”Groovy” var ordet i 1967. David Crosby fra The Byrds, hippest blandt de hippe, siger det. Simon & Garfunkel, ikke helt hippe, men cool nok til at være med, synger det.
Og The Monterey International Pop Music Festival, som fandt sted mellem den 16. og 18. juni 1967 i Monterey, Californien, var en ret groovy festival. Den er, trods sit pop-navn, alle rockfestivalers moder.
For festivalgængere og rockfans bør udgivelsen af D.A. Pennebakers dokumentarfilm være et must.
Med det smukke bokssæt følger Hendrix-kortfilmen Jimi Plays Monterey og Shake! Otis at Monterey med Otis Redding. Desuden fraklip med en række kunstnere, der ikke kom med i biografversionen: The Byrds, som man ellers kun ser til lydprøven, har et par sitrende numre, og den næsten glemte hitgruppe The Association leverer en sjov optræden.
Pennebaker repræsenterer Direct Cinema, enkel dokumentarisme uden fordomme. Lad kameraet fange øjeblikke af menneskelighed.
Med et hav af fotografer filmede han musikere og publikum i de drømmende dage, festen varede. Der bliver delt blomster ud, danset og blæst sæbebobler, og man kan næsten dufte potrøgen. Oprindeligt blev filmen produceret til tv, men ABC nægtede at vise den efter at have set Jimi Hendrix kneppe forstærkeren.
Det er ikke en film, der prøver at afsløre blomsterdrømmen. Den lader os blive i troen – hvis vi vil.
The Who er forklædt som hippier, men viser med deres smadre-show, at det var de ikke. Janis Joplin er magisk med sit koksede garageband Big Brother and the Holding Company, der ofte blev kritiseret, fordi de var musikere langt under hendes niveau. I mine ører var de det mest medlevende og intense band, hun havde.
Pudsig detalje: Publikum sad pænt bænket på stolerækker. I frigørelsens år 1967 var det groovy nok at sidde på en stol.
facebook
twitter
Kommentarer