Lyst på lærredet

Seksualiteten er, som almindeligt bekendt, et biologisk grundvilkår for mennesket, men alligevel har den altid haft en kontroversiel rolle i kunst og medier. Den præger menneskelivet og samfundslivet i alle mulige henseender, og dog har den altid været omgivet af blufærdighed, hemmeligholdelse og forbud. Religionerne har traditionelt set det som deres opgave at dæmpe, kontrollere eller fordømme seksualiteten. Og civilisationens projekt har — ikke mindst af hensyn til familie- og samfundsstrukturens stabilitet — i vid udstrækning bestået i at beherske og begrænse drifterne.
 
Seksualiteten er der, men vi prøver gerne at lade som ingenting. Den regerer med os gennem hele vores liv. Men der er i de fleste kulturer tradition for, at den udgør en slags nødvendigt onde, som vi helst skal holde på afstand. Besindighed, ansvarlighed, klogskab og ånd forbindes ikke med kødelighed og erotik, der modsat står for dyrisk drift, uansvarlig lystdyrkelse, naturpåtvunget instinkt.
 
Seksualiteten er en slags vulgært puds, som biologien har spillet med os, og den har derfor kun med besvær fundet indpas i den almene kultur. Til gengæld har den etableret en egen — mere eller mindre skjult — modkultur, pornografien, som i en slags apartheid lever adskilt fra den pæne og respektable kulturverden.
 
Danmark i spidsen
For 35 år siden legaliserede Danmark som det første land pornografien og afskaffede samtidig voksencensuren på film. Dengang var pornoens befrielse en kampagne i frisindets og ytringsfrihedens navn. Prøvesagen havde været udsendelsen af John Clelands klassiske roman Fanny Hill fra 1749, pornografi i ordets bogstaveligste forstand — et skrift om skøger. I 1958 var den blevet dømt utugtig ved en dansk domstol, men den blev frifundet i 1965 og kunne udkomme med forord af kulturradikalismens grand old man Poul Henningsen, der priste bogens "glæde ved samlejet, en umiddelbar appetit på tingene".
 
Hermed var det ved at være forbi med statens moralske formynderi over for voksne borgere. I 1967 blev love mod skriftlig pornografi afskaffet, i 1969 også love mod billedpornografi gennem ophævelsen af Straffelovens § 234, der siden 1930 havde forbudt værker af "utugtigt indhold" og siden 1939 for en sikkerheds skyld også havde forbudt det, som uden direkte at være utugtigt var "forretningsmæssig spekulation i sanselighed". Det kunne for eksempel være fremstillinger af nøgenhed.
 
Tidens unge forfattere — blandt andet Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Benny Andersen og Sven Holm, der optrådte i antologien Sengeheste (1965-67) — så den erotiske skildring som et væsentligt oprør mod den forstokkede og hykleriske samfundsorden. Porno var avantgarde. Men ironisk nok førte lovændringen ikke til frigørende erotisk kunst i ord og billeder, men først og fremmest til etableringen af en pornoindustri, som med billedhæfter og film straks gik i gang med at udnytte befrielsen kommercielt.
 
I første omgang var der film produceret af etablerede selskaber. Palladium kom med de såkaldte sengekantfilm, begyndende med Mazurka på sengekanten (1970), der frit efter den erotiske pioner Soya foretog en noget ejendommelig kombination af dansk folkekomedie og sexfilm. Denne serie blev fulgt af de konkurrerende stjernetegn-film såsom I jomfruens tegn (1973), som trods indslag af hardcore sex stadig fulgte folkekomedie-opskriften.
 
Men snart var der en produktion i gang af egentlige pornofilm, forstået som hovedsagelig korte film, hvor autentiske samlejer fremvises. Det var film, der kørte i særlige biografer (for eksempel Hawaii Bio på Vesterbrogade) eller i små kabiner i de mange massageklinikker, som åbnede. Hermed ændrede den seksuelle frigørelse sig hastigt fra at være en frisindets triumf til at fremstå som forum for en mistrøstig og kynisk spekulationsbranche. Pornoen signaliserede ikke frihed, men tvang.
 
Hollywoods syndige baghave
I USA var der en lignende udvikling. I 1950'erne var en begyndende seksualisering af kulturen åbenbar. Midt i kommunistforskrækkelse og koldkrig susede blodet hurtigere i årerne, når Marilyn Monroe pirkede til Den søde kløe hos mændene og sendte dem i armene på Playboy Magazine, Kinsey-rapportens afsløringer om især kvinders seksualitet eller Vladimir Nabokovs kontroversielle bestseller Lolita.
 
