationen, som TV 2 har iværksat og er støttet af Det Danske Filminstitut.