Cph:Dox 2021
18. apr. 2021 | 21:43

The Banality of Grief

Foto | Jon Bang Carlsen
Jon Bang Carlsens elskede Madeleine er gengangeren på stien tilbage til lykkelige tider i kontrast til en traurig nutid præget af Trumps USA og hele verdens coronavirus.

Med et filmisk kærlighedsbrev til sin afdøde kone har Jon Bang Carlsen skabt et rørende værk, der giver livsindsigt i små glimt.

Af Bo Tao Michaëlis

Ligesom sin næsten samtidige, digteren Dan Turèll, elsker instruktøren Jon Bang Carlsen hverdagen.

Men hvor førstnævnte dyrker hverdagens nødvendige rutine og livgivende vane, er Carlsens hverdag et kultsted og en kirke. Et helligt rum uden grænser, der med sine såkaldte almindelige mennesker gør det ordinære til det ekstraordinære.

Den irske forfatter James Joyce brugte det katolske begreb for sjælsåbenbaring – epifani – om den ligegyldige hændelse, som pludselig giver livsindsigt i et glimt.

Det er i mine øjne netop, hvad 70-årige Jon Bang Carlsen har gjort i de fleste af sine film. Virkeligheden er reel, men realiseres dybt i montager af betagende billeder og plotløse fortællinger.

Det ses tydeligt i The Banality of Grief, der i sin montagestil og iscenesatte realisme er én lang, monologisk bevidsthedsstrøm.

Instruktøren leverer jeg-fortællingen, den ledsagende voice-over, som med stemmens flow på en gang signalerer omverdenskontrol og spontant at fortælle sin egen historie.

Således får vi i levende billeder og kommenterende tale en rørende elegi over Jon Bang Carlsens irske livsledsager, Madeleine Haywood, som døde for tre år siden. Instruktøren fik børn med hende, de rejste rundt i verden sammen og delte hverdagene hjemme i Danmark.

Mindet lever nu videre som instruktørens kroniske ensomhed, men også som erkendelse af, hvad der var. En gammel mands gensyn med fortiden og forsoning med nutiden.

Madeleine er hans ledetråd, en genganger på stien tilbage til lykkelige tider i kontrast til en traurig nutid præget af Trumps USA og hele verdens coronavirus.

Mens Madeleine levede og fulgtes med Jon, nægtede hun ham at fotografere dem. Hun nægtede at blive beskuet af det, hun kaldte for ”død mands øjne”: kameraet, som aldrig selv ser tilbage med noget, der ligner liv.

Død mands øjne bliver en signifikant ledetråd igennem hele filmen. Det at se gennem en linse, det at se uden eget hjerte.

Filmen er en rejse i vekslende smukke billeder og fragmenter fra tidligere film med seancer, der er typiske for Jon Bang Carlsen som auteur.

Flygtningen, som evindeligt krydser sit eget spor, bliver visualiseret med billeder af lange togstammer i bevægelse og standende stilstand. De uendeligt lange, amerikanske motorveje, der strækker sig mod fjerne horisonter.

Det er i virkeligheden banale symboler, men Carlsen bruger dem originalt, fordi han i forbifarten ender i en flække, som viser sig at være et akvarium af eksotiske fisk forklædt som mennesker i mængden.

Det er den filosofiske pointe i filmens mange rejsebilleder – prikker på landkortet, instruktører krydser af i jagten på sin afdøde elskede. Og så den mere og mere prægnante følelse af, at vi alle bor i periferien til det store ukendte.

Det gælder hopi-indianeren, som synes, at den hvide mand har for travlt. Og det gælder den unge kvinde, der i landbyen har valgt at være The Vintage Girl. Med fortidens kjole, opsat hår og blodrød læbestift gestalter hun en Hollywood-starlet fra 1950’erne. Hun siger, at lykken er andet end penge.

Kunstmalersønnen Jon Bang Carlsen kalder sig selv for skabsmaler, men under de flygtige, kulørt-kønne billeder er The Banality of Grief en meget filosofisk film.

Ikke alle de filosofiske strøtanker har lige meget substans, men filmen kommer os i forkøbet: Sorgen er banal.

”At gå ind af motelværelsets dør er som at give hånd til ensomheden,” hedder det et sted.

Og lige på kanten af en film noir-floskel bliver Madeleine instruktørens gådefulde kærlighed fra fortiden. For den søgende og spørgende Jon Bang Carlsen kendte aldrig helt sin sære, irske kvinde, der blev født i dølgsmål.

Havde hun vitterlig som trettenårig en affære med den dæmoniske Jim Morrison, vildmanden fra The Doors?

Trailer: The Banality of Grief

Kommentarer

Titel:
The Banality of Grief

Land:
Danmark

År:
2021

Instruktør:
Jon Bang Carlsen

Manuskript:
Jon Bang Carlsen

Medvirkende:
Jon Bang Carlsen

Spilletid:
70 minutter 

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
25. april på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko