Frederikke Aspöck

Hun har netop haft premiere på sin første danske kortfilm. Ekkos anmelder kalder hende for det største talent i lang tid og sammenligner med instruktører som Susanne Bier og Lone Scherfig.

Selv er hun forbløffet over, at filmen overhovedet bliver anmeldt: ”Det er jo bare en kortfilm,” udbryder hun og får farve i kinderne.

Frederikke Aspöck er en petit, smilende pige med et ansigt ombrust af blonde krøller og en beundringsværdig udstråling. Hun er samme morgen kommet med flyveren fra New York, hvor hun bor med sin mand og to døtre.

”Ja, man kan godt blive lidt træt. Man får jo ikke sovet så meget,” siger hun, men ser faktisk ganske frisk ud. Og man tager grueligt fejl, hvis man lader sig narre af hendes unge alder eller lyse lokker.

Frederikke Aspöck er en handlekraftig kvinde, der brænder for at lave film.

Uventede gæster
Filmen, som er årsagen til Frederikke Aspöcks Danmarksbesøg, hedder Får og handler om Mogens og hans kone Bitten.

Parret har besøg i sommerhuset af deres elskede datter Kira, der for nylig er blevet forladt af sin mand og nu er alene med et nyfødt barn. Den lille familie har brug for en stille dag sammen, men da venneparret Janne og Steen kommer en dag for tidligt til en aftalt Sankt Hans-middag, sætter det gang i en kædereaktion. I midsommernatten afdækkes hemmelighederne, og skeletterne vælter ud af skabet.

”Ideen til Får opstod faktisk, fordi jeg selv oplevede, at nogle venner kom en dag for tidligt, og selvom det passede mig rigtig dårligt, kunne jeg ikke finde ud af at bede dem om at komme igen dagen efter. Det er ens rigtig gode venner, og alligevel kan man ikke finde ud af at være ærlig. Hvad er det for noget!” griner instruktøren.

Utroskab er fascinerende
I Får har Frederikke Aspöck arbejdet med et tema, hun finder uhyre interessant, og som gennemsyrer samfundet.

”Utroskab er noget der altid har fascineret mig. Jeg ved godt, at dansk film ellers er blevet kritiseret for altid at handle om utroskab, men jeg synes stadig, det er spændende. Jeg tror selv meget på ægteskabet og er meget lykkelig i mit eget, men faktum er jo, at der er utroskab i mange ægteskaber, og rigtig mange ender i skilsmisse,” siger hun.

”Hvad det er for nogle samfundskonventioner, vi er styret af? For eksempel har Mogens og Bittens forhold jo haltet i mange år, men fordi han er blevet morfar, synes Mogens pludselig, at nu er de nødt til at finde ud af det sammen, selvom han har haft en langvarig affære,” fortæller instruktøren.

Det græske kor
Trods det dystre tema er Får en underholdende film med en lun humor, der gennemstrømmer den 30 minutter lange film.

Situationen er grotesk i den lille families sommerhus, og den højspændte stemning træder ud i lys lue, da de efter middagen begynder at danse. Fra at være hyggeligt og sjovt bliver det pinligt og næsten tragisk, da Bitten i fuldskab bliver mere og mere aggressiv over for sin utro mand.

”Det er helt bevidst, at jeg arbejder med absurditeter i mine film, for i virkeligheden er livet ofte lidt absurd,” siger Frederikke Aspöck.

Et godt eksempel på den absurde humor i filmen er fårene, der lægger navn til titlen.

”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle kalde filmen. Sommerhus , ja det var ligesom lidt for fladt. Og så syntes jeg, at Får er en fed titel. Fårene fungerer som det græske kor, der er vidner til alt, hvad der sker, og de binder ligesom filmen sammen,” forklarer hun.

Verden bedste skole
At Frederikke Aspöck skulle være filminstruktør, lå ikke i kortene fra starten. Hun uddannede sig først til scenograf i London og havde ingen ønsker i retning af at lave film.

”Jeg forestillede mig, at jeg skulle hjem til Danmark og arbejde som scenograf bagefter,” fortæller Aspöck, der under uddannelsen blev præsenteret for filmmediet. Og så var hun solgt.

Hun spurgte sig omkring og fik at vide, at Tisch School of the Arts i New York var den bedste filmskole i verden. Men folk sagde, at det kunne hun godt droppe, for dér ville hun aldrig komme ind.

”Ingen skal sige til mig, at der er noget, jeg ikke kan,” siger Frederikke Aspöck, der gik hjem og lånte sin nabos internet – ja, det var ikke noget alle havde dengang – og opdagede, at der kun var en uge til ansøgningsfristen.

