Hvordan kunne det ske?

Sort billede. En stemme toner frem. Traudl Junge, en gammel dame, der i sin pureste ungdom var Hitlers sekretær. Hun kan ikke tilgive sig selv, at hun ikke i tide forstod, hvilket "monster" hendes arbejdsgiver var. Den 22-årige kvinde var jo ikke nogen begejstret nationalsocialist. Hun kunne have sagt nej, da hun sagde ja til at træde i hans tjeneste, dengang i november 1942. Men "nysgerrigheden" var for stor.

Med disse ord åbner den biografaktuelle tyske spillefilm Der Untergang, og med disse ord er scenen sat for et drama, der til stadighed frister vores nysgerrighed: Hvem var dette monster, indbegrebet af al ondskab, Adolf Hitler? Kunne vores egen nysgerrighed — under andre og knap så gunstige omstændigheder — have drevet os i armene på ham eller et lignende monster? Og hvis den kunne, hvad er så den væsentlige forskel på os og monsteret?

Nysgerrighed er menneskelig. Det samme er fascinationen af det onde. Måske var det en sådan fascination, der fik engelske prins Harry til i januar at gå til temafest iført nazi-uniform. Eller måske var han nysgerrig efter at føle ondskaben indefra, iklædt dens foretrukne uniform med hagekors på skulderen. Sådanne overvejelser gjorde tabloidpressen sig ikke, da den med store typer udbasunerede hans fejltrin på forsiden: Nazisten Harry!

Beskyttet af den normalitetens immunitet, som en prins ikke nyder, har jeg selv engang foretaget mig noget, der var mindst lige så betænkeligt som unge Harrys udklædning. Sam men med et par jævnaldrende klassekammerater — vi har vel været femten-seksten år — hjemsøgte vi i ly af natten vores forhadte skole, hvor vi med renset benzin malede gigantiske hagekors på murene og satte ild til dem. Dagen efter var der ikke andre spor af vores udåd end de let sodsværtede rødstensmure, men havde uheldet været ude, var vi endt som nazistisk ungdomsbande på forsiden af Århus Stiftstidende.

Harry er næppe nazist, og lige så lidt var mine kammerater og jeg det. Vi tænkte ikke på racelovene i Det Tredje Rige, ej heller på Krystalnatten eller Auschwitz, men var bare trætte af skolen og dens lærere. Og dog! Måske var det alligevel mere end drengestreger, for var det ikke den samme tankeløshed, der engang skaffede Hitler og Himmler, Goebbels og Göring millioner af medløbere? Er ondskaben ikke lige netop så banal, at den til hver en tid og på et hvilket som helst sted kan vise sig?

En nidkær embedsmand
Udtrykket "ondskabens banalitet" skyldes den amerikansk-jødiske filosof Hannah Arendt, der lancerede det i sin lige så udskældte som roste bog, Eichmann in Jerusalem. A Report on the Banality of Evil (1963). Bogens hovedperson var Adolf Eichmann, den øverste ansvarlige for den logistiske del af "den endelige løsning på jødeproblemet", det vil sige transporten af jøder fra Tyskland og de besatte lande til udryddelseslejre som Treblinka, Majdanek, Belzéc og ikke mindst Auschwitz. Efter krigen lykkedes det Eichmann at flygte til Argentina, hvor han levede et nogenlunde upåagtet liv med kone og børn, indtil han i 1962 blev bortført af den israelske sikkerhedstjeneste.

Da han året efter blev stillet for retten i Jerusalem, forventede man enten at se en fanatisk antisemit eller en karakterløs stymper, der med allehånde kneb ville forsøge at forflygtige sit ansvar. I stedet så man ifølge Hannah Arendt en nidkær og pligtopfyldende embedsmand, som i god tro mente at have passet sit arbejde. Han var idealist, forklarede han, og i øvrigt havde han aldrig selv myrdet eller mishandlet nogen. Tværtimod var han rædselsslagen, da han en enkelt gang var vidne til mordet på en gruppe jøder i et mobilt gaskammer. Eichmann var et ordinært menneske, der omstillingsberedt havde suspenderet sin moralske dømmekraft for i stedet at gøre sig til et villigt instrument for et regime og en ideologi, han ikke nødvendigvis sympatiserede med i ét og alt. "At en sådan verdensfjernhed og tankeløshed kan anrette frygteligere ødelæggelser end alle de onde instinkter, som måske er mennesket iboende — det var netop den lektion, man kunne lære i Jerusalem."

Således mente Arendt, at Eichmann inkarnerede ondskabens banalitet. Hermed sigtede hun naturligvis ikke til ondskaben, som den blev udøvet i udryddelseslejrene, men til dens alt for menneskelige mulighedsbetingelser. Det var ikke Holocaust, men Eichmann, der var banal, ikke hans gerninger, men ham selv. Derfor fandt Arendt det korrekt, at retten i Jerusalem — hvor uenig hun end var i dens præmisser og motiver — kendte ham skyldig i anklagen for medvirken til folkedrab og idømte ham lovens strengeste straf: henrettelse.