60'erne blev det store gennembrud for ungdommens både politiske og seksuelle revolution. "Make Love Not War" var mottoet for en generation af blomsterbørn. Også i USA havde lovgivningen fordømt det "obskøne", men i 1966 fastslog en dommer — ligeledes i forbindelse med en genudsendelse af Fanny Hill — at bogen ikke var "utterly without redeeming social value". Altså ikke fuldstændigt uden forløsende social værdi — og så kunne den ikke forbydes.
 
Hollywood havde med sine selvcensurregler — den såkaldte Production Code — især siden 1934 holdt lærredets udskejelser under kontrol. Men ved indgangen til 70'erne opgav man censuren og indførte et system, hvor filmene får en vejledende rating efter deres målpublikum. Hermed var vejen banet for egentlige pornografiske film i amerikanske biografer, hvor det tidligere havde været en diskret virksomhed i klubber og baglokaler.
 
Langt ned i halsen (1972) blev en sensation, og en gigantisk pornofilmindustri gik i gang. Mærkeligt nok svæver den amerikanske offentlighed stadig i den vildfarelse, at pornografi kommer fra Skandinavien, mens sandheden er, at den hovedsagelig produceres i San Fernando-dalen, den syndige baghave til Hollywoods paradis.
 
Pornografiens pludselige synlighed kom samtidig med, at også film i almindelighed, især kunstneriske film, fokuserede mere eksplicit på seksuelle temaer end tidligere. Det gælder højligt originale værker som Dusan Makavejevs jugoslaviske Organismens mysterier (1971), et modernistisk værk, der i rablende montageform sammenblander dokumentar og fiktion i en balstyrig historie om sex og politik med udgangspunkt i den kontroversielle sexolog Wilhelm Reichs teorier. Og det gælder mere mainstreamprægede film som Mike Nichols' Kødets lyst (1971) og Bertoluccis Sidste tango i Paris (1972).
 
Usaltet smør
Sidste tango i Paris, hvor en midaldrende enkemand (Marlon Brando) har seksuelle møder i en tom pariser-lejlighed med en fremmed, ung pige (Maria Schneider), blev en af 1970'ernes store filmkunstneriske sensationer. Det handlede om eksistentiel ensomhed og desperation, kombineret med sexscener af uhørt dristighed, især en scene, hvor manden har analsex med pigen og bruger usaltet smør til at lette processen. Jo, det var stærk kost. 

Den kontroversielle amerikanske forfatter Norman Mailer havde en karakteristisk kommentar til filmen: "Hardcore er søvndyssende, når det har ophidset, og ender med at få hjernen til at sove. Men Brandos virkelige pik i Schneiders virkelige kusse ville have bragt filmhistorien et stort skridt nærmere den ultimative oplevelse, som den har lovet siden sin begyndelse (nemlig at genskabe liv)."
 
Det peger på et af de centrale problemer ved seksualitetsskildring på film, nemlig spørgsmålet om, hvad der er virkelighed, og hvad der er illusion. Det er jo den sædvanlige praksis i en spillefilm, at skuespilleren typisk udfører de aktiviteter, som den fiktive person udfører. Skal personen spadsere, springe, svømme, køre bil eller sætte sig ned i sofaen, er det typisk netop det, skuespilleren også gør. Kun til særligt farlige handlinger har skuespilleren typisk en stuntman (m/k) til erstatning. Men hvis der skal elskes eller døs, vil skuespilleren som regel nøjes med at foregive at elske — og foregive at dø.
 
Man forventede dengang, at grænsen mellem porno og mainstream snart ville blive udvisket, at pornofilmene ville blive mere kunstneriske og fortællende, mens skuespillerne i mainstreamfilm ville udføre autentiske samlejer på film. Men her standser de fleste method actors deres indlevelse i rollen.
 
Der var ganske vist film med sexscener, som havde ry for at være ægte — Jacqueline Bisset og Per Oscarsson i Secrets (1971), Julie Christie og Donald Sutherland i Rødt chok (1973), og der er nogle få eksempler på skuespillere, som er startet i porno og gået videre til mainstream; mest prominent Sylvester Stallone, der medvirkede i sexfilmen Italian Stallion (1970) inden gennembruddet i Rocky (1976). Men den "almindelige" filmverden og pornofilmindustrien var og er to fuldstændigt adskilte verdener.
 