Rumlig forståelse
Men hun arbejdede i døgndrift, fik afleveret sin ansøgning og skulle så hjem til Danmark med flyveren.

”Jeg havde ikke sovet i en uge og var en smule forvirret. Så det endte med, at jeg bare stoppede alt mit snavsetøj ned i en kuffert og halsede så ellers ud til lufthavnen med snavsetøj hængende ud alle vegne.”

Det nærmest utænkelige skete: Ud af 1400 ansøgere var Aspöck blandt de 30, som blev optaget.

”Da jeg startede, vidste jeg ingenting om at lave film, og der var andre af de optagne, som allerede havde tre grader i film. Men jeg fik senere at vide, at jeg blev optaget på min store rumlige forståelse på grund af min uddannelse som scenograf.”

Dybt professionelle
I starten følte hun sig lidt usikker på det hele. Men da holdet havde lavet deres første film, var det Aspöcks, der blev fremhævet og rost af lærerne.

Det var en skøn tid på Tisch School of the Arts, og Frederikke Aspöck er utrolig glad for sin uddannelse.

”New York er en by, hvor alle de dygtigste mennesker samles. Hvis man ikke virkelig kan sit kram, kan man ikke overleve i New York. Alle derovre er dybt professionelle. Hvis man beder et helt filmhold om at dukke op kl. 3 om natten under en mørk bro i regnvejr, så kan man være helt sikker på, at alle er der – og ikke to minutter over. Det gjorde sig også gældende på skolen,” siger instruktøren.

Danmark er laid back
Derfor har det på mange måder været lidt af et kulturchok at komme tilbage og arbejde i Danmark.

”Jeg var vildt overrasket over at stå på Møn midt i en optagelse, og pludselig begynder alle at pakke sammen og sige tak for i dag, fordi klokken er fire fredag eftermiddag. Men det var jo sommer og stadig lyst! Sådan havde man ikke gjort i New York. Men det er nok meget godt. Selv om jeg elsker at arbejde, og det er dér, jeg er gladest, elsker jeg også Danmark for, at familien virkelig er i centrum.”

”I New York,” fortsætter Frederikke Aspöck, ”er folk arbejdsnarkomaner. Man arbejder simpelthen hele tiden. I Danmark er det noget mere laid back. Og så er danskerne – eller i hvert fald københavnerne – helt vildt trendy. Hallo, selv små børn går i skinny jeans! Sådan er det altså ikke i New York, eller for den sags skyld i London,” siger hun og slår ud med armene.

Fem år siden Cannes-triumf
I 2004 vandt Frederikke Aspöck den fornemme Cinéfondation-konkurrence på filmfestivalen i Cannes med sin atten minutter lange kortfilm, Happy Now.

Konkurrencen er en særlig kategori, som filmfestivalen har afsat til film, der er lavet på filmskoler. Blandt 950 film valgte juryen atten, der skulle konkurrere om prisen i Cannes. Med den eftertragtede førstepris fulgte ud over 115.000 kr. også en garanti for, at Frederikke Aspöcks første spillefilm vil blive vist på festivalen.

At der skulle gå fem år, før den næste film var klar, og at det ”blot” blev en kortfilm, havde Frederikke Aspöck ikke regnet med.

”Jeg ville gerne lave en spillefilm og skrev to manuskripter, inden jeg sendte dem ind til Det Danske Filminstitut. De ville have mig til at lave en kortfilm mere, men det var jeg ikke interesseret i. På den måde er jeg nok influeret af at bo i New York. Herovre regner man ikke kortfilm for noget. Ja, faktisk findes det knap nok.”

Tilbage til Danmark
Men Filminstituttet og Frederikke Aspöcks danske producer, Jesper Morthorst, insisterede på, at det hun skulle lave én kortfilm mere. Og sådan blev det. I dag er Frederikke Aspöck glad for, at de holdt fast i det.

”Jeg kan godt se nu, at det er en luksus at få lov at lave kortfilm. Det er jo en gave. Man får mulighed for at prøve nogle ting af og eksperimentere uden at skulle være afhængig af billetsalg. Det er helt unikt for dansk talentudvikling,” siger hun.

Til juli flytter Frederikke Aspöck med sin familie tilbage til Danmark: ”Det har altid været meningen, at vi skulle tilbage til Danmark på et tidspunkt.”

Aspöck har flere ideer på tegnebrættet og vil rigtig gerne lave spillefilm. Men hun er klar over, at det kan være en langvarig proces at komme igennem med ideer til Filminstituttet.

”Jeg kunne godt finde på at lave en kortfilm mere. Det er en enestående mulighed for at afprøve nogle ting. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at prøve at instruere børn. Det har jeg aldrig prøvet, og jeg tror det kunne blive en sjov udfordring.”

Læs anmeldelsen af Får