Atomic Blonde

Fra et badekar fyldt med isterninger rejser sig en nøgen og gennemtæsket Charlize Theron, med blodsprængte øjne og sår og blå mærker over hele kroppen.

Hun spiller MI6-spionen Lorraine Broughton i spion-thrilleren Atomic Blonde, der er stuntmanden David Leitchs instruktørdebut.

I et afhøringslokale fortæller hun om det seneste døgn i Berlin, hvor hun har haft til opgave at skaffe en liste over dobbeltagenter i samarbejde med den excentriske David Percival (James McAvoy), som længe har været udstationeret i den tyske hovedstad.

Og sikke et døgn.

Året er 1989, og stemningen i Berlin er mildest talt elektrisk, da det er dagen, hvor Berlinmuren falder.

Filmen bygger på Sam Harts graphic novel The Coldest City, og David Leitch får da også byen til at minde om Frank Millers dunkle og kaotiske Sin City.

I de rodede omgivelser og med det store persongalleri er det i filmens første halvdel lidt svært at gennemskue, hvor vi skal hen.

Danske Roland Møller spiller den hårdkogte våbensælger Aleksander Bremovych, og til trods for en sjov og blodig præsentation er det først til sidst, at vi rigtigt forstår hans rolle i filmens tvetydige spionplot.

Sådan gælder det faktisk for de fleste af karaktererne, inklusive CIA-agenten Emmett Kurzfeld, (John Goodman), der sammen med Lorraines overordnede lytter til hendes historie i afhøringslokalet.

Lorraine farer nemlig rundt i de anarkistiske omgivelser og prøver at finde frem til de personer, som kan hjælpe hende med at skaffe listen, og vi er som biografgængere på lige så bar bund som hende i forhold til, hvem der er gode, og hvem der er onde.

Det står til gengæld soleklart, da Lorraine midt i filmen for alt i verden skal beskytte personen, som er i besiddelse af listen, og vi får forklaringen på, hvorfor hun ender med at blive totalt forslået.

Her starter nemlig en ekstremt velkoordineret kamerakørsel, der hamler op med selv de vildeste kampscener fra actionmilestenen The Raid.

Uden klip følger vi den hårdtslående superagent kæmpe sig vej gennem russiske kumpaner, der prøver at tage livet af hende og hendes ledsager, der kun er kendt som Spyglass (Eddie Marsan).

Og herfra fortsætter vi med at få hårdkogt action, men også indsigt i, hvordan Lorraines historie kobles sammen med filmens mystiske begyndelse.

Intet er nemlig, som det lader til, og både hendes hotte elskerinde Delphine Lasalle (Sofia Boutella) og umiddelbart gale kollega Percival får pludselig uventet betydning for Lorraines videre skæbne.

Med et soundtrack af hårdtslående 80’er-hits og sin pulserende dommedagsstemning minder filmen – når den er bedst – om Zack Snyders stilistiske mesterværk Watchmen. Mens den første lidt tunge halvdel vækker mindelser om Snyders tomme skal af en actionfilm: Sucker Punch.

Charlize Theron er fortryllende fra start til slut.

Hun og stuntmanden Leitch er det perfekte match til at skabe en benhård superagent, som både har en tegneserieagtig larger than life-udstråling, men også en charmerende og menneskelig kerne, der tydeligst viser sig i en hed sexscene mellem Lorraine og Delphine.

James McAvoys mystiske MI6-medsvorne er også en spændende afbildning af en person, som har kæmpet for en sag i så kaotiske omgivelser i så lang tid, at han er blevet helt opslugt af det miljø, han er blevet placeret i.

Den bedste forklaring vi får på hans rockstjerneattitude og umiddelbart anarkistiske gerninger er et manisk råb til himlen: ”I love Berlin.”

Atomic Blonde er en farverig orkan, hvor Berlin fremstår som et kaotisk helvede. Men når Charlize Theron tager os i hånden er rejsen gennem byen en adrenalinfyldt fornøjelse.