Liderlighedens ulidelige lethed
I 70'ernes kunstneriske film var seksualiteten ofte forbundet med dæmonisering og mystifikation. Der er Liliana Cavanis Natportieren (1974),der kombinerer seksuel perversion med herre/slave-forhold i kz-lejren, Buñuels Begærets dunkle mål, for slet ikke at tale om Oshimas I sansernes vold og Pasolinis modbydelige Saló (1975).
 
Men i virkeligheden har begærets mål vel aldrig været videre dunkelt. I pornofilmene er det kun alt for åbenbart. Pornoen viser sexakten, på den ene eller den anden måde, i den ene eller den anden kombination. Men strengt taget det samme hver gang. Når det kommer til stykket — og det gør det altid i pornofilmen — er der ikke så meget at diskutere.
 
Pornoen brød stort igennem i 70'erne, og trods kvindebevægelsens oprustning mod den kvindeundertrykkelse, som pornoen både symbolsk og reelt fremstiller, har pornofilmen været en rigtig god forretning, der omsætter for enorme beløb — ikke mindst efter, at den også har fået intim-medier som video/dvd og internet til sin rådighed. Så selv om pornoen kan ses som udtryk for en frigørelse, har den også en slags karakter af kontrol: Her har man fundet en fast industriel ramme, hvor overflødig maskulin seksualitet kan afreageres, så at sige som en onani-industri.
 
Generelt er der to hypoteser om filmseksualitetens indvirkning på tilskueren (nogenlunde svarende til teorierne om filmvoldens indvirkning). Enten fører filmoplevelsen til imitation: Tilskueren, især den unge ubefæstede sjæl, efterligner det, han ser på film. Eller også fører filmoplevelsen til katarsis: Tilskueren opnår den nødvendige forløsning (eller snarere udløsning), således at han netop ikke behøver at udføre det i virkeligheden.
 
Sociologiske undersøgelser i Danmark i årene omkring pornoens frigivelse pegede på, at adgang til pornografi næppe fik mændene til at afstå fra voldtægt og seksualmord, mens den dog nok kunne være medvirkende til, at de mindre sexforseelser — såsom exhibitionisme og lureri — gik tilbage. Hvilket dog også kan hænge sammen med, at seksualitetens og pornoens tilstedeværelse i det offentlige rum havde gjort borgerne mindre motiverede til at anmelde sådanne lovovertrædelser.
 
Fiktion som surrogat
Pornoen er ikke blevet et accepteret kulturfelt, og den er slet ikke blevet en legitim kunstnerisk genre. Den er ganske vist blevet alment tilgængelig, sågar på offentlige lokale tv-stationer, men den har ikke opnået højere status. Den synes stiltiende accepteret som et nødvendigt onde.
 
Når pornofilmen i løbet af de sidste 30 år ikke udviklede sig til et kunstnerisk fortællende medium, var det nok fordi dens publikum ikke søgte æstetiske, men seksuelle impulser. Der var nok forsøg på en kombination — som Just Jaeckins lækkert parfumerede Emmanuelle (1974) og O's historie (1975) havde succes — men det var netop "blød" porno med imiterede samlejer.
 
Pornoens mandlige kernepublikum søgte ikke kunst, men kusse.
 
Og da pornofilmen siden 80'ernes video-boom gradvis er forsvundet fra biografdistribution og siden næsten udelukkende konsummeres i hjemmet, har den koncentreret sig om at levere varen uden for mange dikkedarer. Hvor de tidlige pornofilm — som Langt ned i halsen og Den erotiske djævel i Miss Jones — havde karakter af fortællende film, ofte en slags parodier på mainstreamfilm og filmgenrer, er den nutidige pornofilm så at sige vendt tilbage til genrens udgangspunkt: et filmet samleje.
 
