Filmlyd i klasselokalet

Når vi så film i min skoletid, var lyden til at få øje på og ganske håndgribelig. På 16 mm-fremviseren sad et firkantet højttalerkabinet med en 20 meter lang, orange ledning, som den tjenstvillige elev fik lov at rulle ud og omhyggeligt trække gennem biologi-lokalet for at placere højttaleren bag lærredet. Dermed skabtes, syntes vi da selv, en overbevisende sammenhæng mellem lyd og billede, så fremviserens skramlende afvikling af filmen fra Statens Filmcentral eller British Petroleum (BP) var pærelet at fortrænge.

Det var stort. Endnu større er springet til det massive lydtæppe, vor tids børn og unge pakkes ind i, når biografens digitale dolby-system banker op for decibelene. Jovist er det fedt, når man kan mærke de lave frekvensområder i mellemgulvet, men hvad er det egentlig, filmens lydspor gør ved os?

En skærpet opmærksomhed omkring netop lydsporet er en vigtig nøgle til at begribe, hvordan levende billeder bevæger og forfører. Dermed er vi tilbage i skolestuen et par generationer senere, hvor de levende billeder skal andet og mere end informere om fjerne steder og farlige kønssygdomme. Filmene bliver i dag også skilt ad, de bliver undersøgt og vurderet på form og indhold, dramaturgi og plot, men hvordan får vi nu egentlig øje på lyden?

Synkron eller asynkron
Hvis udgangspunktet skal tages i de seneste generationers fascination af den fede biograflyd, ender vi nemt i en teknisk drengesnak om surround, centrale basenheder, DTS, THX og andre håndgribelige ting. Men hvordan taler vi om det antydningsfulde, stemningsformidlende eller måske ligefrem betydningsbærende lydspor? Det behøver ikke være kedeligt eller voldsomt akademisk, så hvorfor ikke vælge nogle sjove kortfilm, der foruden at fremkalde smilet giver et interessant fagligt input til at arbejde med filmlyd? Vi lægger ud med et par kortfilm, som kan hjælpe med at få centrale begreber på plads.

Synkron lyd har rod i billedet, og asynkron lyd har ikke. Det første anskueliggøres med Eksamen (1992, 6 minutter), som findes i antologien Så er der forfilm – 1993. Med filmens første, tæt beskårne indstilling på en dørpumpe, der knirkende går op og i, mens vi hører fodtrin på hårdt gulv, får vi eksemplificeret såvel synkron lyd, der ses (dørpumpen) som synkron lyd, der ikke ses, men alligevel tilhører billedet (fodtrin). Skolens gymnastiksal er ramme om skriftlig eksamen, og som filmisk location er det et sted, hvor akustikken absolut gør lyden iørefaldende. Eksamen leverer et glimrende afsæt til mange gode diskussioner omkring lydsporet som et centralt element i fortællingen. Hvornår er lyden synkron, hvornår asynkron? Hvornår bliver der tale om subjektiv lyd, som den opleves af hovedkarakteren? Hvilken betydning ligger der i den asynkrone Thomas Helmig-sang i slutningen? Og så videre ... Prøv at variere det klassiske pædagogtrick med at fjerne lyden og prøv i stedet at afspille lydsporet – og så først bagefter vise billederne for eleverne.

At spille på sutsko
Denne øvelse kan med fordel videreføres med kortfilmen Music for One Apartment and Six Drummers (2001, 7 minutter) – en rytmisk perle, der hører hjemme i ethvert musiklokale. I filmundervisningen kan den indgå som en dialogfri parodi på gangsterfilmgenren, og i musikundervisningen er den et inspirerende og skægt bud på disciplinen STOMP, der har vundet indpas i skolen. STOMP er rytmisk udfoldelse på forhåndenværende materialer. Malerbøtter, låg til skraldespande, tændstikæsker, fejekoste, tandbørster, sutsko – alt kan bruges som rytmeinstrumenter.

De seks rytmeekvilibrister i filmen går ind i en lejlighed og udforsker meget fantasifuldt henholdsvis køkkenet, badeværelset, soveværelset og dagligstuens rytmiske potentiale. Prøv at afspille lydsporet fra ét af rummene og bed eleverne gætte, hvilke ting der bliver brugt. Det meste lyd er helt oplagt synkron, kun et enkelt sted er der smurt effektlyd på (lyden af bøger, der rammer gulvet, er forstærket); lad eleverne slå lyttelapperne ud og spore det! Filmen kan med vidt forskellige vinkler anvendes i hele skoleforløbet.

Stemningsformidlende, asynkron musikunderlægning findes i de fleste film, og i de bedste tilfælde opstår der et nærmest symbiotisk forhold mellem billed- og lydside. En klassiker er Danmarksfilmen Danish Symphony (1988, 21 minutter), hvor Fuzzys musik virtuost kitter billederne sammen i et sprudlende og rytmisk forløb. Det er et billeddigt om køer, smør, cyklister, flæsk, snaps, postbude, H.C. Andersen, LEGO og masser af andre danske ikoner. Filmen er sublimt klippet, og ethvert minut er en æstetisk nydelse, hvilket har udløst mange filmpriser i tidens løb.

Klassikere
Prisbelønnet er i høj grad også Ole Askman, som har beriget den danske kortfilmskat med musikalske portrætter af henholdsvis en færdselsbetjent i Capriccio (1968, 5 minutter) og en herrefrisør i Barbut (1994, 6 minutter). Barbut er frisør på Vesterbrogade, og foran hans lille forretning suser dagligt en hel verden forbi – busser, fodgængere, cyklister, håndværkere, hundeluftende damer. Men Barbut passer sit, som han har gjort det i mange år. På dagens enlige kunde udfører han sit gamle frisørhåndværk med virtuost håndelag og til ouverturen fra Rossinis Barberen i Sevilla. En mand og hans metier. Det er oplagt at præsentere Rossinis musik, før filmen vises, og derefter diskutere, hvad musikken gør ved vores opfattelse af Barbut. Men også filmens synkrone lyd rummer et væld af små historier. Gå eventuelt på opdagelse i de første par minutter og bed eleverne notere, hvad de hører.

En anden dokumentarklassiker, der på underholdende og underfundig vis leger med billeder og musikunderlægning, er den hollandske Zoo (1962, 11 minutter). Zoo er et kærligt portræt af mennesker og dyr i en zoologisk have, hvor kommentaren til billederne leveres af musikken. Det er en opvisning i montage og kan på trods af sin høje alder stadig nydes gennem hele skoleforløbet.

Musikunderlægning kan være en letkøbt genvej til publikums følelsesregister, den kan styre fortolkningen, så intet overlades til selvstændig tankevirksomhed. Stemningsskabende musik kan dog også være lagt ind i billedhistoriens univers og ligefrem lege med publikums forventninger. I Blue City fra USA (1996, 13 minutter) findes flere gode eksempler på elegant lydsætning i den forstand, at al stemningsskabende musik ”hører hjemme” i billedet. Incidentalmusik, kaldes det med et fint ord.

Allerede filmens åbning er spektakulær. Massiv, swingende bigband-musik åbner filmen, men bringes brat til afslutning, idet den tilsyneladende asynkrone musik viser sig at stamme fra en clockradio, der brat slukkes af en meget tyk og tungsindig ældre mand. Den stærkt melankolske, blå stemning i filmen understøttes i de fleste scener af det langsomme tempo og fravær af enhver form for asynkron lyd; i en central scene kommer den dystre ”underlægningsmusik” således fra en kassettespiller. Det er en lille, næsten dialogfri skæbnefortælling om fire personer: en tyk mand, der har planlagt at tage livet af sig selv, to biltyve og en lille dreng, som tilfældigt krydser hinandens baner. Det lyder måske ikke så festligt, men filmen har en egen lavmælt humor og mange små finurligheder. Blue City er med sin cirkulære fortællestruktur og raffinerede billedæstetik velegnet til de ældste elever.

