Streaminganmeldelse
21. dec. 2017 | 13:13

Bright

Foto | Matt Kennedy
Det er ikke nemt for Nick Jakoby (Joel Edgerton) at være den eneste orkbetjent i Los Angeles, når byen er fyldt med racister.

Orker og elverfolk i nutidens Los Angeles lyder interessant, men kedelige kostumer og et tyndt plot holder eventyrligheden ude af Netflix’ fantasyfilm.

Af Jens Steinicke Kjær

Hvorfor foregår så mange fantasyfortællinger egentlig i middelalderen?

Måske fordi Ringenes herre ville være for hurtigt overstået, hvis Frodo havde adgang til en helikopter? Den seneste sæson af Game of Thrones ville også være en tynd kop te, hvis Jon Snow kunne vise The White Walkers til alle gennem Facetime …

Men nu ryster Netflix altså posen med sin urban-fantasy-action-satsning Bright.

Filmen foregår i et nutidigt, men alternativt Los Angeles, hvor mytiske væsner som elverfolk og orker har levet side om side med mennesker siden tidernes morgen.

Will Smith spiller hovedrollen som den garvede strømer Daryl Ward. Han er sur på sin nye rookie-makker, orken Nick Jakoby (Joel Edgerton), fordi Jakoby ikke fik fanget en forbryder, som skød Ward.

Det er instruktøren David Ayer, som dirigerer løjerne, og filmens udtryk ligner en blanding mellem hans mest kendte film, body-cop-dramaet End of Watch og superskurke-blockbusteren Suicide Squad.

Desværre hælder filmen mest til sidstnævnte, som efterhånden er kendt for at være en af superheltegenrens største skuffelser.

Will Smith spiller tydeligvis på det nedslidte fundament, som de fleste af hans actionkarakterer har bygget på. I de bedste scener ligner Smith næsten en skuespiller, som ihærdigt prøver at se ud, som om han tænker på sin uskyldige datter, når tingene ser sortest ud.

Mere nuanceret er Edgerton som orken Jakoby, der hver dag udsættes for racisme fra menneskene og mobning fra de andre orker, der mener, at han har forrådt dem ved at blive politimand.

Filmens koncept er interessant, og de første tyve minutter, hvor vi får forklaret, hvordan orkerne styrer den kriminelle undergrund, og hvordan elverne er den rige overklasse, som bor i Beverly Hills, er ganske underholdende.

Men det er svært at sige ork uden at sige Ringenes herre, og i forhold til de skræmmende og varierede ork-ansigter i Peter Jacksons trilogi bliver orkerne i Bright, der ligner en krydsning mellem en avatar og en gris, hurtigt kedelige at se på.

Helt galt er det, at alle ork-skuespillerne har fået sat stødtænder i munden, så de ikke kan tale ordentligt, og man faktisk ikke kan høre, hvad de siger.

Meget af Edgertons ellers fremragende underspillede mimik går tydeligvis tabt bag sminken.

En Will Smith i automatgear og et skuespiltalent, der drukner i sminke, kunne have været tilgivet, hvis plottet var saftigt. Men historien følger en ret kedelig curlingform, som blockbusterfans har set utallige gange før.

På en patruljering i nattelivet finder Ward og Jacoby ud af, at onde elverbanditter er ude efter en tryllestav, som de har i sinde at vække en skidt fyr kaldet The Dark Lord med. Strissernes job bliver at arbejde sammen med den ydmyge elverpige Tikka (Lucy Fry) og sørge for, at staven ikke ryger i de forkerte hænder.

De eventyrlige racer bliver brugt som en analogi for virkelighedens racisme og sociale ulighed, men filmen kaster nærmest bare temaerne ud i luften uden rigtigt at undersøge dem.

Stilistisk vækker Bright mindelser om Blade, da det meste af filmen foregår om natten, og actionscenerne er klaustrofobiske og hurtigt klippede.

Noomi Rapace stjæler al opmærksomheden, når hendes reptilagtige elver-skurk tæver løs med magi og lynhurtige knytnæver, men desværre kan hendes replikker tælles på én hånd, og hendes karakter når aldrig ud over ond-uden-grund-skabelonen.

Bright falder til jorden med kedelige kostumer, hule karakterer og et ordinært plot, som kun vagt puster til velkendte, socialrealistiske temaer.

Trailer: Bright

Kommentarer

Titel:
Bright

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
David Ayer

Manuskript:
Max Landis

Medvirkende:
Will Smith, Joel Edgerton, Lucy Fry, Noomi Rapace

Spilletid:
117 minutter

Premiere:
22. december på Netflix

© Filmmagasinet Ekko