Man kan måske bedst forstå pornofilmen som parallel til andre filmgenrer, der tiltrækker deres publikum ikke så meget ved at tilbyde kunstneriske oplevelser som ved at tilbyde tilfredsstillelse af bestemte behov, som publikum ikke kan få tilfredsstillet i det virkelige liv. Fiktion som en slags surrogat. Ligesom actionfilmen giver os moralsk tilfredsstillelse ved at præsentere et univers, hvor de gode har handlekraft til suverænt at overvinde de onde, som i virkelighedens verden alt for ofte unddrager sig retfærdigheden og den fortjente straf. Og ligesom komedien gennem den forløsende latter giver os livsmod til at tåle tilværelsens genvordigheder. På samme måde kan man sige, at pornoen kan tilbyde en tilfredsstillelse af vores "lave" lyster — et surrogat, ganske vist, en iscenesættelse af fiktive seksuelle aktiviteter, som har karakter af mandlige ønskedrømme.
 
For ligesom det frustrerede kvindepublikum er de traditionelle forbrugere af soaps og melodramaer, der tilbyder den følsomme "romantik", som kvinderne måske må savne i deres egen tilværelse, er det frustrerede mandepublikum de traditionelle forbrugere af porno, der tilbyder et surrogat for al den uforpligtende sex, som de måtte kunne ønske sig med villige unge kvinder, men har svært ved at opnå i virkeligheden. Det er selvfølgelig ikke den ægte vare, men både tårer og sædafgang kan være virkelige nok!
 
Brændt og kogt
Den kristne forsagelse af det seksuelle ligger som en fast undertone i vores kultur. Og selv om et mere frisindet og afslappet forhold til sanselighed og seksualitet har vundet frem i takt med den generelle afkristning af vestlige samfund, behandler kulturen stadig typisk det seksuelle med en vis fordømmende puritanisme.
 
Prototypen på en seksualiseret person i den vestlige kultur, den legendariske Don Juan, ender som bekendt i helvede. Og sådan er det også almindeligt afspejlet i nutidens populærkultur. Seksuelt aktive personer fremstilles — nærmest automatisk — som mindre lødige end personer, der afholder sig fra seksualitet. I en genre som katastrofefilmen, hvor man typisk præsenteres for et kollektiv af forskellige mennesketyper, er det en fast kliche, at de seksuelt ivrige går deres undergang i møde. Parret, der har gang i en illegitim hyrdetime i Det tårnhøje helvede (1974), bliver brændt, og det nøgenbadende par i Volcano (1997) bliver kogt. Sådan må det gå, det siger nærmest sig selv. Tilsvarende var det i de såkaldte teen-kill-movies, som begyndte med Maskernes nat (1978) og Fredag den 13. (1980), altid de seksuelt mest aktive teenagere, der blev slagtet først.
 
Fra tid til anden dukker film op med et eksplicit seksuelt tema. 9 1/2 uge (1986) fik succes med at vise smukke stjerner i lystfuld lidenskab. Men oftest vises seksualiteten som et felt præget af perversion, desperation og ensomhed: Farligt begær (1987), Iskoldt begær (1992), Short Cuts (1993), Boogie Nights (1997, om pornoindustrien), American Beauty (1999), Happiness (1998) og Eyes Wide Shut (1999). Samtidig er sex et farce-agtigt element i populære ungdomskomedier som de tre American Pie-film (1999-2003).
 
I dansk film, hvor vibrationerne fra sengekanten for længst er stilnet af, er der vel kun rigtig fokus på seksualiteten hos Lars von Trier, der altid har været draget af perversitetens universer (Breaking the Waves, Dogville). Med dogmefilmen Idioterne berører Trier en trend i ny europæisk film, hvor grænsen ind til pornografien overskrides — som i gruppesex-orgiet, hvor spillerne får stand-in-hjælp af hardcore pornoaktører.
 
I de seneste år har en række kunstneriske film vakt opsigt med meget eksplicitte sexscener, undertiden med indslag af ægte hardcore midt i kunstfilmens univers. Det gælder film som Catherine Breillats Romance (1999), Virginie Despentes' Baise-moi (2000), Patrice Chereaus Intimacy (2001), Gaspar Noés Irréversible (2002)og Michael Winterbottoms Nine Songs (2004). I den sidstnævnte er samlejerne den eneste "handling", der er. 

Men er det nok? Det er film, der prøver at være "fin" pornografi. At filmene har vakt opsigt og chokeret, peger på, at seksualiteten, trods pornoens udbredelse og seksualiseringens synlighed i medie- og gadebilledet, stort set har samme status i filmen som for 30 år siden. Det er stadig almindeligt accepteret, at sex er en privatsag. Det er stadig noget, som ikke skal ses af andre. Men netop derfor ligger der filmisk fascinationskraft i at vise det, der ikke skal ses.