Kontrapunktisk lyd
Mange har i undervisningen sikkert brugt Hvor ligger Painful City? (Så er der forfilm – 1993) med dens væld af action-effekter og genreforankret underlægningsmusik. Et tip til en beslægtet kortfilm fra DRs imponerende kortfilms-skatkammer er Hænderne op eller bukserne ned (2000, 4 minutter), der er en slags sammenkogt spaghetti-western-parodi på the final showdown i et fitness-center, underlagt Ennio Morricone-agtig filmmusik og lydeffekter.

Optakten til filmens første indstilling består af galoplyd, fløjten og pistolskud, og kontrasten til billederne fra det lokale fitnesscenter er slående, her er vel nærmest tale om en form for kontrapunktisk lyd. Genrekonventionerne overholdes på billedsiden med mange ultranære billeder af de to kombattanters sammenknebne øjne, og helt fornøjelig er den rytmisk accelererende klipning i løbet af dystens første halvleg. Det er tæt på at være et skoleeksempel i billed/lyd-klipning, og fraværet af (udenlandsk) dialog gør den brugbar som prøvetekst i dansk.

Fra underlægningsmusik som betydningsbærende element til den mere tilbagetrukne og diskrete lydmontage i en anden morsom britisk kortfilm fra DRs kortfilmskatalog, nemlig 10 nøgne mænd (2000, 4 minutter). Anslaget præsenterer forstadsidyl, lyden af børnestemmer, fuglekvidder, en bold der bliver slået i asfalten, isbilen der varsler sin ankomst med tonerne af Greensleeves, som konnoterer muzak, tradition og gabende kedsommelig britisk pænhed. En gruppe forstadskvinder og en enkelt kvindagtig mandsperson med et barn på armen, forsamlet på fortovet, diskuterer lavmælt et eller andet inferiørt problem, som nogen burde henvende sig til kommunen om. Der klippes til ismanden, iført hvid kittel og bøllehat, som jovialt ekspederer sin første kunde.

En optegnelse af den givne lydcollage, hvori også dialogen indgår, efterlader ingen tvivl. Her er fred og tryghed, ingen skarpe kanter, og mandlige kønshormoner er en by i Rusland. Skiftet indtræder selvfølgelig umiddelbart efter. Langsomt fades lyden af et enstonigt mandskor ind under den hastigt krakelerende idyl: ”Nine naked men, just walking down the road, can cause a heap of trouble for all concerned.” Billedforløbet – før der klippes til de ni mænd, som bortset fra sko og ankelsokker er i adamskostume – viser med al ønskelig tydelighed, at noget dramatisk vil ske. Men det er lydsiden, som varsler katastrofen!

Genveje i udforskningen
Forskydningen af lyd- og billedklip er et grundlæggende greb i det ”sømløse” klip, og i dramaturgisk forstand fungerer lydsiden som et effektivt set-up eller varsling af det første billedklip. I animationsfilm er lyden betydeligt længere fremme i billedet, og disse er velegnede til at kortlægge lydsidens ”fortællemæssige udtryksformer”, som det hedder i moderne pædagogisk jargon.

En kuriøs og forrygende morsom animationsfilm er Huset ved verdens ende (1998, 8 minutter – tilgængelig i antologien Ørnens øje & Huset…). Huset ligger på toppen af en bjergtop og befolkes af en ko, en kat, en kælling og adskillige andre underholdende væsener. Det eneste problem er, at huset vipper dramatisk hver gang, der går et væsen ud eller ind. Og det gør der tit. Alle bevægelser i filmen er udstyret med sjove lydeffekter, så filmen er en festlig aperitif i et undervisningsforløb med lyd-billed-relationer på menuen.

Der er uendeligt mange filmstrimler, hvor billedsidens bedre halvdel, lyden, spiller en undervurderet, men afgørende rolle i vores oplevelse af filmen. Måske er den allerbedste måde at få øje på lyden selv at indfange eller fremstille lydbilleder med mikrofon og diverse, men hvis vi skal undersøge hele spektret, tilbyder kortfilmen mange genveje i udforskningen af de levende billeders alt for oversete følgesvend. Og hvis eleverne samtidig kan more sig over en velfortalt filmanekdote, kan dét forunderlige ske, at underholdning og undervisning går op i en højere enhed.