Ondskab uden dæmoni
Martin Buber, professor ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem, var af andre grunde end Arendt kri- tisk over for dommen. Han mente, at henrettelsen af Eichmann ville gøre ham til en syndebuk, hvilket rensede andre tyskere for deres skyld. Buber havde ikke medlidenhed med Eichmann, for overhovedet kunne han kun føle medlidenhed med "dem, hvis handlinger jeg forstår". Dertil kom, at han med hensyn til udryddelsen af jøderne "kun formelt delte en fælles menneskelighed med dem, der tog del i den".

Tilsyneladende var det netop Bubers "overlegne attitude", der provokerede Arendt til at formulere sin påstand om ondskabens banalitet. Denne attitude var for hende at se en luksus, som Eichmanns dommere ikke kunne tillade sig, "da loven netop forudsætter en fælles menneskelighed med dem, vi anklager og dømmer". En psykiater, der havde undersøgt Eichmann, var ikke slet så overlegen som Buber, men havde bedre fattet det virkeligt skræmmende ved Eichmann, da han erklærede ham "mere normal end jeg er, efter at have undersøgt ham". Dette var netop det skræmmende for enhver, der som Arendt vovede at anerkende Eichmanns menneskelighed: Dén var den banale forudsætning for ondskaben.

Arendt havde tidligere hævdet eksistensen af et radikalt onde, men nu måtte hun altså revidere sin opfattelse. "I dag er jeg faktisk af den opfattelse, at det onde altid kun er ekstremt, men aldrig radikalt," skrev hun til en af sin bogs kritikere, Gershom Scholem, der var professor ved samme universitet som Buber. "Det onde har ingen dybde, ej heller nogen dæmoni. Det kan lægge hele verden øde, netop fordi det som en svamp spreder sig på overfladen."

Arendt ville ikke banalisere det onde eller gøre det harmløst. Tværtimod! "Afgørende er, at fuldkommen gennemsnitlige mennesker, der af natur hverken var onde eller gode, kunne volde så uhyggelig megen fortræd," skrev hun. Med andre ord kunne Eichmann med sit talent, under andre og gunstigere omstændigheder, have organiseret nødhjælp for Røde Kors eller været logistisk chef for Amazons internethandel ...

Tyk fernis af fanatisme
Selv om man indrømmer Hannah Arendt, at Eichmann var banal, er konsekvensen ikke nødvendigvis den, at man også må forstå Hitler som sådan. I modsætning til Eichmann suspenderede Hitler ikke sin egen dømmekraft eller vilje, men hævdede den til stadighed, lige fra affattelsen af bogen Mein Kampf i tugthuset i Landsberg over Triumph des Willens — Leni Riefenstahls dokumentarfilm om nationalsocialisternes partidag i 1934 — til de sidste dage i førerbunkeren i Berlin.

Symptomatisk for denne fanatisme er en scene i Der Untergang, hvor Eva Braun går i forbøn for sin svoger, Hermann Fegelein, som Hitler vil have stillet for en standret og skudt. "Men hvem kan det nytte nu?" Uden at lade sig anfægte af det uundgåelige nederlag svarer Hitler sin grædende elskerinde: "Det er min vilje ..."

Alligevel forhaster man sig, hvis man uden videre gør Hitler til den eneste, der foruden regulære psykopater og sadister ikke er banal. Hvis man nemlig hævder, at Hitler er ond, gør man ham utilregnelig for hans ondskab ved at forklare den med henvisning til en natur, han ikke er herre over. Hævder man i stedet, at han gør sig ond, er han ikke bare tilregnelig, men et frit produkt af den ideo- logi, han selv har undfanget. Lige så lidt som i tilfældet Eichmann vil det sidste være udtryk for en banalisering af de forbrydelser, Hitler begik, men tværtimod et forsøg på at tage dem alvorligt ved ikke at reducere dem til en gal mands værk.

Hvis man kan fremstille Hitler som et menneske i al dets banalitet, er Holocaust langt mere gruopvækkende end nogen nok så detaljeret beskrivelse af rædslerne i Auschwitz. Netop derfor bliver man ikke så bange for Hitler som for sig selv, når man ser Der Untergang, for her fremstår han som et menneske ikke væsentligt forskellig fra én selv. Man hverken imponeres eller skræmmes af en exceptionel karakter, men ynkes over et menneske, der nu viser sig forgæves at have søgt at skjule sin menneskelighed under en tyk fernis af ideologisk fanatisme og patetisk retorik — et menneske på godt og ondt, som filmens Traudl Junge genkender under Førerens maske:

"Undertiden tror jeg, at han ikke vil lade nogen se ind i sit indre ... sådan rigtigt, mener jeg ... når han er privat ... han kan være så omsorgsfuld ... og så pludselig ... siger han noget så brutalt."

