Den sidste turnering

Er man fan af sport i almindelighed og basket i særdeleshed, får man sandsynligvis julelys i øjnene, når man hører ordene: ”Chicago Bulls i 1990’erne.”

Det var på det hold og i den periode, at fænomenet Michael Jordan slog sine folder og vandt det ene NBA-mesterskab efter det andet.

Og selv om hans sidste mesterskab ligger over tyve år tilbage i tiden, er en ny dokumentarserie om stjernen og hans hold en pulserende omgang, der absolut ikke føles museal.

Faktisk er man efter hvert af de næsten timelange afsnit – som der kommer to af om ugen på Netflix, men fem er set til anmeldelsen – ekstatisk oppe at køre over de ekvilibristiske sportspræstationer.

Seriens danske titel er Den sidste turnering, men på engelsk hedder den The Last Dance. Det var det navn, som træneren Phil Jackson gav sæsonen 1997-98, hvor Chicago Bulls gik efter at vinde sit sjette mesterskab i 90’erne.

Dengang var der nemlig forlydender om, at det ville blive stjerneholdets sidste optræden i den formation, der også talte Jordans højre hånd Scottie Pippen og den farverige skraldemand Dennis Rodman.

De udgjorde stammen på, hvad der sandsynligvis er baskethistoriens bedste og i hvert fald mest underholdende hold.

De intense arkivoptagelser af kampe fra både 80’erne – hvor Michael Jordan startede karrieren – og 90’erne er i sig selv spændende nok til at bære serien. Med knivskarp klipning tilsat ord fra en garde af eksperter rangerende fra tidligere spillere til journalister bliver man godt oplyst, mens man ser vilde dunks og flotte trepointscoringer.

Men det store scoop er de hidtil usete optagelser, som et kameraholdet filmede, da de fik lov til at følge holdet i den afsluttende sæson. Af uransagelige årsager har de ikke set dagens lys før nu, men optagelserne viser alt det, som kampenes glamour dækker over: den hårde hverdag, hvor træning er eneste vej frem.

Der er blevet spekuleret i, hvorfor Den sidste turnering kommer netop nu – mange år efter sæsonen, der sikrede Michael Jordan hans sidste mesterskab. En teori lyder, at han mærker presset fra LeBron James – nutidens bedste basketspiller – der bliver nævnt som kandidat til at overtage titlen som den bedste nogensinde.

Det har angiveligt givet Jordan blod på tanden i forhold til at minde verden om, hvad han præsterede dengang.

Den teori er ikke bare plausibel, men decideret troværdig, når man i serien ser, hvor stort et konkurrencemenneske han var og stadig er. Vist kan han hygge sig med holdkammeraterne på flyet, når de har vundet endnu et mesterskab, men under træningen står den på verbale tæsk, hvis folk ikke lever op til hans tårnhøje niveau.

Og i de nye interviews viser Michael Jordan, at han stadig bærer nag til en modspiller, som Jordan mener pissede på både ham og sporten.

På den måde bliver dokumentaren andet og mere end en hyldest til en fantastisk legende, hvilket man ellers godt kunne frygte, når basketorganisationen NBA har produceret sammen med blandt andre sportskanalen ESPN.

ESPN stod i 2016 bag det skelsættende dokumentarmesterværk O.J.: Made in America – om O.J. Simpson, der gik fra at være elsket sportsstjerne til dømt morder.

Den brillerer især ved at gøre fortællingen om den afroamerikanske mand til et større indblik i USA’s splittede racehistorie.

Halvvejs i sæsonen tyder det ikke på, at Den sidste turnering kommer op på helt de samme samfundsrevsende klinger, selv om både Barack Obama og Bill Clinton medvirker. Der er for meget namedropping over det, når musikeren Justin Timberlake bliver hevet ind for at fortælle, hvorfor man som ung i 90’erne bare måtte have et par sko af mærket Air Jordan.

Til gengæld er det rørende at høre nyligt afdøde Kobe Bryant i et afsnit fortælle, hvordan Michael Jordan fungerede som en mentor for ham i de unge år.

Nogle vil måske sige, at det bare er sport. Men det er altså sport, der får hjertet til at banke og blodet til at strømme i årene.