Cph Pix
03. maj 2015 | 14:10

Backgammon

Foto | Kenneth Skouboelling
Danny Thykær har skrevet og instrueret Backgammon og spiller selv den sølle dranker Erik, hvis weltschmerz driver ham til at skære i sig selv og lukke øjnene på dramatisk maner.

Dansk undergrundsfilm om en bums på en bænk er lemfældigt sammenstykket af klichéer og påført et tykt lag selvhøjtidelig soap-stemning.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

En mand sidder på en parkbænk med et spil backgammon på bordet foran sig. Han har en beskidt grøn jakke, et ukæmmet fuldskæg og en selvmedlidende mine. Han hælder vodka i sin 7-Eleven-kaffe, åbner en lommekniv og snitter i sit håndled under ærmet, mens han skærer en martret grimasse.

Strygerne begynder at spille, og så kommer en voice over: ”I backgammon kan du tabe på forskellige måder og størrelsesforhold. Ligesom man kan i livet.”

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når det gælder at vise hovedpersonen Erik som en forkrøblet stakkel. Han er – for nu at bruge filmens egen platte metafor – en kasseret brik i et spil, han ikke har en chance for at vinde.

Backgammon blev vist på den netop overståede Cph Pix-festival. Filmen er finansieret uden om Det Danske Filminstitut, et beundringsværdigt projekt båret fra spæd idé til succes på mindre festivaler af utrættelige ildsjæle.

Men lige så let det er at prise gåpåmodet, lige så svært er det at anbefale resultatet.

Manusforfatter, instruktør og hovedrolleindehaver Danny Thykær slår sine pointer fast med syvtommersøm uden nogen sans for filmisk finesse, og uden at bekymre sig det mindste om, hvorvidt publikum gider se med.

Bumsen Erik står til at blive smidt ud af sit trøstesløse kælderrum og ignorerer sin sagfører (hvorfor har han en sagfører?), der velmenende trygler ham om at få styr på sit liv: ”Der må da være nogen, der holder af dig!”

Publikum gør det i hvert fald ikke. Erik laver ikke stort andet end at skære i sig selv, græde for sig selv og drikke alene, mens han lukker øjnene dramatisk, som om hans lommelærke brænder læberne.

En dag kommer en ung pige hen til ham, mens han sidder i parken. Hun vil gerne spille. Det vil han ikke, men så giver han sig alligevel, og musikken bliver let og håbefuld, mens han lærer hende at spille i en kvalm montage.

Men så kommer der drama. Pigens mor kender Erik fra gymnasietiden og vil ikke lade sin datter spille med ham. Så hun forbyder Erik at tale med pigen i stedet for at forbyde pigen at tale med Erik, for så ville hun jo være en hård forælder. Der er unævnelige skeletter i skabet og megen gråd i vente.

Thykær griber famlende ud efter publikums hjertestrenge, men hans patosfyldte historie er så kluntet iscenesat, at den er pinefuld at sidde igennem.

Underlægningsmusikken er ganske kompetent, men fra første anslag forholder den sig pedantisk én til én til historien. Der bruges en distancerende spejlrefleks-æstetik, kolde billeder og ekstremt lav dybdefokus, som stemmer dårligt overens med følelsespornoen. Og kameraet er ofte placeret i et forstyrrende frøperspektiv.

Historien om den selvdestruktive mand, der åbner sig i mødet med et barnesind, virker som en letbenet udgave af Bænken, men er skrevet uden dramaturgisk fornemmelse og med et rustent øre for dialog.

Det er sjældent, at en film på kun 68 minutter føles for lang, men mange scener virker som unødvendigt fyldstof for at strække en kortfilm til spillefilmformatet.

Historien giver ikke skuespillerne anledning til at demonstrere andet end evnen til at græde på kommando. Det er en skam, for såvel birolle-indehaverne som Thykær har et solidt greb om deres karaktertyper.

Den storladne musik og de højtravende emner befaler publikum at føle, men det hele falder eklatant til jorden og minder om et overambitiøst gymnasieprojekt.

Trailer: Backgammon

Kommentarer

Titel:
Backgammon

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Danny Thykær

Manuskript:
Danny Thykær

Medvirkende:
Danny Thykær, Sofia Lever, Maja Muhlack, Dan Zahle

Spilletid:
68 min.

Premiere:
Blev vist på Cph Pix 2015

© Filmmagasinet Ekko