Filmen er en forunderlig ironi over Hitlers opfattelse af sig selv som et overmenneske, og den bidrager til at vriste det onde fra en postuleret dæmoni for i stedet at finde det dér, hvor det hele tiden har været og altid vil ligge i svøb, nemlig i menneskeligheden selv. Igen tæller en sådan menneskeliggørelse ikke som en retfærdiggørelse af ondskaben. Den er alene en protest mod den bekvemme og betryggende forestilling, at dispositionen for så ekstrem en ondskab som nazismens er forbeholdt Hitler som den inkarnerede umenneskelighed.

Hitler — en gemen fantast
En sådan forestilling gør sig tilmed skyldig i en formelt set lige så diskriminerende opfattelse af menneskene som nazismens, når den insisterer på at ekskludere nogen fra den sande menneskelighed.

Hvis dette er et menneske! Således spurgte den italienske forfatter Primo Levi retorisk — i sin bog af samme navn — med henvisning til nazisternes stædige forsøg på at umenneskeliggøre ham og alle de andre fanger i Auschwitz. Hvis dette er et menneske! Således må man også spørge med henvisning til Hitler, når man konfronteres med hans ondskab. Hvis dette er et menneske! Man kan behandle og betragte et menneske som et ikke-menneske, men man kan ikke gøre det til andet end et menneske. Det forstår man, når man læser Primo Levis erindringer fra Auschwitz, og det forstår man, når man ser Hitler i Der Untergang.

"Det er virkelig Hitler," har forfatteren Joachim Fest sagt om den schweiziske skuespiller Bruno Ganz' præstation i rollen som Hitler i Der Untergang. Selv har Fest skrevet den bog med samme titel, som i vid udstrækning ligger til grund for filmmanuskriptet. Da han også har forfattet en stor biografi om Hitler, må man sætte sin lid til hans vurdering. Alligevel forstår jeg ham ikke, når han supplerende — i Der Untergang. Das Filmbuch (2004) — reproducerer seks årtiers unuancerede skrækbillede af Hitler:

"Når man ser ham, begynder man at gyse. Det er den kvalitet, som en skuespiller, der fremstiller Hitler, må have. Alene hans fremtoning og den autoritet, han udstråler, den destruktive energi, der udgår fra et henkastet ord af ham, indesluttetheden, menneskefjendtligheden, menneskehadet: Alt dette giver hans fremstilling dens høje og skrækindjagende autenticitet."

Jeg gøs ikke ved at se Føreren, men så meget desto mere ved at se mennesket Hitler — ved tanken om, at sådan en gemen fantast kunne forvolde millioner af menneskers død, et folkedrab af uhyrlige dimensioner og en kulturnations ufattelige barbarisering. Derfor kan jeg bedre forlige mig med journalisten Melissa Müller, når hun i sin introduktion til Traudl Junges erindringer om sit liv som Hitlers sekretær — Til den bitre ende (2004), der ligeledes har tjent som kilde til filmen — omtaler hendes "tilsyneladende harmløse beskrivelser af Hitlers hverdag" som "et vigtigt belæg for Hannah Arendts ofte citerede tese om det ondes banalitet".

Sophie Scholls minde
Da Hitler kom til magten ved rigsdagsvalget i 1933, var en ganske ung pige ved navn Sophie Scholl begejstret. Hans lidenskabelige tale om "kammeratskab", "folkefællesskab" og "hjemstavnskærlighed" appellerede til hende, og hun meldte sig ind i Bund Deutscher Mädel, en pendant til Hitlerjugend. I kraft af ondskabens banalitet kunne hun lige så let som nogen anden være blevet et led i nazismens forbrydelser, på afstand af disse som Traudl Junge eller tæt på som fangevogter i Auschwitz.

Imidlertid blev hun foruroliget over det, hun så og hørte, og forlod den nazistiske bevægelse. I begyndelsen af 1942 var hun med til at danne en modstandsgruppe på universitetet i München, hvor hun læste biologi og filosofi. Gruppen, som kaldte sig Weiße Rose, skrev og distribuerede illegale blade, hvori den opfordrede tyskerne til modstand mod regimet. Efter de tyske styrkers fatale nederlag ved Stalingrad i begyndelsen af 1943 blev gruppen mere dumdristig og snart efter afsløret. Den 22. februar blev Sophie Scholl henrettet. I dag er der opsat en mindeplade for hende på det hus i München, hvor hun boede før sin arrestation.

Sophie Scholl vidste, hvad der foregik. Det samme gjorde Traudl Junge måske også, om ikke før, så efter krigsretsprocesserne i Nürnberg i 1946 og alle afsløringerne af den nazistiske terror, men hun gjorde sig ikke sin stilling klar. Hun beroligede sin samvittighed med, at hun ikke personligt havde gjort sig skyldig i disse forbrydelser. Sådan forklarer hun i Der Untergang, da hun — den gamle dame — til sidst dukker op på lærredet og afrunder filmen med en alt andet end utidig formaning:

"Men en dag kom jeg forbi mindetavlen for Sophie Scholl i Franz Joseph Straße, og da så jeg, at hun var af min årgang, og at hun blev henrettet samme år, som jeg begyndte hos Hitler. Og i det øjeblik forstod jeg, at det ikke er nogen undskyldning, at man er ung, men at man også havde kunnet erfare visse ting."